Shadow - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 aug. 2015
  • Opdateret: 29 aug. 2015
  • Status: Igang
Indtil Eliza var femten år levede hun i skyggen af sin storesøster, Kate, som umiddelbart så ud til at være et vidunderbarn. Hendes forældre forgudede hende, og Eliza havde altid set op til hende som en rollemodel, selvom hun tit følte sig overset af både familie og venner. Da Kate var nitten år døde hun i en tragisk bilulykke, hvor hun selv var chauffør og Eliza sad på passangersædet. Selvom det er tre år siden, føler Eliza stadig at hun lever i skyggen af sin storesøster. Der går ikke en dag, uden at hendes forældre nævner hende, og det gør det svært for dem alle at komme videre. Eliza klarer sig dårligt i skolen, og hendes venner er bekymrede for, hvad hun laver i weekenderne, men da hun en dag møder nogle af Kates gamle venner på en natklub, ændres hendes liv dramatisk. De er nemlig verdenskendte i dag, og minder hende om den søster, som hun ihærdigt prøver at glemme i weekenderne, hvor hun normalt drikker så meget, at hun næsten glemmer, hvem hun selv er.

150Likes
31Kommentarer
20537Visninger
AA

5. Kapitel 4: Medlidenhed

 

Jeg er en af den slags personer, som sætter værdighed meget højt, og hvis min stolthed bliver såret ligesom den gjorde i går da Niall afviste mig, så havde jeg svært ved bare at ignorere det og komme videre. Derudover var jeg lige frem heller ikke van til at blive afvist.

Da jeg vågnede, havde Amelia skrevet flere gange til mig på Facebook, og hun havde også haft ringet til mig en enkelt gang, men det havde jeg totalt overhørt. Jeg var træt og havde allermest lyst til at grave mig ned i et hul.

Jeg formåede dog endelig at få mig selv ud i køkkenet, hvor der lå en seddel på køkkenbordet.

Tøm opvaskeren Støvsug i stuen Vask dit eget tøj og hæng det op

Den var fra min mor, og jeg havde helt glemt, at de skulle op og besøge min mormor og morfar i dag. Jeg sukkede og kiggede allerede opgivende på sedlen. Jeg hadede at tømme opvaskeren.

Jeg tog et glas i en af skabene og fyldte det med vand. Mens jeg drak, stod jeg og kiggede ud af køkkenvinduet, som var lige over vasken. Solen skinnede, og før jeg ville lave mine pligter, besluttede jeg mig for at gå en tur ned i det lokale supermarked og købe is. Det er normalt, det eneste jeg har lyst til, når jeg har tømmermænd.

 

Der var overraskende mange i supermarkedet taget i betragtning af, at klokken var tolv på en lørdag. Jeg fandt hurtigt den is, jeg skulle have og på vej hjem ringede min mobil.

Nialls navn dukkede op, og mit hjerte sprang et slag over. Den første tanke der fór igennem mit hoved, var hvorfor han overhovedet gad at tage kontakt til mig efter i går. Jeg var stoppet op og stod lidt og tænkte over om, jeg overhovedet skulle svare men tænkte så, at det muligvis var min eneste chance for at snakke med ham igen.

”Hallo?” sagde jeg og begyndte igen at gå, selvom jeg ikke rigtig tænkte over, hvor jeg gik hen.

”Hej! Det er Niall,” han lød overraskende munter, og det bekymrede mig kun.

”Hvad så?” jeg prøvede at lyde så venlig som muligt, men det der var sket i går, irriterede mig og gjorde mig mere og mere bitter.

”Hvad skal du i dag?” åh nej. Det sidste jeg havde brug for var at stå ansigt til ansigt med ham.

”Jeg er ude hos min mormor,” ja, det lød meget sandsynligt.

”Jeg kunne ellers sværge, at jeg lige har set en, der ligner dig på en prik komme gående fra Aldi.”

Okay, nok ikke så sandsynligt. Jeg havde lyst til at facepalme mig selv.

”Ups...” var min eneste kommentar. Jeg havde aldrig været god til at lyve, men det var sjældent, at jeg blev taget direkte i løgn.

