One Direction - Sound Of Your Heart

Julliard er den verdensberømte talentskole beliggende i New York, men selvom det er en skole der rummer meget talent, betyder det ikke at den er dramafri. Der er kamp om pladserne, og der er intet der stopper folk fra at sladre om hinanden. Harry Styles og Lily Morgan virker som det perfekte match. Deres potentiale og ambitioner vil ingen ende tage, så da de falder i snak virker det som det mest naturlige i verdenen. Desværre er de begge konkurrence mennesker, og det venskab som de nu engang har vil blive svært at vedligeholde, specielt når der bliver blandet kærlighed, drama og had ind i det hele.

5Likes
3Kommentarer
301Visninger
AA

1. Prolog: introduktion

(nogle fakta om Julliard er opdigtet)

 

Jeg vil aldrig glemme den dag, jeg fik brevet fra Julliard om, at jeg var blevet optaget og skulle starte næste semester. Jeg havde aldrig før grædt af glæde, men tårerne pressede sig på, da jeg sprang i armene på min far, som aldrig har været så stolt af mig før. Den aften fejrede vi med god hjemmelavet mad, men det bestod mest af mig, der sagde: ‘jeg kan slet ikke forstå det!’ mens jeg knugede brevet ind til mig. Julliard er dyrt, og den eneste grund til, at jeg kan gå der, er pga. det legat jeg har fået, men selvom jeg har det, har jeg stadig skulle tage 3 sommerferie jobs, samtidig med at min insisterede på at betale en af del af det for mig. At starte på Julliard betød også, at jeg skulle flytte. Min far og jeg boede i en by noget langt væk fra New York og at finde en lejlighed i New York er ikke nemt når man har mit budget, men lige der var jeg ligeglad med det studielån, jeg var nødt til at tage, for jeg var helt sikker på, at jeg nok skulle blive til noget stort indenfor musikken, og det her var kun begyndelsen. 

 

At flytte til en ny by, hvor jeg ingen kendte og skulle starte på en verdensberømt skole, er nok noget af det mest skræmmende og spændende jeg nogensinde kommer til at gøre, og der var også flere gange, hvor jeg var ved at få kolde fødder, men nu stod jeg altså endelig i min egen lille lejlighed. Ganske vidst var den ikke særlig stor og udsigten var elendig, men det var min egen. Lejligheden lå lige ovenpå et pizzaria og ud til en trafikeret vej, så der var larm 24/7, men intet kunne få mig ned fra den sky, som jeg svævede rundt på. Det der skræmte mig allermest, var at skulle spille foran alle. Hvad hvis jeg ikke var god nok? Jeg havde lavet så meget research på Julliard og set adskillelige audition videoer og optræderne, og de var alle sammen super talentfulde. Jeg havde altid svært ved at tro på mig selv, men selv min dårlige selvtillid skulle ikke komme i vejen. 

Jeg havde lige snakket i telefon med min far, som var meget bekymret for, om jeg var kommet ordentligt på plads, og om jeg havde fået noget at spise. Jeg savnede ham allerede. 

Jeg besluttede mig for at gå tidligt i seng, men sov ikke før der var gået et par timer, da jeg var alt for spændt og havde alt for mange sommerfugle i maven. 

 

Da jeg vågnede næste morgen, var jeg virkelig træt. Jeg havde vågnet tusinde gange, fordi jeg ikke var van til al den larm. Jeg lavede hurtigt en kop kaffe og tog et koldt bad, så på nul komma fem følte jeg mig straks frisk. Mens jeg spiste morgenmad, sad jeg og stirrede på mine noder og min trompet. Jeg kunne ikke sidde stille med mine fødder og havde også lidt svært ved at få maden ned af bare spænding og nervøsitet. 

Jeg fik mig på magisk vis gjort klar og kom ud af døren. Julliard lå ikke langt fra min lejlighed, så jeg var hurtigt henne ved skolens store port. Bygningen var smuk og skræmmende i sig selv, og det første man ser når man går ind, er en smuk korridor med lysekroner. Det var ikke noget, jeg var van til, og jeg tror, at jeg har stirret lidt for meget, for flere elever kiggede på mig, som om jeg var underlig, og det var klart at se, at jeg var ny her. 

Jeg fandt hurtigt, det lokale jeg skulle være i, men fandt hurtigt ud af, at det ikke var et lokale, men snarere en scene. Det lignede det sted hvor auditions fandt sted, og jeg fik straks en klump i halsen. Der sad allerede en masse på stolene rundt omkring, og de fleste sad med deres instrumenter. Jeg gik ned og satte mig i midten, med min trompettaske på skødet og kiggede rundt. Jeg er sikker på, at jeg har lignet en fortabt hundehvalp, men herind virkede alting meget mere skræmmende end i mit hoved. Jeg kunne berolige mig selv med, at jeg langt fra var den eneste, som sad alene, men der var stadig nogen som sad og snakkede, som om de havde kendt hinanden for altid. Jeg kiggede på mit armbåndsur og tiden gik langsomt, men endelig trådte en ældre mand ud på scenen med en mikrofon i hånden. På det tidspunkt var salen 1/3 fyldt. 

“Hej og velkommen til de nye første års elever her på Julliards musiklinje. Mit navn er Richard Simmons, og jeg er en af de ledende instruktører her på skolen.” Hans stemme var dyb og bestemmende, og jeg fik hurtigt på fornemmelsen, at de fleste instruktører og lærere her på Julliard var strikte. 

