Shadow - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 aug. 2015
  • Opdateret: 29 aug. 2015
  • Status: Igang
Indtil Eliza var femten år levede hun i skyggen af sin storesøster, Kate, som umiddelbart så ud til at være et vidunderbarn. Hendes forældre forgudede hende, og Eliza havde altid set op til hende som en rollemodel, selvom hun tit følte sig overset af både familie og venner. Da Kate var nitten år døde hun i en tragisk bilulykke, hvor hun selv var chauffør og Eliza sad på passangersædet. Selvom det er tre år siden, føler Eliza stadig at hun lever i skyggen af sin storesøster. Der går ikke en dag, uden at hendes forældre nævner hende, og det gør det svært for dem alle at komme videre. Eliza klarer sig dårligt i skolen, og hendes venner er bekymrede for, hvad hun laver i weekenderne, men da hun en dag møder nogle af Kates gamle venner på en natklub, ændres hendes liv dramatisk. De er nemlig verdenskendte i dag, og minder hende om den søster, som hun ihærdigt prøver at glemme i weekenderne, hvor hun normalt drikker så meget, at hun næsten glemmer, hvem hun selv er.

150Likes
31Kommentarer
20539Visninger
AA

3. Kapitel 2: Tåge

Efter at vi var kommet udenfor natklubben, og den kolde vinde havde lagt sig om mig, har jeg svært ved at huske hvad der så ellers skete. Jeg kan huske små fragmenter af, hvad der har foregået, men jeg har svært ved at danne mig et ordentligt billede af tingene.

For eksempel havde jeg absolut ingen anelse om, hvordan jeg var endt i min egen seng. Jeg vågnede op ved at solen skinnede igennem gardinet sprækker, og jeg satte mig op med en sur grimasse. Ud over en svag bankende hovedpine havde jeg det egentligt fint nok fysisk, men psykisk var en anden historie. Jeg hadede, når jeg ikke kunne huske, hvad jeg havde lavet. Det betød som regel, at jeg havde gjort noget dumt.

Vores hus er ikke specielt stort, så jeg kunne sagtens høre, hvordan min mor var i gang med noget i køkkenet. Jeg sukkede og tog mig tid til at samle mig selv, for derefter at rejse mig op. Jeg kunne ikke engang huske, at have skiftet til den t-shirt jeg altid sover i, men mit fulde jeg var åbenbart mere fornuftigt, end jeg troede. Jeg trak nogle shorts på, som lå over min stol og gik ud i køkkenet til min mor, som var i gang med at bage et eller andet. Hun vendte sig kort om og sagde derefter godmorgen i en usædvanlig frisk tone. Jeg gengældte det med et træt godmorgen tilbage, før jeg gik ud på badeværelset.

Som sædvanlig lignede jeg et stort rod. Mit fulde jeg havde alligevel ikke overskuet at tage make-up af.

Jeg besluttede mig for at tage et bad, da det som regel hjalp på både udseende og den dårlige samvittighed.

 

Efter badet havde jeg det lidt bedre, men trangen til at gemme mig under min dyne hele dagen var der stadig. Jeg gik ind på mit værelse, hvor jeg hurtigt opdagede at min telefon lå med skærmen op, og der var en som ringede til mig.

”Hallo?” sagde jeg med en hæs stemme, der indikerede, at jeg havde råbt meget i går. Jeg havde taget telefonen så hurtigt, at jeg ikke engang nåede at tjekke, hvem der ringede.

”Hej, hvordan har du det?” det var helt sikkert en drengestemme, men ikke en jeg umiddelbart kunne kende.

”Fint… hvem er det?” spurgte jeg ligefrem og ville helst undgå flere misforståelser.

Jeg hørte et kort grin i den anden ende, før personen svarede, ”det er Trevor. Jeg sørgede for, at du kom hjem i går.”

Suk man. Selvfølgelig.

”Nå…” jeg slog mig selv i panden med flad hånd, mens jeg stirrede ud af vinduet. Hvordan kunne jeg få denne samtale til at være ovre hurtigst muligt? ”Tak for det,” hørte jeg mig selv sige. Det var selvfølgelig pænt af ham, men det værste var, jeg ikke vidste, hvad jeg havde sagt eller gjort.

”Jeg ringede egentligt bare for at høre, hvordan du havde det. Du var ret langt væk i går, så jeg blev lidt bekymret.”

Tænk at Amelia egentligt havde ladet ham være alene med mig, hun vidste, at jeg ikke kunne lide ham på den måde. Hun havde nok travlt med Luke.

