Shadow - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 aug. 2015
  • Opdateret: 29 aug. 2015
  • Status: Igang
Indtil Eliza var femten år levede hun i skyggen af sin storesøster, Kate, som umiddelbart så ud til at være et vidunderbarn. Hendes forældre forgudede hende, og Eliza havde altid set op til hende som en rollemodel, selvom hun tit følte sig overset af både familie og venner. Da Kate var nitten år døde hun i en tragisk bilulykke, hvor hun selv var chauffør og Eliza sad på passangersædet. Selvom det er tre år siden, føler Eliza stadig at hun lever i skyggen af sin storesøster. Der går ikke en dag, uden at hendes forældre nævner hende, og det gør det svært for dem alle at komme videre. Eliza klarer sig dårligt i skolen, og hendes venner er bekymrede for, hvad hun laver i weekenderne, men da hun en dag møder nogle af Kates gamle venner på en natklub, ændres hendes liv dramatisk. De er nemlig verdenskendte i dag, og minder hende om den søster, som hun ihærdigt prøver at glemme i weekenderne, hvor hun normalt drikker så meget, at hun næsten glemmer, hvem hun selv er.

150Likes
31Kommentarer
20809Visninger
AA

6. Kapitel 5: Dumt

 

I løbet af ugen i skolen gik det langsomt op for mig, hvor dårlig en idé det havde været, at invitere Chloe og Kathrine med i byen den dag. Mens Kathrine havde travlt med at dagdrømme om Louis, havde Chloe travlt med at brokke sig over, at det da var klart, at jeg ikke lavede noget i skolen, når jeg hang ud med mennesker som dem. Kathrine kunne jeg forstå, men at Chloe valgte at bruge det som argument, pissede mig virkelig af, og jeg har ikke snakket med hende siden.

Jo tættere vi kom på lørdag, jo mere nervøs begyndte jeg at blive. Det var noget andet at blive inviteret til en privatfest, end at bare skulle mødes med dem i byen. Jeg havde ingen idé om hvilken slags fest det var, eller hvor vildt det plejede at blive, når de festede, og det er svært at forberede sig på noget, når men ingen idé har om, hvad det bliver til.

 

Om fredagn var Amelia og jeg taget ind til London for at shoppe. Amelia var ret begejstret for at skulle med, og hun mente, at det bestemt krævede et helt nyt outfit. Jeg var egentligt ikke specielt vild med at shoppe, men jeg følte heller ikke, at jeg havde noget tøj, som passede til i morgen.

Jeg endte med at købe en ret tætsiddende sort kjole som gik til lige over knæet, og samtidig overtalte Amelia mig til at købe en sølvhalskæde, så det hele ikke blev alt for sort. Det var sjældent, at jeg fandt en tætsiddende kjole, som jeg følte mig tilpas i, men den her var helt perfekt.

 

Lørdagen kom, og der var ret mange nerver involverede, mens Amelia og jeg gjorde os klar. Jeg sad foran Amelias store vægspejl og lagde make-up, da Amelia tog fat i min arm som holdte min mascara.

”Slap heeeelt af Eliza, du ryster jo som en sindssyg,” hun grinte af mig, men hun havde ret. Det havde været en kamp indtil videre, at få min flydende eyeliner til at sidde perfekt, kun fordi jeg ikke kunne få min hånd til at holde op med at ryste.

”Jeg er bare så nervøs og spændt på samme tid,” jeg opgav at få min mascara til at sidde meget pænere og lagde den fra mig.

”Jeg lover, at noget af den nervøsitet går væk, lige så snart du taget den kjole på,” Amelia smilede, hvilket fik mig til at smile.

Jeg rejste mig op fra gulvet og tog kjolen frem fra den taske, jeg havde haft med. Jeg tog de jeans og den t-shirt af jeg kom i og fik hurtigt kjole på.

”Den sidder perfekt på dig,” Amelia blev ved med at smile, og jeg stillede mig foran det store spejl. Jeg selv var ikke helt overbevist, men jeg stolte blindt på Amelia. Hvis den havde været grim til mig, så havde hun sagt det allerede i går, da vi købte den.

”Hvad er dine forventninger til i aften?” spurgte hun nysgerrigt, mens hun fandt sit eget tøj frem.

Jeg trak på skuldrene, ”ærlig talt, så foretrækker jeg, at ikke have nogen forventninger. Jeg ender alligevel altid med at blive skuffet.”

Det var rigtigt. En af de ting jeg havde lært i livet, var at hvis man havde for høje forventninger til ting, så endte man bare med at gå hjem skuffet. Det er bedst, at tage tingene som de kommer – men det er desværre også en af de ting, som jeg er rigtig dårlig til.

