Ensomhed

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 aug. 2015
  • Opdateret: 5 aug. 2015
  • Status: Færdig
Til konkurrencen: Skriv om ensomhed.

2Likes
0Kommentarer
149Visninger

1. Ensom

Det starter lige pludselig. Først ligger man ikke mærke til det, men som en slange kommer det krybende. I starten prøver man at skubbe det væk. ”Det forvinder snart,” siger man til sig selv. ”Jeg vil ikke have det sådan her altid.”

Så man prøver at ignoreret det, men følelsen er der. Hver gang man ser et billede af sine venner have det sjovt, blusser det op. Man skubber det væk. ”Du kan ikke være med til alting,” små græder man. ”Du er ikke ensom.”

Man begynder at føle sig tom. Man sidder i klassen med alle pigerne, og de snakke, og du prøver at snakke. Men det føles som om, du er ligegyldig. Du siger til dig selv: ”Du er bare træt. Det går over når du får sovet lidt.” Så du kæmper dig igennem dagen, og lader som om du har det godt, men det stopper ikke.

Følelsen forsætter, og nu begynder slangen at have godt fast. Men ikke godt nok, for du begynder at få de gode dag. Du tænker: ”Det føles ikke så slemt lige nu. Jeg er begynd at få det bedre!” Men slangen klemmer lidt mere til, og de gode dag bliver mindre, men de er der endnu, og det er det der betyder noget.

En dag sidder du med alle dine venner. I snakker. I hygger jer. Alt er godt. Men så rammer følelsen. Du er pludselig helt alene. Sådan føles det i hvert fald, men du er jo omringede af venner. De snakker til hinanden og ler. De snakker også til dig, men følelsen er der, og du kan ikke skubbe den væk. Slangen er i gang med sit kvælertag. Selvfølgelig er der nogen der ligger mærke til det, og spørg hvorfor du ser så ked ud af det, men du undskylder dig og siger du er træt. For ingen vil kunne forstå det alligevel. Lidt efter går du ud på toilettet. Du græder, men ikke for meget, for man må ikke kunne se det. Det er ikke første gang du græder.

Du vil ikke være sammen med nogen, for intet hjælper. Du bliver der hjemme og laver ingen ting. Nogle dage græder. Andre ikke. I skolen gemmer du dig bag en bog, så meget som muligt, men du ved, at hvis du lukker dig selv uden for fælleskabet vil nogen opdage det, så du snakker og du griner, men du føler dig tom.

Du tinger tit over hvad der vil ske, hvis du ikke bare følte dig alene, men var alene. Hvad hvis dine venner gik fra dig. Du vil næsten ikke kunne leve, og du vil heller ikke kunne få nogle nye, fordi du er bange for socialisering, så du græder lidt mere og falder i søvn.

En dag beslutter du dig for at fortælle din mor om det, fordi du bliver nød til at sige det til nogen, så du fortæller hende om tomheden. Du fortæller hende om hvor alene du føler dig. Selv når du sår i midten af alle dine venner. Du fortæller hende om dine mangel på socialiserings evner. Og du græder.

Men efter det begynder alt at vende. I starten ligger du ikke mærke til, at der kommer flere gode dag, og at slangen langsomt slipper, men pludselig går det op for dig. Selvom det føles underligt er du glad, og du prøver at opføre dig så normalt som muligt.

Efter lang tid beslutter du dig for at fortælle dine bedste venner om det, når det kun var jer. Det var ikke planlagt, men du siger det. Du fortæller dem ikke alt, for du bliver på en måde afbrudt. Men du fortæller dem, at du følte dig alene, ensom og næsten deprimeret, og de siger at de også lage mærke til det, og overvejet at sige noget til dig. Men det gjorde de ikke.

Sommerferien komme, og du har travlt som altid, og du når ikke at være så meget sammen med dine venner som du vil. I stedet for ser du på dine venner have det sjovt, og du er i gen udenfor. Men du kan jo ikke være med til alt. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...