Djævlens Kraft

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 nov. 2015
  • Opdateret: 31 maj 2017
  • Status: Igang
Jeg er bare en pige. jeg elsker mit liv jeg har mange venner og min familie er perfekt. den nye pige virker virkelig genert men der skal bare noget venlighed og venskab til.

så kom jeg på besøg hos hende. mærkelige ting begynde at ske ikke bare med mig men også min familie venner. og hvorfor kigger den der fyr helle tide på mig.

6Likes
4Kommentarer
345Visninger
AA

2. Kapitel 1 Den Første Besked

Kapitel 1
Den Første Besked

 


Malu slog sit skab i med et mit liv er surt suk, i kender det godt, som den gode ven jeg er, gør jeg det hun vil have mig til, jeg lytter. ”hvad så Malu er alting okay” hendes nøddebrune øjne fløj rundt på personerne der gik forbi på gangen.
 ”Godt at du spørger, min mor og far siger at skolefesten er et no go”, hun vendte sig mod mig ”men både Austin, Danny og Jonathan har spurgt mig om jeg vil gå med dem..”, Malu's stemme blev et ekko i mit hovede, da jeg så Benjamin og hans bedste ven Caleb.


Jeg havde en plan for mit sidste år i high school, alle på skolen skulle huske mig som en ven, det gik godt, men jeg havde aldrig rigtig snakket med Benjamin eller Caleb. Benjamin er tvillingen til den person der hader mig mest på denne skole, så jeg har aldrig rigtig haft den der trang til at snakke med ham, men jeg kan ikke dømme ham på hans søster, nu var min chance. Jeg kiggede tilbage på Malu, som stadigvæk snakkede, men min første mission er at gøre Malu glad.

 "Malu vælg en fyr og sig til din mor og far at du går i biffen med mig i stedet for festen, jeg klarer resten” hun kiggede på mig med blanke øjne. "Hope du er fantastisk, jeg begynder seriøst at tude" hun viftede sin hånd foran sine øjne for at stoppe tårerne "jeg er glad for at jeg kan hjælpe men jeg bliver nødt til at gå", jeg gik med sikre skridt forbi Malu.

Rolig, det kommer til at gå fint, du har gjort det mange gange før, det værste der kan ske er at de gør grin af mig, for at prøve, at blive deres ven. Jeg nåede Caleb's skab hvor de stod og snakkede, jeg smilte mit største og flotteste smil "hey Caleb og Benjamin hvordan går det", de stoppede med at snakke og kiggede på mig. Benjamin smilede tilbage "hvad så Hope, vi chiller bare", okay han kender mit navn det er en start. Caleb var stille og kiggede genert ned i gulvet, men han er også lidt en tilbageholdene fyr.
Der var en lang akavet stilhed ... "Nice ses senere", jeg vendte rundt på hælen og gik tilbage mod Malu, som havde holdt øje med det hele. Men før jeg nåede Malu, råbte Benjamin efter mig " Hope vi burde hænge ud en dag", min vejrtrækning blev overfladisk og mine hænder blev svedige. Jeg vendte mig rundt og gav ham en tommel op, men som den klodsmajor jeg er, gik jeg ind i Malu og væltede ned på gulvet.

 "Undskyld Malu jeg er så klodset" jeg gned mit hoved, der var bumpet lige ind i Malu's hoved, "det er fint, hvordan gik det", hun rakte mig sin hånd for at hjælpe mig op. Da jeg kom på benene børstede jeg mig af mens jeg kiggede rundt heldigvis virkede det ikke til at nogen havde set det lille uheld. "Fint tror jeg, men jeg bliver stadigvæk nervøs når jeg skal tale med drenge, han var faktisk sød når man tænker på han er djævlens bror", vi tog vores bøger og gik mod historielokalet på vejen talte Malu, om de forskelige gode ting ved Austin, Danny og Jonathan og det blev hun ved med, helt ind til timen begyndte.
 Vi sad og hviskede det meste af timen, da vores historie lærer Frk. Smith har høreproblemer, hun er også ved at være gammel.