”Du er tilgivet, men kun hvis jeg må komme forbi og hente dig.”

Jeg kunne ikke forstå det. Jeg var blevet taget i min egen løgn, som jeg kun var kommet op med for ikke at skulle se ham, og så ville han stadig være sammen med mig?

”Hvad skal vi?” min nysgerrighed overtog, og selvom jeg var blevet afvist af ham, så betød det ikke at jeg ikke var fascineret af ham.

”Jeg tænkte, at det mindst jeg kan gøre, er at give tømmermænds mad.”

Så det var derfor – han havde ondt af mig. Jeg overvejede at afslå, men jeg kunne bare ikke få mig selv til at sige nej, også selvom han måske bare gjorde det på grund af dårlig samvittighed.

”Fint. Jeg er hjemme om 3 minutter,” sagde jeg og sukkede svagt, men min ene hånd var ved at fryse til, fordi jeg havde båret isen i den samme hånd.

”Ses om lidt,” han lagde på, og jeg skyndte mig at lægge mobilen ned i min lomme, sådan jeg kunne skifte hånd.

 

Da jeg kom hjem, gik det op for mig, at jeg lignede noget, der var løgn, og jeg havde kun få minutter før Niall kom. Jeg havde heldigvis taget præsentabelt tøj på ned i supermarkedet, så derfor havde jeg kun brug for at redde den fuglerede ud, som jeg kaldte for hår.

Der gik ikke lang tid, før jeg hørte en bil ude i indkørslen. Jeg kiggede mig selv i spejlet en sidste gang, inden jeg gik ud og så Nialls skinnende hvide bil. Jeg tror faktisk aldrig, at jeg har set noget så hvidt før.

Jeg fik langsomt sommerfugle i maven – mest fordi jeg var en idiot i går og hele den her situation var allermest pinlig for mig selv. Jeg åbnede døren og satte mig ind på forsædet ved siden af ham. Bilen duftede af læder og mandeparfume.

”Hey,” jeg kiggede over på Niall, som sad med solbriller på og et blændende smil.

”Hej,” svarede jeg og smilte tilbage. Det gensyn var langt mindre akavet, end jeg havde regnet med.

”Hvad siger du til McD?” spurgte han og var allerede begyndt at bakke ud af indkørslen.

”Ja tak,” min mund løb i vand bare ved tanken om en cheeseburger.

 

Efter at have været forbi McDonald’s drive in, foreslog Niall at vi fandt en bænk ved den lokale sø, og jeg gik med til det, mens jeg undgik at spørge ham om, hvorfor han overhovedet ville ses offentligt med mig.

Vi fandt en bænk med tilhørende bord, og det havde ovenikøbet udsigt ud over søen, som altid så ti gange smukkere ud i solskin.

”Hvordan kan du overhovedet have tømmermænd? Jeg så dig slet ikke drikke noget i går,” jeg havde undgået at snakke om i går indtil nu, men jeg følte, at hvis jeg ikke fik snakket om det, så ville jeg eksplodere.

”Det er bare en undskyldning for at spise usundt,” sagde han med et smil, før han tog en bid af sin burger. ”Og det er egentligt også en undskyldning for at snakke med dig,” hans ansigtsudtryk blev mere seriøst, og det gjorde mig nervøs. ”Jeg er ked af det, der skete i går. Mellem os to.”

Det føles som om, at jeg lige havde fået en mavepuster. Jeg havde ikke troet, at han rent faktisk ville bringe det på banen.

”Du skal ikke bekymre dig om det, Niall,” jeg smilede til ham og vidste ikke helt, om det at han undskyldte gjorde tingene bedre eller værre.

”Det gør jeg. Du stormede væk lige bagefter…”

Han skulle til at forsætte, men jeg afbrød ham, ”jeg er lidt træt af, at folk har ondt af mig. Jeg har ikke brug for din medlidenhed.” Det var ikke meningen, at jeg skulle lyde sur, men jeg lød nok lidt mere irriteret, end jeg egentligt var.

”Jeg har ikke ondt af dig,” han skar en grimasse, der fortalte, at han nærmest var fornærmet over, at jeg ville tro det, ”jeg synes bare, at du fortjener en undskyldning, eftersom jeg opførte mig urimeligt i går.”

