Shadow - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 aug. 2015
  • Opdateret: 29 aug. 2015
  • Status: Igang
Indtil Eliza var femten år levede hun i skyggen af sin storesøster, Kate, som umiddelbart så ud til at være et vidunderbarn. Hendes forældre forgudede hende, og Eliza havde altid set op til hende som en rollemodel, selvom hun tit følte sig overset af både familie og venner. Da Kate var nitten år døde hun i en tragisk bilulykke, hvor hun selv var chauffør og Eliza sad på passangersædet. Selvom det er tre år siden, føler Eliza stadig at hun lever i skyggen af sin storesøster. Der går ikke en dag, uden at hendes forældre nævner hende, og det gør det svært for dem alle at komme videre. Eliza klarer sig dårligt i skolen, og hendes venner er bekymrede for, hvad hun laver i weekenderne, men da hun en dag møder nogle af Kates gamle venner på en natklub, ændres hendes liv dramatisk. De er nemlig verdenskendte i dag, og minder hende om den søster, som hun ihærdigt prøver at glemme i weekenderne, hvor hun normalt drikker så meget, at hun næsten glemmer, hvem hun selv er.

150Likes
31Kommentarer
20533Visninger
AA

8. Kapitel 7: Karantæne

 

Jo mere jeg tænkte over, det med mine forældre, og det faktum at Niall havde blandet sig, jo mere irriteret blev jeg. Om fredagen skulle mine forældre over til nogle venner og spise aftensmad, men de havde gjort det meget klart, at jeg skulle blive hjemme, og hvis de opdagede, at jeg så meget som havde været ude i indkørslen, så ville de fratage mig internettet.

Lige den her weekend var det faktisk okay med mig, da jeg stadig var virkelig syg og ingen planer havde. Amelia havde også besluttet sig for at tilbringe noget kvalitetstid med sine forældre, så timing var egentlig fin nok for en gangs skyld.

 

Jeg lå inde i stuen med et kæmpe tæppe over mig og så tegnefilm. Det bragte en masse minder frem, fra da jeg var lille, og det fik mig til at få det lidt bedre. Min mor havde sørget for aftensmad til mig, men jeg havde ikke rigtig nogen appetit. Det eneste jeg havde fået den dag var yoghurt og cola.

Jeg var halvvejs igennem Herkules, da det pludseligt ringede på døren, hvilket stort set aldrig skete. Folk plejede altid at ringe, inden de kom forbi. Det var tæt på, at jeg bare lod som om, at jeg ikke havde hørt det af ren dovenskab og træthed, men da det ringede på igen, besluttede jeg mig for at rejse mig.

Da jeg åbnede døren, og så at det var Niall som stod der, fortrød jeg lidt, at jeg havde åbnet døren. Jeg følte mig sur på ham, men samtidig var jeg også glad for at se ham, da jeg ikke havde snakket med ham i en uge.

”Hej,” sagde han og smilte, som om alting var normalt. Måske jeg havde taget fejl, og det ikke var ham, der havde sladret til mine forældre, men jeg tvivlede altså stærkt på, at det kunne være nogen som helst anden.

”Hej,” sagde jeg halvirriteret og fjernede mig fra døren, ”kom ind.”

Han havde et mærkeligt taknemligt ansigtsudtryk, hvilket også fik ham til at se lidt skyldig ud.
”Er du alene hjemme?”

”Ja,” svarede jeg, og det gik op for mig, at jeg havde nattøj på og nok lignede noget der var løgn, men det tog jeg mig egentlig ikke specielt meget af. Jeg så nok lige så forfærdelig ud, som jeg følte mig.

Vi forsatte ind i stuen, og der kom et kort grin fra Niall, ”ser du Herkules?” spurgte han og kiggede tilbage på mig, og jeg nikkede bare. Jeg kunne ikke finde ud af, om det var fordi jeg var syg eller sur, at jeg ikke følte for at grine.

”Du er sur på mig,” konstaterede Niall og vendte sig imod mig. Han så ret ked af det ud, og det gav mig lidt skyldfølelse.

