Væk

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 sep. 2015
  • Opdateret: 5 sep. 2015
  • Status: Færdig
Nathan er væk. Carolyn leder desperat efter ham. Carolyn falder langsomt fra hinanden. Nathan gør intet.

8Likes
5Kommentarer
447Visninger

2. Væk

 

   ”Nathan!”

   Mit hjerte pumpede. Mine håndflader var svedige.

   ”Nathan!”

   Jeg maste mig igennem den massive mur af mennesker. Det var, som om folk bevidst søgte ind foran mig og afskar mig vejen. Jeg knugede fast om mobiltelefonen i min hånd. Den var nær gledet ud mellem mine fingre, da jeg maste mig forbi et par, der ikke havde øje for andet end hinanden.

   ”Nathan!” Min stemme var hæs. Jeg væltede hen til en midaldrende mand, der sad udenfor ved et cafébord. ”Har du set ham her? Her omkring?” Jeg holdt min mobiltelefon, der viste et billede af Nathan, op foran ham. Manden rystede på hovedet, og jeg forsatte til de omkringsiddende mennesker. ”Har I set ham her?”

   Folk rystede på hovedet og så underligt på mig. Jeg var ligeglad. Jeg fortsatte, men for hver gang der blev rystet på hovedet, fik håbløsheden bedre og bedre fat i mig. Mit blik flakkede rundt mellem de travle mennesker, men der var intet spor af det brune hår og de brede skuldre. Intet.

   Gråden havde formet sig som en lille kugle, der pressede i halsen. Jeg forsøgte desperat at holde den nede, men da en travl kvinde hastede forbi og nær havde væltet mig omkuld, undslap et hulk mine læber. Jeg holdt en hånd op foran munden og begyndte at løbe. Som jeg løb, åbnede de mørke skyer sig, og det begyndte at dryppe ned på fortovet omkring mig. De små dråber slog sig sammen og blev til store, hårdtslående plask, der hamrede ned så langt øjet rakte. Jeg satte farten og op og var nær gledet i en gennemblødt avis, der var blevet efterladt på gaden.

   Vandet trængte ind gennem min tynde sommerjakke, og spidserne af mine sko blev mørke. Mon Nathan også var offer for skyernes efterladenskaber lige nu? Jeg stoppede op og så mig omkring, mens jeg hev efter vejret. En regndråbe trillede ned over min næse. Jeg lod den være.

   Rundt omkring mig blev paraplyer slået ud, og folk gik duknakkede rundt med jakken beskyttende omkring sig. Nathan ville ikke have gemt sig eller have søgt ly. Han ville stille sig ud i regnen, vende ansigtet mod himlen og snurre rundt, indtil han blev så rundtosset, at han måtte holde stramt om mig for at holde balancen. Jeg ville se ind i hans grå øjne, mens regndråberne ville dale ned og ramme os begge.

   En dråbe havde forvildet sig ned til mine læber, men den var ikke fersk. Da jeg holdt øjnene lukkede et stykke tid, maste flere tårer sig frem og tog turen ned ad mine kinder. En kvinde stod og stirrede på mig, da jeg igen så op. Jeg tørrede mine kinder og skyndte mig væk.

   Men jeg var for hurtig. Mine ene fod ramte den anden, og pludselig lå jeg på det våde fortov med en dunkende hovedpine. Jeg rakte op til min pande og så den røde væske glimte på mine fingre. Jeg bandede og kom forsigtigt på benene. En skraldespand måtte støtte mig, indtil alting ikke længere svømmede for mit blik. Derefter konstaterede jeg, at mit hoved kunne klare sig.

   Jeg søgte hen mod togstationen. Den lå en halv kilometer længere nede ad gaden. Jeg kunne ikke tage hjem. Lige nu var jeg ikke stærk nok til at håndtere råben og skrigen og lugten af sprut og uvasket tøj. I stedet måtte jeg udholde en konstant summen af folk på farten og den stærke lugt af urin og affald, da jeg lod mig glide ned ad en af de bare vægge på stationen.

   Jeg slugte et hulk eller to og trak benene ind til mig. Med armene foldet stramt omkring mig selv, lod jeg fortvivlelsen opsluge mig. Hvad var der sket? Hvorfor var Nathan ikke dukket op på caféen? Hvorfor vidste jeg ingenting?

