Broken | One Direction

Nicole Campell er en tyveårig, kendt sangerinde. Lige nu foregår der en masse i hendes liv. Et eksempel er alle de rygter der tager forsiderne, dag efter dag. Rygter om at hun er på stoffer. Kun en kender sandheden om dette rygte; Selve Nicole. Udover det er hun også blevet sat til at skrive en sang med One Direction og alle forestiller sig, at det bliver et kæmpe hit. Men første møde med de skønne drenge går ikke godt, grundet Nicoles hårde facade. Vil en af drengene se ind bag facaden? Vil venskaber udvikle sig? Vil følelser få en start? Og vil hemmeligheder blive afslørede?

109Likes
73Kommentarer
98648Visninger
AA

32. Epilog

Jeg sættede mig ned på den plads, der var blevet reserveret til mig, som var pladsen, lige ved siden af Ed Sheeran. Jeg var lige ankommet til Billboard awards, hvor blandt andet drengenes og min sang, "Drag me down", var blevet nomineret som "Bedste nye sang".

 

Det var godt og vel ved at være halvanden måned siden, mødet ved Zack havde fundet sted. Jeg var kommet med mine tanker omkring, at vi skulle vende tilbage til vores gamle rutiner. Jeg huskeder tydeligt Louis' triste øjne, og Harry som bare sad og stirrede ned i bordet. Siden den dag, havde jeg ikke snakket ordentligt sammen med dem.. Hverken med Louis eller Harry, eller nogen af de andre drenge. Jeg havde selvfølgelig mødtes med dem i studiet til når vi skulle skrive og indspille sangen, - men det hele havde været så akavet. Vi snakkede nærmest ikke sammen, - jeg tror simpelthen det var for hårdt for os alle.

 

Hver gang jeg gik hjem fra studiet, gik jeg og græd og hulkede som en sindssyg, - også selvom der var fans og paparazzier. Tårerene var bare for svære at holde inde; men det kunne ikke nytte noget. Jeg måtte bare komme over dem. Jeg måtte ikke lukke nogen ind, lige meget hvor meget jeg savnede Harry og Louis' kærlige ord, og beroligende berøringer.

 

Jeg rynkede kort i panden, og kneb øjnene sammen. For pokker Nicole, vær nu stærk. Vær ikke sådan en kujon.


Lige meget hvad, måtte jeg ikke lukke nogen ind. Selvom jeg savnede dem som en gal, og bare havde lyst til at komme springende tilbage til dem, så måtte jeg ikke. For hvad nu hvis jeg ville miste dem, ligesom jeg mistede Nathan? Hvad nu hvis de bare ville forlade mig? Når jeg ville have allermest brug for dem?

 

Men den tanke kunne være ligegyldig nu. Det var mig der havde afvist dem gang på gang, og gjort at vores 'forhold' var blevet så akavet.

 

Hadet til mig selv skyllede ind over mig, som en kæmpe tsunami der skyllede ind over en lille by. En meget stærk tsunami, som sårede hundredevis af mennesker.

 

Jeg nev mig kort i armen, hvilket fik mig til at stønne kort, da jeg gjorde det med sådan et kraft, at der kom et mærke efter.


Ed Sheeran kiggede bekymret på mig, men det fik mig bare til at smile falsk. Hvor er jeg dog ynkelig. Lille bitte, og helt enormt ynkelig.

 

Jeg tvang et smil frem, og Ed smilede tilbage, før han rettede hans blik op mod scenen igen. Lige nu var de i gang med at finde ud af, hvem der havde vundet en anden kategori. Hvad det var, og hvem der var nomineret, anede jeg ikke. Jeg havde alt for mange tanker til at kunne koncentrere mig.

 

Jeg ved ikke hvor lang tid jeg sad og kiggede, men i hvert fald så lang tid, at vi nåede et stykke ind i Award showet, hvor de nævnte mit navn. Og dér vågnede jeg op fra mine tanker.

 

Jeg kiggede op på scenen hvor drengene stod, imens "Drag me down" blev spillet i højtalerne, og de kiggede forvirret rundt.

 

"Nicole?" sagde værten, hvilket fik mig til at rejse mig hurtigt op, og gik med faste skridt op mod scenen.

 

Jeg havde ikke lyst. Jeg havde virkelig, virkelig ikke lyst til at skulle stå så tæt på drengene. Dufte deres parfume i min næse, høre deres grin, se deres smil, og bare være i nærheden af dem. Det var alt, alt for hårdt.

