Shadow - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 aug. 2015
  • Opdateret: 29 aug. 2015
  • Status: Igang
Indtil Eliza var femten år levede hun i skyggen af sin storesøster, Kate, som umiddelbart så ud til at være et vidunderbarn. Hendes forældre forgudede hende, og Eliza havde altid set op til hende som en rollemodel, selvom hun tit følte sig overset af både familie og venner. Da Kate var nitten år døde hun i en tragisk bilulykke, hvor hun selv var chauffør og Eliza sad på passangersædet. Selvom det er tre år siden, føler Eliza stadig at hun lever i skyggen af sin storesøster. Der går ikke en dag, uden at hendes forældre nævner hende, og det gør det svært for dem alle at komme videre. Eliza klarer sig dårligt i skolen, og hendes venner er bekymrede for, hvad hun laver i weekenderne, men da hun en dag møder nogle af Kates gamle venner på en natklub, ændres hendes liv dramatisk. De er nemlig verdenskendte i dag, og minder hende om den søster, som hun ihærdigt prøver at glemme i weekenderne, hvor hun normalt drikker så meget, at hun næsten glemmer, hvem hun selv er.

150Likes
31Kommentarer
20567Visninger
AA

4. Kapitel 3: Et tomt nederlag

 

Jeg ved ikke hvorfor, at jeg synes Niall var så interessant lige pludseligt. Der var gået tre år siden, at jeg overhovedet havde tænkt på ham, og selv dengang han var venner med min søster, synes jeg ikke ham eller nogle af de andre var vildt spændende – nok mest fordi jeg vidste, at de så mig som Kates lillesøster og intet andet.

Jeg troede, at Niall havde spurgt, om jeg havde travlt, fordi han havde tænkt sig, at komme over igen, men han fik selv pludseligt virkelig travlt og var nødt til at lægge på. Jeg tænkte ikke videre over det, men besluttede mig for at lægge mig i min seng og se tv, selvom dette var en gylden mulighed for rent faktisk at få lavet lektier.

 

Weekenden gik ikke med noget særlig produktivt, men jeg fik alligevel lavet mine lektier til om mandagen. Igennem årene i skolen var jeg blevet ret god til at improvisere, men med nogle opgaver gik den altså ikke, og min fransklærer havde det med at blive virkelig gal, hvis man ikke lavede sine ting.

Ærlig talt så havde jeg lidt håbet på at høre fra Niall i løbet af ugen, men han hverken skrev eller ringede. Normalt når sådan noget skete, ville jeg sætte mig for at glemme personen hurtigst muligt, men det var Niall vi snakkede om, så det kunne jeg umuligt.

Derfor da det blev fredag, fik jeg mig endelig taget sammen til at skrive til ham. Jeg sad hjemme hos Amelia, men den her gang havde jeg også to af mine bedste veninder fra skolen med: Kathrine og Chloe. Det var normalt de to, der brokkede sig over, at jeg gik for meget i byen, men nu havde de vidst selv brug for at slå sig lidt løs og ikke tænke så meget over lektierne – i hvert fald for én aften.

Jeg havde skrevet og spurgt Niall, om ham og de andre kom i byen igen i aften. I mens jeg ventede på svar, lagde jeg make-up på Chloe, som slet ikke var vant til at gå i byen – det var også derfor, at hun blev fuld efter kun to drinks.

Lidt senere fik jeg svar fra Niall, som skrev, at de havde de egentligt ikke planer om, men at han godt kunne blive overtalt. På det her tidspunkt var jeg nok allerede lidt beruset, og derfor skrev jeg, at hvis de kom fik de en gratis drink og desuden havde jeg tre rigtig søde og flotte veninder med.

 

Niall lod sig på en eller anden måde overtale og skrev, at Louis og ham ville komme i byen senere. På det her tidspunkt sad vi allerede på en bar og fik os nogle shots. Kathrine og Chloe var mere end klar på at møde Louis og Niall, og jeg begyndte egentligt lidt at fortryde, at jeg havde inviteret dem, for Kathrine og Chloe kunne sagtens stjæle alt opmærksomheden.

