The Revenge of Selena Gomez

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 aug. 2015
  • Opdateret: 26 jun. 2016
  • Status: Færdig
Der er nu gået lang tid med lykke. Det har været lutter hvedebrødsdage for Bella og Justin, siden de fandt sammen igen og flyttede ind i en fælles lejlighed. Men lykke varer sjældent ved og det finder Bella også ud af, da hun en dag støder ind i ingen ringere end Selena Gomez.
Selena har pludselig lagt alt bag sig, og de begynder igen at ses. Bella nyder deres venskab, men bag facaden lægger Selena skumle planer. I virkeligheden har hun intet andet tilovers for Bella, end bitterhed. Hun har aldrig tilgivet Bella og planlægger sin hævn. Imellem tiden lægger Bella og Justin mærke til forandringer. Pludselig kommer løgne frem i lyset og skænderierne hober sig op. Alt er ikke længere en dans på roser for parret, der nu må forsøge at se sandheden i øjnene.
Men hvordan det, når man står på hver sin side af forliget? I Den afsluttende tre'er i serien om Bella og Justin.

17Likes
5Kommentarer
14890Visninger
AA

8. "Det her bliver den længste aften nogensinde."

Bella's P.O.V.

 

Med et irriteret suk slog jeg paraplyen op, da jeg var kommet ned af trapperne og ud i den silende regn.

Det stank virkelig, det her.

Jeg var bare slet ikke i humør til middag lige nu, jeg havde ondt i kroppen og Justin havde det nok ikke så godt. Men tanken om at jeg kunne misse chancen om at ses med Selena, gik mig mere på. Justin måtte vente. Jeg måtte vente.

Hvad hvis det var sidste gang, Selena havde tænkt sig at ringe? Jeg måtte gribe chancen, også selvom jeg ikke var særlig kvalificeret til det.

"Det her bliver den længste aften nogensinde," sukkede jeg modløst, med en hovedrysten. Fulgte de gullige lys fra lygtepælene og bilernes forlygter, når de en gang i mellem kom kørende i de sene aftentimer i mørket, og omridset lige kunne skimtes i regnen i lysenes skær.

 

Da jeg endelig nåede restauranten, Selena havde fortalt om, så den ret lukket ud. Det var ikke fordi det ligefrem summede af liv. Jeg bed mig skævt i læben og kom til at samle mine mundvige i et hjørne i spekulation.

Så rystede jeg på hovedet. Jeg kunne ikke være bekendt at stå herude og tænke ubehøvlede tanker, uden at vide noget som helst om noget.

Beslutsomt, trådte jeg op på trappetrinnet og fortsatte hen til glasdørene, hvor de spage lys end ikke nåede ud. Først da jeg kom indenfor, i en varme jeg med ét fandt ubehagelig og med en lugt i næsen jeg ikke brød mig om.

Jeg gik alligevel ind, hang min jakke op på en stumtjener og fortsatte ind ad gangen, hvor lysene endelig kunne ses. Tydeligt nok endda. Det var hyggeligt, når nu jeg var kommet indenfor og der gik med ét et jag igennem mig. Dårlig samvittighed. Jeg bed mig irriteret i læben. Hvorfor skulle den skide følelse også hele tiden dukke op!?

Jeg fortsatte ind til en slags bar der stod langs væggen, men fik hurtig øje på en hånd der vinkede mig over til et bord, som jeg nok kunne gætte, stod reserveret i Selenas navn.

Jeg fandt et smil frem og bevægede mig en smule hurtigere over mod bordet, hvor jeg hurtigt slog røven i sædet med et lettet suk. Jeg slog min paraply ned og undrede mig over hvorfor jeg ikke havde gjort det tidligere.

Åh, jeg var virkelig ved siden af mig selv.

Med vådt hår, våde hænder og en træt krop, kæmpede jeg kampen mellem lynlås og menneske, idet jeg forsøgte at lyne den våde frakke op.

Det tog et par forsøg.

"Hey."

Jeg slog blikket op og mødte hurtigt Selenas øjne. Hun så som sædvanlig godt ud. Perfekt eyeliner, flotte - for ikke at tale om fyldige - krøller, og med røde æblekinder, som selv jeg kunne få lyst til at røre. Jeg kvalte et suk.

