Broken | One Direction

Nicole Campell er en tyveårig, kendt sangerinde. Lige nu foregår der en masse i hendes liv. Et eksempel er alle de rygter der tager forsiderne, dag efter dag. Rygter om at hun er på stoffer. Kun en kender sandheden om dette rygte; Selve Nicole. Udover det er hun også blevet sat til at skrive en sang med One Direction og alle forestiller sig, at det bliver et kæmpe hit. Men første møde med de skønne drenge går ikke godt, grundet Nicoles hårde facade. Vil en af drengene se ind bag facaden? Vil venskaber udvikle sig? Vil følelser få en start? Og vil hemmeligheder blive afslørede?

109Likes
73Kommentarer
98594Visninger
AA

7. Chapter 6

Nicoles synsvinkel.


I det jeg træder udenfor og ser Isabelles bil, tror jeg seriøst der sidder en ko i bilen. Hun dytter flere gange i træk, inden hun får øje på mig. Et smil breder sig på mine læber og jeg halvløber hen til hendes bil. Det føles som en evighed – og en evighed er virkelig, virkelig lang tid – siden vi sidst har været i byen sammen. Virkelig, virkelig lang tid.


Jeg river nærmest døren op og sætter mig ind på passagersædet. Og ved med det samme hvilken sang der er i radioen, eller ikke præcis hvilken, men jeg ved hvem der synger den. One Direction. Forfølger de mig bare, eller noget i den stil?


”Hej Cole, er du klar? ” spørger hun og smiler stort til mig. Et suk forlader mine læber og jeg ruller med øjnene ad hende. ”Ikke kald mig det, du ved jeg direkte hader det. Og selvfølgelig er jeg det, hvornår er jeg ikke det? ” griner jeg.


Hun starter bilen og kører lidt hurtigere end man må. Det gør hun altid, jeg tror bare hun elsker når det går hurtigt. ”Hvorfor tog du egentlig bilen? Jeg regner ikke med at nogen af os kan kører når vi vil hjem. ” siger jeg og slukker radioen da jeg får nok af den One Direction sang, der kører i baggrunden af vores samtale.


Hun trækker dog bare på skuldrende og jeg får ikke på noget tidspunkt på vejen derhen, et svar på det spørgsmål jeg lige stillede. Så da vi endelig når frem, tænker jeg at hun nok bare enten får nogle til at hente den i morgen, eller selv gør det. Men jeg hælder nu nok mere til den første, da det er en klassisk ting for hende, at andre gør tingene for hende, kun fordi hun er af hunkønnet.


Men jeg dømmer hende ikke, det er en af de få grunde, til at jeg blev hendes veninde i første omgang; Fordi vi aftalte ikke at dømme hinanden.


”Nu går vi derind og viser hvem der styrer det hele. ” fastlår hun og hiver bilnøglen ud. Jeg kigger på hende, som for at forklarer hende, punkt efter punkt, at det ved de sikkert allerede, men hun har travlt med at nærstuderer nogle af dem der går ud og ind.


Jeg åbner bildøren og da jeg står på jorden, smækker jeg den i bag mig. Det samme gør Isabelle og sammen går vi ind i klubben, hvor det første jeg gør er at finde et bord og Isabelle går op til baren, for at få nogle drinks. Efter får minutter, kommer hun tilbage med to røde drinks, hvad det er, ved jeg ikke.


***


Isabelle, hende kan jeg ikke finde. Sidst jeg så hende stod hun og dansede ret så tæt, med en eller anden fyr som hun ender med at skuffe i sidste ende, fordi hun sikkert en der er mere værd at bruge et par timer på. Det var sagt på en meget pæn måde, ifølge mig.


Lige nu, leder jeg på livet løs efter hende, ikke for at hænge på hende, men hun har bare forladt mig, uden at sige om hun går hjem, eller ej. Hvilket faktisk irriterer mig en lille smule. En høj latter lyder, da jeg går forbi og jeg genkender et af de grin der lyder. Med store øjne skæver jeg til den ene side. De forfølger mig virkelig. De fire drengerøve som render rundt på en scene og fjoller mere end at synge, er her præcis på samme tidspunkt som jeg. Hvor uheldig kan man lige være?


Mine søgen efter Isabelle, skal lige pludselig gå hurtigere og da jeg endelig finder hende siddende på skødet af en anden fyr, end jeg sidst så hende med, skynder jeg mig at tage fat i hendes overarm og direkte hive hende hen til et hjørne, der ikke er helt så mange der lægger mærke til.


”Hvad handlede det der lige om? Han var faktisk virkelig sød. ” vrisser hun irriteret. Ja, så sød at hun kan bruge ham en gang eller to, inden hun smider ham væk og finder en der sikkert er meget sødere. Verden handler ikke kun om drenge.


”Jeg har brug for noget, nu. Jeg betaler senere, men de er her og jeg kan virkelig ikke klarer dem. ” siger jeg og er ligeglad om jeg lyder desperat, eller noget lignende. Lige nu, vil jeg helst glemme alle problemerne – og jeg mener virkelig alle, selv de personlige.


”Hvem er de?” spørger hun nysgerrigt og spejder rundt, for at se om hun kan finde dem jeg mener, selvom hun jo ikke ved hvem jeg mener. ”Dem jeg skriver en sang med, One Direction. ” forklarer jeg og peger diskret hen mod det bord, hvor de sidder og griner højlydt. Kunne de ikke have valgt en anden klub, eller bare en anden aften?


