The Revenge of Selena Gomez

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 aug. 2015
  • Opdateret: 26 jun. 2016
  • Status: Færdig
Der er nu gået lang tid med lykke. Det har været lutter hvedebrødsdage for Bella og Justin, siden de fandt sammen igen og flyttede ind i en fælles lejlighed. Men lykke varer sjældent ved og det finder Bella også ud af, da hun en dag støder ind i ingen ringere end Selena Gomez.
Selena har pludselig lagt alt bag sig, og de begynder igen at ses. Bella nyder deres venskab, men bag facaden lægger Selena skumle planer. I virkeligheden har hun intet andet tilovers for Bella, end bitterhed. Hun har aldrig tilgivet Bella og planlægger sin hævn. Imellem tiden lægger Bella og Justin mærke til forandringer. Pludselig kommer løgne frem i lyset og skænderierne hober sig op. Alt er ikke længere en dans på roser for parret, der nu må forsøge at se sandheden i øjnene.
Men hvordan det, når man står på hver sin side af forliget? I Den afsluttende tre'er i serien om Bella og Justin.

17Likes
5Kommentarer
15138Visninger
AA

11. "Det løfte agter jeg at holde til min dødsdag."

 

Justin's P.O.V.

 

Det var næsten som om at studiet var koldere end normalt. Hovedtelefonerne klemte en anelse mere om ørene og jeg var meget træt af at være bundet til den latterligt lille boks jeg var blevet puffet ind i. Min stemme knækkede og jeg havde det ualmindeligt varmt, trods det faktum at der var hundekoldt inde i studiet. For some reason. Mine tanker kredsede om Bella og den røde top og Selena og indkøbssedlen og dem alle sammen på skift. Jeg havde virkelig svært ved at abstrahere fra tankerne og kunne ikke koncentrere mig om sangen jeg skulle forestille at indspille. 

Jeg sukkede og tog høretelefonerne af. Jeg kunne simpelthen ikke i dag. Det var ikke fordi jeg var vild med tanken om at udskyde det eller stikke halen mellem benene på den måde. Jeg hadede virkelig det der jeg kan ikke, men jeg kunne bare ikke i dag og sådan var det bare.

"Hey...hey, JB, hvad sker der?" Et stort eksemplar af krøllede hårtotter fløj op i hovedet på mig og jeg skyndte mig at flytte hovedet lidt til siden, så jeg kunne ansigtet bag.

"Jeg kan simpelthen ikke i dag," sukkede jeg og var ikke meget for det. Jeg så lidt ned i jorden, kun med det formål at glemme det hele lidt ved at se ned i noget så kedeligt som trægulv. Mission mislykket.

"Problemer med kvinden?" svarede han blot. Jeg løftede skødesløst hovedet og sendte ham et dumt blik, hvorefter jeg blot nikkede.

Kort efter mærkede jeg et mere eller mindre hårdt klap på skulderen efterfulgt af et mere af samme slags.

"Det er cool, mand. Smut du bare hjem og fiks hvad der skal fikses," svarede han, gav mig endnu et klap og gik derefter hen for at slukke et eller andet. En eller anden låste boksen af. Jeg gik ud på gangen med bøjet hoved. Så tog spørgsmålene fart; hvorfor antog hun ud af det blå at jeg havde været hende utro? Det var sådan en idiotisk tanke at det gjorde mig helt sur at tænke på. Jeg var fandme alt for glad for hende til at gøre sådan noget. Hvis nogen af os skulle være den anden utro - hvilket var et underligt scenarie - så skulle det da være hende? Jeg havde godt nok svært ved at se mig selv som den der var utro, simpelthen fordi at hun var the one. Det var heller ikke fordi jeg troede at hun ville gøre det, aldrig, men hun var ligesom den smukke af os to. Men det mærkelige ved situationen var, at jeg overhovedet ikke var blevet informeret om hele handlingsforløbet. Jeg anede ingenting, udover at Bella havde fundet en rød top som hun troede tilhørte en kvinde jeg havde bragt til huset. Men for det første så var det usandt, men det var også en smule uhyggeligt. Hvor kom den top fra? Men det var så der, da Bella var gået ind for sig selv, at jeg fandt et lille stykke gulligt papir ved døren. På den stod der 'Rød top' og så var der er lille flueben ud for den sætning. Og det var så dér, at jeg kom til at skænke Selena en tanke. Og på trods af at Bellas sårende ord stadig kørte rundt i hovedet på mig, kunne jeg ikke lade være med at begynde at sætte brikkerne på plads. Og det puslespil passede virkelig. Det var hver gang Selena snakkede med Bella, så kom vi op at skændes. Og det var sådan nogle latterlige, ikke særlige specifikke ting vi skændtes om. Og at Selena havde fundet toppen? Det bekræftede jo bare teorien. Men Bella ville ikke lytte og det føltes som hvis gulvet i lejligheden var løst, hvis man endelig skulle bruge en metafor på vores forhold lige nu. Gyngende grund.