 

Taxa turen over til den adresse, som Niall havde givet mig, var en af de mest nervepirrende nogensinde, og jeg tør slet ikke tænke på, hvor slemt det ville have været, hvis jeg ikke var halvfuld.

Adressen førte os til et kæmpe stort (og helt sikkert pisse dyrt) hotel, hvor der stod en vagt ude foran.

”Undskyld, hvor skal i hen?” spurgte han med en meget mørk og dyb stemme. Jeg kunne mærke på Amelia, at hun fik et kæmpe chok, da han talte til os. Hun havde nok regnet med, at vi bare kunne valse ind til Louis’ fødselsdag.

”Vi er inviteret til festen,” jeg prøvede, at lyde så ædru som muligt, men det var kun en anden ting, som jeg også var rigtig dårlig til.

”Aha,” sagde han mistroende, ”af hvem?” han lagde armene over kors, og jeg vidste, at det ikke skulle irritere mig, men han kiggede virkelig overlegent på os.

”Niall,” i det jeg sagde hans navn, udstødte vagten en kort grin, som om at det i hvert fald ikke passede.

”Hvad er jeres navn?” han stod med en gæsteliste og en kuglepen i hånden, som jeg først bemærkede nu.

”Eliza Roberts og Amelia Watson.”

Hans øjne gled ned over papiret, og til sidst måtte han sukke og åbne døren for os. ”Værsgo’ – sal 22, værelse 567,” sagde han og kiggede ikke på os, da vi småfnisende gik forbi ham og indenfor.  

 

Vi fandt hurtigt sal 22, og vi havde egentlig ikke behøvet noget værelsesnummer, vi skulle bare gå efter den alt for høje bas.

”Eliza!” lige da vi skulle til at gå ind, blev døren åbnet lige foran os og Harry kom til syne. Han så virkelig festlig og glad ud, og man kunne næsten ikke lade være med at smile. ”Og Amelia, right?” han rakte sin hånd frem til hende, som hun tog i mod. Jeg havde aldrig set hende rødme før nu.

”Kom indenfor,” lige i det øjeblik Harry inviterede os ind, gik det op for mig, at vi ingen gave havde med. Hvis jeg ikke havde været så fuld, så havde det nok bekymret mig lidt mere.

”Jeg prøver lige at se, om jeg kan finde de andre – imens kan i jo finde noget at drikke,” han sendte os et smil, før han forsvandt ind i mængden af mennesker. Der var ikke rigtig nogen jeg kunne genkende, men der var godt nok mange, og musikken var så højt, at jeg ikke kunne høre mig selv tænke.

”Kom,” sagde Amelia og tog fat i min hånd, så vi ikke blev væk fra hinanden, mens vi begav os hen imod bordet med drikkevarer.

 

Det gik hurtigt op for os, hvor stort det her hotelværelse var – det var nærmest større end vores hus, og vi havde svært ved at finde rundt, men endelig efter en halv time, fik vi øje på en vi kendte.

”Louis!” råbte jeg så højt, jeg kunne og først vendte han sig forvirret rundt, men til sidst fik han øje på os og smilte, mens han vinkede os hen til ham.

”Hej piger,” han gav os begge et kram, mens han prøvede ikke at spilde den øl han havde i hånden, ”hvornår er i kommet?” hans stemme var ret sløret, så han havde nok fået en del at drikke.  

”En halv time siden,” råbte jeg, så han kunne høre mig, ”vi har desværre ingen gave med.”

”Pff, det er da lige meget. Jeg er glad for, at i kunne komme,” han smilte og klappede mig på skulderen, inden han bundede den drink, han havde i hånden.

”I har fået noget at drikke, ikke?”

”Kan du ikke se, at de står med en øl i hånden?” Niall kom gående bag Louis og lagde sin hånd på hans skulder.

”Nåreh.. jo,” sagde Louis fraværende og grinte så lidt af sig selv.

Niall gav Amelia og mig et kram, ”velkommen til festen! Er der noget i mangler?” han lagde armene over kors og kiggede på Louis, som ikke så ud til at have det for godt.

”… Undskyld mig,” sagde han lidt efter og holdte sig for munden, inden han styrtede væk og var nær faldet over sine egne fødder.

”Han har fået ret mange shots,” Niall grinte, mens jeg blev lidt bekymret. Han så virkelig ud til at have det skidt.

