Øjnene 1: Hvis jeg skulle...

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 aug. 2015
  • Opdateret: 16 mar. 2017
  • Status: Igang
Mona blev kidnappet som 7-årig og havde været på børnehjem i et år. Efter det år var gået kommer der nogen og køber hende med sig hjem. Nu er hun 15 og har fået nok af skolen og familien fordi de behandler hende som skidt. Så nu er hun en død pige der fare hvileløst rundt fra dør til dør for at skræmme alle der har gjort hende fortræd fra vid og sans. Samtidig vil hun finde ud af om der faktisk var nogen af kammeraterne der godt kunne lide hende...

3Likes
3Kommentarer
1126Visninger
AA

11. Røde...røde øjne.

Jeg vågner med et sæt. Kigger mig rundt omkring. Hvis jeg var levende ville min vejrtrækning være så høj og hektisk at når jeg åndede ind ville jeg suge alt luften i dette rum ind i mig. Jeg prøver at berolige mig selv. Men. Den ting. Hvad var det jeg havde set?

Jeg rejser mig op fra sengen. Men falder tilbage i den. Jeg bliver nød til at berolige mig selv. Imens jeg ligger nede i sengen ser jeg pludselig noget. Og det undrer mig. Er rummet blevet lysere? Bare en smule? Jeg kigger rundt på værelset. Men det ser ikke ud som om der kommer noget lys nogen steder fra. Gardinerne er trukket for, lyset er slukket og døren... er lukket.

Denne gang løfter jeg mig helt op fra sengen og løber over til spejlet. Mit spejlbillede. Mit røde hår er ny-vasket og tørt og det krøller usandsynligt smukt ned over mine skuldre. Ellers ser alting ud som det skal. Jeg har stadig noget størknet blod i min pande men det går an. Jeg lægger ikke rigtig mærke til det. Desuden kan jeg snart gøre hvad jeg vil med min krop. (inklusiv mit blod. Det er jo mit.)

Da jeg tænker den tanke begynder jeg at smile. Indtil...

Nej. D...det kan ikke... passe.

Mine... mine øjne. Det er ikke meget men... Jeg kan se det. De små streger af... nej... hvorfor? De er...

Ha. He he. Ly. Var det ikke meningen at du skulle give mig et kæmpe chok eller sådan noget i den stil?

Han står bare og kigger på mig. Han kan helt sikkert ikke se smilet jeg har på. For det er gemt bag mit hår. Smilet. Hvornår kom det lige. Men det er jeg faktisk lidt ligeglad med nu. Alt jeg vil have er en forklaring imens jeg stikker ham med den kniv jeg har i baglommen. Den kniv jeg altid har haft på mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...