Jeg er ensomheden

Bidrag til konkurrencen om ensomhed - et oneshot.

3Likes
0Kommentarer
305Visninger
AA

1. Jeg er ensomheden

Mit liv har aldrig været interessant. Da jeg var i live, handlede det om at gå i skole, lave lektier og sove. Der var intet spændende ved det, og alting var blevet en rutine. Det ironiske er, at den aften jeg døde, havde jeg lige besluttet mig for, at alting var ved at blive bedre. Jeg var lige blevet student, og det virkede som om, at hele verdenen lå for mine fødder, og jeg var endelig mere end klar til at udforske mine muligheder og omgivelser.

Jeg har svært ved at forklare, hvorfor min tid i gymnasiet var så elendig. Jeg havde flere gode venner, en dejlig klasse og klarede mig godt i skolen, men alligevel var der et eller andet, som åd mig op indvendigt. En uforklarlig ensomhed der fik mig til at kigge blankt ud i luften i timerne. Noget der tog alt inspiration og motivation fra mig. Det var også derfor, det var så svært at snakke med nogen om mine følelser, for jeg var sikker på, at de ville kigge på mig, som om jeg var tosset. Jeg havde jo alt det en dreng på min alder kunne ønske sig, så hvorfor var jeg så ulykkelig og følte mig så ensom? Hvorfor følte jeg, at intet var godt nok, og at jeg ikke havde nogen at dele det med?

Jeg har altid været god til at skjule mine følelser, og den eneste der kunne se igennem mig var min bedste veninde Emilie. Folk syntes det var underligt, at en pige og en dreng kunne være så tætte som os, men vi havde haft et godt venskab lige siden vi begge startede i gymnasiet i samme klasse. Hun er en af dem, jeg savner allermest, men hun er også grunden til, at jeg føler mig så alene og ensom nu. Jeg havde troet, mit liv var ensomt før, men det var ingenting i forhold til det, jeg oplevede nu. Emilie havde vist mig, hvordan et ægte venskab fungerede, og hun havde vist mig, at man ikke behøvede at være alene med sine tanker – uanset hvor skøre de se end var, men nu havde jeg ikke engang hende, at dele min ensomhed med.

 

Jeg døde tirsdag aften d. 5. juli 1994. Det var ugen efter alle studenterfesterne var overstået, og jeg var ude at køre i min mors bil. Jeg havde lige været hjemme ved en af mine gode venner, hvor vi havde planlagt en del af den road trip, vi planlagde at tage på i efteråret. Jeg var spændt og følte endelig at mit liv kunne gå i gang. Den ensomhed der havde ædt mig op indefra, var langsomt ved at forsvinde, men jeg vidste også, at når jeg kom tilbage på mit værelse og lukkede døren, vil ensomheden igen langsomt sænke sig. Så længe jeg var alene, følte jeg mig også ensom, så derfor prøvede jeg så godt som muligt, at distrahere mig selv ved at være sammen med mine venner, men det var ikke altid løsningen.

Jeg kørte på en lille og tilsyneladende fredelig villavej, da en bil kommer slingrende kørende i modsatte retning. Jeg prøver desperat at sætte farten ned, men når det ikke, før det er for sent. Bilen er kørt over i min side af vejen, og vi støder frontalt sammen. Jeg var død på stedet.

Hvis jeg bare var død få meter længere fremme eller tilbage, så ville alt have været anderledes. Jeg døde foran den ældste villa på hele vejen, og der er en kraft i dette hus, som holder fast på mig. En kraft som nægter at give slip på mig og som forhindre mig i at komme over på den anden side. En kraft som gør, at jeg har levet de sidste 19 år i dette hus uden mulighed for at kontakte nogen eller træde uden for grunden.

Det er en skræmmende oplevelse, at kunne kigge på sin egen livløse krop. Det første jeg husker efter sammenstødet, er at jeg står på villaens græsplæne og kigger på min mors bil, som er helt sammenkrøllet. Der er flere ambulancer og politibiler, og flere af villavejens beboer er kommet ud fra deres hus for at se, hvad der sker. Det går lidt tid, før det går op for mig, hvad der egentligt foregår, men da langsomt får trukket min krop frem fra vraget, forstår jeg pludseligt.