”Er du sikker på, at han er klare den, eller skal vi tjekke om han er okay?” spurgte jeg og lød lidt for mor-agtig, men jeg havde selv været i Louis’ sko mange gange.

”Han har det fint igen om 5 minutter,” forsikrede Niall, og jeg valgte hurtigt at slå det hen, da jeg kunne mærke mit eget hoved snurre.

 

Aftenen skred frem, og det meste af tiden var jeg egentligt bare sammen med Amelia. Hun var blevet godt fuld, og lidt efter lavede hun det samme stunt som Louis, da hun styrtede ud på toilettet og efterlod mig alene midt i et rum, hvor jeg faktisk kun kendte 4 andre.

Jeg stod og kiggede lidt panisk rundt efter et bekendt ansigt, men fik ikke øje på nogen af de fire drenge. Jeg skulle til at gå hen mod toiletterne, da jeg blev stoppet af en brunhåret dreng med en bordtennisbold i hånden.

”Er du god til beerpong?”

Jeg trak på skuldrene, ”det er noget, jeg spiller så tit,” sagde jeg og følte mig akavet.

Han kiggede på mig i hvad der føles som en evighed, inden han kastede den lille hvide bold til mig, ”det er godt nok for mig – jeg har virkelig brug for en på mit hold,” sagde han og smilte.

 

Jeg besluttede mig for, at jeg lige så godt kunne spille beerpong med de her fremmede mennesker, men jeg fortrød det senere, da jeg blev godt og grundig fuld af det. Sebastian, som var ham på mit hold, var næsten lige så elendig til det, som jeg var, så han blev også ret fuld.

”Vi tabte vidst,” sagde han, inden han tog den sidste kop fra bordet og drak indholdet.

”Tror du virkelig?” spurgte jeg ironisk og grinte, men mit smil forsvandt hurtigt, da jeg fik kvalme og kunne mærke, at jeg i hvert fald havde fået en for mange.

”Jeg skal lige på toilet,” fik jeg sagt så roligt som muligt, inden jeg styrtede afsted på toilettet.

 

**

 

For at gøre en kort historie lang, så vågnede jeg næste dag og havde sorte huller over alt fra den aften. Udover det så var jeg ikke hjemme i min egen seng, men lå i en dobbeltseng ved siden af Amelia. Jeg vidste, at vi stadig var på hotelværelset, og jeg kunne godt huske, at Liam havde tilbudt, at vi kunne sove her, men jeg kunne ikke huske at være gået i seng.

Da jeg vågnede var klokken omkring elleve om formiddagen, og der stod en spand på gulvet ved siden af sengen, som heldigvis var tom. Hvorfor skulle jeg altid ødelægge mine aftener, ved at blive så fuld, at jeg ikke kunne huske, hvad jeg havde lavet?

Det værste ved, at jeg havde sovet her var nok, at jeg var tvunget til at se dem alle fire i øjnene med det samme, og jeg kunne ikke komme i tanke, om jeg havde gjort noget dumt.

”Godmorgen.”

Først nu lagde jeg mærke til, at Amelia også var vågnet, og hun så lige så træt ud som mig, men hun smilte, hvilket hjalp lidt på mit humør.

”Godmorgen,” svarede jeg og satte mig op i sengen.

Værelset tilhørte en af drengene, så jeg undrede mig lidt over, hvor han havde sovet.

”Kan du huske alt fra i går?” spurgte hun, og jeg rystede hurtigt på hovedet, ”heller ikke mig,” hun satte sig også op i sengen og hev sin mobil frem, som hun hurtigt fandt ud af, var gået tør fra strøm.

”Hvem var ham, som du kyssede med?” hun kiggede på mig med et drillende smil, og jeg havde nær fået et hjertestop. Amelia kunne hurtigt se på mig, hvor chokeret jeg var, og det fik hende til at grine og se medlidende på mig på en og samme tid.

Det havde jeg bare ikke gjort.

Jeg begyndte at tænke over det, og nu hun havde sagt det, så kunne jeg godt huske det. Sebastian. Selvfølgelig. Forhelvede.

”Det er løgn,” var det eneste jeg kunne sige, før jeg gemte mit hoved i mine hænder, ”det er løgn,” gentog jeg og havde lyst til at begrave mig selv.

Der var mere end én grund til, hvorfor jeg fortrød det. Det ene var at han slet ikke var min type, det andet var at jeg havde været så ualmindeligt fuld, og det tredje var at inderst inde håbede jeg stadig, at jeg havde en chance hos Niall – som et one night stand eller potentielt mere, vidste jeg ikke. Jeg håbede bare inderligt, at han ikke havde set det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...