Øjnene 1: Hvis jeg skulle...

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 aug. 2015
  • Opdateret: 16 mar. 2017
  • Status: Igang
Mona blev kidnappet som 7-årig og havde været på børnehjem i et år. Efter det år var gået kommer der nogen og køber hende med sig hjem. Nu er hun 15 og har fået nok af skolen og familien fordi de behandler hende som skidt. Hun løber væk fra skolen og det utænkelige sker...

3Likes
3Kommentarer
1140Visninger
AA

3. Hvad skal jeg gøre nu?

Jeg går hvileløst rundt et eller andet sted. Jeg tænker hvad jeg nu skal gøre? Og hvor er jeg egentlig? Jeg kan ikke finde vej. Der er alt for mørkt. Jeg kan intet se. Hvorfor er der så mørkt? Jeg ved at jeg er død. Men hvorfor mørke?! Det eneste andet jeg ved er at jeg bliver nødt til at gå videre. Ellers vil jeg aldrig nå mine mål og blive opslugt og glemt i mørket. Jeg bliver ved med at gå. Det er ikke trættende som det plejer at være når man går langt. Hvad er dette for et sted? Jeg kan høre mørket som en sulten mund der savler efter at få noget i munden. 

Jeg kan se lys. Jeg spærrer øjnene totalt op. Er det virkelig hvad jeg tror det er? Vejen ud til virkeligheden! Jeg begynder at løbe. Men lyset kommer ikke nærmere. Hvad sker der? Jeg kan høre nogen bag mig. Han råber. Jeg begynder at løbe hurtigere. Jeg er bange. Jeg råber:

Lad mig være! Jeg har ikke gjort noget galt. Hvad vil du mig?

Jeg begynder at skrige. Jeg falder. Jeg aner ikke hvordan at jeg kan falde når jeg intet har ramt. Jeg begynder at græde. Eller hvad man nu skal kalde det når man hulker men at der ikke kommer nogen tårer. Da hører jeg den her bløde og venlige stemme inden i mit hoved:

Mona. Tag det roligt. Jeg vil dig intet ondt. Jeg er kommet for at hjælpe dig.

Jeg er forvirret. Jeg forstår ikke hvad han vil? Eller hvorfor han løber efter mig som en sulten løve. Alligevel bliver jeg liggende og venter til han er helt henne hos mig. Imens jeg venter hører jeg mørket komme tættere og tættere på. Det lyder sultent. Sultent efter at sluge mig. Sultent efter at fortære mig og til sidst lade mig forsvinde helt. Ligesom at blive brændt blive til aske og derefter flyve væk og blive glemt. Jeg begynder at ryste. En brise kommer. Ikke en almindelig brise. For den tager fat i mit lange røde hår. Jeg lagde ikke mærke til det før men jeg kan mærke at mit hjerte ikke pumper blod ud i min krop. Og jeg behøver ikke noget ilt. Mine lunger bliver ikke større eller mindre. Jeg trækker ikke vejret. Jeg er følelsesløs. Bortset fra den her følelse af kulde og ubehag. Og så at jeg er bange. Og forvirret.

Mona du må ikke gå derind endnu. Du kan ikke komme til den virkelige verden endnu. Jeg ved at du vil have hævn. Hævn over dem som har gjort dig fortræd. Lad mig hjælpe dig først. Jeg ved hvordan det er. Men jeg ved også hvilke styrker der gør at du kan hævne dig. Hvilke kræfter du behøver.

Han rækker en hånd frem mod mig. Hans hår dækker for hans øjne. Jeg kigger skeptisk på ham. Han havde ikke åbnet munden for at tale til mig. Han behøvede ikke at åbne munden for at kunne tale med mig. Jeg er mistroisk men også nysgerrig. Hvordan gjorde han det. Jeg rejser mig op og spørger:

Hvad ved du om det? Og hvordan kan det værre at du kan tale til mig uden at åbne munden? Kan jeg stole på dig?

Han kigger op. Ser direkte ind i mine øjne. Jeg tror jeg kan se at hans øjne er røde. Og der er ild i dem! Flammer så blodrøde at det gør helt ondt at se på samtidig med at man bliver suget ind i dem. Jeg bliver så chokeret at jeg vælter og blinker. Men nu er hans øjne grønne. Helt og aldeles grønne med masser af grønne nuancer. Han rækker en hjælpende hånd frem. Jeg ved ikke hvorfor men jeg bliver helt rolig af at se på hans øjne. Jeg tager imod den.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...