   Mit ansigt fortrak sig, da endnu en strøm af tårer forlod mine øjenkroge. Jeg ledte i min lomme efter min mobiltelefon, men den var der ikke. Jeg havde tabt den.

   Jeg væltede af sted og var nær faldet endnu engang i min søgen efter mobilen. Jeg gik tilbage til caféen, hvor det var gået op for mig, at noget var galt, men den var ikke at se.

   Som jeg stod udenfor den lille café og kiggede fortabt ind, begyndte regnen at stilne af.

   Nathan dukkede altid op. Altid.

   Den blide lyd af vand, der klukkede, nåede mine ører. Under mig førte strømmen i åen småsten, blade og tilmed affald af sted. Jeg skrabede lidt med foden, så en kaskade af jord og grus faldt ned og blev opslugt af det kolde vand. Jeg havde haft det på præcis samme måde, da jeg havde indset, at Nathan ikke ville komme. En bølge af iskoldt vand havde skyllet ind over mit hjerte, så det havde gjort ondt.

   Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Mit hoved dunkede, og det var umuligt at tænke en eneste klar tanke. Jeg gemte mit ansigt i hænderne i forsøget på at gnubbe en fornuftig tanke frem, men jeg måtte tage hænderne til mig med et hyl, da jeg ramte såret i min pande. Det sved og gjorde ondt.

   Tårerne piblede frem igen. Frustration, udmattelse, sorg, bekymring. Det hele. Det blev bare for meget.

   Jeg vaklede ned ad den lille bakke, der førte helt ned til åen. Græsset var vådt, og jeg gled flere gange, så vandet trængte igennem min nederdel, og jeg fik brune pletter på knæene. Under broen var der tørt.

   Der gik et stød igennem mine arme, da jeg lod mig falde ned på den kolde, rå beton. Jeg krøb sammen og trak jakken og halstørklædet stramt sammen omkring mig. Så lukkede jeg øjnene og forsøgte at glemme. Glemme, at Nathan var væk. Glemme, at mit liv var et rod.

   Mit hoved snurrede, og mine tænder klaprede af kulde, fordi mit våde tøj begyndte at frarøve mig min egen kropsvarme. Men alligevel faldt jeg i søvn af udmattelse kort tid efter.

 

   Jeg vågnede, blot for at opdage, at hele min krop var gennemkold og fuldstændig forfrossen. Jeg rystede, og mine fingre var opsvulmede og stive. Da jeg med besvær kom på benene, skreg min nakke, rygsøjle og lænd, at jeg skulle blive liggende. Jeg var fuldstændig stiv i kroppen.

   Men efterhånden som jeg med slæbende skridt bevægede mig længere hen langs åen, begyndte min krop langsomt at tø op. Mine knæ gjorde ikke længere ondt, og efter kort tid begyndte jeg så småt at kunne mærke varmen i tæerne igen.

   Jeg kæmpede mig op til vejen igen, men måtte stoppe, da jeg lettere forpustet stod tæt ved den trafikkerede vej. Hvad var klokken? Hvor længe havde jeg sovet? Og vigtigst af alt - hvor var Nathan?

   Med lyden af bilhorn og dæk mod asfalt i ørerne, forsøgte jeg at tænke. Jeg forsøgte virkelig.

   Jeg havde mistet min mobil - min eneste måde at komme i kontakt med Nathan. Så det eneste jeg kunne gøre, var at lede efter ham. Jeg stod stille lidt og lod tanken bundfælde sig. Ja, jeg ville lede efter ham.

   Det var, som om de timers søvn, jeg havde fået, havde gjort gavn. Jeg var i stand til at tage en beslutning, og jeg følte ikke længere den samme trang til at græde.

   Jeg fandt et busstoppested. En stor flok mennesker steg både af og på den næste bus, og ingen lagde mærke til, at jeg trådte ind ad bagdøren uden at betale min billet. Skærmen i bussen fortalte mig, at klokken var halv seks om aftenen.

   Jeg steg af ved sportshallen i byen. Parkeringspladsen var fyldt med biler, og rundt omkring rendte små børn rundt i shorts og med en sportstaske i hånden.

   Jeg styrede uden om det alt sammen og havde kurs mod tennisbanerne, der befandt sig omme bag bygningen. Mit hjerte begyndte at slå hurtigere, da jeg tydeligt kunne høre en tennisbold ramme jorden lidt længere væk. Jeg småløb tilmed rundt om hjørnet i spænding, men blev slemt skuffet. Ganske rigtigt var der nogen, der spillede på en af banerne, men det var ikke Nathan.