”Ja, jeg ved det godt. Tak for hjælpen, men jeg har det altså fint, og jeg har egentligt allermest lyst til at sove lige nu,” jeg krummede tær over min dårlige undskyldning og den her akavede samtale.

”Helt i orden. Vi snakkes bare ved senere,” jeg kunne fornemme, at han også fandt det ret akavet. Jeg nikkede, men fandt hurtigt ud af at han ikke kunne se mig, og svarede derefter at vi ses, hvilket jeg egentlig håbede vi ikke gjorde, men med Amelia som fælles ven kom det nok til at ske.

Min dyne kaldte på mig, men jeg var først nødt til at vide, hvad der var sket i går. Specielt siden jeg havde mødt Kates gamle venner Niall, Harry, Liam og Louis.  

Jeg stirrede på min telefon i lang tid, inden jeg endelig fandt Amelia nummer frem og ringede hende op.
”Hallo?” lige inden den skulle til at gå til telefonsvarer, tog hun den endelig. Hendes stemme var lige så hæs som min, og det lød som om, jeg lige havde vækket hende.

”Vækkede jeg dig?” spurgte jeg og kunne ikke lade være med at smile lidt.

”Ja,” mumlede hun, mens jeg kunne høre, at hun fik sat sig op i sengen.

”Er du alene?” spurgte jeg nysgerrigt og kunne nærmest høre hendes smil igennem telefonen.

”Ja tak, jeg er helt alene.”

Det var ikke fordi, at jeg frydede mig over, at hun var alene, det gjorde det bare en del nemmere at snakke med hende.

”Har du tid til at komme over?” jeg sad og kørte mine hænder igennem mit våde hår, mens jeg blev ved med at stirre blankt ud af vinduet.

”Ja, lad mig lige vågne op først… så kommer jeg,” jeg kunne høre, at hun endnu engang rejste sig. Det var nærmest en tradition for os også at være sammen dagen efter, men det var jo meningen, at jeg skulle have lavet lektier i dag.. oh well.

 

Tre kvarter senere stod Amelia uden for min dør, og vi besluttede os for at køre i parken, som ikke lå langt fra mit hus. Amelia har sin egen bil, og hun er nærmest blevet min egen privat chauffør.

Parken var fuld af mennesker, hvilket nok var på grund af det virkelig gode vejr. Solen stod højt på himlen, og fuglene sang højt. Noget der ikke ligefrem er med til at kurere tømmermænd, så jeg tog hurtigt mine solbriller på, da vi steg ud af bilen.

Vi fandt en bænk tæt på et lille springvand, som vi satte os på. Man ser aldrig Amelia med tømmermænd og uden en pose saltkiks i hånden, så selvfølgelig havde hun medbragt sådan en. 

”Jeg var næsten helt sikker på, at du ville ende hjemme hos Luke i går,” jeg smilte, mens Amelia gav mig et irriteret blik med munden fuld af kiks.

”Da Trevor ville gå for at følge dig hjem, fik han pludseligt kolde fødder også ville han også hjem, så jeg burde egentligt takke dig,” sagde hun og puffede til mig. Jeg kunne ikke lade være med at grine, selvom jeg nok et eller andet sted havde lidt dårlig samvittighed.

”Og undskyld mig, men hvor fanden kender du Niall Horan fra?” mumlede hun igen med munden fuld af mad.

”Jeg vidste ikke, at der var en lille One Direction fan gemt inde i dig,” sagde jeg og prikkede hende på armen, som hun hurtigt rev til sig.

”Jeg skal have svar. Nu.”

”Kate var engang venner med dem.”

Amelia havde også solbriller på, så det var lidt svært at tyde hendes ansigtsudtryk, dog kunne jeg sagtens se, at hun sad tilbage med en masse spørgsmål.

”Hvorfor har du aldrig fortalt mig det?!” var åbenbart det mest vigtigste spørgsmål af dem alle, og jeg sukkede bare.

”Fordi det er irrelevant. Jeg kender dem ikke engang. Jeg har ikke snakket med dem i tre år.”

”Det så da ud som om, at du kendte dem ret godt i går,” Amelia tog sine solbriller af og satte dem i sin pande, før hun igen begyndte at skovle saltkiks ind. ”Og dig og Niall var vidst rimelig glade for hinanden.”

Åh nej, here we go. Jeg havde helt sikkert gjort noget dumt, der fik mig til at ligne en idiot overfor Niall.

”Hvad mener du?” jeg var næsten for bange til at stille det spørgsmål.

”Vi så jer gå uden for og besluttede os for at se, hvad der foregik, og da vi kom ud stod i ret tæt,” hun sad med et smil på læberne, der kun gjorde mig utilpas.

