The Revenge of Selena Gomez

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 aug. 2015
  • Opdateret: 26 jun. 2016
  • Status: Færdig
Der er nu gået lang tid med lykke. Det har været lutter hvedebrødsdage for Bella og Justin, siden de fandt sammen igen og flyttede ind i en fælles lejlighed. Men lykke varer sjældent ved og det finder Bella også ud af, da hun en dag støder ind i ingen ringere end Selena Gomez.
Selena har pludselig lagt alt bag sig, og de begynder igen at ses. Bella nyder deres venskab, men bag facaden lægger Selena skumle planer. I virkeligheden har hun intet andet tilovers for Bella, end bitterhed. Hun har aldrig tilgivet Bella og planlægger sin hævn. Imellem tiden lægger Bella og Justin mærke til forandringer. Pludselig kommer løgne frem i lyset og skænderierne hober sig op. Alt er ikke længere en dans på roser for parret, der nu må forsøge at se sandheden i øjnene.
Men hvordan det, når man står på hver sin side af forliget? I Den afsluttende tre'er i serien om Bella og Justin.

17Likes
5Kommentarer
14887Visninger
AA

17. "Du er en sindssyg bitch, ved du godt det?"

 

 

Bellas P.O.V.

 

Jeg ved ikke hvordan Justin overtalte mig til at blive. Helt ærligt, jeg aner ikke det ikke. Han snakkede om 'hvad der var smartest' og 'mest praktisk'. Nok bare for at få mig til at fatte at det var verdens værste idé at skride fra det hele. En kylling, var hvad jeg var. En stor jeg-stikker-halen-mellem-benene-ligesom-anders-and-kylling. 

Uanset hvad, havde han ret. Det var smartest at blive her, også for at få talt ud, for det er faktisk det man gør når man ikke er en stor kylling. Problemet var, at jeg var vågnet op til en seddel og en tom venstre side af sengen.

 

Hej skat.

Er lige nede for at hente dine ting på hotellet - hold dig munter!

Justin xo

 

Det var ikke sådan at jeg havde været totalt barnlig og havde sagt at jeg ville sove på sofaen eller sådan noget pis. Jeg ville bare sove op ad en varm krop som tilhørte Justin og det havde jeg gjort og det var jeg skam tilfreds med. Men det betød også, at jeg på nuværende tidspunkt ikke havde snakket med ham endnu. Jeg anede ikke hvordan tingene stod. Og jeg forsøgte, ikke at tænke på det.

Jeg var stadig i slippers og sweatpants, da det bankede på døren. En masse blandede følelser fløj viltert rundt i min krop, mens jeg banede min vej væk fra dynernes betryggende varme og ud til entré'en. Et par bank lød, netop som jeg nåede frem til døren, så jeg lukkede op uden at tjekke overvågningen. Det fortrød jeg kort efter.

"Selena?"

Mit ansigt må have set fantastisk ud. Priceless. Jeg var så forvirret, for hun var den jeg mindst havde ventet at se. Jeg havde troet at det var Justin. Åbenbart ikke. Da jeg så på hende igen, blev jeg vred. Virkelig vred.

"Gå," snerrede jeg, men hun viftede mig blot væk og tog to skridt ind i lejligheden.

"Er Justin her?" Hun kiggede rundt i lejligheden ved at vende hovedet et par gange.

"Bland dig udenom og gå."

Jeg havde lagt armene over kors nu. Jeg boblede faktisk at vrede og havde bare lyst til at buse ud med spørgsmål. Som: hvorfor fanden gjorde du det!? og Hvordan kunne du finde på det!? og Hvor stort skal ens ego være for at opføre sig som sådan et røvhul!?

Men Selena lod næsten som om at jeg ikke var der og bedst som jeg var på nippet til at skubbe hende ud af døren og bagefter ned af samtlige trappetrin, kiggede hun på mig og svarede på sit eget spørgsmål.