   Jeg sukkede dybt og sank sammen, da adrenalinen forlod min krop. Nathan var tit at finde på tennisbanerne, og jeg havde sådan håbet, han tilfældigvis ville være der. Han spillede alle tider på døgnet. Jeg var selv taget med ham en dag klokken elleve om aftenen, hvor han var blevet udfordret af en ven. På trods af oktoberkulden, havde sveddråberne perlet ned ad hans pande, og han var gået hjem med jakken bundet om livet.

   Jeg huskede tydeligt, de blikke han havde sendt mig, mens han havde spillet. Han havde hele tiden set over mod mig, og hver gang havde en varm følelse bredt sig i min krop. Helt ud til fingerspidserne. Han havde ikke kunnet lade mig være.

   Mindet fik mig til at trække lidt på smilebåndet, og selvom jeg vidste, at chancen for, Nathan ville komme forbi for at spille tennis lige netop nu, var meget lille, blev jeg. Jeg ventede i et kvarter, en halv time, to timer. Men efter en halv time gik de to, der før havde spillet, og den eneste bevægelse, der havde været siden, havde været vindens rusken i trætoppene.

   Mit mod sank for hvert skridt jeg tog væk fra banerne. Hvis ikke han spillede tennis i dag, hvad lavede han så? Jeg brød min hjerne for et svar. Hvad ville Nathan bruge aften på?

   Da jeg passerede en møntelefon, rodede jeg i mine lommer efter nogle småmønter. Heldigvis havde jeg nok til et par minutter. Med let rystende fingre tastede jeg Nathans nummer. Det nummer, jeg havde lært udenad, og som jeg havde tastet så mange gange.

   Tonen i røret gjorde mig nervøs. Jeg trippede nervøst rundt på det lille areal, telefonledningen kunne nå.

   ”Nummeret, du ringer til, er ikke længere tilgængeligt.”

   Jeg stivnede. Ikke længere tilgængeligt? Hvad?

   Jeg ringede igen, men præcis det samme skete. Jeg kylede røret fra mig og bakkede væk fra mønttelefonen. Så begyndte jeg at løbe. Først vidste jeg ikke, hvor jeg var på vej hen, men efterhånden som omgivelserne begyndte at blive mere og mere bekendte, stod det klart, hvor mine ben førte mig hen.

   Nathans hus var ikke stort. En lille grå bygning mellem to større huse. Bare at se hans hus gjorde mig mere rolig. I det mindste var noget stadigvæk, som det plejede. Men inderst inde vidste jeg godt, da jeg gik hen mod hoveddøren, at han ikke var der. Lyset var slukket, og der var ingen bil i indkørslen. Udendørslamperne var altid tændt på den her tid af dagen.

   ”Kom nu, kom nu, kom nu …” bad jeg, da jeg havde ringet på ringeklokken. Det begyndte at svide i mine øjne, da jeg efter flere minutter var nødt til at indse, at han ikke var der.

   Det var blevet mørkt nu. Solen var gået ned, og jeg vidste, klokken var mange. Nathan skulle have været hjemme for længst.

Jeg var træt både fysisk og mentalt, men jeg kunne ikke give op. Det kunne jeg bare ikke. Hvis der var sket Nathan noget, og jeg intet havde gjort … Jeg ville ikke kunne tilgive mig selv.

   Så jeg fortsatte. Mine trætte fødder førte mig videre hen ad fortovet. Det var blevet så køligt, at jeg ikke længere kunne få varmen ved blot at gå. Jeg skuttede mig og trak konstant jakken tættere sammen omkring mig, mens jeg gik. Jeg gik og gik og gik. Hele tiden havde jeg et spinkelt håb om, at jeg ville støde direkte ind i Nathan, men det skete selvfølgelig aldrig. Under hele den lange vej hjem til hans forældre, mødte jeg ikke et eneste andet menneske.