 

Jeg kiggede ned i gulvet, og skulle bruge enormt mange kræfter på, at holde tårerene inde, da jeg ligeså stille nærmede mig dem. Hvor blev min facade af? Den var så stærk, så kraftig. Inden kunne bryde igennem den, ingen. Kun dem. Og det irriterede mig grænseløst. Jeg var blevet så følsom, og sidst jeg var det, havde jeg mistet Nathan.

 

Jeg kiggede op mod drengene, som så ellevilde ud, og lidt efter kiggede de i min retning. Harry smilede over hele ansigtet, og jeg kunne se på ham, at han ikke anede hvad han skulle stille op. Om han skulle give mig et kram fordi vi havde vundet, eller hvad han skulle. Og det samme med de andre, men de smilede til mig.

 

Lysten til at græde skyllede ind over mig igen. En af deres kram, var så ufattelig tiltrængt. Jeg havde lyst til at springe i favnen på dem alle.

 

Jeg kiggede hen på Louis, som smilede til mig. Hans smil gjorde automatisk, at trangen til at græde blev mindsket. Louis kom hen til mig, og lage armene omkring mig, hvilket fik lysten til at græde, kom frem igen. Mest af alt, fordi jeg savnede ham så meget. Og ikke bare ham, men også Harry, Liam og Niall.

 

Jeg trak mig ud igen, hvorefter Niall trak mig ind i et kram, derefter Liam, og så.. Nåede jeg Harry. Vi stod og stirrede på hinanden, og kiggede hinanden i øjnene. Hans øjne lyste op af bekymrelse, sorg, savn og følelsen af svigt. Men samtidig, afslørede de også noget, og det var i dét øjeblik, det gik op for mig, hvad jeg havde lavet.

 

Jeg havde i lang tid flygtede fra mine følelser, og ja, - ignoreret dem godt og grundigt. Da jeg kiggede ind i Harrys øjne, blev trangen til at græde større. Netop fordi, jeg havde været sådan et svin overfor ham, og nu var det hele sikkert for sent. Jeg kunne lide ham. Det kunne jeg virkelig, og det havde jeg kunne i lang tid. Men jeg havde holdt det skjult for mig selv. Jeg havde flygtet fra mine følelser, hver evig eneste gang. Aldrig havde jeg haft modet til, at blive i det, og fortælle hvordan jeg følte. Jeg var for svag. Men nu var det for sent. Harry så trist ud, og kiggede tomt ud i luften. Og dér, kunne jeg ikke holde det inde mere. En tårer gled ned af min kind, og som i nok havde observeret, havde jeg overhovedet ikke koncentreret mig det mindste om alt omkring mig. Hverken publikum, eller hvad der foregik på scenen. Det eneste jeg kunne tænke på var Harry.

 

Jeg gik et skridt nærmere hen mod ham, og lage en hånd på hans skulder, hvilket fik ham til at kigge op. Hans øjne kiggede ind i mine, og de viste stadig det samme som før. Jeg kunne se, han stadig følte sig svigtet. Jeg havde aldrig været helt klar over, hvad han følte for mig, - hvilke følelser han havde. Om han så mig som en ven, eller mere end det. Men det var gået op for mig, hvad han betød for mig, og hvilke følelser jeg havde for ham. Og det var meget mere end en ven. Og sådan havde jeg haft det i lang tid, bare uden jeg havde vidst det. Og det gik først op for mig nu. Han havde så mange gange vist, at han kunne lide mig, men jeg var flygtet. Og nu var det sikkert for sent. Han kunne med garanti, ikke lide mig mere. Hvilket også var forståeligt. Hver gang han havde blottet sine følelser for mig, ved berøringer eller kys, var jeg flygtet. Jeg var løbet min vej, og været en rigtig bitch over for ham.

 

Men det var gået op for mig, lige præcis nu, og i de uger vi havde været adskilt, hvad han betød. Hvilket var skræmmende, for jeg havde aldrig haft sådanne følelser siden Nathans død.

 

Jeg trådte et skridt bagud, og kunne høre og fornemme, at publikum fulgte med. Men det var ligegyldigt. Det hele var for sent. Jeg havde dummet mig, - jeg havde virkelig, virkelig dummet mig. Jeg havde flygtet, og svigtet. Og nu var det for sent, at redde.

 

Tårerene begyndte pludselig at rende ned af kinderne på mig, og ivrigt prøvede jeg at tørrer dem væk med mine hænder.