”Og hvad skete der så?” jeg var næsten bange for at spørge, men jeg var nødt til at vide det.

”Så blev Niall og Trevor enige om, at det var bedst, at du kom hjem.”

På en måde var jeg lettet, og på en måde var jeg irriteret. Hvordan var de blevet enige om det? Hvorfor skulle Trevor overhovedet blande dig? Oh god, bare Niall ikke troede, at der var noget mellem Trevor og mig. Hvorfor var jeg overhovedet bekymret om det?

”Oh,” jeg gjorde alt, for ikke at lyde skuffet eller irriteret, men hele situationen med Trevor var mildest talt træls.

”Du kan ikke huske noget som helst, kan du?” nu var det Amelias tur til at fryde sig, mens jeg rystede på hovedet og måtte indrømme, at jeg var spejlblank.

 

Jeg kunne ikke blive enig med mig selv, om det var rart eller ej, at få at vide hvad der skete aftenen før. På en måde var det ikke så slemt, men på en anden måde var det også irriterende. At hænge ud med folk som Niall, Harry, Liam og Louis var ikke ligefrem noget, man bare gik hen og glemte dagen efter, så det var stort set, det eneste jeg tænkte på.

Amelia kørte mig hjem et par timer senere, og jeg kunne for alvor mærke, hvor træt jeg var i hele kroppen. Hver weekend lovede jeg mig selv, at jeg ikke ville drikke lige så meget næste weekend, og hver weekend brød jeg det løfte.

Da jeg kom hjem, sad min mor ved køkkenbordet på sin iPad. Jeg ville gå direkte ind på mit værelse, men blev afbrudt da min mor lagde iPad’en fra sig.

 ”En af Kates venner var her tidligere.”

Selvfølgelig kunne hun ikke nøjes med at sige hans navn.

”Niall?” spurgte jeg og var stoppet op i midten af køkkenet.

”Ja,” hun tog en slurk af sin kaffe, ”han ville høre, hvordan du havde det.”

Hvorfor var han taget hele vejen herhen for det?

”Han lagde sit nummer,” hun skubbede et stykke papir frem på bordet, og jeg samlede det hurtigt op.

Jeg vidste ikke helt hvad der foregik, hvorfor Niall havde været her, eller hvorfor han havde givet mig sit nummer, men jeg vidste, at den eneste der havde svar på alle de spørgsmål, var Niall selv, så jeg tog sedlen og gik hen på mit værelse.

 

Trangen til at ringe til Niall var større end muligheden for potentiel ydmygelse, så jeg tastede hans nummer ind på min mobil og ringede op.

”Hallo?”

Der gik noget tid før han svarede, men da hans stemme gav genlyd i mit øre, var jeg så tæt på, at lægge på igen.

”Hej Niall, det er Eliza,” sagde jeg med den mindste stemme, jeg nogensinde havde hørt mig selv bruge.

”Oh hej! Jeg var forbi tidligere, men din mor sagde, at du ikke var hjem,” han lød næsten overrasket over at høre fra mig, og det fik mig til, at føle mig lidt dum for at ringe – også selvom han helt frivilligt havde givet mig sit nummer.

”Ja, jeg er lige kommet hjem,” jeg var tæt på, at undskylde for ikke at være hjemme, men stoppede heldigvis mig selv i tide.

”Jeg ville egentligt bare høre, om du er okay. Du virkede ikke specielt glad for, at ham din ven skulle følge jeg dig, og jeg fik lidt dårlig samvittighed i morges over, at jeg bare efterlod dig sammen med ham.”

Whewwww, så havde jeg alligevel været lidt fornuftig i går. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg ville bestemt ikke have, at Niall troede jeg var vild med Trevor.

”… Generelt virkede du ret ked af det i går, så ja… jeg synes lige, at jeg ville ringe, og høre hvordan du havde det i dag.”

Jeg hadede virkelig, at være hende den triste i selskabet, men det havde jeg så åbenbart været i går. Jeg fik pludseligt et flashback, fra da vi sad ved bordet, og alle minderne om Kate blev bragt op, og jeg blev ligefrem irriteret helt på ny, selvom jeg ikke burde.

”Jeg har det fint. Jeg er lidt træt, og har lidt tømmermænd, men det er vel hvad man kan forvente,” jeg satte mig på min seng og stirrede på mine fødder.

”Har du travlt?” spurgte han pludseligt, og det fik mig til at kigge op fra mine fødder og hen på det spejl der hang på mit skab lige over for sengen.

”Ikke rigtig. Hvorfor?”

Det var løgn, jeg skulle lave lektier…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...