"Hey," svarede jeg med en vis følelse af stress i maven. Jeg lukkede kort øjnene, ønskede mig et kort øjeblik ud på en sydhavsø og åbnede dem derefter for at være en smule høflig.

"Tak for invitationen."

Men hun svarede ikke. Hun sad kun der og betragtede mig, som havde hun aldrig set mig med halv filtret hår, sikkert også lidt mascara under øjnene og en bluse der sad som vinden havde blæst den.

"Er der noget galt?" spurgte hun så, stadig med det samme udtryk i øjnene. "Du virker ved siden af dig selv."
Jeg kom til at sukke, bøje hovedet let, for derefter at møde hendes øjne igen. Det føltes en smule koldt. Som om bekymringen ikke helt... Nåede resten af kroppen. Men hvad var det også for noget sludder.

"Det er jeg faktisk også," mumlede jeg og kiggede ned i bordet, mens jeg kort pillede ved mit neglelak.

"Hvad så?"
Mine døde øjne mødte hendes - overraskende, også døde - øjne og denne gang besluttede jeg mig for ikke at holde noget tilbage. Jeg samlede mine hænder på bordet og så på hendes sweater.

"Det var bare noget med Justin.." indrømmede jeg og kløede mig kort i håret.

Et eller andet virkede forkert, da jeg sagde det. Men jeg forstod det ikke? Jeg ville gerne indvi Selena i mit privatliv? Ville jeg ikke? Det var planen. Men der var noget ved at sige sådan noget til hende. En følelse. Jeg følte mig som den lille. Det føltes underligt at indrømme det overfor hende. At indrømme at det kørte en smule skævt mellem Justin og jeg, her til aften. Som om hun så på mig og tænkte 'hah, troede du virkelig I ville få det til at fungere? Justin og jeg kunne ikke engang få det til at fungere.' Fornedrelse. Jeg bed tanken i mig, men den stod stadig helt åben, for enhver der kunne tage et kig ind i min krop.

"Det er jeg ked af at høre."

Jeg så overrasket på hende, ved lyden af de fine ord, og kom igen til at bide mig i læben i skam. Hvordan kunne jeg være så mistroisk? Det var min gamle bedste veninde, det her, og bare fordi jeg nu var sammen med hendes gamle high school kæreste, betød det jo ikke at hun frydedes over min og Justins tilbagegang som par.

Hvis der overhovedet var nogen tilbagegang. Var vi ikke okay? Det var jo bare en engangsting, ikke? Var der overhovedet noget problem? Jeg havde bare været en smule sur i stemmen og det var jo det?

"Det er jeg også," svarede jeg bedrøvet. Gav endnu engang bordet min fulde opmærksomhed, idet en tjener placerede noget mad foran mig. Selena måtte have bestilt.

"Det skal du da overhovedet ikke være. Kan du ikke se hvad han har gang i?"

Den pludselige skiften i tonelejet overraskede mig meget og jeg kiggede derfor op. Hun sad med det samme blik som før, måske lidt hårdere, men jeg kunne godt lide det. Noget lettede indeni. Skyldfølelsen. Min andel i handlingen.

"Hva'?" spurgte jeg, men havde knapt nok sagt det, før Selena begyndte på en mindre monolog, som forbavsede mig meget.

"Hvad mener du med 'hva'? Kan du overhovedet ikke se at han opfører sig underligt? Alle de ting han siger? Det er da noget mærkeligt noget. Han blev vel også pissed da du kom senere hjem forleden?"

Jeg kom til at nikke lidt, for det var jo rigtig nok. Hun sukkede og rystede kort på hovedet.

"Det er så typisk Justin. Han forstår bare overhovedet ikke hvad man siger til ham. Tro mig, jeg kender det. Det kan være frustrerende når han skal være så formanende," snakkede hun og jeg kom til nikke genkendende til det hun sagde.

"Fik du forresten opkaldet forleden?"

Jeg løftede undrende blikket, med et undrende øjnebryn i vejret. Hvad mente hun med opkald?

"Nej, det tror jeg ikke? Hvorfor?" spurgte jeg.

Hun lukkede kort øjnene og rystede endnu engang på hovedet.