 

Jeg kunne høre publikum der blev helt stille, og jeg turede ikke at kigge tilbage, i frygt for, at gøre mig selv endnu mere til grin. Det var flovt. Det var så ubeskriveligt flovt bare at stå der, og tude.

 

Jeg kunne se Harry der kiggede op, og han fangede hurtigt mine øjne. Flere tårer fandt sin vej, ned langs mine kinder. Han kiggede omsorgsfuldt på mig, men jeg prøvede at kigge væk. Det her var så flovt. Aldrig havde drengene set mig så følsom, og aldrig havde jeg selv oplevet mig selv så følsom iblandt andre, siden Nathans begravelse.

 

Harry trådte et skridt tættere på mig, sendte mig kort et smil, før han lage sin hånd på min hofte, og lænede sig hen til mig, for at kysse mig på munden. Det var som om, at kysset lindrede alt smerten, der lige nu foregik indeni. Det fjernede de tårer der var på vej, og gjorde at jeg fik mine vejrtrækninger under kontrol.

 

Publikum udbrød et "awww", og det samme gjorde værten, og drengene. Jeg kunne ikke lade vær med at smile under kysset, og tage fat i Harrys hænder, da vi trak os ud.

 

Jeg smilede. Jeg smilede som en idiot, og følte en glæde helt ned i maven. Jeg følte at små sommerfugle fløj rundt, og det gav en kildende fornemmelse i hele kroppen, men særligt i maven.

 

Jeg kiggede ind i Harrys øjne, som strålede, mindst ligeså meget som mine sikkert også gjorde. Og nu var det hele bekræftet. Jeg havde været fuldstændig og andeles forelsket i Harry i rigtig lang tid nu, og var det stadig. Og han følte det samme. Det kunne jeg se og mærke. Og det føltes fantastisk. Aldrig havde nogen kunne give mig sådan en glæde, og lindre så voldsom en smerte, som Harry. Kun Nathan. Men ham skulle jeg ikke tænke på, - han var et lukket kapitel i mit liv, og jeg var kommet videre. For han ville aldrig komme tilbage.

 

"Jeg elsker dig, Nicole Campbell," sagde Harry og lage hans pande mod min, hvilket fik mig til at smile.

 

"Jeg elsker også dig," sagde jeg, en smule flov over at stå oppe på scenen og fortælle det. Men samtidig var jeg også lettet over det. Lettet over, at verden nu vidste det. Og jeg kunne mærke på min krop, at det faktisk var det her, jeg havde ventet. Følelsen var så afslappende, og jeg følte mig helt svimmel, af alle de følelser der hoppede rundt i min krop lige nu.

 

"Og det var vinderne af 'Bedste nye sang', mine damer og herrer, Nicole Campbell og One direction!" sagde værten højt, før Harry tog mig i hånden, da vi gik ned af scenen, men de andre drenge med os. Jeg kiggede bagud, og kiggede på en smilende Niall og Liam, men Louis til gengæld, - han så yderst trist ud. En dårlig samvittighed hobede sig straks op i mig igen, og fik mig til at bide mig i læben. Jeg vendte mig mod Harry, som stadig smilede, hvilket jeg heller ikke kunne lade vær med. Jeg måtte tage den med Louis senere. Lige nu var jeg bare lykkelig. Lykkelig over at jeg havde blottet mine følelser for Harry, og at han følte det samme. Lykkelig over kysset, uden jeg flygtede. Også selvom det var flovt, og at det slet ikke var sådan jeg ville have, verden skulle se mig. Men lige nu betød det ingenting, overhovedet.

 

Jeg skulle til at drejede ind på rækken, hvor min plads var, og blev mødt af en smilende Ed Sheeran, der straks trak mig ind i et kram. 

 

"Tillykke med titelERNE," sagde han, og jeg takkede pænt, før jeg satte mig ned på min plads igen.

 

Jeg lignede med garanti en kæmpe stor idiot lige nu. Jeg smilede stort, og jeg kunne ikke tænke på andet end Harry. På hans dejlige smil, kærlige berøringer og søde ord. Jeg glædede mig til, at jeg nu kunne være sammen med ham og drengene igen. Det havde været en fejl, at holde mig væk fra dem. 

 

Og i dét tænkte jeg også på Louis. Jeg vidste jeg havde såret ham, og tanken gjorde mig en smile trist. Men samtidigt, ville jeg ikke tage mig for meget af det. Jeg kunne godt lidt Louis. Men ikke på samme måde, som jeg kunne lide Harry. Det jeg havde for Louis, var venskabeligt. Og det måtte jeg bare sige, som det var.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...