Two broken souls

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 aug. 2015
  • Opdateret: 18 feb. 2016
  • Status: Igang
Ingen forstår mig. Jeg ved at det er det alle teenager siger, men med mig det er sandt.
Jeg har været til flere psykologer end du kan tælle, og ingen kan regne mig ud.
De tror, ​​de er så kloge, men nej, de er dumme alle sammen.
Men det hele ændrede sig, da jeg flyttede, og mødte denne irriterende fyr med navnet Brooklyn.

7Likes
5Kommentarer
1597Visninger
AA

1. Den nye psykolog!

Dette rum er skræmmende, jeg mener kig rundt. Vinduerne er små, og døren er virkelig store. Det eneste i rummet, ud over stolene som vi sidder i, er en bogreol. Og hele Værelset er hvidt, ud over vinduernes ramme, og døren.

"Undskyld, jeg ved, det er ikke det hyggeligste sted at være, men det er min første dag, og jeg har ikke haft tid til at pakke ud"

Min psykolog er en ældre kvinde, jeg tror hun er 42. Hun har hår til skuldrene og håret er brunt med lidt grå i det, så du kan se hun var ved at blive ældre. Hun har en almindelig hvid T-shirt på, og nogle sorte jeans. Det ser det som hun forsøger at se yngre ud end hun er, men jeg synes faktisk tøjet klæder hende

"Så .." Hun kiggede på sine papirer, for at se mine ting. "Rosalynn, ikke?"

Jeg nikker.

"Jeg er Bridget. Okay, jeg kan se du har haft en masse forskelige psykologer , og ingen af dem har kunne hjælpe dig. Er det rigtigt?"

Jeg nikker

"Hvorfor tror du, de ikke kunne hjælpe dig?"

Jeg træk på skuldrene.

Ærligt, jeg ved ikke hvorfor de ikke kunne hjælpe mig. Måske er jeg bare en pige der ikke kan kureres for mine problemer.

"Så du har ingen idé om hvorfor?"

Jeg træk på skuldrene igen.

"Tror du, det kan være fordi, du ikke taler meget?"

Jeg rullede mine øjne. Jeg har hørt det før.

Mine forældre, min lærer, mine venner, næsten alle menneske jeg nogensinde har mødt.

De siger, jeg ikke taler meget, og at jeg burde sige noget mere.

Men helt ærligt, jeg ved ikke hvad jeg skal sige.

Jeg vil gerne sige mere, ikke til mine psykologer, men til andre.

"Er du lige flyttet her til?" Spurgte hun.

Jeg ved, hvad hun laver.

Hun forsøger at have en normal samtale med mig, for at få mig til at føle mig bedre tilpas.

Godt forsøg.

Jeg nikker.

"Kan du lide det?"

Jeg træk på skuldrene.

Jeg flyttede her til i går, og har ikke set byen endnu.

"Jamen her er dejligt, jeg tror, du ville kunne lide det"

Jeg lo kort.

Hvordan kan hun sige, at hun tror, jeg ville kunne lide det?

Vi har lige mødt hinanden, hun kender mig ikke.

Jeg nikker bare og kigger rundt.

Det var dybest set, hvad vi talte om.

Byen.

Hun fortalte mig om ting, jeg kunne se, og om hendes familie. Som fx hendes niece, som skal starte i skole i år.

Om hendes familie, der hadede hendes julemad, så hvert år, ville de lade som om de kunne lide det, og hun ville lade som hun troede på dem.

Jeg sagde ikke noget, men for at være ærlig, var det rart bare lytte til hende snakke.

Ikke besvare spørgsmål, eller noget.

På min vej ud, stødte jeg ind i en fyr. Han kiggede op på mig, og gik hurtigt ind til Bridget.

Da jeg kom udenfor, ventede min mor på mig, i sit sædvanlige tøj.

En kjole, makeup, og perfekt hår.

Min mor ville ikke gå ud af huset, uden at se helt perfekt ud.

"Hvordan gik det?" Spurgte hun.

Vi begyndte at gå over til bilen.

"Godt" sagde jeg.

"Har du taler med hende"

Det er det spørgsmål, jeg altid får uanset hvad.

Min mor og far ved, at jeg ikke taler med dem.

"Mor, du kender mig, og du kender svaret"

Hun sukkede.

Jeg ved de er trætte af mig, og bare ville have mig til at være normal.

Ikke for mig, men for dem.

Så de behøver ikke at fortælle folk, at deres datter har problemer, og gå til psykolog.

Jeg ødelagde deres perfekte familie. De vil ikke indrømme det, men jeg ved det.

Jeg mener selvfølgelig, det ville være rart, hvis jeg bare kunne være normal, og gøre mine forældre stolte, men jeg finder det også sjovt, at jeg irritere dem.

Jeg ond, undskyld.

"Vi har lige været ovre på skolen, og fik noget ting dig og din søster havde brug for til skolen, og i er nu klar til at starte i skole i morgen" sagde min mor begejstrer

Hun er nok mere spændt, end jeg er.

Oh, by the Way, jeg har en søster.

Hvis du har søskende, kende du sikkert den følelse du får nogle gange, når de har ret, og du ikke har.

Når de gør et godt stykke arbejde, og du har gjordt det helt forkert.

Tja, jeg har det sådan hele tiden.

Min søster er definitionen af perfekt.

Hun får kun 12 taller, er aldrig i problemer i skolen, har ikke nogen personlige problemer, har en kæreste, der er så sød, og så er hun også gude smuk.

Jeg forstår, hvorfor mine forældre elsker hende mere end mig.

De vil heller ikke indrømme det, men jeg ved det.

Hun passer ind i deres perfekte liv, og det gør jeg ikke.

Forfatter besked: Okay, det her er den første bog jeg har skrevet. I må meget gerne skrive hvad i synes, og noget feedback. Håber i vil kunne lide den. X

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...