One Direction - Sound Of Your Heart

Julliard er den verdensberømte talentskole beliggende i New York, men selvom det er en skole der rummer meget talent, betyder det ikke at den er dramafri. Der er kamp om pladserne, og der er intet der stopper folk fra at sladre om hinanden. Harry Styles og Lily Morgan virker som det perfekte match. Deres potentiale og ambitioner vil ingen ende tage, så da de falder i snak virker det som det mest naturlige i verdenen. Desværre er de begge konkurrence mennesker, og det venskab som de nu engang har vil blive svært at vedligeholde, specielt når der bliver blandet kærlighed, drama og had ind i det hele.

5Likes
3Kommentarer
286Visninger
AA

2. Kapitel 1: udtagelsen

Eftermiddagen i går havde jeg brugt på at øve, og det meste af tiden var Harry der også. Jeg havde hørt på ham spille trommer, og han havde lyttet til min trompet. Vi havde givet hinanden konstruktiv kritik, men jeg havde stadig en mavefornemmelse, som fortalte mig, at jeg ville ende på b-holdet. Harry virkede god nok til at lande på a-holdet, men jeg havde jo ikke hørt den anden trommeslager, så det var svært at sige. Udover at være virkelig talentfuld, så var han også rigtig venlig. Vi havde ærlig talt ikke snakket så meget sammen, men jeg håbede stadig, at jeg havde fundet min første ven her på Julliard. 

 

Næste morgen gjorde jeg mig hurtigt klar og gik hen i mod skolen. Jeg havde skrevet lidt frem og tilbage med min far, og det virkede som om, at han savnede mig lige så meget, som jeg savnede ham. Jeg var enebarn, så lige nu var det bare ham og vores lille terrier hjemme i det store hus. 

Jeg gik med høretelefoner i ørerne og var helt i mine egne tanker, da jeg snublede over mine egne fødder og endte direkte i en vandpyt. Jeg nåede at tage fra med hænderne, men det betød også at min taske med min trompet i blev helt gennemblødt. Min knæ var våde, og min trøje havde heller ikke helt undsluppet vandet. 

“Fuck,” hviskede jeg til mig selv og prøvede at komme på benene. Jeg kunne mærke, at folk stirrede, men fokuserede kun på at tjekke til min trompet, som heldigvis var uskadt. Desværre var jeg helt gennemblødt og stod i flere sekunder og debatterede med mig selv, om jeg skulle løbe hjem og skifte tøj eller tage til time. Jeg opdagede hurtigt, at jeg ikke havde tid til at tage hjem og oveni købet ville komme for sent til time. 

Jeg småluntede til time, og nu var jeg ikke kun våd af vandet fra vandpynten, men svedte også. Jeg sukkede og bandede af alting inde i mit hoved, da jeg åbnede døren til lokalet og alle rettede deres blikke mod mig. Chris og Adam vendte sig begge om og kiggede på mig, som om jeg lige havde sagt alverdens bandeord højt, og jeg turde næsten ikke kigge dem i øjnene. 

“Godt du kunne komme,” sagde Chris uden et hint af udtryk i hans ansigt, “sæt dig ned,” sagde han derefter og vendte sig om i mod klassen igen. 

Jeg skyndte mig, at sætte mig på den eneste ledige stol, ved siden af en pige med langt lyst hår og med en trompet i hånden. Hun kiggede kort på mig med et irriteret blik, mens jeg lynede min taske op og selv hev min trompet frem, hun så mig nok ikke som andet end én konkurrent. 

“Som jeg var ved at sige, før jeg blev afbrudt, så skal vi igang med at høre jer spille hver især. Dette tager selvfølgelig noget tid, og i er velkommen til at lave noget andet mens vi hører de andre, men jeg vil foreslå, at i lytter med til den konstruktive kritik der bliver givet,” jeg følte at Chris kiggede direkte på mig, mens han talte, men det var sikkert bare indbildning. 

“Hvorfor starter vi ikke med hende, der kom for sent?” sagde han og sendte mig ikke så meget som et lille smil. Det var nok det sidste jeg var klar på. 

Da jeg ikke svarede hævede han et øjenbryn og tog et skridt fremad, “så?” sagde han afventende, og jeg havde slet ikke opfattet, at jeg skulle svare ham eller reagere. “Ja, jeg er klar,” sagde jeg og rømmede mig kort. 

“Super, vær sød og sæt dig på stolen i midten af lokalet.”

Jeg havde troet, jeg bare kunne blive siddende. Som den første var jeg sikker på, at alle ville lytte med, men på den anden side så var der heller ingen at sammenligne mig med. 

Jeg rejste mig langsomt op og følte hvordan min t-shirt klæbede sig til min krop. Jeg har aldrig været så utilpas før. 

Jeg satte mig på stolen, som heldigvis var med rykken til de andre elever men tættere på Chris og Adam. Da jeg fik sat mig, var det ligesom om, at Chris først opdagede, at jeg var helt gennemblødt. 

