Two broken souls

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 aug. 2015
  • Opdateret: 18 feb. 2016
  • Status: Igang
Ingen forstår mig. Jeg ved at det er det alle teenager siger, men med mig det er sandt.
Jeg har været til flere psykologer end du kan tælle, og ingen kan regne mig ud.
De tror, ​​de er så kloge, men nej, de er dumme alle sammen.
Men det hele ændrede sig, da jeg flyttede, og mødte denne irriterende fyr med navnet Brooklyn.

7Likes
5Kommentarer
1594Visninger
AA

2. Skole!

 

Jeg kiggede mig for en sidste gang i spejlet. Jeg havde taget et par højtaljede shorts på, med nogle prikkede gamacher, en hvid t-shirt og et rødt tørklæde. jeg har brunt hår, som er natuligt krøllet. Grønne øjne, og er naturlig brun. Det var efterår, ikke specielt varmt, så mit outfit var passende Jeg gik nedenunder, og så min familie spise morgenmad. 

"Hej skat, vil du have noget mad?" Spurgte min mor, men jeg rystede bare på mit hoved. 

Jeg satte mig ned på en stol, ved siden af min søster. Hun havde taget denim stramme bukser på, og en hvid skjorte. Hendes hår var perfekt glattet, og hun så som altid godt ud. 

"Glæder du dig til skole?" Spurgte min far. Jeg trak på skuldrene, og så min mor og far udveksle nogle blikke. 

"Hvad?" Spurgte jeg, og de så alle tre på mig. 

"Din søster har tilmeldt sig i dramaklubben, og vi tænkte måske.." De fik ikke lov til at forsætte, fordi jeg vidste hvad de ville. De ville have mig til at tilmelde mig i en klub, sikkert en kreativ klub, da jeg er god til at tegne, men det gider jeg ikke. Det vil betyder at folk skal se mine tegninger, og det går ikke. Mine tegninger er altid personlige, og jeg viser dem ikke til nogle

"Nej, jeg tilmelder mig ikke nogle klub" De forstå det ikke, jeg kan ikke vise dem. Det vil betyde spørgsmål, og det kan jeg ikke klare. 

"Tænk over det, vi gør det kune for dit bedste" Sagde min mor. De kiggede begge bekymret på mig. Jeg rullede mine øjnene, og rejste mig op.

"Skal du slet ikke have noget mad?" Spurgte min far. Jeg rystede på hovedet, tog min læderjakke på og min brune taske, og ud af døren var jeg.

Min familie er for meget. Kan de ikke bare forstå at jeg har det svært, og de ikke kan at skubbe mig til at gøre noget. De vil altid have mig til at gøre ting, ting jeg ikke kan. De forstår ikke hvor svært jeg har det. Hvorfor kan jeg ikke have forældre som forstår, og er tålmodige. 

Da jeg var otte begyndte jeg at tegne. Min første rigtig tegning viste jeg til min mor og far. Det var en tegning af en pige som kiggede op på månen, og jeg kan huske jeg var så stolt over den. Min mor og far hængte den op på køleskabet. Fra den dag vidste de jeg havde et talent for at tegne. Men da jeg blev ældre, viste jeg ikke tegningerne mere. De spurgte hele tiden om de måtte se, men det blev et nej hver gang. 

Nu er de stoppet med at spørger, og det er jeg ærlig talt glad for. 

Jeg kom til skolen, og så ned på mit ur. Der var stadig 15 minutter til skolen startede. Jeg gik ind af hoveddøren, for at finde mit skab. 345. Jeg gik rundt og ledte, indtil jeg endelig fandt det. Jeg skrev min kode, og åbnede skabet. 

Jeg lagde nogle af mine bøger ind, og kiggede på mit skema. Først skulle jeg have matematik, og så historie. 

Jeg tog bøgerne jeg skulle bruge, og begyndte at finde matematiklokalet. skolen er meget større end min gamle.

"Undskyld" Jeg vendte mig rundt, for at se hvem der sagde det. Det var en pige som havde blond hår. Hun var lavere end mig, og var en lille smule buttet. Hun havde en stor grøn sweater på, og sorte stramme bukser. 