”Det er vel også rimeligt,” sagde jeg stædigt og krydsede armene.

Niall nikkede og kiggede rundt i stuen, ”det ligner sig selv,” sagde han og snakkede pludseligt udenom.

”Hvorfor er du her, Niall?” spurgte jeg utålmodigt og havde ikke specielt meget lyst til at snakke om indretningen af vores stue, som rigtigt nok havde været den samme i 20 år.

”Jeg er kommet for at forklare,” han satte sig på sofaens armlæn og lænede sig lidt tilbage, ”jeg ved godt, at du er sur over, at jeg ringede til dine forældre, men det er kun fordi, at jeg er bekymret for dig.”

”Jamen tak,” sagde jeg ironisk, ”det er din skyld, at mit sociale liv er fortid.”

Han så skuffet ud, og jeg havde ingen anelse om hvorfor, så jeg kiggede i stedet forvirret på ham. ”Du havde måske ikke noget socialt liv, før du begyndte at gå i byen?” spurgte Niall mistroisk og vidste godt, at selvfølgelig havde jeg det.

”Er du ikke venner med Abby længere?”

Abby var min en af mine gamle gode veninder, som jeg var vokset fra i årenes løb. Hun kom med i elevrådet, og jeg kom med i festudvalget. Det beskriver vel situationen meget godt.

”Hvad har det med sagen at gøre?”

”Hun havde en god indflydelse på dig.”

Jeg fnøs og fik mere og mere lyst til at smide ham ud, siden jeg ikke selv måtte gå. ”Bare fordi jeg ikke har lyst til at bruge min weekend på at spille skak.”

”Du plejede ellers at være god til det.”

Niall kunne åbenbart huske mere om mig, end jeg lige havde regnet med, men lige i det her øjeblik, var det rent faktisk en dårlig ting.

”Folk forandre sig,” sagde jeg bare og trak på skuldrene. Jeg var ikke den samme længere, og det var Abby aldeles heller ikke. Jeg troede slet ikke, vi ville fungere som venner længere.

”Du har så meget potentiale, og du kan slet ikke selv se det,” Niall begyndte at se opgivende ud, og det gjorde mig lidt trist. Jeg vidste godt, at jeg kunne meget mere, end jeg gjorde, men motivationen var ikke eksisterende.

”Jeg ved godt, at du hader at snakke om det, men hvis du har brug for at snakke om Kate, så er jeg her,” jeg skulle til at indskyde noget, da Niall stoppede mig og forsatte, ”hvis ikke for din egen skyld, så for min. Jeg har heller aldrig rigtig snakket om hende siden ulykken.”

Jeg vidste godt, at Kate havde haft et tæt forhold til Niall, men hun havde betydet mere for ham, end jeg havde troet. Jeg regnede ikke med, at han overhovedet tænkte på hende længere.

”Foregik der noget mellem dig og Kate?” spurgte jeg nysgerrigt og fik langsomt på fornemmelsen, at de havde været mere end venner.

”Hvad mener du?”

”Havde i noget sammen, da hun døde?” spurgte jeg meget direkte, men jeg var træt af at pakke tingene ind for derefter at blive misforstået.

Niall så kort ud som om, han havde fået noget galt i halsen men rømmede sig så, ”nej,” svarede han kort og præcist, og jeg nikkede bare.

”Som du selv sagde, så har jeg ikke lyst til at snakke om det. I hvert fald ikke endnu,” jeg udskød altid at snakke om det, fordi jeg ikke havde lyst til at være ked af det. Jeg vidste selvfølgelig godt, at det er den forkerte måde at gøre det på, og det er bedre at få det overstået, men jeg kunne ikke få mig selv til det.

Niall rejste sig op og gik hen foran mig. Han stod kort og kiggede på mig, inden han tog min hånd i sin, ”jeg er her for dig,” han smilte, og det var som om, jeg pludselig tilgav, at han havde fortalt mine forældre om mig. Jeg vidste godt, at han kun ville mig det bedste, men jeg hadede bare, når folk blandede sig.

”I lige måde.”