"Nej, det er han ikke. Nå, så må du jo føle dig dum alene."

Mine øjenbryn fløj op i panden af overrasket skepsis, men jeg nåede slet ikke at få et ord indført.

"Ser du, jeg syntes alligevel at du skulle have en forklaring. En begrundelse. Du må jo føle dig magtesløs. Nedbrudt. Miserabel," begyndte hun, mens hun hånligt gik frem og tilbage og undgik at se på mig. Jeg stod bare. Hvad skulle jeg ellers gøre? Kvinden snakkede jo uanfægtet - det var noget jeg efterhånden havde fundet ud af.

"Jeg har i længere tid ønsket hævn. Jeg har været bitter og sorgfuld, det vil jeg sige. I hvert fald engang. For jeg fik aldrig lov til at sige noget til, at min dengang bedste veninde gik bag om ryggen på mig og knaldede med min fyr bag min ryg," forklarede hun. Nu så hun mig pludselig i øjnene. Igen formåede hun at få mig til at føle mig som en dårlig person. Alligevel blev jeg utilpas ved hendes 'min fyr'. Justin havde aldrig været 'hendes fyr'. Det havde Justin vidst og det gik pludselig op for mig nu. Måske formelt, men aldrig mentalt.

"Og det har jeg ikke tænkt mig at sige andet til. Vi er nogle som har æren i behold, ved du nok. Alligevel, ville jeg bare lige prøve at høre hvordan det føles. Kan du sætte ord på det? Kan du forklare mig hvordan det er at blive røvrendt?"

Jeg må have set uforstående på hende, for hun var hurtig til at uddybe.

"Det er mig, Bella. Mig, der har gjort alle disse ting. Hundrede procent med vilje. Justin har aldrig været dig utro, det var mig der placerede den top bag puderne. Justin har aldrig været dig utro, det var mig der fandt på det hele, for ligeså vel som Justin ikke har været dig utro, har jeg heller aldrig tilgivet dig - eller ham for den sags skyld."

Det føltes nogenlunde som at få en sten skubbet ind i maven. Forvirring stod som skrevet i mit ansigt og hun nød det. Jeg kunne set det på hende, uh hvor hun nød det og jeg hadede det. Jeg hadede hvordan hun havde fået mig til at føle - både på godt ondt. Jeg hadede hendes handlinger og jeg hadede hendes person. Jeg ønskede et øjeblik at hun ville blive bidt af malaria og dø, for at det ikke skal være helt løgn.

"Men hvorfor.." begyndte jeg og så rådvil ned på mine hænder. Hun var hurtig til at tage over. Som en fucking grib.

"For at give dig den samme følelse. For at det kunne gå den anden vej rundt og jeg kunne opleve sejrsrusen og du kunne blive tværet ud i ydmygelsen." 

Pludselig hadede jeg alt ved hende. Lige fra den skønhedsplet hun havde på armen til hendes forfærdelige handling.

"Du er et lortemenneske, ved du godt det?" sagde jeg vredt, for det var lige præcis det jeg tænkte. Hun trak bare på skuldrene med et drillende smil.

"Er du bedre selv? Du gjorde det samme selv."

"Aldrig for at nedgøre dig og ødelægge jeres forhold med vilje!" protesterede jeg. "Jeg gjorde det med forfærdelig dårlig samvittighed, men jeg gjorde det fordi jeg forelskede mig i ham og fordi han ikke havde nødderne til at slå op med dig, for så ville vi begge miste dig som ven og det var der ved Gud ingen der ønskede!"

Et øjeblik så hun faktisk benovet ud. Et øjeblik havde jeg hylet hende ud af hendes djævleriske tale. Men hun rystede bare kort på hovedet og jeg nød et øjeblik at sandheden omkring dét endelig var kommet ud.

"Nå, men det ændrer ikke på at du gjorde det. Desuden, har du ikke ligefrem været fair mod Justin, har du? Du troede mere på mig, end på ham."