“Jeg synes ikke, det regnede i morges. Hvordan er du blevet så våd?” spurgte han med et skeptisk blik, mens jeg hørte nogen fnise i baggrunden. 

“Jeg faldt…” sagde jeg lavt og holdte trompeten op foran mig. Chris opfattede, at det var enden på historien og nikkede. Der var et nodestativ foran mig med nodearket på, og jeg stirrede blankt på det, som om jeg pludseligt ikke kunne læse noder. 

“Du går bare i gang, når du er klar.” Chris satte sig ned på en stol, og kort efter gjorde Adam det samme. Jeg nikkede og stirrede stadig på nodearket. Jeg tog en dyb indånding og prøvede ihærdigt at overbevise mig selv om, at jeg sagtens kunne. 

Mine tanker vandrede tilbage på dagen før, hvor Harry havde siddet overfor mig og stirret intenst på mig, mens jeg spillede. Hvis jeg kunne holde ud, at en så tiltrækkende dreng som Harry stirrede på mig, kunne jeg vel også holde ud at to lærere gjorde det samme. Og som Chris havde sagt: selvom man endte på b-holdet, betød det ikke, at man ikke kunne flytte. 

Uden at tænke over det, havde jeg sat trompeten for munden og var begyndt at spille. Mine øjne gled hen over nodearket, indtil jeg indså, at jeg kunne sangen uden ad, og derefter kiggede jeg op på Chris. Hvis jeg ikke tog meget fejl, virkede han tilfreds, efter at jeg var færdig. 

Jeg lignede altid en idiot efter at have spillet trompet, men det stoppede mig ikke fra at kigge direkte på Chris. Jeg kiggede også få gange på Adam, men det virkede som om Chris havde mere at skulle have sagt, og han var jo også lærer for a-holdet. 

“Meget fint Ms. Morgan,” jeg havde egentligt ikke regnet med, at han kunne mit navn, men på en eller anden måde fyldte det mig med glæde. “Hvad synes du, Adam?” Chris kiggede over på Adam, som stirrede på mig.
“Din teknik trænger til lidt finpudsning,” Adam sad med en notesbog og skrev få ting ned, mens jeg bare nikkede. 

“Jeg er enig,” Chris foldede sine hænder og kiggede nu også på mig, “soloen burde have været lidt skarpere, men det er tydeligt, at du har øvet dig på din lektie, og det er selvfølgelig altid noget vi værdsætter,” for første gang smilte han rent faktisk til mig, “du må gerne sætte dig tilbage på din plads.”

Jeg havde egentligt forventet lidt mere feedback, men jeg var glad nok, for det jeg havde fået at vide. Ind til videre i hvert fald, for hvis alle de andre kun fik ros, så var jeg jo ikke god nok.

 

Efter jeg havde været på valgte de pigen, som havde sat ved siden af mig, og derefter forsatte de med de andre, som også spillede trompet. Heldigvis fik de fleste både positiv og negativ kritik, og dermed var det svært at vide, hvem der ville komme på hvilket hold.

Endelig blev det Harrys tur, og af en eller anden grund blev jeg ligefrem nervøs på hans vegne. Jeg sad helt anspændt, mens han spillede. Der var kun en trommeslager i hvert jazzband, så der var kun en anden at sammenligne ham med, og jeg synes ærlig talt han gjorde et bedre arbejde end den anden. Han virkede mere selvsikker. 

Efter han var færdig fik han ligesom alle os andre både negativ og positiv kommentarer. Han kiggede kort på mig, mens han gik tilbage til sin plads og sendte mig et smil. Jeg sad og var ved at blive rigtig nervøs for opdelingen, så det smil hjalp en del. 

 

Der var gået flere timer, og vi havde endelig hørt alle spille hver især. Vi fik en pause på to timer, hvor vi enten kunne gå hen og øve os mere eller lave noget andet. Jeg havde egentligt bestemt mig for at tage hjem og øve, da Harry kom gående hen imod mig med sine trommestikker i hænderne.

“Hej,” hvis det ikke var for hans smil, ville den hilsen have virket ret akavet, men han gjorde det nærmest helt charmerende.

“Hej,” sagde jeg tilbage og var igang med at pakke min trompet ned. 

“Mine venner har lige spurgt, om jeg vil med ned i kantinen og få noget mad - vil du med?” 

Jeg prøvede at regne ud, hvorfor han overhovedet spurgte mig, når han allerede havde venner som gik på skolen, hvilket forresten virkede utroligt usædvanligt. 

“Jeg havde egentligt planlagt, at tage hjem..” fik jeg sagt og fortrød det ret hurtigt. Hvorfor sagde jeg ikke bare ja? 

“Bor du tæt på skolen?” spurgte han og virkede overrasket, da jeg nikkede bestemt. “Vil du også hellere hjem, hvis jeg tilbyder at betale for maden?” 