"Hvor er det altså typisk!" Hun slog hænderne op i luften og så frustreret op i loftet, før hun behersket så på mig - og jeg var ved at blive godt nysgerrig.

"Jeg ringede forleden. Justin tog den. Jeg spurgte om han ikke ville give dig røret, men han fortalte mig at du var ude. Så jeg spurgte om ikke han kunne fortælle dig at jeg havde ringet. Han lovede det, men jeg kan se at han har glemt det," forklarede hun, mens mine øjne hurtigt udvidedes til dobbelt størrelse.

"Eller også har han bare skjult det for mig," svarede jeg med sammenbidte tænder og kom til at tænke på hvor typisk det også var, som Selena sagde. Sikke et ego! Bare fordi han åbenbart ikke syntes så godt om Selena - det havde jeg accepteret, men hvis det skulle være på denne måde, kunne jeg da også var ligeglad med hvad han ønskede, siden han tydeligvis havde det sådan med mig.

"Ej, hvor er det bare træls! Sådan en egotripper!" udbrød jeg frustreret. Selena nikkede medfølende og trak på skuldrene.

"Jamen, undskyld jeg spørger, men er han ikke også lidt underlig for tiden? Han opfører sig jo slet ikke som han plejer..."

 

_______________________________________________________________

 

Tiden var ikke ligesom fløjet afsted, men den var i den grad gået. Mest med at diskutere Justins adfærd for tiden, som jeg virkelig fandt besynderlig, efter at have snakket med hende.

Jeg var så taknemmelig for at hun gad at hjælpe. Hun satte fokus på de punkter jeg selv havde overset. Det var sjovt, da jeg var ankommet til restauranten havde jeg ikke engang overvejet Justins mærkelige opførsel. Nu var den alt jeg kunne tænke på og den irriterede mig grusomt.

Jeg havde opdaget hvor meget jeg egentlig havde savnet en at diskutere med og hvem kendte Justin bedre end Selena?

 

Nu var jeg på vej hjem. Klokken var kvart over elleve, jeg frøs og anede ikke hvad jeg havde i vente. Jeg var så forvirret at det gjorde helt ondt i kroppen, men om det var det vi havde talt om eller træthed, anede jeg ikke. Måske et miks.

Jeg sukkede. Hver gang jeg snakkede med Selena fik jeg så meget at tænke over. Ting jeg aldrig havde overvejet før og det fik mig til at ville opgive det hele, smide håndklædet i ringen og grave mig midlertidigt ned i et hul.

Men jeg burde ikke klage. For hvor ville vores forhold lige være, hvis Selena ikke var kommet tilbage i mit liv, for at sætte lys på problemerne? Det ville være skredet fuldstændig fra os.

 

Da jeg endelig nåede opgangen, havde skubbet den tunge dør op og besteget den lidt for stejle opgang, som virkede en smule mere stejl i dag, skubbede jeg døren til lejligheden op og lod duften af os brage imod mig. Indtog den. Elskede den. Rystede på hovedet. Hang mit halstørklæde op, opdagede at jeg havde glemt paraplyen og slentrede sukkende ind i hjemmet.

Jeg fik en pludselig lyst til at glemme det hele, da jeg så sofabordet. Han havde ryddet op, der var ingen spor af den klump is jeg havde tabt i sofaen tidligere på aftenen og det virkede som om et år siden Justin havde kysset mig som havde han ikke set mig i flere år.

Jeg sukkede. Alt det var sket kun et par timer før og nu stod jeg og betragtede det og kunne ikke forestille mig hvordan jeg kunne få mig selv til at forlade det hele og ham på den måde. Sige de ting jeg sagde. Den ligegyldighed omkring hans mening, jeg havde udvist.

Jeg lukkede øjnene i. Forsøgte at forestille mig hvordan aftenen kunne have udspillet sig, hvis jeg bare var blevet. Vi kunne have ligget i ske og han kunne have nusset mig i søvn og båret mig ind i seng. Og jeg kunne have kysset ham mange gange..

"Hvad laver du her?"

En stemme fik mig til at fare sammen og hoppe et par centimeter op i luften, for derefter at vende mig om mod stemmen, som skulle vise sig at være hans.

