Broken | One Direction

Nicole Campell er en tyveårig, kendt sangerinde. Lige nu foregår der en masse i hendes liv. Et eksempel er alle de rygter der tager forsiderne, dag efter dag. Rygter om at hun er på stoffer. Kun en kender sandheden om dette rygte; Selve Nicole. Udover det er hun også blevet sat til at skrive en sang med One Direction og alle forestiller sig, at det bliver et kæmpe hit. Men første møde med de skønne drenge går ikke godt, grundet Nicoles hårde facade. Vil en af drengene se ind bag facaden? Vil venskaber udvikle sig? Vil følelser få en start? Og vil hemmeligheder blive afslørede?

109Likes
73Kommentarer
98594Visninger
AA

10. Chapter 9

Nicoles synsvinkel

 

Det er torsdag morgen, og lige nu løber jeg frem og tilbage i min lille lejlighed, da jeg præcist har ti minutter til at være i studiet.

 

Jeg går ud på badeværelset og åbner den nederste skuffe, hvor et par bøtter piller kommer frem. Der står amfetamin på den ene bøtte, og den tager jeg straks fat i, og hælder et par piller ud i min hånd. Det skulle vidst være nok til at klare dagen.

 

Jeg lægger bøtten ned i skuffen igen, og tager fat i hårbørsten som ligger på bordet. Jeg kører den hårdt igennem mit hår, og selvom det gør ondt, bliver jeg bare ved. Jeg er så stresset, og det ville være direkte flovt at komme for sent igen. Og jeg ved at jeg bare vil få endnu en skideballe af Zack, og det magter jeg ærligtalt ikke.

 

Jeg retter en smule på mit hår, for at få det til at sidde som det skal. Jeg tager hårlakken som står ved min side, og kommer noget i mit hår. Jeg retter det til, så det bliver en smule større og fyldigere. Jeg elsker stort og fyldigt hår.

 

Jeg tager fat i min Elizabeth Arden parfume - Green tea, og sprøjter noget på mig selv.

 

Jeg stiller parfumen på plads igen, og betragter kort mig selv i spejlet. Make-uppen sidder som den skal. Mit hår sidder som det skal, og det samme med mit tøj.

 

Og forresten består mig tøj idag af et par skindbukser, en hvid tanktop, samt et par store halskæder og et par armbånd. Der var egentlig ikke noget særligt ved det i dag. Jeg skal trods alt også bare hen i studiet og skrive videre på sangen.

 

Og nej, jeg nævner ikke drengene, for der er en del af mig der håber på, at de har fået fri eller muligvis er blevet syge.

 

Jeg kigger på klokken og straks går jeg ud til gangen hvorefter jeg begynder at tage mine sorte converse på. Jeg har i alt fem minutter til at være nede ved studiet. Jeg kan mærke stressen pumpe rundt i mit blod. Hvorfor kommer jeg altid i sidste øjeblik? Hvorfor skal jeg altid stresse sådan her? Det er pisse irriterende.

 

Jeg tager mine nøgler der ligger på bordet ude i gangen, og skynder mig ud af døren og låse efter. Jeg putter nøglerne ned i min lomme til min mobil hvorefter jeg løber ned af trapperne i opgangen. Nu skulle det gå stærkt.

 

Og det var måske ikke det smarteste at lægge mine nøgler sammen med min mobil. Nøglerne kunne nemt ridse min skærm.

 

Jeg trækker nøglerne op igen, og ligger dem i den modsatte lomme i stedet. Jeg sætter i løb, og selvom jeg allerede bare puster af at have løbet ned af trapperne, presser jeg mig selv til at fortsætte, og stopper først da jeg ser studiet. 

 

Og uheldigvis står drengene ude foran, omringet af en helt masse fans. Jeg sukker dybt, og står et øjeblik helt opgivende. Jeg magter virkelig ikke det her. Jeg magter ikke Harrys provokerende ord, eller i det heltaget hans stemme. Det var nok ham der irriterede mig aller mest. Han gjorde bare, at der kom nogle bestemte følelser op i mig. Han var bare kort sagt PISSE irriterende.

 

"Hey Nicole," siger Niall, og jeg smiler, men siger ingenting. Og det er egentlig ikke fordi jeg har lyst til at smile, det var bare fordi fansene var omkring. Og de skulle ikke vide at jeg ikke kunne lide drengene, for så ville jeg sikkert få mere hate.

