Broken | One Direction

Nicole Campell er en tyveårig, kendt sangerinde. Lige nu foregår der en masse i hendes liv. Et eksempel er alle de rygter der tager forsiderne, dag efter dag. Rygter om at hun er på stoffer. Kun en kender sandheden om dette rygte; Selve Nicole. Udover det er hun også blevet sat til at skrive en sang med One Direction og alle forestiller sig, at det bliver et kæmpe hit. Men første møde med de skønne drenge går ikke godt, grundet Nicoles hårde facade. Vil en af drengene se ind bag facaden? Vil venskaber udvikle sig? Vil følelser få en start? Og vil hemmeligheder blive afslørede?

109Likes
73Kommentarer
98856Visninger
AA

9. Chapter 8

Nicoles synsvinkel.


Sukkende går jeg frustreret rundt i cirkler foran Isabelle, som sidder i min sofa, med hår strittende ud til alle sider og rander under øjnene. Jeg vil virkelig, ikke vide hvad hun har lavet i nat. Men her for en halv time siden, næsten lige efter jeg læste artiklen, ringede jeg til hende og kommanderede hende til at komme over. Nu sidder hun så her, og følger med søvnige øjne, min vandren i cirkler.


”Stop! Du giver mig stress. ” hvæser Isabelle. Jeg standser midt i en bevægelse og kigger på hende i lidt tid, inden jeg får mig taget sammen til, at sætte mig ned ved siden af hende. Hvert tiende sekund forlader et suk min mund, og til sidst, får hun også stress af det. ”Fortæl nu bare hvad der er galt. ” sukker hun og kigger opgivende på mig.


”Det her slemt. Virkeligt slemt. ” mumler jeg og får ikke svaret hende på hvad der er galt. Men hvordan kan jeg får ordende over min mund, når jeg ikke gider indrømme over for mig selv, at medierne har fundet ud af det. Men det er virkelig slemt.


Hvad nu hvis det hele går galt og de finder beviser? Får fat i nogle af mine venner? En eller flere paparazzier får billeder? Eller jeg glemmer min taske i et sted og en fan, eller en paparazzi får fat i den? Så ville jeg ikke kunne gøre noget andet, end at lyve og igen; Jeg er virkelig dårlig til at lyve.


”Hvad er det der er så slemt, at du ikke kan sige det til mig? Nu må du altså tage dig sammen, Nicole. Ellers rejser jeg mig og går direkte ud af den dør, ” hun peger på hoveddøren, inden hun taler videre. ”Og tager hjem så jeg kan få sovet i et par timer. Du spilder min tid. ” siger hun hårdt og jeg bliver helt overrasket over det. Aldrig, i de måneder vi har kendt hinanden, har hun talt sådan til mig, jeg har det dårligt med at indrømme det, men det gør faktisk lidt ondt.


”Det er… ” jeg tøver og stopper midt i sætningen, som bare ikke kan finde sig vej op, igennem min hals. Jeg har lyst til at slå mig selv hårdt i hovedet over den tøs jeg er. Hvorfor kan jeg ikke bare tage mig sammen, ligesom Isabelle siger jeg skal?


Hun slår ud med armene, rejser sig op og sender et koldt blik til mig, på vej ud i entreen. I en fart, får hun sine sko på og tager sin jakke på. Aldrig har jeg set nogen gøre det så hurtigt. ”Isabelle, vent, please. ” prøver jeg, men ordene kommer for sent, idet jeg afslutter sætningen, smækker døren i bag hende.


Ærligt, have jeg ikke troet at hun virkelig ville gøre det, men det gjorde hun lige. Hun er lige skredet fra mig, når jeg har brug for hende, en at tale med. Og nu har jeg ingen. Ikke engang mine forældre, som jeg fuldstændigt cuttede kontakten med, for et par måneder siden. Hvorfor fanden skal livet være så uretfærdigt? Unfair?


