Jeg gør det for dig

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 aug. 2015
  • Opdateret: 7 aug. 2015
  • Status: Færdig
Fordi du er den eneste, der nogensinde lyttede og forstod.

19Likes
13Kommentarer
597Visninger
AA

1. Jeg gør det for dig

Kære Adnan,

 

Den danske sommer er forunderlig. Jeg ville sådan ønske, du kunne være her til at se himlens nuancer skifte og folk gå fra at være iført shorts og sandaler til at knuge en jakke til sig i løbet af få minutter. Det er sjovt, hvor hurtige de er til at gribe enhver mulighed for at få sol, for her er slet ikke så varmt igen! I forhold til de 38 grader derhjemme synes jeg næsten, her er lettere køligt på alle tidspunkter af dagen – men jeg har nu heller ikke noget imod det. Faktisk er det en smule forfriskende, at hver dag ikke er det helt samme, og at man rent faktisk er nødt til at tjekke vejrudsigten for at vide, hvad man skal have på. Jeg fornemmede aldrig, hvor yderst opkvikkende det egentlig er aldrig at vide, hvad naturen bringer med sig af overraskelser, indtil jeg kom her, og jeg kan fortælle dig, det er skønt!

Jeg må indrømme, jeg stadig har lidt svært ved at tilvænne mig hele situationen. Jeg prøver rigtig meget at virke udadvendt og glad, og jeg tror også, det virker, men om det vil vare ved, er jeg til gengæld ikke helt sikker på. Personalet her på asylcentret har indtil videre været enormt venlige, og deres mad er slet ikke så slem, som man skulle tro, så det kan jeg ikke rigtig beklage mig over, men det hele virker nu stadig forkert på en besynderligt rigtig måde. Når folk spørger mig, om jeg er lettet over endelig at være sluppet fra krigszonen, ved jeg nemlig aldrig rigtig, hvad jeg skal svare, for selvom det da er en rigtig rar følelse, kommer jeg nok aldrig til at have det, som om jeg er 100% fri fra de mareridt, vi gennemlevede sammen.

Alle på centret har mulighed for at snakke med en psykolog i tilfælde af trauma, men jeg synes, det er lidt besværligt. Hun kan nemlig kun snakke meget lidt arabisk, så jeg er ofte nødt til at bede hende gentage sit spørgsmål, eller også er det mig, der skal sætte tempoet lidt ned, når jeg fortæller hende ting. Til trods for det er hun dog af en eller anden grund overbevist om, at jeg har PTSD (spørg mig ikke om, hvor hun fået det fra). Jeg kan da godt indrømme, jeg har haft lidt problemer med at fortælle hende alt, der er sket de sidste par måneder, men jeg synes nu stadig, hun overdriver med hensyn til min psykiske tilstand, nu hvor hun trods alt er så privilegeret. Hun er ikke klar over, hvor normalt det egentlig er at have det sådan her for folk som os.

Der er meget savn i min hverdag. Jeg ville ønske, nogen havde fortalt mig om, hvor ensomt det ville være at komme til et helt fremmed land uden at være i stand til at kommunikere med nogen. Heldigt nok bor jeg sammen med en rigtig sød pige på 16, som snakker samme modersprog, men så snart jeg forlader værelset … Det er sådan en mærkelig oplevelse, for selvom jeg er omringet af mennesker, har jeg aldrig følt mg så isoleret. Jeg har det ofte, som om jeg er et fisk i et akvarium, og de andre er besøgerne, som ivrigt banker på glasset for at få min opmærksomhed, trods de aldrig har noget at tilbyde mig.

Tja, i det mindste har vi da adgang til internet, så jeg kan kommunikere med mor og far og holde dem opdateret på, hvad der foregår.

Jeg har fortalt dem, at vi begge har det godt, fordi jeg ikke vil have, de skal bekymre sig, men en del af mig ved godt, det er forkert. De fortjener jo at vide sandheden, for det er dem, der har opdraget os; dem, der sendte os af sted. Intet har nogensinde betydet mere for dem end vores velvære – og det er måske derfor, jeg har holdt mig selv tilbage.

Det er ikke let for mig at sidde inde med det her, men samtidig kan jeg ikke få mig selv til at fortælle det til nogen. Så snart jeg forsøger, er det, som om min hals snører sig sammen, og der bliver slået tusinde knuder på min tunge, imens jeg kæmper for så meget som at holde mine tårer tilbage. Jeg er ikke vant til ikke at have nogen at dele min sorg med, for jeg plejede altid at kunne komme til dig, så nu … ja, nu ved jeg ærlig talt ikke, hvad jeg skal stille op.