Han smilte igen, og det smil var altså utroligt svært at sige nej til. Jeg fik hurtigt et indtryk af, at Harry var van til at kunne charmere sig ind på pigerne og få sin vilje. “Du behøver ikke betale for mig, jeg skal nok tage med helt frivilligt,” sagde jeg og grinte kort. Det lignede slet ikke mig at blive helt forfjamsket af en drengs smil, men det var godt nok svært at modstå. 

 

 

Kantinen var enorm, og der sad allerede flere hundrede hernede. Alligevel fik Harry hurtigt øje på sine venner, som begyndte at vinke da de fik øje på ham. “Kom,” sagde han og kiggede hurtigt på mig, for derefter at begynde gå hen imod det bord, de sad ved. 

Jeg fulgte lydigt med og satte mig ned ved siden af Harry da vi kom hen til bordet. 

“Niall og Luke, det her Lily,” han pegede kort på mig, og begge drenge mumlede et eller andet, men det var svært at forstå, da de havde mad i munden. 

“Niall mødte du vel egentligt også i går,” forsatte Harry og kiggede på mig. Jeg nikkede. Han havde gået lige forbi mig, som om jeg var luft, men nu kiggede han på mig og smilte. 

Niall havde helt lyst hår og klare blå øjne, mens Luke havde mørkeblond hår og grønne øjne. Han havde også smilet kort til mig, men var derefter vendt tilbage til sin yderst spændende mad. 

“Hvad er dit talent så?” spurgte Niall, da han endelig havde tygget af munden. 

“Trompet. Hvad med dig?”spurgte jeg og prøvede selv at regne ud hvilket instrument han egentligt hørte til, men nåede ikke at tænke meget, før han gav mig svaret.

“Guitar,” svarede han prompte og forsatte med at skovle mad ind. 

“Vi har faktisk et lille band med to andre drenge, men de går på en anden musikskole her i New York,” Harry sad og prøvede at stjæle mad fra Lukes tallerken, men han blev ved med at slå hans hånd væk sende ham grimasser, mens han blev ved at sige, at han skulle købe hans egen mad.

Jeg synes egentligt, det lød meget spændende og skulle til at spørge mere ind til det, da Harry rejste sig brat op. “Vil du med op og finde noget mad?” 

Jeg rejste mig op og nikkede, og Harry kom hurtigt væk fra bordet vi sad ved og op til kantinen, hvor han hurtigt fik øje på et stykke kage, som han bare SKULLE have. 

 

De to timer gik ret hurtigt, og selvom Niall og Luke blev nødt til at gå lidt efter, at de havde spist, så sad jeg egentlig og hyggede mig med at snakke med Harry. Han fortalte mig lidt mere om det band han havde startet med Niall, Liam og Louis. Det lød ikke på ham, som om de havde særlig meget tid til at se hinanden længere, men det virkede heller ikke som om, at det var en drøm de havde givet op på. 

Efter vi havde snakket i to timer, var det tid til at vende tilbage til klasselokalet, hvor vi hver især ville få at vide, hvilket hold vi var kommet på. Jeg kunne mærke på Harry, at han var lige så nervøs, som jeg var. 

Da vi kom ind i lokalet, satte jeg mig på den plads jeg havde sat på før, og Harry satte sig ved siden af mig, hvilket så ud til at irritere pigen som sad der før - om det var fordi det var hendes plads, eller fordi den pæneste dreng i klassen sad ved siden af mig, må guderne vide. 

“Velkommen tilbage,” sagde Chris, da ham og Adam trådte ind i lokalet. “Ja, vi vil ikke trække pinen længere ud, så jeg vil læse dem op som kommer på a-holdet. Jer der ikke bliver nævnt, er naturligvis på b-holdet. Husk, at dette ikke betyder, at i ikke kan skifte hold på noget tidspunkt - det kommer selvfølgelig alt sammen an på jeres engagement og hvor meget i udvikler jer.” 

Jeg sukkede kort, og kunne mærke Harrys blik på mig. Vores øjne mødtes kort, og han gav mig et opmuntrende smil som jeg gengældte. 

Chris begyndte at råbe navnene og deres tilhørerne instrument op, og kort efter han var begyndt, hørte jeg ham sige: ‘på trommer: Harry Styles.’ Jeg kunne mærke, at det gav et kort sæt i Harry, som om han slet ikke havde set den komme, og derefter hørte jeg ham ånde lettet ud. Jeg kiggede på ham, og smilte for at sige tillykke. Han så ekstremt lettet ud. 

“På trompet har vi Sophia Anderson, Lily Morgan og Alex Easton.” 

Min reaktion var magen til Harry, og jeg mærkede hurtigt hvordan adrenalinen begyndte at køre rundt i min krop, og egentligt havde jeg allermest lyst til at skrige af glæde. Jeg kiggede igen på Harry, og vi havde begge to julelys i øjnene. Vi vidste alle, at a-holdet var dem der kvalificerede sig til flere koncerter og konkurrencer, så selvfølgelig var det drømmen at ende der. Nu skulle jeg bare sørge for at blive der. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...