Shadow - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 aug. 2015
  • Opdateret: 29 aug. 2015
  • Status: Igang
Indtil Eliza var femten år levede hun i skyggen af sin storesøster, Kate, som umiddelbart så ud til at være et vidunderbarn. Hendes forældre forgudede hende, og Eliza havde altid set op til hende som en rollemodel, selvom hun tit følte sig overset af både familie og venner. Da Kate var nitten år døde hun i en tragisk bilulykke, hvor hun selv var chauffør og Eliza sad på passangersædet. Selvom det er tre år siden, føler Eliza stadig at hun lever i skyggen af sin storesøster. Der går ikke en dag, uden at hendes forældre nævner hende, og det gør det svært for dem alle at komme videre. Eliza klarer sig dårligt i skolen, og hendes venner er bekymrede for, hvad hun laver i weekenderne, men da hun en dag møder nogle af Kates gamle venner på en natklub, ændres hendes liv dramatisk. De er nemlig verdenskendte i dag, og minder hende om den søster, som hun ihærdigt prøver at glemme i weekenderne, hvor hun normalt drikker så meget, at hun næsten glemmer, hvem hun selv er.

150Likes
31Kommentarer
20621Visninger
AA

7. Kapitel 6: Bekymringer

Amelia og jeg lå længe i sengen og overvejede, hvornår det ville være bedst at gå ud. Vi var begge to flove, og vi lignede nok begge to noget der var løgn. Heldigvis havde Amelia altid sit lille spejl med og nogle concealer, så de fleste fejl var til at rette op på.

Vi havde næsten lige besluttet os for at gå ud, da det bankede på døren. Jeg fik et chok og havde slet ikke tænkt på at svare, før Amelia råbte: ”Kom ind!”

Harry stak hovedet ind og smilte stort. Jeg kunne ikke finde ud af, om det var fordi vi så sjove ud, eller fordi han var glad for at se os.

”Godmorgen,” han så ualmindeligt frisk ud og åbnede døren lidt mere, så han kunne gå ind, ”i ser morgenfriske ud,” sagde han ironisk, mens han kiggede rundt på værelset, ”og i har rodet lidt på mit værelse, kan jeg se.”

Nå, så vidste vi da, hvem værelset tilhørte.

”Sorry,” mumlede Amelia og rødmede igen. Hvis jeg så lige så sød ud som Amelia, når jeg rødmede, så havde jeg heller ikke noget imod, at gøre det foran Harry Styles.

”Det er helt i orden,” han grinte kort og tog fat i dørhåndtaget, ”Liam har tænkt sig at køre ned efter morgenmad, så hvis i vil have noget, så kom ud i køkkenet.”

Vi nikkede begge to, og så forsvandt Harry ud af værelset. Vi kom begge to op i en fart, da vi var hundesulten og fik ellers vores tøj på fra i går. Min sorte kjole, som havde siddet så godt i går, virkede næsten helt ubehagelige dagen efter. Muligvis fordi den bar på alle minderne i går, selv dem jeg ikke kunne huske.

 

Ude i køkkenet sad alle fire drenge rundt om køkkenbordet, hvor Liam var ved at skrive ned, hvad de forskellige skulle have at spise.

”De er genopstået!” råbte Liam begejstret, hvilket fik Louis til at skære en grimasse.

”Skal du absolut råbe?” spurgte han irriteret og var nok den, som havde det værst af os alle.

”Hvad vil i have og spise, piger? Jeg kører både hen til bageren og McDonald’s,” Liam rettede opmærksomheden mod os og ignorerede Louis’ klagesang.

”En cheeseburger,” sagde Amelia hurtigt, mens jeg prøvede at finde ud af, om mad ville få mig til at få det værre eller bedre.

”Det samme,” endte jeg med at sige, inden jeg også satte mig ned ved bordet ved siden af Louis, som havde slået hovedet i bordet og allermest lignede en der sov.

”Super,” han rejse sig med sedlen i hånden og forsvandt ud af køkkenet.

Indtil videre havde jeg faktisk undgået at kigge på Niall, men da jeg endelig kiggede over på ham, sad han bare med hovedet nede i sin telefon, og det så ud som om, at han havde ret travlt.

”Havde i en god aften?” Harry sad og drak kaffe, mens han kiggede skiftevis på Amelia og mig. Det så ikke ud som om, at han havde nogen luskede bagtanker, så han kendte nok ikke noget til, at jeg havde kysset med Sebastian.

”Tja,” sagde jeg og trak på skuldrene, ”jeg blev vidst ret fuld.”

Jeg ved ikke om, det bare var indbildning, men jeg synes, at jeg hørte et kort fnys komme fra Niall, det så dog ikke ud til, at nogen andre hørte det.

”Du er ikke alene der,” grinte Harry og kiggede over på Louis, som kiggede op og så ret død ud. Han tog Harrys kaffekop fra ham og tog en slurk.