Træt smider jeg mig om på ryggen og kigger i loftet. Roen varer dog ikke længe, for den bliver afbrudt af min skingre ringetone. Jeg rækker ud efter telefonen og skal lige til at lægge på, da jeg ser hvem det er. Det er Zack, hvorfor ringer han på en af mine fridage, som jeg sjældent får? Forvirret acceptere jeg opkaldet og tager langsomt telefonen op til mit øre.


”Hvad fanden har du lavet? ” råber han som det første, uden overhovedet at hilse. Han kunne i det mindste sige hej. Tårerne stiger forsigtigt op i mine øjne, men modsat forsigtigt tørre jeg hårdt tårerne væk igen, tager en dyb indånding og puster langsomt ud igen og mærker med det samme, at det hjælper en lille smule, men alligevel ikke helt så meget.


”Slap af, og fortæl mig det stille og roligt, i stedet for at tale til mig i den tone. ” snerrer jeg ind i skærmen. Bare fordi jeg har gjort noget galt, betyder det ikke at man skal tale til mig i den hårdeste og koldeste tone man overhovedet kan finde frem. Alle mennesker har følelser, også selvom der er nogen der ikke vil indrømme at de inderst inde har dem…


”Du har virkelig fejlet, Nicole. Jeg ved ikke om du er klar over det, men der er virkelig mange der lægger mærke til dig, så du kan ikke opfører dig som… hvad som helst. Det er mig der har ansvaret for din karriere, men du er også nød til at gøre en del selv. Mød mig i mødelokalet om et kvarter og du vover så meget som at komme et minut for sent. ” siger han hårdt og lægger på. Overrasket tager jeg telefonen og kigger på den, inden det går op for min hjerne, at den skal bære mig ud i entreen så jeg kan få sko og jakke på.


Det gør de så og lige pludselig befinder jeg mig ude på gaden, mellem alle de travle mennesker der – ikke med vilje – en gang i mellem kommer til at gå ind i mig. Men heldigvis er de fleste så høflige at sige undskyld, inden de går videre. Selvom jeg bevæger mig, og lægger mærke til alt omkring mig, føltes det som om jeg ikke gør.


Efter hvad der føltes som lang tid, men alligevel kort tid, når jeg endelig bygningen, hvor der er mødelokaler og selvfølgelig et studie, hvor drengene og jeg skriver den nye ’hit’ sang. Selvfølgelig kan min dag blive værre, og den første person jeg møder derinde, er Harry. Kan Gud pisse bare lidt mere på mig?


”Hvad laver du her? ” spørger jeg irriteret og skuler nærmest til ham. Jeg ved godt han ikke kan gøre for at jeg har en dårlig dag, men alt andet er gået ud over mig i dag, derfor gør jeg automatisk så det går ud over en anden, hvilket er virkelig dumt og jeg ville ønske jeg kunne gøre noget ved det, men man kan ikke ændre sig selv, sådan er det.


”Jeg arbejder her, ligesom dig. Hvad laver du så her i dag, jeg troede du havde fri? ” overraskende nok, er han den første person der opfører sig høfligt over for mig i dag og han er den eneste, jeg har ladet noget gå ud over. Jeg indrømmer gerne at han er meget høflig, men jeg er ikke ude efter venskab, det ville gøre det hele meget mere kompliceret.


Jeg kaster et blik på klokken og det går op for mig at jeg har tre minutter til at gå ind i elevatoren, tage op til fjerde etage og finde mødelokalet, som uheldigvis, ligger længst væk fra elevatoren.


”Møde med Zack. Jeg har fire minutter. Vi ses i morgen. ” siger jeg kort og i elevatoren sukker jeg og nyder roen, indtil jeg når op til etagen. Nervøst går jeg hen i mod mødelokalet, faktisk er jeg direkte bange for at bryde sammen, hvis det ikke er noget om artiklen om at jeg er på stoffer og jeg får en anden ting smidt i hovedet. Det vil bare ende galt for mig.