Jeg tænkte tilbage på den aften, hvor jeg havde været desperat efter at få Niall med hjem. Den aften hvor jeg var ligeglad med, om det endte i et one night stand og intet mere, men nu var det helt anderledes. Han var en af de få, som havde vist oprigtig bekymring, og som holdte nok af mig til rent faktisk at blande sig, også selvom det betød, at jeg blev sur på ham. Det gik op for mig, at han var en af de tætteste venner, jeg nogensinde havde haft. Selvom jeg rent faktisk havde kendt ham i lang tid, så havde vi aldrig været så tætte venner, som jeg følte vi var nu. Det kunne jeg aldrig finde på at smide væk til fordel for en nat, men på den anden side så var jeg også bange for, at jeg var ved at falde for ham. Specielt når han stod og holdte min hånd og kiggede mig i øjnene på den måde.

Det virkede som om, at vi havde stået sådan i en evighed, da han gav slip på min hånd og tog et kort skridt bagud.

”Forresten så besluttede Harry sig for at fortælle Louis om det med dit og hans næsten kys,” Niall sagde det med et smil på læben, så jeg vidste, det ikke var noget seriøst.

”Hvordan tog han det?” spurgte jeg lidt nervøst og håbede først og fremmest ikke, at han mente det ændrede noget.

”Han reagerede omtrent på samme måde som dig.”

Nå, det var vel ikke den værste måde at reagere på. Uanset hvad man har lavet når man er fuld, og man ikke kan huske det, så vil det altid være lidt pinligt.

Jeg følte mig lidt svimmel, og gik derfor han til sofaen og satte mig ned. ”Skal jeg blive og underholde dig lidt?”

Jeg nikkede med et smil, ”det er nok bare bedst, at du smutter før mine forældre kommer. Jeg gætter på, at den her karantæne også betyder, at jeg ikke må få besøg.”

Niall nikkede og smilede undskyldende, men jeg var som sådan ikke vred på ham længere. Jeg kunne ikke være vred på ham.

 

Niall nåede heldigvis at tage hjem, før mine forældre kom, og de var i ret godt humør, da de trådte ind af døren. Det var sjældent, at jeg hørte nogen af dem grine.

Om lørdagen havde jeg fået det lidt bedre – både mentalt og fysisk. Min forkølelse var ved at gå væk, og Niall sendte med små mellemrum motiverende beskeder. For første gang i flere måneder, satte jeg mig ned på en lørdag og begyndte at lave lektier. Det var lang tid siden, at jeg havde haft den her slags energi, og det var oven i købet mens jeg stadig var syg.

Jeg havde fortalt Amelia om min karantæne, så i stedet for at være fysisk sammen, holdte vi en hyggeaften over Skype, hvor hun fortalte om hendes dag med hendes forældre, og jeg fortalte om alt det med Niall helt ned til mindste detalje, og til sidst var hun overbevist om, at han godt kunne lide mig, på samme måde som jeg kunne lide ham. Alligevel var jeg stadig alt for nervøs til at gøre noget ved det, specielt efter det afslag jeg allerede havde fået én gang.

Om søndagen havde jeg ikke de store planer. Jeg havde allerede lavet alle mine lektier og ryddet op på mit værelse, så det så ud som om, at det ville blive en rigtig kedelig dag.

Klokken var omkring et, da min mor bankede på døren og kom ind på mit værelse – noget hun ellers aldrig gør.

”Hvis du har lyst, må du gerne tage ud og gå en tur med Niall,” sagde hun ud af det blå, og det fik mig til at sende hende et forvirret blik. Lige da hun skulle til at forsætte, fik jeg en sms fra Niall, hvor der stod om, jeg ville ud at gå en tur med ham. Det fik mig til at kigge op på min mor igen, ”du har min tilladelse,” sagde hun og smilte. Det hele gav mig en underlig fornemmelse, men på en god måde. Jeg smilte, ”tak,” sagde jeg og besluttede mig for at opføre mig pænt omkring det, selvom det var mærkeligt, at Niall var nødt til at spørge min mor om tilladelse.

 

Omkring en halv time senere kom Niall for at hente mig. Hans bil duftede af hans parfume, og han sendte mig et smil.