”Det ser ud til, at du havde en god aften,” sagde Amelia og smilte til Louis, hvilket han gengældte, også selvom han havde det så skidt.

 

Vi sad længe bare og snakkede, mens vi ventede på, at Liam kom tilbage. Niall deltog ikke rigtig i samtalen, men sad bare og gloede på sin mobil, hvilket naturligvis fik mig til at tro, at der var noget galt.

Liam kom endelig hjem, og han havde flere poser med, end han næsten kunne bære. Han begyndte at dele maden ud, og ud over en cheeseburger, havde han også købt en jordbær milkshake til både Amelia og mig.

”Jeg kan huske, at jordbær plejede at være din ynglings,” sagde han og smilte, hvilket også fik mig til at smile stort. Tænk at han stadig kunne huske det.

”Jeg smutter ind i stuen,” sagde Niall og tog sin pose med mad, før han forsvandt ud af køkkenet.

”Hvad er der med ham?” spurgte Liam og kiggede forvirret på Harry, som trak på skuldrene, ”ingen anelse.”

”Jeg går lige ind og snakker med ham,” fik jeg sagt uden at tænke mig om og tog min cheeseburger og milkshake med.

Niall sad med ryggen til i sofaen og så tv. Fjernsynet var enormt og fyldte en fjerdedel af hele væggen.

Han havde ikke lagt mærke til, at jeg var kommet ind, så da jeg satte mig ned ved siden af ham, kiggede han chokeret op fra sin mobil.

”Hej,” sagde jeg opmuntrende og smilte til ham.

”Hej,” sagde han og sendte mig et kort smil, mens han lagde sin mobil væk og begyndte at spise sin mad.

”Havde du en god aften i går?” spurgte jeg og begyndte selv at spise min burger, som jeg efterhånden fik mindre og mindre lyst til.

Han trak på skuldrene, ”den var okay,” han kiggede på fjernsynet, og selvfølgelig mistænkte jeg alting for at være et tegn på, at han var irriteret.

”Det så ud til, at du havde det sjovt,” han kiggede endelig på mig, og havde et utydeligt ansigtsudtryk, som jeg ikke kunne regne ud, om det var positivt eller negativt.

”… Jeg kan ikke huske så meget,” indrømmede jeg og pakkede min halvspiste burger væk, inden jeg tog en slurk af min milkshake.

”Det sker tit for dig,” sagde han og kiggede igen over på fjernsynet. Hvad skulle det betyde?

”Hvad mener du?” spurgte jeg forvirret og blev ved med at stirre på ham, hvilket til sidst fik ham til at vende hovedet igen.

”At du drikker dig så fuld, at du ikke ved, hvad du laver.”

”Det sker da ikke så tit,” påstod jeg, men jeg vidste jo godt, at det var løgn.

”Det skete i går, og efter hvad jeg ved, skete det også den første gang vi mødtes i byen.”

”Hvad er problemet?” spurgte jeg, men fortrød det lidt efter. Jeg forstod ikke helt, hvorfor det var et problem, og specielt ikke hvorfor han synes, at det var et problem.

”Jeg tror ikke lige frem, at lægen anbefaler at blive black-out fuld hver weekend,” sagde han provokerende og kiggede kort på fjernsynet.

”Undskyld Eliza, jeg er bare bekymret for dig,” sagde han bekymret og ændrede ansigtsudtryk, ”det ligner dig slet ikke, og Kate…”

”Please ikke begynd at snakke om Kate,” jeg skyndte mig at stoppe ham, for det var da det, jeg allermindst havde brug for lige nu. Det var sjældent, at folk rent faktisk bekymrede sig om mig, og jeg havde ikke så mange tætte venner, så det var vel lidt min egen skyld.

”Kan du huske, at du kyssede med Sebastian i går?”

”Ja,” løj jeg, for jeg kunne ikke hundrede procent huske det. Jeg var bare kommet i tanke om det, efter Eliza havde spurgt, men det var stadig ret sløret.

”Var det før eller efter, at du næsten kyssede med Louis?”

Der var jeg altså lige ved at blive kvalt i min milkshake. Det var forhåbentligt løgn.

”Hvad?” spurgte jeg bare forbavset, hvilket fik Niall til at kigge skuffet på mig.

”Jeg tænkte nok, at du ikke kunne huske det,” sagde han og sukkede, ”det kan Louis heller ikke, men Harry så jer.”
”Oh…” var det eneste gode svar, jeg havde. ”Ved Louis det?”

Han rystede på hovedet, og jeg følte mig lidt lettet. Jeg ønskede ikke, at skabe nogen akavet stemning mellem Louis og jeg, men jeg tvivlede egentligt også på, at det ville ændre noget.

”Jeg tvivler på, at han havde gjort det, hvis han var ædru.”

”Nå okay, tak for lort,” sagde jeg og følte mig ret fornærmet. Hvad var det for noget at sige?