 

En masse fans omringer mig og råber mit navn. Et smil glider over mit ansigt, - nok mest fordi jeg kan mærke amfetaminens virkning. 

 

"Vi ses senere, skal ind og skrive," siger jeg højt henvendt til fansene. Jeg kiggede på mit ur, og det viste præcis klokken elleve. Jeg farerede ind af døren, og hoppede ind i elevatoren. Jeg skulle ikke komme forsent, ikke når jeg har knoklet sådan for at komme til tiden idag.

 

Da elevatoren stopper 4. etage, løber jeg hen mod lokalet der ligger helt nede i den anden ende. Jeg banker kort på, hvorefter jeg går ind.

 

Veronica og Zacks ansigter kommer frem, og jeg ånder lettet ud.

 

"Jeg skyndte mig alt hvad jeg kunne," siger jeg og puster efter den lille løbetur jeg igen har haft.

 

"Det okay Nicole," sagde Zack, og lidt efter kom drengene ind. Først Liam, så Niall, så Louis og til sidst.. Harry.

 

Men jeg kunne ikke løbe fra, at de så skide godt ud. Især Louis. 

 

Nej, stop dig selv Nicole. Du kan ikke lide de drenge. Og de er slet ikke noget for dig. 

 

Jeg sukker, hvilket tiltrækker de andres opmærksomhed. "Hvad?" spørger jeg irriteret og kigger ned, hvorefter drengene sætter sig rundt om bordet.

 

"Ikke noget," svarer Harry, igen på en pisse irriterende måde. Eller også var det bare fordi hans stemme var irriterende. Jeg ved det ikke, han gjorde mig bare irriteret.

 

Jeg himlede med øjnene hvorefter jeg kigger hen på Veronica. "Skal vi komme igang?" spørger hun da hendes øjne møder mine, og jeg nikker ivrigt. Lad os hellere komme igang og blive færdig, så jeg kan komme hjem igen.

 

Harry's synvinkel:

Drengene og jeg går hen af den lange gang, og stopper da vi når det rum, hvor vi skal skrive sangen. Vi er jo igang med den her sang med selveste Nicole Campell. Jeg har altid syntes godt om hendes musik og stil, så det var virkelig fedt at skulle skrive med hende. 

 

Også selvom hun virkede som om hun hvilede meget i sig selv. Det var som om der var en facade. Det var noget jeg havde gået og tænkt over siden jeg mødte hende første gang. Der var et eller andet der sagde mig, at hun holdte noget af sig selv tilbage. Men hvem ved? Jeg prøvede virkelig at komme i kontakt med hende, men hun afviste mig hver gang.

 

Men det holdte mig ikke fra at blive ved med at forsøge. Ikke at jeg ville være for påtrængende, det kunne bare være rart at have en god relation til hende, især når vi skal samarbejde om den her sang.

 

Og så også fordi jeg holder fast i min tro om, at hun skjuler sig bag en facade. Og det var som om jeg kunne se igennem den. Når hun vrissede kunne jeg se den lille, bange, triste og skrøbelige piger der gemmer sig. Jeg troede bare ikke på hun var den hårde type. Det var som om hun var det stik modsatte.

 

Jeg gik ind i lokalet og Nicole sukker som det første. Jeg kigger kort på hende, men hun kigger væk. Kunne hun bare ikke lide mig, eller hvad?

 

"Hvad?" spørger hun hårdt, og jeg trækker på skuldrene. "Ikke noget," svarer jeg, hvorefter jeg sidter mig på en stol.

 

Man kunne se hun kæmpede for at kigge væk fra os alle sammen. Jeg kunne bare så tydeligt mærke at der var noget der gik hende på. Hun virkede langt fra glad og tilfreds. 

 

Jeg havde også spekuleret meget på de rygter der pt. går om hende, omkring stofferne. Nicole har meldt klart ud at hun intet tager, men om jeg troede på det, vidste jeg ikke. Igen tror jeg bare det er en facade. Jeg tror det er en facade der skjuler på en helt masse ting. Og jeg vil i hverfald gøre mit for at finde den rigtige Nicole frem. Også selvom jeg ikke rigtigt kender hende. Jeg havde bare aldrig følt som jeg gør lige nu. Jeg føler så meget for at hjælpe hende, for jeg vidste hun ikke er den person hun giver udtryk for at være.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...