Broken | One Direction

Nicole Campell er en tyveårig, kendt sangerinde. Lige nu foregår der en masse i hendes liv. Et eksempel er alle de rygter der tager forsiderne, dag efter dag. Rygter om at hun er på stoffer. Kun en kender sandheden om dette rygte; Selve Nicole. Udover det er hun også blevet sat til at skrive en sang med One Direction og alle forestiller sig, at det bliver et kæmpe hit. Men første møde med de skønne drenge går ikke godt, grundet Nicoles hårde facade. Vil en af drengene se ind bag facaden? Vil venskaber udvikle sig? Vil følelser få en start? Og vil hemmeligheder blive afslørede?

109Likes
73Kommentarer
98857Visninger
AA

8. Chapter 7

Nicoles synsvinkel.

 

Jeg vågner ved at en solstråle finder sin vej imellem gardinerne, og rammer mig i hovedet. Jeg sukker tungt, og rækker ud efter min mobil for at se hvad klokken er Uret viser præcis 12:30 hvilket kommer bag på mig, - det virker meget tidligt.

 

Jeg sidter mig op i sengen i skrædderstilling og sidder bare et øjeblik og vågner.

 

Igår var endt ud i, at jeg havde taget amfetamin og Ecstasy. Og måske i en lidt støtte mængde, end jeg plejer. Men det havde hjulpet, - jeg havde været helt væk, og selvom jeg ikke husker det vilde, husker jeg bare at jeg kunne slå mig løs. Glemme alle kravene der bliver stillede til mig, og alle de personlige ting jeg går og tumler med. Når man umiddelbart ser mig skulle man ikke tro at jeg faktisk går og har meget at slås med, men det har jeg. Mere end hvad folk faktisk går og tror. Men jeg siger det ikke til nogen. Det ville være flovt, - ihvertfald for mig. Jeg er typen der holder det for mig selv.

 

Nå, men nok om det. Tilbage til igår aftes; jeg husker faktisk slet ikke, om jeg snakkede mere med One direction drengene. Forhåbentlig ikke.

 

Jeg rejser mig fra sengen og går over til mit klædeskab for at finde et outfit

.

Jeg roder rundt i lidt tid, hvorefter jeg finder et par mørke cowboy farvede jeans, og en sort crop top til. Jeg skifter hurtigt, og ligger derefter mit nattøj i vasketøjskurven, hvor der allerede ligger tonsvis af tøj.

 

Jeg er ikke så god til at vaske tøj. Jeg køber for det meste bare nyt når der ikke er mere i skabet, - total god strategi, i know.

 

Jeg går ud af værelset, og fortsætter ind i køkkenet og åbner køleskabet. Jeg tager fat i en bakke med æg, og en pakke med bacon. Jeg elsker æg og bacon til morgenmad, og det er også for det meste det, det bliver til.

 

Jeg finder to pander frem, og begynder at lave min morgenmad. Imens jeg står og laver det, nynner jeg en af de sange, jeg er igang med at skrive til mit næste album. 

 

Æggene begynder at danne sig til scramble egg, og baconen stegt. Jeg tager derfor begge tingene og sidter over på bordet. Jeg finder en tallerken og noget bestik, hvorefter jeg ligger det på bordet og sætter mig ned foran det.

 

Jeg putter tingene over på min tallerken, og begynder at spise. Derefter tager jeg min mobil frem, og går ind på twitter. Jeg ruller ned at forsiden og kigger på alle de tweets der dukker op. De fleste jeg følger er fans, men ellers følger jeg også Isabelle, min familie og andre sangere jeg ser op til. Blandt andet Beyoncé, Lady Gaga og Britney Spears.

 

Jeg går ind under mine notifikationer og kigger de forskellige meddelelser igennem, blandt andet; #@ilovenicole84: You were amazing at Wembley stadium! Wanna throw back the time. I love you Nicole!x#

 

Jeg smiler at tweetet, - hvor er hun sød. Sådanne kommentarer kan altid få mig til at smile. Selvom jeg kunne virke hård og bestemt, havde jeg altså en svaghed for mine fans. De var der altid for mig.

 

Jeg kigger lidt længere ned, og får øje på endnu et tweet: #@patriciasteward: So excited for @nicolecampell and @onedirection s new song! I'm sure I'm going to love it!#

 

Jeg sukker, og ruller længere ned, hvor der bare komme flere tweets om sangen. Jeg hader virkelig, at skulle arbejde sammen med drenge. Som sagt fjoller de mere rundt på scenen og ser godt ud, istedet for at optræde. De burde tage deres karriere mere alvorligt.

 

Jeg tager det sidste stykke æg på min tallerken, og rejser mig derefter op, for at putte tingene i opvaskemaskinen. I tænker måske det er lidt mærkeligt at jeg vasker køkkentingene, når jeg sjælendt vasker mit vasketøj. Men jeg hader simpelhen at tingene skal rode ude i køkkenet, så jeg prøver at tage mig sammen til det, og lade det blive en vane efter hver gang jeg har spist.

 

Jeg nynner igen, imens jeg tager mine sorte converse på, og griber nøglen til min postkasse. Jeg låser hoveddøren op, og går ned af trapperne til jeg når postkasserne. Jeg åbner min postkasse, og en stak af reklamer, aviser og breve ryger nærmest ud i hovedet på mig.

 

Jeg tager tingene op i min favn, og det kniber at låse postkassen efter mig. Men det går lige, - heldigvis.

 

Jeg går op af trapperne igen, og lægger reklamerne inde på mit sofabord. Jeg sidter mig ned i sofaen, og skimter overskrifterne igennem, og afsenderne på brevene. 

 

Jeg når til den sidste avis, og jeg stivner nærmest da jeg ser overskriften: #Nicole på stoffer?#

 

Jeg åbner desperat bladet og finder siden hvor artiklen står:

 

#Vi på redaktionen har de seneste par uger haft en mistanke om, at Nicole Campell er på stoffer. Grundet at hun opfylder symptomerne, og symptomerne på abstinenser. Nicole blev beskrevet som at have en normal tilstand igår aftes, og senere som høj, euforisk og lalleglad.#

 

Jeg stopper med at læse og krøller bladet sammen, hvorefter jeg kaster det hen af gulvet. 

 

"For fucking helvede mand," bander jeg og rejser mig op. Jeg tager mig til hovedet og går frustreret rundt. Hvorfor kunne sådanne mennesker ikke bare lade mig være i fred og respektere mit privatliv? At jeg tager stoffer er mit eget problem, og det er ikke noget hele verden skal vide. Men det er for sent nu, rygtet er sluppet ud og der vil altid være mennesker der tror på det, og mennesker der ikke gør. 

 

Samtidigt frygter jeg også interviews, for tænkt hvis de spurgte mig direkte om jeg tog stoffer. Jeg vil klart blive nød til at lyve, men Isabelle siger jeg er enormt dårlig til det. Så jeg ved ikke lige hvor godt det ville gå. Men jeg har ikke andre muligheder, så jeg må vel bare gør mit bedste.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...