Det vidste jeg godt, vrængede min krop, men blev for optaget af de sure, brune øjne, som i hvert fald ikke var dem jeg havde drømt om. Han havde basketshorts på. Bar mave. Jeg bed mig i læben.

"Jeg bor her," svarede jeg flabet og glemte alt om nervøsitet og min urimelige opførsel. Det hele forsvandt i et stort virvar af ting jeg pludselig syntes var trælse.

Han rystede blot på hovedet og gjorde mine til at vende sig om og gå tilbage i seng, da jeg afbrød hans gang.

"Hvad laver du her?"

Han stoppede brat op ved lyden af min endnu engang flabede tone. Han vendte sig om med et undrende udtryk i ansigtet, som troede han ikke rigtig på at det kom fra min mund. Men han havde set mig på værre tidspunkter. Og der var han blevet, så hvorfor ikke køre den helt ud nu?

Jeg stod og varmede mentalt op, forberedte mig på en shitstorm og lod vrede fra før opfylde hele min krop, så det sitrede i fingerspidserne.

"Jeg bor her faktisk også," svarede han udtryksløs. Stirrede på mig, gav mig kort det hadede elevatorblik.

"Hvis du skulle have glemt det."

Den sidste kommentar antændte lunten, fik den dampende varme el kedel som jeg var, til at hyle og gjorde mig, hvis jeg ikke tog ret meget fejl, en anelse rød i knolden.

"Og hvad mener du egentlig med det?" spurgte jeg spydigt, beredt på det mest flabede svar han kunne præstere.

Men så langt kom det ikke.

Alt han gjorde var at ryste opgivende på hovedet en gang til, for derefter at vende sig om.

"Kan du ikke bare svare mig!? Årgh, du opfører dig fandme så underligt hele tiden!" udbrød jeg med store armfagter, idet han vendte sig om for at gå. Men han blev stående. Og han vendte sig om, denne gang med lynende øjne.

"Opfører jeg mig underligt?" spurgte han og gik et par skridt tættere på, hvilket hurtigt fik mig til at sukke træt. Han store øjne fortalte mig at han ikke gav mig ret i det jeg sagde. Faktisk ikke det fjerneste.

"Hvad med dig selv!? Vi havde en hyggelig aften og bare fordi Selena ringer, skider du på mig og på min mening omkring det og smutter på restaurant sent om aftenen, for at komme hjem og fortælle mig at jeg opfører mig mærkeligt!?"

Jeg skulle tage mig sammen, for ikke at bide mig i læben. Hans argument var godt og en brøkdel af mig, syntes han havde mere end ret.

Da jeg mærkede det lidt for velkendte stik af skyldfølelse, ignorerede jeg den brøkdel.

"Justin, du bestemmer ikke over hvor jeg går hen!? Jeg har ret til at gøre præcis hvad jeg vil - du skal ikke være min personlige stopklods!" råbte jeg tilbage, og fortrød det i det sekund Justins øjne ændrede sig.

Han blev såret. Han skjulte det.

"Det er fandme heller ikke det jeg siger, kvinde! Jeg siger at du skal respektere min mening og diskutere tingene med mig, før du farer hovedkuls ud af døren, for at mødes med en gammel veninde!"

Han så tænksom ud et øjeblik, før han lidt blidere spurgte:

"Er det hende der har puttet det her crap i hovedet på dig?"

Hans mistroiske tone forargede mig og fik mig til at lægge armene hastigt over kors.

"Helt ærligt, Justin!" udbrød jeg, "Jeg forstår ikke hvordan du ikke kan få dig selv til at tænke sådan! Selena har bare snakket nogle ting igennem med mig-"

"Omkring hvad? Mig?" afbrød han, nu endnu mere vred og gik tættere på. Jeg så ham trodsigt i øjnene.

"Blandt andet, ja," indrømmede jeg og følte mig faktisk en smule dum.

Han lod med ét armene glide ned langs siden og så op i loftet, som om han syntes jeg var den dummeste i hele verden. Som om han var lige ved at grine af det jeg sagde.

"Og hvad skulle hun vide om mig som du ikke ved?" spurgte han med et andet udtryk i øjnene. Dumt og behersket.

