Øjnene 1: Hvis jeg skulle...

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 aug. 2015
  • Opdateret: 16 mar. 2017
  • Status: Igang
Mona blev kidnappet som 7-årig og havde været på børnehjem i et år. Efter det år var gået kommer der nogen og køber hende med sig hjem. Nu er hun 15 og har fået nok af skolen og familien fordi de behandler hende som skidt. Hun løber væk fra skolen og det utænkelige sker...

3Likes
3Kommentarer
1140Visninger
AA

9. Daggry.

Jeg vågner med et sæt. Den drøm. Årh hvorfor? Hvorfor den samme drøm? Den samme sætning. 

God eller ond. Hvad vil du blive? Hvad vil du blive? God? Ond? Eller begge dele? Hvad...vil...du..blive?

Jeg kan mærke gåsehuden komme frem. Hvorfor er der også så koldt herinde? Vendt lidt... jeg kan mærke kulde! nej det er ikke den samme kulde. Og jeg har ikke gåsehud. Det føles bare sådan. Årh man. Jeg gnider mine øjne. Og åbner dem. Vent...er der ikke...noget anderledes...ved...værelset? Jeg kigger rundt. Et par grå gardiner hænger foran vinduet. En hylde med en række bøger er over skabet som sikkert er fyldt med tøj. Nej det ER fyldt med tøj. Jeg ved det. Fordi det er mit eget skab. Men hvad laver det her? Og... åh nej...jeg ved hvad der er anderledes ved rummet. Jeg kan se tingene som står herinde. Det er...

I det samme banker det tre gange på døren. Bank. Bank. Bank. Der er alt for meget mellemrum mellem de tre bank. Jeg bliver skrækslagen. Men jeg skal ud til Ly. Det er jo daggry. Men jeg er for bange. Jeg gemmer mig under dynen. Jeg kan høre døren gå op. Den giver en lang knirkende lyd fra sig. Et skridt. Et langtrukkent skridt. Og et til. Fem langtrukne skridt. Jeg kan mærke nogen gribe fat om dynen. Og den nogen trækker lynhurtigt dynen af mig. Jeg skriger. Jeg troede aldrig jeg ville kunne skrige så højt.

Bøh!

Og i det øjeblik vidste jeg at det var Ly. Han har et stort grin på. Og han griner.

Hahahaha. Du skulle have set dit ansigt. Ahahahaha. Jeg troede ikke jeg ville kunne forskrække dig med sådan en lille ting efter alt det du har været igennem. Men jeg tog vidst fejl.

Jeg kigger surt på ham. I det mindste er han holdt op med at grine. Men jeg kan se i hans øjne at han stadig griner inderst inde. Fordi flammerne i hans øjne hopper og danser.

Ha ha ha. Hvor er du bare sjov. (Men jeg kan faktisk godt se det sjove i det. Selvom jeg ikke vil indrømme det.)

Han kiggede på mig. Og hans smil blev mildere. Jeg tror han rent faktisk forstod. Ja jeg har været igennem en masse men jeg var skrækslagen hele tiden. Jeg smiler tilbage. Og jeg tror vidst det gav ham et chok for han hoppede og slog sit hoved mod loftet. Jeg holder begge hænder for munden for ikke at grine. Men jeg kan ikke holde det tilbage. Jeg begynder at grine helt vildt. Han kigger surt på mig imens han klør sig i baghovedet. Men efter lidt tid kan han heller ikke lade være med at grine. Det bliver vi ved med i et stykke tid indtil han endelig får taget sig sammen til at sige:

Nå men jeg kom egentlig herind for at vække dig fordi det er daggry. Men du var vidst vågen eller hvad?

Han smiler til mig og jeg nikker. Daggry. Hvad var det nu vi skulle der...? Han kigger bare på mig imens jeg prøver at finde ud af hvad det var vi skulle. Lige så stille kommer det tilbage... hvordan kunne jeg dog glemme det? Vi skal jo ud og træne!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...