The Revenge of Selena Gomez

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 aug. 2015
  • Opdateret: 26 jun. 2016
  • Status: Færdig
Der er nu gået lang tid med lykke. Det har været lutter hvedebrødsdage for Bella og Justin, siden de fandt sammen igen og flyttede ind i en fælles lejlighed. Men lykke varer sjældent ved og det finder Bella også ud af, da hun en dag støder ind i ingen ringere end Selena Gomez.
Selena har pludselig lagt alt bag sig, og de begynder igen at ses. Bella nyder deres venskab, men bag facaden lægger Selena skumle planer. I virkeligheden har hun intet andet tilovers for Bella, end bitterhed. Hun har aldrig tilgivet Bella og planlægger sin hævn. Imellem tiden lægger Bella og Justin mærke til forandringer. Pludselig kommer løgne frem i lyset og skænderierne hober sig op. Alt er ikke længere en dans på roser for parret, der nu må forsøge at se sandheden i øjnene.
Men hvordan det, når man står på hver sin side af forliget? I Den afsluttende tre'er i serien om Bella og Justin.

17Likes
5Kommentarer
14877Visninger
AA

15. "Du skal ikke sige noget - jeg rejser."

 

Bella's P.O.V.

 

Det tidspunkt hvor man slår øjnene op om morgenen, virker alting klart. Et øjeblik er hele verden lys som morgenen, det næste husker man gradvist alt det man har glemt og afhængig af situationen, finder man ud af at man pludselig er i et helt andet humør.

 

Justin's P.O.V.

 

At sove på et gulv foran hendes dør, var ikke ligefrem noget jeg havde prøvet før. Men jeg havde været så overbevist om at hun ingen lejlighed skulle have til at gå ud af den dør, uden at vende et par ord med mig. Jeg var ved at gå til grunde over at hun ikke svarede på mine kald, jeg kunne ikke holde ud at tænke på hvordan hun måtte have det. Jeg var syg af bekymring og havde derudover den værste smag i munden. Selena var det største røvhul, det var jeg godt klar over, men kun fordi hun bragte mig i denne situation. Jeg fattede ikke hvorfor hun havde kysset mig, men jeg lod være med at tænke mere over det, for jeg havde ingenting gjort galt. Jeg havde forsøgt at skubbe hende væk og havde også gjort det, men da var det forsent, for der havde Bella allerede set det og min mulighed for at forklare var spildt. Men trods at det var mareridtets kerne og årsag, tænkte jeg ikke videre over det. Derimod, havde jeg brugt en hel nat på at ærge mig over at jeg ikke havde en ekstra nøgle til soveværelset.

Derfor var det sådan en befrielse da døren gik op. Huset havde været så dødstille efter jeg havde stoppet mit råberi, engang klokken to i nat. Nu gik døren op og ud kom hun. Hun havde en blomst i håret, duftede frisk, men så træt ud. Poser under øjne har aldrig klædt nogen, de klædte heller ikke hende, men hun så godt ud alligevel. Glæden der havde oversvømmet min krop for en kort stund, forsvandt dog da jeg så kufferten hun trak efter hende. Det tog mig ikke lang tid at åbne munden, men hun kom mig i forkøbet.

"Du skal ikke sige noget - jeg rejser," forklarede hun blot, hvorefter hun sænkede blikket og gik et par skridt. Jeg tog fat i kufferten, så hun vendte sig om.

"Nej," sagde jeg bare. "Jeg må have en mulighed for at forklare mig. Jeg må have en lillebitte chance til at forklare mig, hvis noget skal overleve. Hvis der er bare en smule rimelighed til i verden, så må jeg forklare mig," protesterede jeg. Det gik op for mig at mine øjne føltes brændende. Jeg græd. Det røg ikke ud over mine kinder, men jeg græd. Situationens alvor ramte mig som en rekyl og jeg kunne ikke finde hoved og hale i hvad fanden jeg skulle gøre. Hun måtte bare ikke gå.

Da det gik op for mig, at Bella også græd, kunne jeg ikke holde ud at være i mit eget skind. Jeg havde lyst til at forene os, jeg havde lyst til at smelte sammen med hende og forvandle alt det grå, til glødende orange. Jeg havde ikke lyst til at forklare, jeg havde lyst til at hun skulle forstå. Hendes tillid måtte være brugt op.

"Jeg vil ikke høre noget. Der er ikke noget at forklare, Justin," sagde hun modigt. Hun forsøgte at rejse sig fra sin ulykke og jeg fandt det faktisk ret sexet og stærkt, men situationen var ikke lige til det.

"Og jeg rejser om du vil det eller ej, for jeg kan ikke klare at være i samme bygning som dig," sagde hun. Hun lød til at væmmes ved mig og ved tanken om at bo sammen, og det fik mig til at føle at mine ribben knækkede. Et spark til og det ville nå lige ind til mit hjerte og bløde.

"Og du skal ikke lede hele byen igennem for at finde mig, for jeg har ikke lyst til at se dig lige nu."

Så hudløst ærlig. Så hudløst ærlig og det var forfærdeligt. Jeg ville sige hende imod, jeg strittede imod med hele min krop og forsøgte at få hende til at forstå. Jeg rakte ud efter hende, men hun undveg og trak afsted med kufferten. Så gik det op for mig at hun var ved at gå ud af døren, ud af mit liv og med den der sidste kraft, det sidste overskud jeg ikke anede jeg havde, løb jeg hen mod hende, men det eneste jeg kunne komme i tanke om at sige, var om hun ville give mig et sidste kys. Hun kiggede bare på mig, som om at det var svar nok. Så vendte hun sig en halv omgang, klar til at forsvinde. Jeg ville holde hende tilbage, men vidste at det ville være forkert, vidste at jeg var forkert og at hun var forkert på den. Så vendte hun hovedet og åbnede munden.

"Farvel, Justin."
Og så forsvandt hun.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...