Den dag Ensomheden døde

Ensomheden bor i hullet i Sofies mave. Ensomheden er blevet venner med Sofie, hvilket ikke er noget der er sket for Ensomheden mange gange før.
Sofie har givet Ensomheden lov til at flytte ind i hullet i sin mave, men på det sidste er hullet begyndt at blive mindre.

//Deltager i ensomheds konkurrencen//

5Likes
4Kommentarer
293Visninger
AA

1. Den dag Ensomheden døde

 

Ensomheden sad alene i hullet i Sofies mave.

Det var dens fødselsdag idag, men alle synes at have glemt det.

Ser du, Sofie havde fødselsdag på selv samme dag som Ensomheden.

Og når den slags sker, så vælger folk hvem de helst vil fejre. De vælger selvfølgelig den de synes bedst om, og der var ikke nogen der synes bedst om Ensomheden.

 

Ikke alle kendte Sofie, men alle kendte Ensomheden. Alligevel dukkede ingen op. Ensomheden havde ellers reklameret, med både kage, og Dj. Men det kunne vel være det samme, for bageren havde glemt Ensomhedens bestilling, og Dj'en fik et bedere tilbud.

 

Ensomheden var vant til at der ikke var nogen der kom, men de kunne da i det mindste have ringet, eller sendt et kort, eller måske bare have skrevet tillykke på Facebook.

 

Men det var der ingen der gjorde, for ingen kunne lide Ensomheden.

 

Ensomheden havde ellers prøvet alt hvad den kunne tænke på.

Den havde besøgt alle, der ville lade den komme ind. Og var blevet så længe den kunne, for hvis nu bare de lærte den at kende, så ville de måske blive venner?

Det var faktisk sket af og til, at der var nogen der begyndte at holde af Ensomheden. Men Ensomheden blev for meget, og der var altid nogen der synes den overtog deres liv.

 

Ser du, alle har brug for at tale med ensomheden af og til, bare ikke særligt længe af gangen. Når de har fået sagt det de skal, så smider de ensomheden ligeså langt væk de kan kaste, og vil ikke have noget med den at gøre, før næstegang de har brug for nogen  i mørket.

Ensomheden ville gerne hjælpe alle dem i mørket, for den vidste selv hvordan det føltes at sidde der, helt alene. For hver gang Ensomheden blev smidt væk, var det sådan den havde det.

 

Normalt generede det ikke Ensomheden at være alene, den var vant til det, for sådan havde det altid været. Men lige præcis idag, på dens fødselsdag, følte Ensomheden sig meget, meget ensom. 

 

Ser du, Ensomheden var faktisk blevet ret gode venner med Sofie. Hendes forældre var midt i en skilsmisse, og hun havde grædt ned i sin pude hver nat, i de sidste tre uger. Ensomheden havde været der for hende, og havde prøvet på at trøste hende, og hjælpe hende så godt som den nu kunne. 

 

I starten havde Sofie prøvet at komme af med Ensomheden, men den havde været stædig. Ensomheden var trofast kommet hver aften, når Sofie sad alene på sit værelse, hvis nu hun havde brug for at snakke. Det havde hun ikke i starten, eller det syntes hun ihvertfald ikke selv hun havde. Men aftenerne blev længere, og længere for Sofie, og til sidst gav hun slip. 

 

Sofie lod Ensomheden flytte ind i hullet i sin mave. Dette havde gjort Ensomheden meget glad, for det var sjældent den blev inviteret indenfor. I starten havde der været massere af plads, og Ensomheden boede godt, og talte med Sofie flere gange dagligt. Og det hele så lyst ud for Ensomheden.

Men da begges fødselsdage kom nærmere, begyndte tingene at ændre sig. Der var begyndt at gå længere tid mellem Ensomheden, og Sofies samtaler.

 

I starten havde Ensomheden tænkt at, hun nok bare var træt, eller havde travlt. Men lidt efter lidt, var hullet i Sofies mave begyndt at blive mindre. Ensomheden havde troet at det ville vokse når Sofie kom til dens fødselsdag, for det havde hun lovet.

 

Men Sofie kom ikke, og nu sad Ensomheden alene i det lille hul, der nu var tilbage i Sofies mave. Hullet ville snart være helt væk, og det ville Ensomheden også. Ensomheden havde nemlig besluttet, at den ikke længere gad prøve på at finde en ven. Denne gang ville den bare give op, der var en anden der måtte tage over, for nu magtede den det ærligtalt ikke mere. Så når hullet i Sofies mave forsvandt, så ville Ensomheden forevigt forsvinde. 

 

Alt dette var Sofie selvfølgelig ikke klar over, for hun havde haft for travlt til at tale med Ensomheden. Det havde alle. Ensomheden var ked af at den ville forsvinde, helt uden nogen lagde mærke til det. Men, tænkte den for sig selv, det er måske også det bedste. 

 

Og klokken 20.43 den aften, forsvandt hullet i Sofies mave, og Ensomheden døde. Den døde helt og aldeles alene, velvidende at ingen ville finde ud af det, og at ingen ville savne den.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...