Who's to blame

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 aug. 2015
  • Opdateret: 12 aug. 2015
  • Status: Igang
Hvad sker der når en ung journalist finder ud af at one direction gemmer en ung pige i deres hus?
Jenna groves er en ung, nyuddannet journalist som får til opgave at finde ud af mere om denne mystiske pige, som One Direction har holdt gemt i næsten 3 år, men da hun næsten har skrevet artiklen færdig, sker der noget uventet... Hun vågner op i et rum bundet til en seng.

8Likes
0Kommentarer
337Visninger
AA

1. Kapitel 1

"Prøv lige at høre her, hvis du ikke kan komme ind i huset og få et par billeder af pigen, kan du lige så godt droppe artiklen!" Sagde Lauren min chef.

Jeg fnøs frustreret, og trampede derefter ud ad døren og videre ned af gangen til elevatoren. Bag mig kunne jeg høre Lauren råbe at det ikke nyttede noget at være sur på hende, hun gjorde trods alt bare sit arbejde. Da jeg satte mig ind i bilen, satte jeg sædet tilbage, og 

åndede ud. 

Hvordan fanden vil hun have mig til at tage et 'par' billeder af den mystiske pige?! Det kan hun kraftedeme selv gøre! Jeg er sgu ikke en fimset fotograf, jeg er en uddannet journalist som forventer bare en LILLE smule respekt. Ughh det er så frustrerende! Hvordan vil hun overhovedet have, at jeg skal bære mig ad med at komme ind i deres hus? Banke på hoveddøren og spørge om jeg lige må tage et par billeder af. Den mystiske pige de har gemt i deres hus? HA det ville jeg sikkert ikke få så meget ud af, men altså jeg kan trods alt prøve... Ellers kan jeg jo bryde ind.

Jeg satte sædet op, tændte bilen og kørte hen til deres hus. Jeg sad et par sekunder i bilen inden jeg tog mig sammen, og gik op til deres dør hvor jeg bankede på. Jeg ventede i det der føltes som en evighed, da der endelig var en der åbnede døren. 

"Hvem er du, og hvad vil du?." Spurgte Zayn.

"Mit navn er Jenna Green og jeg er her angående den pige i.." Mere nåede jeg ikke at sige før han smækkede døren lige i mit ansigt.

Lidt fornærmet bankede jeg på igen, men denne gang var jeg forberedt, så da han åbnede døren og prøvede at lukke den, havde jeg sat min fod i klemme. 

"Okay Jenna, vi har altså ikke brug for flere nysgerrige journalister der kommerrendende i tide og utide angående den pi..." Jeg afbrød ham hurtigt.

"Lad os lige få en ting på det rene, jeg er ikke her af mon egen fri vilje, jeg er her KUN fordi jeg skriver en artikel om den pige i gemmer, men for at den kan komme i avisenskalden åbenbart have et billede af hende, ellers får jeg ikke penge for den hvilket jeg har brug fo rfor at kunne overleve, så undskyld hvis du syntes jeg kommer 'rendende i tide og utide', men vi er faktisk nogle der prøver at overleve her og som ikke får alt serveret på et sølvfad. Tror du ikke jeg hellere ville sidde og drikke en dry martini nu i stedet for at være her?" Sagde jeg og holdt en pause for at trække vejret.

Han smilede til mig, lidt overrasket, men ellers venligt.

"Det lyder som om du har brug for at slappe lidt af, kom inden for." Sagde han og gjorde plads så jeg kunne komme ind.

"Tak." Sagde jeg lidt overrasket.

Vi gik igennem en lille gang, og kom ind i et stort rum, der virkede som både en tv stue, et køkken og et kontor. Han trak en stol ud som jeg satte mig på med et bump. Han satte derefter en dry martini på bordet foran mig. Jeg åndede lettet op, da jeg kunne mærke den dulmende effekt af alkoholen i mine årer. Jeg syntes dog, at den smagte lidt mærkeligt.

"Nå, fortæl mig så lidt om dig selv, hvornår blev du uddannet, hvor gammel er dig hvor bor du?" Spurgte han.

"Okay, jeg blev uddannet for snart et år siden. Jeg er 19 år og jeg bor tyve minutters kørsel herfra i en lejlighed på 80 km2." Sagde jeg.

"Har du en kæreste?" Spurgte han.

Lidt forbavset tog jeg en slurk mere før jeg svarede ham. "Nej det har jeg ikke, jeg slog op med ham da jeg startede med at læse til journalist. Vi havde været kærester siden 9. Klasse, men han skulle til Irland og jeg havde ikke tænkt mig at bo der." Sagde jeg.

Han nikkede, og smilede tilfreds. Hvilket jeg ikke rigtig forstod, hvad havde han at være tilfreds over? 

Jeg begyndte at kunne mærke Sær summen i mine hænder og fødder, og før jeg vidste af det begyndte det at sortne for mine øjne, og i næste nu besvimede jeg.

Jeg vågnede lidt omtåget og lidt svimmel. Jeg prøvede at sætte mig op, men fandt ud af at mine arme og ben var bundet fast til sengen. Jeg vred i dem, men uanset hvor hårdt jeg prøvede kunne jeg ikke få dem op. Jeg råbte hjælp op til flere gange, men det gik op for mig at hvem end der kom ind af døren helt sikkert ikke ville hjælpe mig. Jeg hørte en stille hulken fra det ene hjørne. Jeg kiggede derover, og så en tynd skikkelse.

"Hallo, er du okay?" Spurgte jeg.

Skikkelsen kiggede på på mig, og jeg kunne se hendes tårer trille ned af hendes kinder. Hun gik hen imod mig, og bandt mig op. Hun satte sig på min seng, og kiggede nervøst op på mig.

"Hvad er der galt? Er det dem der har gjort det her imod dig?" Spurgte jeg bekymret.

Hun nikkede og hulkede. Jeg lagde armene om hende, og holdt hende ind til mig indtil hun stoppede med at hulke. Hun kiggede på mig, og nikkede.

"Jeg hedder Margo og jeg kom her for  2 1/2 år side. Jeg kom her fordi jeg lige som dig skrev en artikel om dem. Jeg blev inviteret indenfor, men istedet for st besvare mine spørgsmål, voldtog de mig. De kommer herned til mig når de er liderlige, eller bare har brug for at snakke med en eller anden der ikke har andet valg end at lytte. Det er meget forskelligt hvem der kommer, nogle af dem er mere voldige og kalder mig bitch, ludder osv. Andre som Harry giver mig kærlighed. Og får mig til at føle mig elsket." Sagde hun.

Jeg sad helt chokeret og lyttede til alt hvad hun havde at sige. Jeg tog hendes hænder, og kiggede hende dybt i øjnene.

"Margo, jeg hedder Jenna Green og jeg skal nok sørger for at vi begge kommer ud, de svin skal ikke holde os fanget meget længere." Sagde jeg bestemt.

"Du forstår ikke, det er ikke muligt at flygte, de har regler man skal overholde og hvis man ikke overholder dem, straffes det med sex!" Sagde hun mens tårerne formes i hendes øjne.

"Ikke når jeg er her, jeg lover dig at der ikke skal ske noget som helst ondt med dig så længe jeg er her i huset, de skal ikke lægge så meget som en eneste lille finger på dig!" Sagde jeg bestemt.

Hun nikkede taknemligt og pludselig gik døren op.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...