Tomrum. Helt hul nede i min mave. Hjertet var væk og jeg følte mig iskold. Hun var hele tiden et skridt foran mig.

"Hvordan gør du det?" snerrede jeg, da jeg havde synket en klump. Hun havde ret.

"Hvordan får du mig til at føle mig som så dårligt et menneske?"

Det her var et spørgsmål jeg havde villet stille i lang tid og nu var en passende lejlighed. Hun smilede igen det der forfærdelige smil.

"Det er ikke noget jeg gør. Det er sådan du selv føler. Du burde knytte dig til ham og høre ham og tro ham, før du tror på tilfældige piger omkring dig. Har du foreksempel overvejet nogle af de ting jeg fortalte dig? Hvordan fanden skulle jeg vide, hvad Justin rendte og lavede hvornår? Jeg så ham aldrig! Det er jo ikke mig der bor her, vel? Det er dig, der gør det og du burde ærligtalt have sat spørgsmålstegn ved nogle af de ting jeg hostede op. Undrede du dig aldrig over hvor fanden jeg havde mine kilder fra?"

Det undlod jeg at svare på. Jeg følte mig simpelthen så dum. Hun havde jo ret. Og pokkers også! Hvorfor havde jeg aldrig overvejet hvad hun havde fortalt mig? Hold kæft, en elendig kæreste jeg var.

Hun betragtede mig blot. Næsten med et overrasket smil, da jeg ikke svarede.

"Wow... du virkelig være tillidsfuld," sagde hun på en måde jeg ikke rigtig kunne tyde. En lille del af mig fik det en minimal smule bedre. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. Hele mit hoved var fyldt med de nye informationer og jeg følte mig simpelthen så dum og forkert. Hvor måtte hun have grinet! Hun måtte have moret sig med min angst.

Så gik døren op. Vi vendte begge to hovederne og betragtede Justin åbne døren med den hånd han ikke holdt kufferten. Han bragte et frisk pust ind til den anspændte, lunefulde luft, men der gik ikke lang tid, før han kiggede op og hurtigt opfangede at her var to mennesker og at vi stod fem meter fra hinanden.

"Åh se, herren i huset er vendt hjem!" udbrød Selena ironisk. Han stirrede mærkeligt på hende, så hans øjenbryn næsten stod på linje. Så kiggede han forvirret på mig og jeg forsøgte at telepatere, for at forklare situationen. Det mislykkedes og vi flyttede begge blikket over på Selena.

"Jamen, så vil jeg lade dig om at forklare at jeg har røvrendt jer, ved at lade lægge toppen her og bilde Bella mærkelige ting ind. Men du havde vel gættet det, Justin? Du så vel sedlen?"

Da jeg fandt ud af at hun også havde planlagt at smide sedlen så Justin ville finde den og skabe endnu mere splid mellem os, blev jeg virkelig vred. Hun var jo sindssyg!

"Du er en sindssyg bitch, ved du godt det?" spurgte jeg vredt og hadede den måde hun flabet smilede som om det var et kompliment. Hun grinte falsk. Jeg begyndte at rykke over mod Justin til vi sidst stod ved siden af hinanden.

"Nårh se, det søde kærestepar er tilbage igen! Lækkert, skønt. Lad os se om I kan finde ud af stole på hinanden fra nu af," grinte hun og bedst som jeg skulle til at svare igen, brød en vred Justin ind.

"Der er ikke noget 'os' i det. Vi vil gerne bede dig om at gå. Ikke bare ud af døren, men også ud af vores liv."

Jeg var overrasket over hans alvorlige og voksne stemme. Han var helt kold. Jeg følte mig som en del af et team. Det var ikke et 'jeg' han havde sagt. Han havde sagt 'vi'. Og Selena så mildest talt benovet ud.

