Øjnene 1: Hvis jeg skulle...

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 aug. 2015
  • Opdateret: 16 mar. 2017
  • Status: Igang
Mona blev kidnappet som 7-årig og havde været på børnehjem i et år. Efter det år var gået kommer der nogen og køber hende med sig hjem. Nu er hun 15 og har fået nok af skolen og familien fordi de behandler hende som skidt. Så nu er hun en død pige der fare hvileløst rundt fra dør til dør for at skræmme alle der har gjort hende fortræd fra vid og sans. Samtidig vil hun finde ud af om der faktisk var nogen af kammeraterne der godt kunne lide hende...

3Likes
3Kommentarer
1122Visninger
AA

15. Hvorfor?

Et gisp og et host senere (fordi jeg ikke kan trække vejret). Jeg bliver hevet ud af min drøm. Hvad sker der? Det klør så meget! Kan ikke stoppe. Mine øjne… argh! Jeg begynder at klø og jeg bliver bare ved. Mine øjne!

Mona. Du er tilbage. Stop det. Hver nu sød at stoppe.

Ly holder fast om mine håndled mens jeg kæmper på livet løs. "UD!" Tænker jeg. "Få dem ud af mit hoved! Krads dem ud, pres dem ud, ødelæg dem! Gør noget!"

Mona. Det er okay. Det er bare din fantasi... Du er i sikkerhed.

Jeg stopper. Ryster. Jeg har lyst til at græde selvom det ikke er muligt. Alligevel hulker jeg uden tårerne. Han lægger armene rundt om mig. Det er dejligt for en gangs skyld at føle... at give efter. Efter alt det som er sket. Jeg er død. Ramt af en bus. Ødelagt. Knust. Ikke bare udenpå men også indeni. Og endelig... endelig kan jeg tale med en der ved hvordan det er at være alene. Selvom jeg ikke har haft tid til det.

Ly

Shh. Jeg ved det allerede. Og jeg forstår dig så godt. Jeg har været alene i så lang tid. Og al den tid har jeg ventet... alene... på at en skønne dag der ville komme en som kunne forstå mig. Men tro mig når jeg siger: Jeg har aldrig ønsket at nogen skulle lide så meget som jeg eller du eller nogen anden der har lidt har gjort. Men... vi var kun mennesker. Nu kan vi gøre det rigtige og hjælpe dem som har brug for hjælp.

Jeg smiler til ham. Og det gør mig så ondt at høre det han har været igennem. Jeg lægger en hånd på hans kind og ager den. Jeg kan mærke at han nyder det.

Kom Mona. Jeg vil vise dig noget.

Jeg kigger undrende på ham. Han tager min hånd og fører mig ind i et andet rum. Inde i rummet hænger et stort maleri med en meget smuk anemone. Jeg kigger længe på den.

Du ser det måske ikke selv... men din aura... den skinder lige så meget. Lige så smukt blåt. Og derfor vil du altid være min... Anemona marina tentaculosa.

Han løftede min hage og førte hans læber ned til mine. Og jeg vidste... at det altid havde været... love at first sight.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...