Mørkets bund

Mit bidrag til ensomhedskonkurrencen, om (sjovt nok) det at være ensom, og det der følger med.

2Likes
1Kommentarer
178Visninger

1. Mørkets bund

Indeni skreg hun. Et højt hjælpeløst skrig, men ingen så ud til at havde hørt det. Ingen lod til at tage sig notis af eksplosionen af tanker, som lige i dette øjeblik var blevet alt for meget for den stakkels pige. Hun så sig febrilsk om, ville så gerne have hjælp, men dem der så hende, så lige forbi eksplosionens røg. Hun forstod det ikke. Hvorfor så ingen hende? Hvorfor hørte ingen skrigene? En dreng sagde noget, og hun grinte halvhjertet – måske lidt for højt. Men han hørte intet. Hvorfor lyttede de dog ikke til glasskårene i hendes latter? Hvorfor hørte de ikke, hvor ondt det gjorde at grine? Hvorfor så de ikke, at hendes store smil var spændt ud med tristhedens tråde? At hendes latter var en grim forklædning, for den storm der rasede indeni. Hvorfor ikke?


Hun prøvede igen. Denne gang med tårer. Ikke at hun ville græde offentligt – det kunne hun ikke få sig til. I stedet strømmede forpinte, ældgamle tårer, der havde hobet sig op i årets løb, gennem vær krog af hendes slidte krop. Den lod intet være tørt og snart var hendes mørke hjerte blevet til en dyb mørk sø. En dyb mørk sø, hvor hun vidste, at hun snart ville drukne. Hendes tanker jagede hende derned. Ned mod mørket. Ned mod kulden. Mod tomheden. Hun havde været der før. Mange gange i løbet af dette år. Og hver gang var lige hård, ligeså forbandet håbløs. Det var som om, at hver gang hun tog et svømmetag op mod overfladen, blev hun altid standset. Enten af afskyggelige ord, der pressede hende mod bunden eller forvirrende klamme fangarme, hvis jerngreb hev hende med umenneskelig styrke mod afgrunden. Afgrunden, som var så helt ulidelig. Det var det mørkeste sted - et sted ingen glad sjæl nogensinde ville havne. Alligevel var hendes sjæl havnet der. Der var den spændt fast, i hårde kæder af dystre tanker og uanset hvor meget hun vred sig, skreg og græd ville kæderne ikke brydes. Uanset hvor meget hun hev og sled, forblev det eneste udfald opslidenhed. Træthed. Opgivenhed. Og hvor var det dog farligt for sjælen, for hvordan skulle en svag sjæl nogensinde slippe fri fra mørket igen?


Selv vidste hun, at hun snart ikke kunne klare mørket længere. At hendes hjerte snart ville gå i stykker. Det havde været igennem for meget alene, var blevet alt for slidt og ødelagt. Ligesom hendes øjne. De brændte og sukkede efter at græde, men hun havde holdt så meget gråd inde og havde grædt sit hele slidte hjerte til, at de brændende øjne ikke flere tårer kunne give. Selv hvis hun knep dem hårdt sammen, havde hun mestret skuespillets kunst for godt. Selv hendes egen krop formåede hun efterhånden at snyde.


Hun følte sig så ulykkelig. Så forkert. Så vred. En vrede på de andre, fordi de ingen hånd havde rakt, da hun faldt i den mørke sø og en vrede fordi, de aldrig havde behandlet hende som andet end et genfærd eller en robot. Et genfærd, som de knap nok så eller talte til. En robot, som de mente, var overfladisk og grinte metallisk - så hvorfor skulle de dog lære denne tingest at kende ordentligt? Der var jo ikke mere bag dens facade – ingen vilde talenter eller sjove jokes. Intet godt at komme efter. Hun så dem for sig og fnyste. Så gik hun med lette skridt forbi en stor klar sø, og hun stoppede op. Betragtede kort sig selv, og det gik op for hende, hvem hun var: Hendes egne tankers slaveinde, fanget på mørkets bund i uendeligheder. Med en skælvende hånd rakte hun ud mod søens kolde vand og holdt vejret indtil hun mærkede den glinsende overflade. Der lød et stille plask og begge hendes hænder forsvandt i det rolige vand. Nu var der ingen vej tilbage, og hun vidste, hvad hun skulle gøre. Hun hev.
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...