"Farvel," sagde jeg blot og forsøgte at lyde ligeså kold som Justin. Han havde ret, der var ikke nogen grund til at diskutere med hende. Hun havde forklaret sig nu. Dog på en ond og modbydelig måde, men det havde hun og nu skulle hun aldrig genere os mere. Nu skulle hun forsvinde. Lige ud af den dør og så forhåbentlig ind i et sort hul.

Og tænk sig, det gjorde hun faktisk. I hvert fald det med døren. Tøvende bevægede hun sig hen mod døren og lige da hun var nået ud over dørtrinnet, tog Justin ved døren og lukkede den. Og så var hun væk.

Der gik et sekund. Et sekund hvor vi lige skulle sunde os på den overraskelse. På forskellige måder, men essensen var den samme. Da sekundet var ovre, kiggede vi på hinanden i et tilsvarende sekund. Lettede. Varme. Og så kom jeg i tanke om hvad det var jeg nu var skyldig i. Og så blev jeg ængstelig.

"Justin... Åh, Gud, jeg ved slet ikke hvor jeg skal begynde. Jeg er så... jeg er så ked af det. Undskyld. Undskyld. Jeg ved ikke hvordan jeg skal forklare mig. Det er så forfærdeligt at jeg ikke troede på dig, jeg skulle have troet på dig lige fra starten, skulle jeg. Du fortj-"

Han afbrød mig. Ved at lægge sine varme, smilende læber over mine dirrende, kolde. Og jeg nød det i et helt sekund, før jeg fik lidt ære i livet og skubbede ham blidt fra mig.

"Nej, Justin. Jeg kan ikke bare lade dig kysse mig og så lade som om at det hele forsvinder-"

Han kyssede mig igen. Og denne gang gav jeg efter. Nu havde han gjort det to gange, så han måtte mene det. Jeg havde besluttet mig for at øve mig i at stole mere på ham.

"Det er forsvundet," mumlede han mod mine læber. Jeg smilede, men det stivnede da han pludselig lagde en arm om min lænd, pressede mig ind mod sig og trak ned i mine sweatpants. Jeg så med store øjne på ham, men han smilede blot hans jeg-er-igang-med-at-forføre-dig-smil. Han kyssede mig igen, skilte blidt mine læber med spidsen af sin tunge. Denne gang var det min hvide t-shirt han besluttede at jeg ikke skulle have på. Da hans varme hånd gled op under trøjen, stivnede jeg igen og trak mig ud. Øjeblikket virkede for underligt. Set i bagklogskabens lys. Med alt der lige var sket.

Han smilede blot af min afvisning. Så bøjede han sig ned mod min hals, kyssede den en enkelt gang så jeg måtte lukke øjnene for en stund.

"Jeg har hørt at forsoningssex er noget af det bedste," hviskede han mod min hals. Hans ånde var varm og hans hånd på min mave kombineret med hans frække stemme, fik kuldegysninger til at løbe ned af min ryg. Det trak i min rygrad.

"Skal vi teste den påstand?" hviskede han og kyssede igen min nakke. Jeg måtte smile. 

Jeg lagde armene om ham og kunne næsten høre ham trække på smilebåndet. Da jeg igen så ham ind i øjnene havde han det dejligste smil dansende på læberne og det smittede hurtigt.

Pludselig havde vi glemt hele vildreden, vi havde glemt Selena, vi havde glemt omverdenen. Hvad vi ikke havde glemt, var Justins hånd under min t-shirt, hvordan hinandens læber smagte og hvor soveværelset lå.

 

_____________________________________________

Så for sivan, der kom nogle sandheder på bordet!

Lige lidt reklamation: jeg har lige udgivet en ny movella, som er en to'er til "Another Badboy" som nogle af jer måske har set.

Den hedder "The Dream of Changing a Badboy" og jeg vil selvfølgelig anbefale den :)

Vi ses i de næste kapitler!

~ Anna M.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...