Jeg stillede mig foran bygningen og så op på vinduet som vi plejede at se ud af på de der søndage hvor man kun kan drømme sig tilbage til weekenden. Vi plejede at sige at det var smukt to gange hver og så gentage det igen og igen. Jeg sukkede. Lagde vægten over på det andet ben. Prøvede at samle nok mandsmod til at åbne døren og gå op af trappen. Lige det med mandsmodet gik nok kun halvt, men resten endte jeg da med at fuldføre; døren blev skubbet op, jeg slæbte mig op af trapperne som virkede så stejle som aldrig før og jeg åbnede endnu en dør og gik ind. Duftede og opdagede at jeg ikke vidste hvor hun var.

"Ja, vi ses."

 

Bella's P.O.V.

Ordene sad fast inde i hovedet. Selenas. Det var så underligt at hun pludselig havde ringet. Sådan helt casual 'hvordan gik det med jer? Fandt I ud af det?' havde hun spurgt, næsten spændt. Jeg havde ikke anet hvordan jeg skulle svare; hvordan gik det egentlig? Jeg var ked af det, bundløs trist, men det var som om at det ikke helt ville synke ind. Det var ikke som i de der videoer på Youtube hvor manden kom hjem og bogstaveligtalt fandt konen sove med en anden. Det her var som om... som om at jeg ikke rigtig ville tro det. Og det irriterede mig. Hvis jeg i det mindste kunne være sikker!...

Jeg havde mumlet et eller andet og så havde hun spurgt 'er han der måske nu?' vildt fordømmende og min læbe gjorde helt ondt, så hårdt havde jeg bidt mig i den. Bare tanken!.. Jeg havde fået sådan en mærkelig lyst til bare at smide røret på, fordi jeg vidste at jeg så ikke ville få flere lejligheder til at gumle på de her scenarier. Selena satte altid sådan nogle ubehagelige tanker igang. Det var ved at blive uudholdeligt. Jeg havde selvfølgelig ikke smidt røret på. Jeg måtte bare se det i øjnene. Det andet ville være tøset.

'Han er i studiet' havde jeg svaret - næsten nervøst. Hun havde bare sagt 'Ja, det havde jeg også sagt' med et næsten irriteret støn. Jeg må have set uforstående ud i hovedet - jeg sagde ihvertfald ingenting. Jeg var også stoppet med at høre efter. Selena havde givet mig en masse råd, men jeg havde ikke hørt et eneste. Jeg vidste godt at det var dumt at lægge det døve øre til når der endelig var en der gad at hjælpe mig, men lige i det øjeblik ønskede og orkede jeg ikke hendes hjælp. Så da hun på et tidspunkt endelig lukkede munden for at trække vejret, svarede jeg bare 'ja, vi ses' og lagde på med sløve øjne. Jeg orkede ikke mere. Og det passede dermed perfekt at det så lige var dér jeg hørte døren smække. Et kort øjeblik blev jeg bange for at det var Selena som havde pakket alt sammen for at tage hen til mig og prædike, men så hørte jeg skridtene og vidste at det var ham. Og hvad ville en klog mand så gøre nu? Jeg havde ingen idé. 

"Hej," råbte han uden særlig meget gejst i stemmen. Han lød træt. Så er vi to, tænkte jeg og kom næsten til at smile en lille smule. Jeg lagde langsomt armene over kors og blev inde i soveværelset foran det lange, runde spejl. Bed mig blidt i læben. Hvilede telefonen mellem to fingre. Havde lyst til at smide den på gulvet.