   Til sidst slæbte jeg fødderne efter mig, og jeg blinkede konstant for ikke bare at lukke øjnene et kort øjeblik. Jeg var så udmattet, at jeg kunne være faldet i søvn op ad det stakit, jeg netop gik og støttede mig op ad. Et stakit, der virkede bekendt …

   Et skud af adrenalin blev udløst i min krop ved erkendelsen af, at jeg var nået frem. Og der var lys i vinduerne. Pludselig havde jeg ingen problemer med at komme fremad. Godt nok var jeg nær snublet over et af trappetrinene op til huset, men jeg følte, jeg havde genvundet en del af kontrollen over min krop, som udmattelsen havde taget fra mig.

   Da døren blev åbnet, bankede mit hjerte hårdt i mit bryst. Men det var ikke Nathan.

   ”Hej?” lød det spørgende fra den spinkle kvinde, der stod i døren. Jeg genkendte hende ikke. Hun kneb de funklende øjne let sammen. ”Jeg tror ikke … Hvem er du?” Hun smilede undskyldende.

   Jeg forsøgte at samle luft til et svar. Det var, som om min mund og hjerne ikke rigtigt ville arbejde sammen.

   ”Jeg … det … Nathan?”

   ”Nathan?” Kvinden åbnede munden for at sige noget mere, da en skikkelse dukkede op bag hende. Hun vendte sig.

   Mine knæ havde nær givet efter i lettelse. Varmen kom tilbage i min krop, og jeg trådte instinktivt et skridt frem. ”Nathan … ” Udåndede jeg.

   Han så ud, som han altid havde gjort. Det tykke, brune hår var som altid utæmmeligt, og styrken og mandligheden emmede fra ham. Jeg kunne dufte hans parfume og lukkede øjnene for at nyde hans tilstedeværelse.

   Men da jeg åbnede dem igen, gik det hele i stykker.

   Nathan genkendte mig, og væmmelse blev pludselig tydelig i hans blik. Han trak kvinden om bag sig og kom helt hen i døren til mig. Han var vred.

   ”Nathan, j-jeg har ledt efter dig hele dagen! J-jeg har gået hele dagen! Jeg forstod ikke … ”

   ”Hvad fanden er det, du ikke forstår?” Hans blik var så hårdt. Han var så oprevet. ”Hvad fanden forstår du ikke, når jeg siger til dig, at du skal forsvinde fra mit fucking liv?”

   Tårerne trillede ned ad mine kinder. ”J-jeg forstår i-ikke … ”

   Han lænede sig fremad. Jeg mødte hans øjne. De grå øjne.

   Han hvæsede: ”Forsvind!

   Jeg hulkede.

   Så blev døren smækket så hårdt i hovedet af mig, at mit hår bevægede sig i vinden. Så hårdt, at det var, som om alt, han nogensinde havde følt for mig bare var væk.

 

   Deres første møde havde været mindeværdigt - i det mindste for én af dem. Hun havde gået i sine egne tanker. Han havde danset rundt i regnen med armene bredt ud til begge sider. Ved siden af havde kæresten stået og grinet af ham.

   Han havde mistet balancen. Hun havde stået nærmest. Han havde grebet hende om skuldrene, og de havde set ind i hinandens øjne. Hun havde stået måbende. Han havde hurtigt undskyldt og havde skyndt sig hen til den anden kvinde.

   Han havde set hende igen dagen efter. På caféen. Han tog derhen hver dag, når han fik fri fra arbejde. Hun vidste det, og hun udnyttede det. Han så hende tit, men hun så ham oftere. Hun blev god til at gemme sig - blev god til at falde i med mængden.

   Så så han hende under en tenniskamp en aften. Pludselig havde hun stået i skovbrynet. Han havde set meget på hende - ville sikre sig, det var den samme pige.

   Hun havde frydet sig. Han havde været så optaget af hende.

   Han brød sig ikke om det. Han følte, hun fulgte ham. Det blev oftere og oftere. En dag tog han hende i at stå på den anden side af vejen og stirre over på hans hus. Hver gang han så hende, havde hun vovet sig tættere på. Da hun en aften var kommet så tæt på, at hun kun stod få meter fra huset, havde han konfronteret hende.

   Hun var blevet besat. Han havde ikke vidst det, men hun så ham hver dag. På caféen. Undtagen søndag. Søndag var han ikke på arbejde.

   Der var en grund til, at hun ikke valgte at lede efter ham som det første i hans eget hus. Sidst, hun havde vist sig der, havde han truet med at ringe efter politiet. Der var en grund til, at han havde skiftet sit telefonnummer. Der var en grund til, at han den dag havde været væk. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...