”Urimeligt? Hvordan opførte du dig urimeligt?” jeg var meget forvirret, og selvom jeg havde prøvet at undgå det hele dagen, så genspillede jeg aftenen før i mit hoved.

”Ja, jeg lagde jo selv op til det,” det virkede som om, at han synes det var lidt pinligt at indrømme det, og jeg kunne heller ikke lade være med at rødme lidt.

”Hvorfor føltes det så lige pludseligt forkert?” jeg var normalt ikke god til at pakke tingene ind, og når jeg havde brug for svar på et spørgsmål, plejede jeg også bare at spørge direkte.

Han sagde ikke noget, men kiggede i stedet ned på sin halve burger. Jeg kunne se, at han tænkte over et godt svar eller muligvis en god hvid løgn, men jeg blev hurtigt utålmodig.

”Hvis det er på grund af Kate, så bare sig det. Jeg er van til det.”

Han kiggede hurtigt op på mig og så noget forbavset ud, ”det er slet ikke derfor.”

Jeg vidste ikke helt, om jeg troede på det ham, men jeg valgte at lade som om, at jeg gjorde.
”Hvad så?”

”Der er mange grunde. Du var ret fuld, og jeg var egentligt ret ædru – det er jo svært at vide, om det overhovedet er noget du ville. Hvilket bringer mig til min anden grund: jeg har altid godt kunne lide dig, og jeg vil ikke risikerer et venskab til fordel for én nat, som du muligvis vil fortryde dagen efter.”

Jeg tvivler på, at nogen som helst ville fortryde en nat med Niall. Jeg kiggede længe på ham og prøvede at sluge alt det, han lige havde fortalt mig uden at blive kvalt i det.

”Så det føles forkert, fordi du gerne vil være min ven?” det var det eneste min hjerne kunne få ud af det han havde sagt på daværende tidspunkt, og jeg sad og stirrede stift på ham, mens jeg sagde det.

Han sukkede kort og kiggede et øjeblik ud over vandet, før han vendte tilbage til mig. ”Jeg ved ikke, hvordan jeg skal forklare det. Det sidste jeg ville var at såre dine følelser.”

Det irriterede mig lidt, at jeg følte, at han havde mig i hans hule hånd. Det faktum at det var så tydeligt, at han havde såret mine følelser, gjorde mig også lettere irritabel.

”Jeg har fortalt dig, at det er okay,” jeg prøvede igen at smile til ham, og det lykkedes vidst nogenlunde. Det så dog ikke ud til, at han troede på det, jeg sagde, men han valgte at lade det ligge.

”Jeg har travlt i den kommende uge, men jeg kunne godt tænke mig at se mere til dig, og jeg ved, at de andre drenge også kunne tænke sig det samme,” han smilede til mig, og det fik mig til at glemme den trælse samtale vi lige havde haft. ”Det lader til, at du er van til at feste, og Louis bad mig om, at invitere dig til hans fødselsdagsfest i næste lørdag.”

Hver gang Niall sagde, at de frivilligt ville være sammen med mig og rent faktisk inviterede mig med til noget, undrede jeg mig over, hvorfor de overhovedet gad at have mig med. Enten så var jeg fantastisk eller også havde det noget at gøre med Kate.

”Må Amelia komme med?” det var åbenbart det første spørgsmål,  som poppede op i mit hoved.

”Hvem var hun igen?”

”Hende med det mørkebrune hår.”

Han så lettet ud, og det fik mig til at tænke, at Chloe og Kathrine ikke havde gjort noget specielt godt indtryk, ”ja, hun må gerne komme med.”

 

Jeg vidste ærlig talt ikke, om det var en god idé at hænge ud med Niall og de andre. Jeg havde aldrig haft et ønske om, at være på forsiden af et sladderblad, og jeg vidste, at det var sket for Kate et par gange, som var blevet mistænkt for at være i et forhold med både Niall og Harry. Alligevel var det næsten umuligt at sige nej til at være sammen med dem – ikke fordi de var kendte, men fordi de var nogle fantastiske drenge. Specielt Niall.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...