Amelia var på den anden side lidt mere afslappet omkring det, eller også var hun bare bedre til at skjule det. Jeg sad og snakkede med hende, da jeg pludseligt fik en albue i siden af Chloe, der sad helt lamslået og pegede på Niall og Louis, som lige var kommet ind. De så helt ædru ud, men til gengæld smilte Niall stort, da han fik øje på mig.

”Der er du jo,” sagde Niall, mens han kiggede på mig. Han holdt øjenkontakten kort, inden han rettede blikket mod Chloe og introducerede sig selv. Det samme gjorde Louis, og bagefter slog de sig ned ved bordet. Louis sad ved siden af Kathrine og Niall ved siden af Chloe. Amelia og jeg sad inderst ved væggen, og det kom hurtigt til at give bagslag, for vi havde virkelig svært ved at deltage i den åbenbart virkelig interessante samtale, som de fire andre havde.

Jeg spurgte derfor Amelia, om vi ikke skulle gå op og købe noget mere at drikke. Vi fik møvet os ud af båsen og skulle til at gå op til baren, da Niall tog fat om mit håndled.

”Hvor skal i hen?” han kiggede på mig, som om han var ved at gå i panik.

”Vi skal bare op og have noget mere at drikke,” sagde jeg tilbage og gav ham et usikkert smil, som jeg fortrød efter at Niall havde givet slip på mig, og jeg var på vej op til baren. Jeg plejede ellers at være utroligt selvsikker omkring drenge, men lige nu virkede det som om, at jeg ikke engang kunne gå ordentligt.

 

Tiden gik hurtigt, og jeg havde stadig ikke haft mulighed for at snakke særlig meget med hverken Louis eller Niall. Jeg sad yderst ved bordet og var i gang med at drikke min øl færdig, da Niall lænede sig hen over bordet.

”Vil du med ud og have noget frisk luft?”

Jeg havde ikke set ham drikke særlig meget hele aftenen, så han var stadig ret ædru. Jeg var til gengæld ret fuld, men jeg nikkede alligevel og bundede resten af min øl – utroligt charmerende!

Vi kom udenfor og luften var i hvert fald frisk. Der stod nogle få mennesker uden for baren, men ellers var der næsten helt tomt på gaden. Over for baren lå der en lille park, hvor Niall foreslog at vi gik hen. Der var en fri bænk som stod ud til gaden, hvor vi satte os.

”Det er virkelig mærkeligt at snakke med dig efter alle de år,” der var et ret stort mellemrum mellem Niall og jeg, men jeg lod som om, at det ikke irriterede mig og kiggede skeptisk på ham, da han åbnede munden.

”Du ligner Kate så meget.”

Øv. Og her troede jeg, at han faktisk var interesseret i mig og ikke kun fordi jeg åbenbart var Kates dobbeltgænger.

Han lagde mærke til, at mit ansigtsudtryk ændrede sig, og det fik ham til at ryste på hovedet af sig selv.

”Undskyld. Det hader du garanteret at få at vide.”

Bingo.

”Ja, første og anden gang var det okay, men 50. gang bliver det lidt træls,” jeg prøvede at smile til ham, men der var intet der kunne skjule, at jeg rent faktisk synes, at det var pisse irriterende.

”Ja, jeg ved det,” sagde han undskyldende og trak på skuldrene, ”der har bare ikke rigtig været nogen til at tale med hende om, og da jeg så dig i sidste uge, troede jeg i et splitsekund, at du var hende,” han smilte undskyldende, mens han talte, som om at han godt vidste, at jeg ikke kunne lide at blive mindet om hende, men han kunne ikke stoppe sig selv. Jeg forstod ham sådan set godt. Han mindedes hende sjældent og når han så på mig, tænkte han nok ikke på andet end hende.

”Jeg skal nok stoppe nu. Jeg kan se, at du ikke kan lide at snakke om hende.”

På en måde havde jeg lyst til at protestere og bare lade det hele komme ud, men det vidste jeg også godt ville være lidt for meget. Jeg havde lyst til at snakke om Kate, men jeg havde ikke lyst til at snakke om hende med Niall.

”Tak,” sagde jeg og smilte taknemlig til ham, inden jeg flyttede mit blik over på et par der stod foran baren og havde rigeligt travlt med at kysse hinanden.

”Så hvad laver du så nu? Jeg har jo ikke rigtig set dig, siden du gik i folkeskolen.”