”Jeg ved godt, at det virker lidt børnehaveagtigt, men jeg tænkte, at jeg lige så godt kunne spørge om lov, så du ikke behøver,” han begyndte at bakke ud af indkørslen, og jeg nikkede bare.

”Man er vel en gentleman,” grinede jeg og kunne ikke stoppe med at kigge på Niall, som nok følte, at jeg bare sad og stirrede på ham, mens han prøvede at koncentrere sig om at køre bil.

 

Vi besluttede os for at køre ned til stranden, selvom det blæste en del. Mest fordi at det nok var der, der ville være mindst mennesker, og det var ikke ligefrem nemt at gå uforstyrret rundt med ham.

 ”Nogen speciel grund til at jeg har æren af dit selskab i dag?” vi var nået hen til stranden, og rigtigt nok så var der ikke nogen ud over os og en fisker som stod ude på en bro.

”Jeg tænkte, at du nok kedede dig,” selvom det blæste, så sad Nialls hår stadig ualmindeligt perfekt, mens mit fløj til højre og venstre, og det gav mig lyst til at ugle hans hår, bare for at se om det overhovedet kunne sidde anderledes.

Vi gik i lang tid og bare snakkede om alt mellem himmel og jord. Ingen seriøse emner hvilket var rart. Jeg havde brug for bare at koble fra.

”Louis har opført sig underligt på det sidste,” sagde han pludseligt ude af sammenhæng, hvilket fik mig til at stoppe op og kigge på ham.

”Hvordan underligt?” spurgte jeg nysgerrigt, mest fordi han bragte det på banen ud af det blå.

”Med hensyn til dig. Hver gang man siger dit navn, bliver han helt… stille,” Niall kiggede eftertænksomt på mig, som om han passede på, at han ikke sagde noget forkert.

”Lige siden han fik det at vide med at i næsten kyssede,” forklarede han videre, da mit forvirrede ansigtsudtryk ikke gik væk. Han trak på skuldrene og begyndte at gå videre, så jeg var nødt til at følge med, ”jeg ved ikke hvorfor… det er enten fordi, han kan lide dig, eller fordi han synes det er akavet.”

Jeg kunne ikke lide nogen af de muligheder, og det fik mig ærlig talt til at gyse lidt.

”Lide mig? Det tvivler jeg stærkt på,” Louis var godt nok en jeg havde nemt ved at snakke med, men så meget havde vi nu heller ikke snakket siden vi mødtes igen. Det kunne selvfølgelig være, at vi havde haft nogle samtaler mens vi var fulde, som jeg ikke kunne huske.

”Bare glem at jeg sagde det,” Niall viftede med hånden og prøvede at komme væk fra emnet, men det var alt for interessant til at lade være med at spørge ind til.

”Der må da være andre grunde til, at du tror han kan lide mig,” jeg var stoppet op igen og havde taget fat i Niall for at få ham til at stoppe også.

”Gleeem det,” sagde han igen og viftede den her gang hånden foran mit ansigt, som om han prøvede at hypnotisere mig.

”Du kan da ikke bare sige sådan noget, at så fortælle mig at jeg skal glemme det,” sagde jeg stædigt og havde stadig fat i hans arm, hvilket fik ham til at stå stille og kigge på mig.

Han kiggede mig direkte i øjnene, og det gav mig en mærkelig fornemmelse i maven. Jeg kunne ikke finde ud af, om det var en god eller dårlig fornemmelse, og jeg fik egentligt heller ikke tid til at tænke over det, for før jeg overhovedet kunne nå at sige mere, lænede Niall sig hurtigt frem og kyssede mig. Det var så uventet, at min hjerne fuldstændig koblede fra, og jeg kyssede automatisk tilbage. Det var ærlig talt noget, som jeg havde forestillet mig flere gange, og selvom det ikke lige var det tidspunkt, jeg havde forventet, så gav det mig stadig ubeskriveligt mange sommerfugle i maven, og den følelse blev kun forstærket, da han lagde sin hånd rundt om livet på mig og hev mig tættere på sig. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...