Jeg bliver stående helt ind til alle ambulancerne er væk, og de ødelagte biler er blevet fjernet. Dengang i 1994 boede der en ældre dame i villaen, og hun læste avisen hver dag. Dagen derpå var ingen undtagelse, og ulykken var hovedoverskriften. Jeg læste, at jeg selv var død på stedet, og manden der havde kørt ind i mig lå i koma. Han havde været stærkt påvirker af alkohol. Få dage efter kunne man læse i avisen, at han var død af sine kvæstelser, men fordi han ikke døde ved sammenstødet, var han ikke fanget i huset ligesom jeg.

 

Dagene efter min død, prøvede jeg desperat på, at komme i kontakt med den ældre dame i huset. Jeg gik bag hende 24/7, prøvede at røre hende og på at flytte med tingene, men jeg kan intet. Jeg kan ikke snakke, jeg kan ikke skrige, jeg kan ikke røre ved noget. Jeg er ingenting. Jeg er ensomheden. Før var ensomhed en del af min identitet, men nu var jeg fanget i det.

 

Det værste ved at være fanget her, er at jeg ingen anelse har, om hvordan min familie eller venner tog det. Jeg har stadig været i stand til at tænke på dem, men ikke haft mulighed for at forklare dem hvad der skete, og at jeg rent faktisk er fanget her og har været det de sidste 19 år. Hvis mine forældre stadig lever, er de 65 og 62 år. Emilie er 37, og det ville jeg også selv have været den dag i dag. I stedet er jeg fanget i min 18-årige krop, med den t-shirt og de shorts jeg havde på den aften. Det eneste jeg har, er minderne om mit gamle liv, som desværre også langsomt bliver svagere og svagere.

 

Jeg ved, hvor svært det er at forestille sig, hvor ensomt mit liv er, for der er forhåbentligt ingen af jer, der nogensinde kommer til at opleve, denne form for ensomhed eller stilhed. Jeg har kun mig selv og mine tanker, og det jeg tænker mest på er, hvordan jeg kunne have brugt mine 18 år levende år mere fornuftigt, og hvordan min fremtid ville have set ud. Jeg tænker også på, hvad dem jeg plejede at kende laver, og hvor de er henne nu. Jeg håber min mor og far endelig fik købt det sommerhus, de altid snakkede om. Jeg håber Emilie har en mand og 3 børn, præcis ligesom hun altid har ønsket sig. Jeg ville ønske, at jeg kunne vide det med sikkerhed, men jeg håber, at de alle sammen lever deres liv fuldt ud, og at min død ikke satte en stopper fra deres drømme.

Jeg ved, at min mor nok savner mig mest. Som enebarn blev jeg forkælet hele tiden, og jeg vidste, at mine forældre længe havde prøvet at få børn, før jeg kom til verdenen. Jeg var helt bestemt et ønskebarn, så det faktum, at de ikke fik lov til at se deres eneste barn vokse op, var bestemt også noget der plagede mig inderligt.

 

Jeg er ved at blive sindssyg. Eller det passer nok ikke helt, det skete sikkert for lang tid siden, men jeg føler stadig, at det bliver værre dag for dag. Den værste periode er de perioder, hvor her ingen bor. Efter den ældre dame kom på plejehjem, flyttede der en anden ældre dame ind, som også senere flyttede på plejehjem. I en kort periode boede her en familie med tre børn, og det var bestemt den bedste tid. Jeg fandt kort glæde i, at se børnene løbe rundt og lege, og flere gange var jeg også sikker på, at de opfattede min tilstedeværelse, for de kiggede nogen gange direkte på mig.

Nu har der været stille i lang tid, og jeg gætter på, der ikke har boet nogen her i 6 måneder. Huset er helt tomt, og jeg vandre rastløs rundt i rummene uden noget til at underholde mig. Det eneste der er at lave, er at tænke eller kigge ud af vinduet på de fodgængere, som lever deres liv. Det gør mig mere bitter end glad, at se hvordan de smiler og har det godt. Alt det de har, burde jeg også have haft. Eller i det mindste have haft chancen for at få.

 

Jeg er stoppet med at fortryde og i stedet startet med at håbe. Håbe på at jeg en dag får lov til at få fred. Jeg håber på, at med freden forsvinder ensomheden og fortrydelsen, og det i stedet bliver erstattet med glæde. Glæde over endelig at være fri fra ensomheden. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...