“Julliard tilbyder et hårdt men lærerigt program, som i hvert instruments tilfælde er tilpasset jer. I dag skal i som sådan ikke lære noget nyt, da i dag er en dag som skal fejres. Et nyt skoleår begynder, hvilket betyder at nye talenter får lov til at blomstre, og det er noget, der især gør mig rigtig glad.” Han smilte, og jeg fornemmede, at de fleste elever smilte tilbage. Det gjorde jeg også selv og følte mig pludseligt tilpas. 

 

Jeg vil spare jer for de kedelige deltaljer, da Richard gav en lang velkomsttale, som både var lærerig men også trættende. Efter at have talt færdig, kom der folk ud fra de forskellige dele af musiklinjen og fortalte om deres arbejde og undervisningen. 

Selv var jeg blevet accepteret ind i skolens jazzband, og efter velkomsttalen skulle vi gå til det næste lokale der stod på vores skema, hvor vi ville blive introduceret mere til vores ‘linje’. 

 

Lokalet var lidt mindre, og der var stillet stole op samt et trommesæt, hvilket er en af de få instrumenter, man ikke rigtig kan slæbe med. Jeg tror, de fleste var bange for at sidde ned, og det endte med, at vi alle sammen bare stod og gloede, indtil lærererne trådte ind få minutter senere.

Der var 2 lærere som trådte ind. En var en middelaldrende mand med briller og en blå skjorte, den anden var en lidt yngre mand med blond hår og et stort smil på læberne. 

Den middelaldrende mand var den første til at stille sig foran os, mens han smilte. 

“I må gerne finde en stol og sætte jer ned,” sagde han højt med en dyb stemme og tog sin jakke af, som han lagde hen over den stol, han stod ved siden af. Smilet forsvandt hurtigt og blev erstatten af en udtryksløs mine.

“Velkommen til Julliard,” sagde han og klappede højt, så de fleste fik et chok. “Som i nok ved, har vi to jazzbands på skolen. Et a og et b band. Jeg vil ikke gå ind i detaljer, for i ved hvad det handler om. I får fra begyndelsen alle sammen de samme muligheder, men på Julliard har vi en høj standard. Fordi i ender på b holdet, betyder det ikke at i ikke kan komme på a holdet og omvendt.” 

Han kiggede længe på os, som om han forventede en reaktion eller bare et tegn på, at vi forstod hvad han sagde, men da han ikke fik det nikkede han bare selv. 

“Mit navn er Chris, og jeg er lærer for a-holdet,” han kiggede over på den blonde mand, som så meget nervøs ud, men endelig åbnede han munden, “og jeg er Adam, og jeg er lærer for b-holdet.” 

“Det første vi skal gøre, er selvfølgelig at finde ud af hvor i skal placeres. Det sker på den måde, at i hver især får nogle noder til i morgen, som i skal gå hjem at øve på, og i morgen hører vi jer så spille alene og derefter sammen.” 

Han stod igen og ventede på en reaktion, men endnu en gang sad vi alle bare og gloede som skræmte mus. 

“Fint. Det var det for i dag,” han tog nogle ark frem fra sin taske og lagde dem flat i sin hånd, ”tag et node sæt før i går, og så ses vi i morgen.” 

 

Efter at være trådt ud af lokalet, prøvede jeg at regne ud, om det havde skræmt mig mere eller mindre at være her i dag, men det eneste jeg kunne tænke på, var noderne i min hånd. Jeg gik i mine egne tanker med min taske i hånden og ville finde en af de mange øvelokaler, der var stillet til rådighed for eleverne. De lå alle sammen på den samme gang, og de fleste af dem havde et skilt hvorpå der stod optaget, men for enden var der heldigvis et ledigt lokale. Eller der stod i hvert fald det var ledigt, men da jeg åbnede døren stod der to drenge og snakkede sammen, men det hørte hurtigt op, da de fik øje på mig. 

“Undskyld, jeg troede, her var ledigt,” sagde jeg med en lille stemme, som jeg aldrig har oplevet mig selv bruge før.”

Den ene dreng havde brunt krøllet hår, og hans ansigt lyste op i et smil. Jeg skulle til at vende mig om for at gå, da han trådte et skridt tættere på mig, “du må da gerne blive, så kan vi øve sammen.” 

Jeg prøvede desperat på at huske, om jeg havde set ham sammen med resten af eleverne i jazzbandet, men der skete intet. 

“Ehm…” jeg ved ikke hvorfor, at jeg tøvede. Jeg havde brug for at finde venner her, ellers vidste jeg, at jeg ville blive sindssyg, “okay,” sagde jeg og endte med at smile tilbage til ham. 

“Vi ses i morgen Niall,” sagde han og klappede den anden dreng på skulderen, som gav ham et smil og nikkede, inden han samlede sin taske op og gik direkte forbi mig.

Jeg gik ind i lokalet og lukkede døren efter mig. Det var ikke et specielt stort lokale, men der var da plads til at trommesæt i midten og en stol ved siden af. 

“Hvilket instrument gemmer du i den taske?” spurgte han og lagde hovedet lidt på skrå. 

“Trompet,” sagde jeg og holdte tasken lidt op. Først der fik jeg øje på trommestikkerne i hans hænder. “Og jeg gætter på, at du spiller trommer?” 

“Godt gættet,” sagde han og lagde trommestikkerne fra sig på stolen, for derefter at række mig sin hånd. “Mit navn er Harry,” sagde han og smilte utroligt nok stadigvæk. 

“Lily,” sagde jeg og tog imod hans hånd. Pludseligt følte jeg mig slet ikke nervøs længere.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...