Jeg så ham da han stillede sig hen i døren. Han hvilede sig op af dørkarmen med den ene arm over hovedet. Han virkelig træt ud. Men så igen, helt ubeskrivelig dejlig. Jeg sank en klump. Træthed dulmede min krop og mine følelser og da jeg vendte mig om og mødte hans øjne som sikkert havde søgt mine i en menneskealder, gik min krop i choktilstand. Et behageligt stød svang sig lynhurtigt gennem min krop bare ved synet af ham og jeg følte mig underlig tilpas i og med at jeg faktisk kunne mærke poserne under mine øjne. Jeg blev bare stående. I tre sekunder.

"Jeg orker ikke at være sur på dig," sukkede jeg og lod mine arme falde ned langs siden, mens jeg gik over mod ham. Han var hurtig til tage imod mig så snart jeg nåede ham. Han bredte sine arme ud og jeg søgte ly i hans favn, kun let ramt af skam. Han lukkede armene om mig, omfavnede mig og fik mig til at føle mig varm i hele kroppen, hvilket gjorde mig ti gange mere sløv. Jeg lukkede øjnene og trak ærmerne halvvejs over fingrene, hvorefter jeg også lagde armene om ham. Han trykkede mig ind til sig og jeg kunne ikke lade være med at tage en dyb indånding, for skønt intet var løst, føltes min krop forløst.

Jeg sukkede og vidste at jeg ikke kunne lade som om at jeg ikke havde de følelser jeg tydeligvis havde, så jeg trak mig lidt ud, modvilligt og under store protester fra min krop, og så op på ham, mens jeg sørgede for ikke at give slip på ham. Hans sweater føltes fantastisk mod mig, alene fordi jeg vidste hvad der gemte sig indenunder den og hvad der gemte sig over den inde i hans hoved. Det at kramme hans torso vækkede så mange forskellige følelser i mig.

"Er det henne i studiet?" spurgte jeg stille, for spørgsmålet nagede i min trætte krop. Han så uforstående på mig.

"Hva'?" svarede han. Jeg havde egentlig ikke lyst til at svare, men det var næsten som om at ligegyldigheden tog over.

"Er det henne i studiet I ses?" uddybede jeg, men han så stadig ikke ud til at forstå.

"Hvem? Scooter og jeg?"

"Dig og pigen," svarede jeg bare. Men jeg nåede ikke at stå i ligegyldighedens tåge særlig længe, før Justin pludselig trak sig ud og frigjorde mig for den tilstand jeg var i. Han søgte mine øjne og da jeg så ind i dem, havde jeg lyst til at kunne gøre det om igen. De så vrede ud.

"Virkelig? Tror du virkelig stadig at jeg har været dig utro?" spurgte han og sendte mig et dumt og mildest talt irriteret blik. Min krop reagerede dobbelt så voldsomt på hans ord, fordi jeg var så mærkeligt tilpas; underligt sårbar og ligeglad.

"Helt ærlig, Justin, hvad ellers? Hvad ville du have gjort i min situation? Hvis det nu var Ryan der havde fundet et par boxers under sofapuden? Ville du så ikke også undre dig?" svarede jeg lettere irriteret. Hvorfor kunne han ikke se det indlysende i beviset? Han stod lidt og tænkte, rystede så stille på hovedet og sugede kort underlæben ind i munden.

"Jeg ville have hørt på hvad du havde at sige, før jeg begyndte at danne konklusioner," svarede han præcist og så mig alvorligt i øjnene. Jeg vendte næsten øjne og rystede træt på hovedet før jeg igen søgte hans favn. 

Hold kæft, en underlig situation. Så meget alvor, så meget på spil, så mange følelser og irritationer og alligevel stod vi og krammede som om vi skulle planlægge et bryllup. Men det var rart. Underligt, men i den grad rart.

"Jeg fandt en indkøbsliste," sagde han pludselig, udtryksløs, efter der var gået lidt tid med stille larmende stilhed. Jeg rynkede brynene ind mod hans sweater.

"Hva'?" svarede jeg, men det kom ud som en mumlen, fordi min mund var presset en smule sammen ind mod ham. Jeg havde ikke til hensigt at flytte mig blot for at undgå sprogvanskeligheder.

