Kathinka, Kathinka

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 aug. 2015
  • Opdateret: 5 aug. 2015
  • Status: Igang
Til model-konkurrencen, valgmulighed 2.

22Likes
10Kommentarer
864Visninger
AA

1. Kathinka, Kathinka

Somrene, vi tilbragte hos morfar, er blevet et støvet og forvirret minde om morgener med blødt sollys på bleg pigehud, hvide fødder i vådt græs og bølgende sommerkjoler i blid aftenbrise. Det er en søvnig erindring duftende af salt og døde pæoner og med havets rolige rytme som fjern underlægningsmusik.

Du forsvinder mere og mere ind i den søde, tågede masse, du bliver en fjern silhouet bag det lyserøde mindeslør. Gennem ældede fotografier kan jeg konstruere dig for mig, men kun som et fastfrosset smil, en spilledåselatter og to gule øjne, der skulle have set meget mere.

 

Bedst husker jeg duften af nyvaskede lagner og den kølige fornemmelse af vådt linned mod mine bare stikkelsbærben. Jeg kan genkalde mig det fugtige mos mellem mine tæer, den bagende sol mod issen og hvordan vi vred os af grin, da du for anden gang samme dag snublede over dine lange klodsede stænger, som over ferien syntes at være blevet strukket ud. Du var vokset otte og en halv centimeter og gået to skostørrelser op på ingen tid og denne pludselige vækst blev grundlaget for mange vittigheder sommeren 2012. Sidst i juli sagde Mads, at hvis dine fødder blev ved med at vokse på den måde, så ville han til jul forære dig to violinkasser, du kunne bruge som fodtøj. Da pandede du ham en så hårdt, at han fik en bule og måtte sidde med ærteposer mod tindingen resten af aftenen. Jeg tror aldrig, at jeg har leet så meget, som jeg gjorde den sommer.

Om dagen tog vi på stranden, hvor vi samlede smukke skaller og sten med huller i. Vi ønskede ved at puste igennem hullet og lavede dem så til kæder, som vi hang på værelserne. Du ville altid fortælle mig, hvad du ønskede, men jeg sagde, at det ikke ville gå i opfyldelse, hvis du delte det. Du sagde det alligevel. Du ønskede mange ting, nogle gange verdensfred og flere jordbær i bedene, andre gange ønskede du, at havets brandmænd skulle dø og at dine ben ville holde op med at vokse. Men for det meste ønskede du, at du ville leve et langt liv. 

Aftenen tilbragte vi på terrassen i solens æblegelé-skær. Vi så på lyset, der kastede sig gennem det tætte grønne løv og dryssede ud over haven i små plamager af guld. Sommetider spillede vi kort, andre gange sad vi bare og var stille.

 

I foråret var du fyldt seksten, men da vi en aften lå i halvmørket på “vores” værelse, fortalte du mig fra den øverste køje af, at jeg var din bedste ven, også selvom jeg var femten år gammel og din kusine. Jeg tror endda, at du mente det. Dengang sagde du mest ting, du mente.

Så fortalte du mig en hemmelighed. Det var noget stort og stærkt og vigtigt, som verden havde holdt skjult for dig hele dit liv. Hemmeligheden var, at du var smuk. Det havde du aldrig vidst. Det havde jeg sådan set heller ikke. Der var en dame, som havde stoppet dig på gaden og givet dig hendes kort. Nu skulle du så være model og jeg kunne høre, at du smilede. Det vendte sig i mig og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Jeg lå bare i den nederste køje og var glad for, at du ikke kunne se mig.

Det var den sommer, du fik så mange nye navne. Din far kaldte dig ikke længere Lille K, men Lange K, og Mads døbte dig Elsdyret. Din mor kaldte dig hovedsageligt unge dame. Nogle gange kaldte hun dig Kathinka Elise Nielsen, det var dog kun, når du sprang ned fra det gamle bøgetræ, som vi ikke måtte klatre for højt op i. Men jeg lander jo altid på benene! sagde du, og det var sandt. Du landede altid på benene.

Morfar lo og sagde, at du var en rigtig vovehals. Han gav dig navnet Fætter Langben, fordi du altid vandt i femhundrede og fordi du havde lange ben. Og også fordi han var stensikker på, at det var det, Anders Ands fætter hed.

Du fik flere navne. En dreng i isbutikken kaldte dig smukke og da du begyndte på gymnasiet kaldte de dig Kat. Derefter så jeg ikke meget til dig. Men du besøgte mig på min syttenårs-fødselsdag. Du lignede ikke rigtig dig selv. Dine tænder var meget, meget hvide og dit har var meget, meget lyst. Du var også meget, meget lille, jeg kunne nok have haft mine hænder rundt om dit liv, hvis jeg havde forsøgt. Du gik med sminke og havde malet dine øjenlåg sorte, så du fik katteøjne, som du sagde, det hed. Du viste mig din famøse “Kat-walk”, selvom jeg ikke havde bedt dig om det, og du snakkede meget begejstret om en fotograf, som du havde været i byen med i sidste uge. Da du gik var jeg ked af det, for jeg kunne ikke genkende dig, og jeg tror heller ikke, at du kunne genkende dig selv.

 

Samme efterår faldt du til en eller anden fest fra anden sal. Jeg besøgte dig på hospitalet, du så herrens ud, men i det mindste trak du vejret. Jeg spurgte, om det var et uheld, du så på mig med dine store gule øjne og svarede så, at du jo altid landede på benene.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...