”Jeg er i gang med mit sidste år i high school,” sagde jeg, og havde egentligt heller ikke forfærdeligt meget lyst til at snakke om skolen, men ville næsten gøre alt for at holde en samtale kørende.

”Det lyder forfærdeligt,” han grinte kort og lænede sig afslappet tilbage på bænken.

”Ja… det er det også,” mumlede jeg lavt og kiggede ned, inden jeg fik taget mig sammen til at søge øjenkontakt igen.

”Du har ændret dig meget.”

”Det har du ikke,” jeg grinte lidt og fik næsten gåsehud, bare fordi han kiggede mig direkte i øjnene.

”Jeg kan huske, at du var helt vild med pink, dengang du var mindre,” han grinte også, og jeg tænkte tilbage på den tid, hvor jeg altid gik med min pink hue og skoletaske. Jeg så forfærdelig ud.

”Og nu ser du bare så… voksen ud.”

Ja, det kunne jeg nok ikke løbe uden om. Der var lang vej fra den pink prinsesse jeg engang var, til hende jeg var nu.  

”Ja, jeg ville ønske, jeg også havde nogen pinlige minder om dig,” jeg lænede mig tilbage ligesom Niall og lod min arm lægge sig på ryglænet af bænken.

”Det er jeg til gengæld rigtig glad for, at du ikke har,” hans grin var smittende, og jeg begyndte at føle mig rigtig tilpas i hans selskab. Som om min usikkerhed langsomt var på vej væk.
Den manglede usikkerhed resulterede også i mere modighed. Vi sad og kiggede hinanden i øjnene og for mig, havde det altid været et tegn til, at en dreng godt kan lide en. Nialls blik vandrede også nogle gange ned til mine læber, og det var som regel også et tegn på, at man er interesseret i at kysse en. Efter flere sekunder virkede det ikke som om, at Niall havde tænkt sig at tage det første skridt, så jeg lænede mig langsomt men sikkert frem i mod ham. Jeg var helt sikker på, at han også lænede sig frem, for det gik hurtigere end jeg havde regnet med og snart kunne jeg mærke hans ånde og kropsvarme i mod min hud. Jeg havde lige lukket øjnene, da jeg mærkede Nialls varme forsvinde, hvilket hurtigt fik mig til at rette mig op.

Da jeg fik taget mig sammen til at kigge på ham, kørte han en hånd igennem sit hår, mens han sukkede.

”Undskyld, men…” startede han og kiggede derefter over på mig, ”det føles forkert.”

Mit lille pige hjerte knuste i små stykker, men overraskende nok formåede jeg bare at stirre blankt på ham. Det var mere end pinligt, specielt når jeg havde været så sikker på, at jeg havde læst alle tegnene rigtigt. Jeg kunne mærke på ham, at han havde meget mere at sige, og dagen efter fortrød jeg også, at jeg ikke lod ham tale ud, men lige der gloede jeg bare på ham og sagde: ”Det er okay,” før jeg rejste mig op, krydsede vejen hvor jeg var lige ved at blive kørt ned og forsatte ind på baren, hvor Louis sad og lignede en, der desperat havde brug for at blive reddet.

”Piger, jeg smutter hjem ad,” jeg havde lige nået at fået det sagt, før Niall kom ind i baren og stillede sig bag mig.
”Eliza, kan vi ikke lige snakke?” hans stemme var tæt på mit øre, så jeg vendte mig om kiggede på ham. Louis, Chloe, Kathrine og Amelia var alle sammen stoppet med at snakke og gloede intenst på os begge.

”Jeg har det ikke særlig godt, jeg tror, det er bedst, at jeg tager hjem,” fik jeg sagt med så stor præcision og bestemthed, som jeg kunne. Jeg kunne mærke på Niall, at han accepterede det, og han nikkede også kort. Jeg vendte mig hurtigt om og sagde farvel igen til pigerne og Louis, før jeg forsatte ud af baren.

 

Der er en god forklaring på, hvorfor jeg reagerede, som jeg gjorde, men jeg har svært ved at sætte ord på det. Et eller andet sted minder Niall mig nok om Kate, men på den anden side ville det altid gøre ondt at blive afvist af en dreng – at det så lige er Niall Horan, gør det selvfølgelig ikke meget bedre. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...