"Den dag. Da du var gået ind på værelset, fandt jeg en seddel hvor der stod 'Rød top' og så var der sådan et check mark ud for det. Det var det eneste der stod," forklarede han. Jeg trak mig ud. Det var egentlig utroligt hvordan han kunne undgå at tale om Selena selvom situationerne hvor vi skændtes, altid omhandlede hende for tiden. Jeg rynkede brynene.

"Hvorfor har du ikke fortalt mig det noget før?" spurgte jeg undrende og måske en smule dømmende. Han sendte mig et dumt blik.

"Ja, det er jo ikke ligefrem fordi du har været vildt snaksagelig siden, vel?" svarede han bare, hvilket gav mig et stink af dårlig samvittighed.

"Hvor fandt du den?" spurgte jeg og undgik bevidst hans sætning. 

"I døren," svarede han og så ned på mig. Tankerne gik i ring. Jeg kunne godt se det lidt. Det virkede næsten som et mere sandsynligt scenarie end at Justin skulle have været mig utro.

"Jeg siger bare det her, for jeg ved at du hader at jeg siger det, men det er bare et skud i tågen.." begyndte han tøvende. Jeg blev en smule varm indeni fordi han rent faktisk tog hensyn til mig på den måde.

".. Men jeg synes bare at det virker meget.. oplagt. Ikke at jeg siger at hun faktisk har lagt den røde top der, men hvem fanden skulle ellers? Jeg aner det ikke, du aner det ikke-

"Jeg har aldrig set den før i mit liv," tilføjede jeg, næsten helt tom for følelser og kiggede ud i luften. Spekulerede.

"Nemlig," svarede han tankefuldt, "Og vi fandt bogstaveligtalt en indkøbsliste hvor det stod på, så helt ærligt? Hvem kunne ellers have bragt den top ind i hjemmet, andre end Selena? Jeg mener, er det ikke underligt at det netop er når hun er her at det sker og at det så er hende der finder den ovenikøbet?.. Det er som om at hun vil have det til at ske..." sagde han grublende, men tilføjede hurtigt: "Jeg siger det bare." 

Jeg nøjedes med at nikke. Jeg havde ikke lyst til at drage forhastede konklusioner, jeg havde heller ikke lyst til at dømme nogen. Faktisk, havde jeg bare lyst til at have det godt. Jeg trak ham ind til mig.

"Lad os nu glemme det," mumlede jeg mod hans nakke. Det var underligt, jeg følte mig ikke engang specielt 'lettet' ved tanken om at han ikke havde været mig utro, nu hvor jeg vidste at det vare pure opspind. Måske var det derfor jeg ikke sagde undskyld. Jeg havde ikke troet på det, ikke sådan rigtigt, jeg havde bare reageret som jeg følte jeg burde reagere i sådan en situation. Det var som om at det slet ikke var sket. En latterlig ikke-eksisterende hændelse, som blot havde haft vores opmærksomhed i et par sekunder.

"Jeg har virkelig savnet dig," sagde jeg og lod mine hænder kærtegne hans biceps, op og ned af armene, om på ryggen, ned på maven. 

"Jeg kan virkelig godt lide den sweater," sagde jeg ud i det blå. Fangede hans øjne. Han smilede.

"Det er dig der har givet mig den, fjols," grinte han bare, inden han lukkede afstanden imellem os ved at smede vores læber sammen. Og uden at give lejlighed til for store klichéer, så føltes det virkelig som om et stort, lettet suk gik igennem min krop, fløj ud og gik til grunde. Jeg nød hans læber mod mine og ønskede intet andet end at holde om ham i denne vores lille verden.

Han trak sig ud, kun få centimeter fra mine læber. Jeg nød, næsten at kunne smage hans åndedrag.

"Jeg gav dig et løfte tilbage i tiden," sagde han uden besvær, trods eventuel mangel på ilt.

"Det løfte agter jeg at holde til min dødsdag."

Jeg nød at vide hvad han mente og jeg nød at jeg troede på ham, endnu mere.

 

___________________________________________________

Halløj!

Så var der endnu et kapitel! - jeg beklager ventetiden.

Hvordan tror I det går med dem? Holder våbenhvilen eller er det også bare en fase?

Kommenter gerne!

~ Anna M.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...