"Er du ny her?" jeg nikkede. Hun smilte, og stak hånden frem "Jeg hedder Julie, men du kan kalde mig Julle" jeg tog imod hånden, og gengældte hendes smil. "Rosalynn, og du kan kalde mig Rose"

"Vil du sidde sammen med mig og mine venner til frokost?" gangen var ved at være godt fyldt med folk, som snakkede, og fjollede rundt. Jeg nikkede, og hun smilte stort igen. "Okay, du finder os bare. Vi ses Rose" Hun gik hen mod sin klasse, og mens jeg stod stille på gangen.  

Jeg kiggede rundt, og fik øje på matematiklokalet. Jeg gik der hen, og fandt en plads bagerst i lokalet. 

Folk begyndte at komme ind og nogle kiggede lidt underligt på mig. Jeg kunne se at mange snakkede om mig, da de kiggede kort hen på mig, og så tilbage til samtalen. Men jeg er også den nye pige.

Læren kom ind, og hostede lidt for at få folk til at tie stille. "Okay alle sammen, vi har en ny pige idag. Rosalynn" Han pegede ned mod mig, og alle vendte sig om for at se mig. Jeg smilte kort, men kiggede hurtigt ned. Jeg er ikke så god til at være centrum, det lader jeg andre om. Folk kiggede tilbage på læren, da han begyndte at forklare omkring noget med ligninger.

Jeg tog noter, og prøvede at følge med så godt jeg kunne.

Fire timer var gået, og det var frokosttid. Jeg havde taget noter til alle timer. Jeg går meget op i skole, selvom man måske ikke skulle tro det.

Jeg kiggede fundt i cafeteriet. Der var så mange forskellige typer her. Ved et bor sad alle emo'erne, ved et andet musikkerne, nørderne, geeks osv. Ved et bor fik jeg øje på min søster. Hun sad og grinte med en masse piger, og det fik mig til at smile

Selvom hun er irriterende, er hun stadig min søster, og jeg er glad for at hun havde fået nogle venner. 

Min øjne vandrede rundt i lokalet indtil de faldt på det jeg ledte efter. Julie. Hun sad sammen med 4 andre piger. Den ene havde pastel pink hår. En anden havde sort hår, og en havde lysere brunt hår end mig. Den sidste havde blond hår, ligsom Julie, men hun var bare ret tynd. 

Jeg begyndte at gå hen til dem, men på vejen blev jeg lidt nervøs. Hvad ville de tænkte om mig? Ville de synes jeg er den der underlige nye pige, og så lade være med at snakke med mig? Jeg ville ingen venner få, og jeg bliver nød til at spise frokost hver dag alene på toilettet. 

Jeg blev taget ud af mine tanker af Julie, som sagde mit navn. Jeg kiggede ned på hende, og hun gjorde tegn til at jeg skulle sætte mig ned. 

"Venner, det er hende jeg har fortalt jer om, Rosalynn" De smilte alle sammen til mig, og sagde hej. Julie begyndte at introducere dem alle sammen. "Hende med det pinke hår er Drew, blonde der er Sarah, den lyse brunette hedder Emily, og den sort håret er Lena" Jeg nikkede, og smilte til dem.

"Hvad synes du om skolen?" Spurgte Emily. "Den er fed, meget stor, men fed" svarede jeg

"Vores skole er også en af de største her i USA"Informerede Sarah mig. Jeg nikkede, det kom ikke bag på mig.

"Okay, nu slader" Sagde Lena. De grinte alle kort, mens Lena bare kiggede forvirret rundt.

"Hvad?" spurgte hun. "Det er bare så typisk dig" Sagde Drew.

Lena ingorerede dem, og kiggede på mig. "Okay, kan du se det bor bag mig?" Spurgte hun, og jeg nikkede. "Det er de populære" fortsatte hun "Ham den flotte brunhåret fyr, er den mest populære. Han hedder Brooklyn, og ved siden af ham sidde Stephanie. Hun er skolens skank, eller som hun siger: Det flotteste mest eftertraktet pige."

"Hun er så irriterende" Sagde Drew. 

"Bare fordi hendes far er rig, og sponsorere ting til skolen, tror hun at hun ejer den." Sagde Emily, mens hun kiggede irriterende hen på hende.

"Næsten alle hader hende, undtagen hendes små slaver." Sagde Julie. "De har begge blond hår, og sidder der" 

Som de sagde var Brooklyn rigtig flot, han havde mørkebrunt hår. Han var normal brun, og han så ret veltrænet ud. Stephanie lignede, som de sagde en skank. Hun havde utrolig meget makeup på, og hendes hår var krøllet og lysebrunt. Hun havde en nedringet crop top på. 