Jeg snerpede læberne sammen.

"Hun var sammen med dig," sagde jeg stille, da det var dén forklaring jeg havde.

Han fnøs.

"Ja, i high school," sagde han, som for at latterliggøre mit argument. Det irriterede mig at jeg var tilbøjelig til at give ham ret.

"Lad være med at undervurdere det," mumlede jeg surt, hvilket overraskede ham en del.

"Hvor vil du hen med det der?" spurgte han træt, men bekymret og nysgerrig. Jeg sukkede som svar.

"Har du glemt hvem der var rigtig sammen med mig i high school?" spurgte han og trådte et skridt tættere på. Hans stemme var så blid.

"Har du glemt den pige jeg kæmpede for at få tilbage under optagelserne af en film, som forøvrig vandt en Oscar? Har du glemt den fantastiske pige som jeg lever sammen med, som jeg elsker og som jeg har lyst til at være sammen med hvert sekund af døgnet?" fortsatte han og nåede mig, trak mig langsomt ind til sig.

Og jeg lyttede til hvert et ord med den største længsel, men lod dem ikke hæfte sig fast. Jeg skubbede ham arrigt fra mig.

"Har du helt glemt Selena?" råbte jeg irriteret, så Justin igen blev overordentlig overrasket.

"Hvad fanden mener du!?" råbte han forvirret og slog ud med armene med store øjne.

"Det er over 10 år siden jeg var sammen med hende og da var vi teenage kærester, Bella! Gud, jeg troede at du ikke ville snakke om den tid, fordi du indtil for ikke så lang tid siden, hadede Selena som pesten selv!" råbte han.

Han satte mit pis i kog.

"Wow, du forstår dig virkelig på kvinder," snerrede jeg, så han igen måtte komme den forbløffede maske på. Så den fornærmede.

"Hold kæft, du er da provokerende," sagde han uden helt at forstå hvorfor jeg lukkede det lort ud, jeg gjorde. Det lå i hans blik.

"Er det den tid på måneden?"

Jeg blev skummende rød i hovedet over den sidste flabede kommentar og gik truende tæt på hans grinende ansigt.

"Nej og det ved du også godt, din nar. Du knaldede mig for et par timer siden, husker du?" snerrede jeg arrigt.

Han ansigt ændrede sig og han kunne vist ikke komme på noget smart at sige, for han svarede ikke.

Så sukkede han.

"Du kan stadig ikke bare gå på den måde," sukkede han. Jeg gjorde store øjne.

"Du kan ikke bestemme over mig! Jeg gør præcis som jeg vil - jeg behøver ikke spørge om lov først!"

Han så vredt på mig og var stille lidt, før han kom med dødsstødet.

"Det skal du hvis du vil være kærester med mig!" svarede han koldt, med samme hårde øjne som jeg kun havde set et par få gange før. Når han var ked af det, men for vred til at lade det styre sig.

Jeg gjorde store øjne. Stod han og afpressede mig!? Stod han og sagde at han ikke ville være kærester med mig!?

Mine øjne blev hurtigere fyldt med vand, end jeg kunne fornemme og inden længe, følte jeg mig som en skrøbelig porcelænsfigur, som han havde tænkt sig at smide på gulvet.

Mine hænder fandt forfærdet frem til mine læber, som var ved at blive våde. Dråberne smagte salt og gled ned over kinden med en fart der kunne dræbe. 

Ved synet af mine tårer blev Justins øjne ængstelige og idet han rakte ud efter mig, undveg jeg og løb hastigt mod døren, greb en jakke og løb ud af døren, som jeg smækkede efter mig, med så høj en fart at den gled op igen, mens jeg skyndte mig ned af de mange trapper.

Justin fulgte efter mig og råbte ængsteligt mit navn, men jeg bestemte mig i farten om at være ligeglad og styrtede ud i natten og hen til den eneste dør jeg lige kunne komme i tanke om.

Der stod Selena på skiltet, som jeg næsten ikke kunne se, for tårer der havde sat sig fast i øjenkrogene.

Døren gik op og jeg var så forpustet at jeg næsten ikke kunne sige hvad jeg behøvede;

"Må jeg sove her i nat?"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...