Jeg var tæt på at rejse mig vredt op og gå, men Niall vendte sig hurtigt i mod mig, ”undskyld, jeg mente det ikke på den måde,” han havde taget fat om mit håndled, for at jeg ikke skulle gå.

”Hvordan mente du det så?” jeg havde på fornemmelsen, at jeg allerede kendte svaret, men jeg var ikke sikker på, at jeg havde lyst til at høre Niall sige det højt.

Han var stille i lang tid og gav til sidst slip om mit håndled. ”Det er fordi, jeg er Kates lillesøster ikke?”

Jeg burde vel bare indse, at jeg altid ville være en lille pige for dem, men så forstod jeg slet ikke, hvorfor de havde inviteret mig med til den her fest til at starte med.

Det så ikke ud som om, at jeg ville få noget svar fra Niall, så jeg sukkede bare højt og rejste mig op for at gå ind i køkkenet.

 

I køkkenet sad de andre og grinte af et eller andet. Louis så ud til at være genopstået efter at have fået noget mad, og det var svært for mig at forestille, at vi næsten havde kysset.

Jeg kiggede på Amelia, som var den eneste, der kunne fornemme, at noget var galt.

”Jeg tror, at vi smutter nu, drenge,” sagde jeg med et smil, mens Amelia rejste sig op.

”Allerede?” spurgte Harry og lavede en skuffet grimasse.

”Vi ses vel næste weekend,” sagde Amelia kækt, hvilket ikke var unormal. Amelia var Amelia, uanset hvem hun var sammen med.

”Hvis du er heldig,” svarede Liam og tog en stor mundfuld af sin burger.

”Så kan du også få en drink eller to, som tak for mad,” sagde jeg og smilte, mens jeg langsomt bevægede mig hen mod entréen, ”vi ses,” sagde jeg og vinkede på den mest akavede måde, mens Amelia fulgte med.

 

I den følgende uge kunne jeg ikke lade være med, at tænke på Niall, og på det han havde sagt og oveni det så var jeg også blev forkølet.

Jeg følte mig lidt skuffet, over at Niall slet ikke havde kontaktet mig siden, men på den anden side burde jeg ikke have nogle forventninger. Han skyldte mig ingen ting.

Torsdag var min forkølelse blevet rigtig slem, og jeg tog derfor tidligere hjem fra skole. Da jeg kom hjem sad både min mor og far i køkkenet og snakkede stille med hinanden, hvilket som sådan ikke var noget ud over det usædvanlige. Jeg havde tænkt mig, bare at gå ind på mit værelse og gå direkte i seng, men blev stoppet af min far som kaldte på mig fra køkkenet.

”Hvad er der?” spurgte jeg småirriteret og med stoppet næse. Jeg gik skiftevis mellem at fryse helt vildt og svede, hvilket var virkelig ubehageligt.

”Sæt dig lige ned.”

Jeg havde lyst til at protestere, men var alt for træt til det, så jeg satte mig bare ned på stolen over for ham og ved siden af min mor.

”Din opførsel på det sidste har været helt og aldeles uacceptabel, Eliza. Først får vi at vide hvor dårligt du klare det i skolen, og så får vi fortalt, at du drikker dig fra sans og samling hver weekend. Det stopper nu.”

Aldrig nogensinde før havde mine forældre protesteret eller vist utilfredshed over for den måde jeg har opført mig på, men nu var det lige pludseligt et problem.

”Hvem har fortalt dig det?” spurgte jeg vredt. Jeg vidste godt, at skolen havde haft ringet hjem, men det var lang tid siden.

”Det er underordnet. Fra nu af bliver du hjemme i weekenderne, og hvis dine karaktere ikke bliver bedre fratager vi også din mobil og internetforbindelsen.”

Jeg var i chok. Det var absolut det sidste jeg havde forventet: at mine forældre faktisk bekymrede sig. Eller også var de endelig trætte af, at jeg opførte mig ydmygende.

Normalt ville jeg nok være blevet hysterisk og have protesteret, men det at jeg allerede var i trist humør og var syg på samme tid, gjorde at jeg bare rejste mig og gik ind på mit værelse.

 

Inde på mit værelse smed jeg mig på sengen og begyndte at tænke tilbage på dengang, vi var en familie. Dengang Kate stadig var her. Det var noget, jeg sjældent tænkte på, og det skyldtes kun, at jeg blev så forbandet ked af det, hver gang jeg gjorde.

Jeg magtede ikke at skulle være ked af det, så i stedet blev jeg vred. Vred på den person, som havde sagt til mine forældre, at jeg drak hver weekend, for det havde jeg selvfølgelig ikke fortalt dem. Jeg fortalte dem bare, at jeg var hos en veninde. Der var kun én person, som jeg kunne komme i tanke om havde gjort det, og han var absolut ikke en som skulle blande sig. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...