Da jeg når til døren, åbner jeg den med det samme, det vil bare blive værre for mig, hvis jeg står og tøver, inden jeg går ind. Så derfor får jeg det overstået hurtigt og lukker lige så hurtigt døren efter mig, så jeg ikke får, alt for mange idéer om, at flygte.


Zack sidder der allerede med en bunke af blade foran sig, hvilket vil sige, at han har set det og nu skal lave et tredjegradsforhør mod mig. Det er ikke nu, mine menneskelige evner i at lyve, skal svigte mig. Den forrige sætning var ment, meget ironisk.


Jeg sætter mig ned, over for ham, ved det aflange runde bord. Idet jeg slår min numse i stolens sæde, kigger han op og hans blik, møder mit. Jeg har ikke lyst til en skideballe, eller hvad man nu kan kalde det. Han starter med at række mig bunken med blade, hvor der mindst er syv. Jeg breder dem ud på bordet, de alle lyder ens.


Mistænkelige billeder set af sangerinden Nicole. På stoffer eller photoshop?


Sangerinden Nicole Campell mistænkes for stoffer. Sandt eller falskt?


Og så den jeg allerede har set i for vejen;


Nicole på stoffer?


Det var ikke engang halvdelen, men næsten alle lyder cirka sådan. Det er også bare fedt at være på alle sladderblade, på deres forside, hvor jeg mistænkes for noget. Det er ikke fordi jeg har det deprimerende nok i for vejen. Ikke fordi jeg bærer på en depression, men nogle af de ting jeg oplever, er ret så deprimerende.


”Svar mig ærligt, Nicole. Er du på stoffer? ” spørger han og kigger mig direkte i øjnene, som om han er en eller anden løgn detektor. Han kender også til mit ikke eksisterende talent, at lyve. Nu må jeg krydse fingre for at jeg bare denne ene gang kan overbevise ham, bare den mindste smule.


”Jeg svarer helt ærligt; Nej, det er jeg ikke. Hverken i går, nu og kommer helt sikkert heller ikke til at blive det i fremtiden. Hvorfor skulle jeg overhovedet så meget som overveje det? Jeg har det godt, alt hvad jeg har drømt om. ” kun lidt af det er sandt, det er delen med at jeg har alt det jeg har drømt om.


”Så tror jeg på dig. ” nikker han, men skifter hurtigt til en mere alvorlig tone. ”Men hvis jeg finder ud af at du lyver og der findes beviser på det, så- ”


”Jeg taler sandt. ” siger jeg lidt for hurtigt, men han ser ud til at stole nok på mig, til at tro mig, hvilket kun er heldigt for mig og mit ikke eksisterende talent i at lyve. Langsomt, men lidt tvivlsomt nikker han.


Mit blik lander på bladende igen, som jeg forsigtigt skubber tilbage til ham af to grunde; Det ville virke underligt, hvis jeg ville tage dem med hjem og læse dem, eftersom han ved hvor dårligt jeg får det med sådan noget. Og anden ting er, at jeg ikke kan klare at se på det lige nu, for jeg ved at det er sandt. Isabelle og jeg er de eneste der ved at det er sandt og sådan, ønsker jeg at det skal forblive.


”Siden du taler sandt, skal vi få gjort det klart på en eller anden måde at det bare er rygter. Hvilket også vil sige at du skal svarer ærligt, ligesom du gjorde over for mig, i interviews, hvis du får et spørgsmål omkring emnet. Du skal ikke bare undvige emnet, det vil kun gøre dem langt mere nysgerrige. ” forklarer han og jeg nikker langsomt og får alle ordene ind i mit hoved, inden jeg nikker mere fast.


”Det lover jeg. Men nu vil jeg nyde resten af min fri dag. Vi ses i morgen, eller inden for de næste par dage. ” mumler jeg og rejser mig op.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...