The Revenge of Selena Gomez

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 aug. 2015
  • Opdateret: 26 jun. 2016
  • Status: Færdig
Der er nu gået lang tid med lykke. Det har været lutter hvedebrødsdage for Bella og Justin, siden de fandt sammen igen og flyttede ind i en fælles lejlighed. Men lykke varer sjældent ved og det finder Bella også ud af, da hun en dag støder ind i ingen ringere end Selena Gomez.
Selena har pludselig lagt alt bag sig, og de begynder igen at ses. Bella nyder deres venskab, men bag facaden lægger Selena skumle planer. I virkeligheden har hun intet andet tilovers for Bella, end bitterhed. Hun har aldrig tilgivet Bella og planlægger sin hævn. Imellem tiden lægger Bella og Justin mærke til forandringer. Pludselig kommer løgne frem i lyset og skænderierne hober sig op. Alt er ikke længere en dans på roser for parret, der nu må forsøge at se sandheden i øjnene.
Men hvordan det, når man står på hver sin side af forliget? I Den afsluttende tre'er i serien om Bella og Justin.

17Likes
5Kommentarer
14893Visninger
AA

16. "Det her betyder ikke at jeg ikke stadig er vred på dig."

 

Bella's P.O.V.

 

Hoteller er noget lort. Alle er ubehøvlede, restauranten er upersonlig og nøglekortet bliver altid væk. Men jeg plejede altid at have nogen at putte med, når jeg kom ind på værelset. Jeg plejede altid at have Justin at putte med, at snakke med, at grine med, men han var her ikke og det var min skyld. Jeg havde selv valgt at gå, det fortrød jeg ikke, men jeg havde ingen steder at tage hen. Hele min verden kredsede om Justin, han var min eneste ven, udover mit team. Jeg kunne godt have sovet på Helens eller Camerons sofa, men jeg havde ikke lyst til at skulle snakke med nogen om det her. Jeg havde ikke lyst til at de skulle opmuntre, tale mig fra det, eller forsøge at løse det for os. Måske var der ikke mere at løse. Måske var der ikke mere os. Jeg havde brug for at ingen spurgte hvordan jeg havde det, jeg havde brug for at en restaurant ikke mindede mig om noget nostalgisk og jeg havde brug for at være kun mig selv. Selve hotelværelset var ikke noget at prale af, men jeg havde ikke nogle at blære mig overfor, så jeg gik bare ind på værelset og gik ind i mig selv. 

 

Ved aftentid blev jeg sulten og besluttede mig for at jeg godt kunne gå nedenunder i joggingbukser og en lille top. Der var ingen der gav en fuck alligevel, så jeg gik bare. 

Tapetet i restauranten var gulligt - ikke særlig pænt, men jeg var ret ligeglad. Jeg troede ikke at tjenerne her nogensinde havde hørt om service, men det virkede ikke sådan. Igen, jeg var ligeglad.

Jeg fik sat mig til rette ved et enmandsbord, tog noget mad fra buffeten og håbede at det var gratis. Så sad jeg og spiste i ro og mag, bortset fra at et mindre stormvejr herskede både udenfor vinduerne, men også indeni. Derinde mellem hjerte og lever og ribben, herskede der en mindre tornado, som havde travlt med at rive alt ned, fortære det og massekrere det til ukendelighed. Og det overlevede jeg.

Men da en skygge pludselig tårnede sig op ved siden af mig, blev jeg en smule nervøs. Jeg kiggede forsigtigt op og håbede at det ville være en tjener jeg så. Det var det ikke. Det var en mand. En mand med for mange, uplejede skægstubbe, en mand som havde et forvildet blik i øjnene og underligt tøj. En mand som fik mig til at synke min kotelet i en fart.

"Hvad laver sådan en fin lille dame her helt alene?"

Hans stemme lød fordrejet, som om han forsøgte at gøre det til en blanding af sømand og sukkersød, men ikke desto mindre droppede jeg hurtigt den flygtige tanke, at han kunne være en fan.

"Hvad vil du?" spurgte jeg med skælvende stemme og rykkede stolen en anelse væk.

"Hvad siger du til at vi to får det lidt sjovt? Bare dig og mig," fortsatte han og kom tættere på. Jeg så febrilsk rundt, men der var ingen tjenere i nærheden. Dette var ikke aftenen jeg skulle antastes.

"Nej tak, vær sød at gå," svarede jeg snerpet, håbede han ville miste sin klamme interesse, men han kom blot tættere på. Hans rynkede fingre, som så ud til at være kolde og hårde, bankede hurtigt i bordet, som han førte dem hen langs bordkanten og over mod mig. Jeg forbandede at jeg havde valgt en plads ved en væg, for der var ingen anden vej ud, end den hvor jeg var kommet ind og der blokerede han.

"Jeg tager ikke et nej, som et svar," svarede han snøvlende, men fik det alligevel til at lyde hårdt. Han kom pludselig så tæt på, at jeg ikke længere var i tvivl; han var påvirket af alkohol. Påvirket af meget alkohol. Langsomt og så alligevel hurtigt, gik min krop i panik. Jeg så rundt, på væggen, på ham, men kom ingen vegne. Min tunge snoede sig sammen, så jeg næsten ikke kunne trække mit vejr, som ellers kun blev hurtigere og hurtigere, i takt med at min hjerterytme steg drastisk.

"Jeg synes at vi skal... at vi skal.. hygge os," sagde han og vaklede tættere på og det var lige præcis dér, jeg mistede besindelsen. Jeg havde grebet og klamret mig til min taske for længst, så nu rejste jeg mig så pludseligt jeg kunne, tog et langt skidt og skubbede ham så væk og løb ud  af restauranten. Jeg løb og løb, trods at min puls var for høj til hvad jeg kunne lide, men da det gik op for mig at han løb efter, steg panikken med hundrede procent. Jeg skiftede retning uden at tænke mig om og brugte de sidste hjerneceller som fungerede, til at finde ud af hotellet.

 

Justin's P.O.V.

 

Min aftenkaffe var ved at være for kold, da døren blev smækket op. Ikke fordi jeg havde drukket noget af den, jeg havde ikke haft lyst, men jeg kom slet ikke til det, da døren pludselig fløj op og en pige jeg kendte ret godt, pludselig stod i den. Elektriciteten sitrede pludselig og jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv, på grund af alle de ting jeg følte. Men jeg fik rejst mig op og pludselig faldt hun mig grædende om halsen, mens hun langsomt udstødte forskellige ord i panik. Jeg fangede noget om et hotel, en skræmmende mand og at hun ville hjem. Så droppede jeg at høre og lagde i stedet armene om hende, indtil hun langsomt faldt ned. Hendes hjerterytme, som jeg kunne mærke mod mit eget bryst, faldt. Pludselig stod hun der bare. Så hviskede hun 'dette betyder ikke, at jeg ikke stadig er vred på dig' og jeg kom til at udstøde et lille suk.

"Bella, jeg.." Og hun tyssede på mig.

"Jeg vil ikke høre det. Jeg vil bare sove."

 

__________________________________________

 

Så fandt hun vidst alligevel hjem igen! Hvad tror I nu der sker, når de vågner op?

Vi ses i næste kapitel - der er ikke mange tilbage!

~ Anna M.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...