De to slaver som de kaldte dem, havde ike nær så meget makeup på som Stephanie, men de havde stadig meget. De havde begge en normal trøje på.

"Er Stephanie og Brooklyn sammen?" Spurgte jeg. Det er ret oplagt at de er, ligsom i alle film. 

"Nej det er de ikke" Svarede Lena "Stephanie prøver, hun prøver skam meget, men Brooklyn gider hende ikke"

"Så kan hun lære det" Sagde Sarah.

"Brooklyn har ikke haft en kæreste i virkelig lang tid. Han er heler ikke player som man måske skulle tror. Han er mere mystisk. Han er også ret flirtende, men ikke på den der player måde, på en anden måde" sagde Julie, og Drew fortsatte "Men det er ikke fordi han ikke kan finde nogle piger, for alle piger på skolen savler efter ham"

"Jeg skal nok få ham en dag" Sagde Lena.

"Tro på det, Brooklyn er unålig" erklærede Sarah "Men jeg gad sku godt ha ham"

Pigerne begyndte at snakke om hvilke lærere der var irriterende, men mit blik blev på Brooklyn. Jeg havde det som om jeg havde set ham før. jeg kiggede lidt mere på ham, men jeg fjernede så hurtigt mit blik. Han skulle nødig tror jeg sidder her og stirrer på ham. 

"Hvad synes du Rosa?" Jeg kiggede op, og så alle pigerne kigge på mig.

"Undskyld hvad?" 

"Vi holder en sleepover i aften, og snakker om hvilken film vi skal se. Jeg siger Avatar, men de andre er på en flænge i himlen" forklarede Drew.

Jeg nikkede, og tænkte mig lidt om. Jeg havde ikke set en flænge i himlen, og Avatar er en klassiker. Jeg var ærlig talt lige glad. 

"I bestemmer" Endte jeg med at sige. 

 

Jeg stod ude ved mit skab, skolen var slut og jeg skulle over til Sarah klokken 5. Klokken var 3, så jeg havde 2 timer. Jeg tastede min kode, og hev ud i skabet, men den blev siddende.

Jeg prøvede igen at skrive min kode, og hive i skabet, men den åbnede sig ikke. Jeg kiggede på skabsnummeret, men jeg stod ved skab 345. Jeg sukkede, og prøvede det et par gange til, uden held. 

"Har du brug for hjælp?" Jeg fik et chok, og hoppede et par skridt bag ud. jeg kiggede op, og der stod ingen andre end Brooklyn. Hvor cliché er det lige.

"Nej jeg klarer det" Sagde jeg lidt koldt, men dog med et lille smil på læberne. Jeg prøvede at hive ud i skabet, og da det ikke virkede, kiggede jeg på ham, og smilte. Han hævede sine øjenbryn, men jeg rystede på hovedet. 

"Jeg klarer den sagde jeg" Jeg prøvede endnu engang, men nej. skabet ville bare ikke gå op. Hvor er det bare typisk. 

"Du er ny er du ikke?" Jeg nikkede, og kiggede op på ham. Han var ret høj faktisk. "Jeg hedder Brooklyn, og lad mig lige give dig et lille tip" Han skubbede mig blidt væk, og slog sin hånd imod skabet. 

"Hvis døren ikke går op, skal du bare slå en gang" Han kiggede mig i øjnene hele tiden, og jeg kunne ikke lade være med at stirre på dem. De havde den flotteste blå farve jeg nogen sinde har set, og de nærmest glitrede. Det var ikke en lyseblå farve, men en mørk meget mystisk, og smuk farve. Det var som om bag de øjne, gemte der sig noget hemmeligt, men også farligt. Man kunne ikke se hvad det var, men man kunne se der var noget.

"Velkommen til skolen" Sagde han tilsidst, og gik sin vej. 

Og der stod jeg, helt fortabt.

 

Forfatter besked: Her er kapitel nummer 2. Jeg ved ikke hvad jeg synes om det, men jeg har ikke opdateret i et stykke tid. Håber i kan lide det. Skriv feedback, og hvad i tror der kommer til at ske.  xoxo


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...