Man siger, at alt, vi mennesker oplever i vores livstid, er med til at forme vores opførsel, men jeg forstod det aldrig helt indtil nu. Ikke før for et par dage siden begyndte jeg at lægge mærke til min generthed over for berøring, eller hvordan min værelseskammerat ikke kan holde loftventilatorer ud, fordi de minder hende om den helikopter, der fløj forbi, før bomben sprang. Ligeledes er det let at læse en historie i vores ydre – jeg fik for eksempel at vide, da jeg fik taget mine fingeraftryk, at de åbenbart er blevet slidt til utydelighed, og at det er noget, man sjældent ser i danskere, fordi de lever et liv, hvor de hellere vil dø af støvforgiftning end rydde op én dag om ugen.

Hvor er det dog pudsigt, at vi, trods vi er bygget så ens, alligevel adskiller os så drastisk.

For at være helt ærlig synes jeg, ting har set lidt sorte ud lige på det seneste. Jeg har tænkt rigtig meget over, hvordan livet egentlig fungerer, og jeg er kommet frem til, at det måske ikke er en helt så stor gave, som man ellers ville tro, når det er tæt på umuligt så meget som at føre en normal samtale med en fremmed. Folk på centret siger, at dansk er et af de sværeste sprog at lære i verden, og bare lyden af det får mig til at miste lidt af min kampgejst. For jeg har så småt givet op, og jeg skammer mig rigtig meget over det.

Min benzin plejede at komme i form af drømme og ambitioner, men jeg er langsomt ved at være overbevist om, at den energi blev frarøvet mig sammen med mit hjem. Hvis der er noget i livet, man absolut har brug for, så må det nok være stabilitet, for hvad er man egentlig uden den? I det psykologiske studie er der en debat om, hvorvidt gener eller omgangskreds spiller den største rolle i vores opdragelse, men hvad hvis man ikke bare har én omgangskreds? Hvad hvis man konstant er nødt til at vænne sig til nye omstændigheder og dermed aldrig får en fornemmelse af, hvad det vil sige at leve i tryghed?

Jeg er blevet slået ud af min pludselige interesse for filosofi, for hvis jeg skal være ærlig, er det intet andet end en romantisering af det dystre liv, vi lever. Ved at sætte nogle poetiske ord på en tragisk situation formår mennesker at stille den frem som noget smukt, når sandheden er, at døden aldrig har været den mindste smule positiv. Hverken krig, sult eller ulykke kan forvandles til kunst, medmindre man ikke selv er den, der prøver at løbe fra mareridtet.

Mor og far ville blive så utrolig skuffede, hvis de vidste, jeg gik rundt og tænkte på at give op på det hele. Så ville alt dette besvær nemlig være forgæves. Men det er ikke dem, der inspirerer min motivation, når jeg nikker uvidende til endnu en dansker, der prøver at kommunikere med mig på engelsk. På trods af at jeg gerne vil gøre dem stolte, tænker jeg tit over, at de måske aldrig ville finde ud af det, hvis jeg nu pludselig bare ikke var her længere. Hvis jeg nu bare skrev til dem, at jeg ikke havde tilladelse til at bruge sociale medier længere, ville det være enden, og de ville ikke stille spørgsmålstegn ved det, fordi de har ingen idé om, hvordan omstændighederne er i Danmark.

Du er den, jeg håber på at kunne ære ved at lære dansk og uddanne mig som læge, ligesom jeg altid har villet. Det var dig, jeg klyngede mig til, da jeg var et bange skravl, og det er dig, jeg henvender mig til, når jeg er i tvivl – ligesom nu. Du har altid været meget tydelig omkring din tiltro til mig, men det var ikke, før dit liv gik tabt i et forsøg på at holde på min uskyldighed, at jeg indså, hvor meget du var villig til at gøre for at se mig få succes.

Du kommer ikke til at være der den dag, jeg endelig kan kigge mig selv i spejlet igen og være stolt, men jeg synes alligevel, du skal vide, at en del af mit hjerte er reserveret til dig på alle tidspunkter. Min psykolog bad mig om at skrive dette brev, fordi hun tror, det vil hjælpe mig at læse det igennem på mine dårlige dage, og det håber jeg også, det vil. Måske vil det minde mig om, at jeg ikke prøver forgæves. Måske vil det minde mig om, at jeg gør det for dig.

 

Du er savnet,

Ranim

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...