 "Måske, skulle jeg finde en helt anden til skolefesten hvad med Hr. Carter?" jeg kiggede over på Malu der grinede genert. "Virkelig Malu du kan date alle drenge på skolen, men ikke lærere" hun himlede med sine øjne ”lyseslukker". Klokken ringede ud og der var totalt kaos, alle prøvede at komme ud først som normalt, på slutning af dagen. Men jeg sad tilbage, "skal du ikke med", Malu kiggede på mig over fra døren. "Gå bare jeg har en aftale med Olivia om at vi skal mødes her når hun kommer ud fra sin klassen", Malu rystede sit hoved af mig, så hendes krøllede korte hår piskede rundt på hendes skuldre. Jeg gav hende et undskyldende blik og så var hun ude af døren.
Jeg var helt alene i klasse lokalet, der gik 5 minutter, så 10. "Jeg venter bare på Olivia ude på gangen” sagde jeg stille til mig selv. Jeg pakkede hurtigt mine ting sammen, tog min taske på ryggen og gik mod døren.


Men da jeg trak i håndtaget skete der ikke noget, jeg trak hårdere men den var urokkelig. Frk. Smith må have låst den da hun gik, heldigvis var der en ekstra nøgle i kateterskuffen. Men da jeg satte den i knækkede den, mine hænder begyndte at ryste jeg slog hårdt på døren "HALLO ER DER NOGEN, MALU, OLIVIA VIL I LÅSE OP HALLO", men der var helt stille, de eneste lyde der var på skolen, var mine desperate skrig.

 Jeg begyndte at kigge rundt for at finde noget der kunne hjælpe mig med at komme ud, men det bedste jeg kunne finde var en blyant og en lang lineal. Jeg stak fumlende linealen ind i sprækken af døren, i håbet om at den ville slå den gamle lås fra, men så heldig var jeg ikke.
Jeg lænede mig mod døren, tårer falder ned af mine kinder og mine hænder ryster, det her bliver ikke en sjov weekend for mig. Men der var jeg for hurtig, jeg kiggede ned på jorden da jeg hørte en stille glidende lyd, der lå en lille konvolut med mit navn på. Et lys spreder sig i mine øjne et håb, det ville være mærkeligt hvis mine forældre ville gøre det her på skolen, men de er gode til overraskelser man ikke glemmer.

Før jeg rækker ned mod konvolutten prøver jeg en gang til at råbe efter nogen, men der er helt stille. Den lille konvolut er noget for sig, den er mørkerød, med en duft af roser og mit navn er skrevet i gyldne bogstaver. Jeg åbner den forsigtig, så jeg kan gemme den til senere, inden i er et sort brev og teksten var skrevet med en flot sølvfarve.


Hope
Du lyder så bange, det er fantastisk morsomt.
Som dit hjerte er ved at sprænge, din vejrtrækning er
overfladisk og dine salte tårer.
 Jeg kan næsten smage dem på min tunge.

Men det piner mig også, du betyder noget for mig.
Du er en speciel person min kære.
Jeg vil gøre det kort, så du kan komme videre med dit liv.
Du vil modtage breve som dette, hver dag.
Måske bare med en lille besked, måske er der en opgave.
Du vil gøre alt hvad der står, uden spørgsmål.

bare rolig jeg vil være forsigtig med dig,
min lille nye dukke, hvis du spiller spillet rigtigt.
Du kan også vælge ikke at følge mine ordrer.
Men hvordan vil du så komme ud?
Der er selvfølgelig et vindue. 
bare rolig jeg skal nok, give dig et skub.
xoxo
Din Dæmon.


Jeg smed papiret fra mig i ren rædsel. Måske er det bare en der driller mig, men hvad nu hvis det ikke er? Jeg gik hen mod vinduet og kiggede ud. Mine ben begyndte at ryste og jeg faldt sammen foran ruden. Jeg lukkede mine øjne hårdt sammen i panik, tænk sig at falde ned, mærke rædslen til det sekund du rammer jorden, hvor alle dine knogler knuses. Jeg lod min hånd ramme gulvet ved siden af mig, hvor jeg mærkede et stykke papir. Det var anderledes end det i konvolutten, det var bare helt normalt hvidt notespapir jeg tog det langsomt op og begyndte at læse.

Overvej mit tilbud

før du springer til unødige handlinger.
Men vis du vil flyve

så vil jeg ikke stoppe dig.

 


Jeg mærkede en kold vind slå mod mig, den fik hårene på mine arme til at rejse sig op, jeg løftede mine øjne fra papiret.
Alle vinduerne stod på vidt gab og mine ben dinglede ud over kanten.
Jeg så ned, mod den stenede grund under mig, trangen for at rykke bagud var der, men jeg var frosset fast af frygt, er det sådan her jeg kommer til at dø?

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...