Hun kigger derhen, meget åbenlyst, og selvom jeg ikke kan se hendes ansigt, ved jeg at hun tjekker dem ud og overvejer om hun kan bruge dem, som en dukke, man hurtigt bliver træt af. Det er virkelig sådan hun behandler fyre. Jeg glæder mig til den dag hun finder en fast kæreste og om det overhovedet nogle sinde sker. Det ved jeg jo ikke om det gør.


”For min skyld må du gerne, så længe du på ingen måde blander mig ind i det. ” sukker jeg og inviterer hende nærmest derhen, selvom jeg ikke engang er sammen med dem. Men hun må gerne for min skyld, så længe jeg ikke kommer på mulige samtaleemner.


”Det kan overvejes. Men hvad ønsker De? ” spørger hun og jeg ved med det samme hvad hun hentyder til; Stoffer.
Jeg skal til at åbne munden og svarer hende, men de ord som ellers var på vej op gennem min hals, falder igen da en bekendt stemme afbryder. ”Hey Nicole, du nævnte intet om at du ville være her. ” siger Harry og stiller sig ved siden af Isabelle.


Sukkende ruller jeg med øjnene. Der er nok en meget god grund til jeg ikke har nævnt det, faktisk kan jeg komme i tanke om mange, mange flere ting, men nogle af tingene vil måske være lidt ondt og det er faktisk ikke min hensigt. Min hensigt er ikke at være ond, men jeg vil heller ikke være sød og lade dem komme tæt på mig.


”Det er der nok grunde til. Som for eksempel den bedste; Vi kender dårligt nok hinanden, ergo så er vi ikke venner. ” siger jeg irriteret og laver så mange diskrete signaler til Isabelle, om at hun skal få mig væk fra ham, eller ham væk fra mig, som jeg overhovedet kan. Men som normalt forstår hun ingen af mine signaler, hvilket ærlig talt er træls.


”Men der er også løsninger på sådan nogle ting. Vi kunne for eksempel tilbringe mere tid sammen, lære hinanden at kende og på den måde blive venner. ” prøver han. Kan han ikke tage et nej for et nej? Eller måske forstår han ikke det, der kaldes, at være diskret.


”Der må jeg desværre skuffe dig. Jeg ved ikke om jeg gjorde det klart nok forleden dag, men så vil jeg med glæde sige det igen. ” jeg sender ham et flabet smil og begynder eller at skære det ud i pap. ”Jeg er ikke ude efter venskab. Forstået? ” spørger jeg.


Egentlig vil jeg ikke hører hans svar, så jeg prøver at gå min vej, men han holder mig tilbage, ved at lægge en hånd på min skulder og puffe mig tilbage. Jeg kigger på Isabelle og mimer – så tydeligt jeg kan – ’hjælp’, men hun vælger netop nu at være flabet. Derfor lægger hun hovedet på skrå og mimer ’hvad’, hvorefter hun smiler flabet til mig.


Hvis dette er en form for hævn, så kan jeg godt glemme at få den mindste smule hjælp. Når hun er fast besluttet på hævn, sker det. Dette må så være hævn for at jeg trak hende væk fra denne uheldige fyr, hun har sat kløerne i, denne gang. Da Harry igen begynder at tale, følger hun opmærksomt med, for at være ekstra flabet.


”Nicole, det er faktisk ikke forstået. Det kan godt være du ikke ønsker venskab, med nogle af os, men- ”
”Det har du fuldstændig ret i. ” smiler jeg og læner mig op ad væggen, for at virke flabet. Mit blik flakker mellem Isabelle og Harry, inden det lander på et sted imellem dem. Jeg orker hverken Harrys blik, som jeg ikke kan tyde, eller Isabelles flabede blik.


”Vær sød ikke at afbryde mig. ” beder han om og lyder som en mors dreng, hvilket han sikkert er. ”Det kan godt være du ikke ønsker venner, men vi ønsker faktisk at blive venner med dig, så vær sød at give os en chance. ” siger han og lyder desperat.


Lige så desperat er jeg for at komme væk. Han har taget alt mit gode humør fra mig, det har de generelt bare, ved at være overalt. På mit arbejde, i radioen, i den klub som jeg sikkert bruger oftere end dem. Før jeg overhovedet mødte dem, havde jeg aldrig mødt dem, så hvorfor er de alle vegne nu?


”Hvorfor kan du ikke bare tage et nej for et nej? Du er ikke min mor, eller min far, eller nogen som helst anden som har den mindste smule ret til at bestemme over mig. Så hvis du vil gøre et godt indtryk, selvom det allerede er for sent, så kan du gå hen til dine venner igen og lade mig være i fred, når vi ikke arbejder på den dumme sang. ” hvæser jeg og peger hen mod bordet, hvor de andre drenge sidder og griner og snakker højlydt.


Hvorfor kan min veninde ikke bare hjælpe mig, når jeg har brug for hjælp, i stedet for at tænke på noget fucking barnligt som hævn? Hvorfor kan de drenge ikke bare forstår at jeg ikke gider dem, at jeg ikke ønsker venskab med dem? Hvorfor kan verden ikke bare være den mindste smule sød ved mig, i øjeblikket hvor jeg har brug for det mere end noget andet?


Længe kigger Harry, med sine grønne øjne, bare på mig, uden at sige et ord, hvilket jeg tager som, at han tænker.


”Jeg er her for dig når ingen andre er. Husk på det. ” er det eneste han sige, inden han går tilbage til bordet. I et øjeblik står jeg mundlam og kigger efter ham og prøver at forstå hvad han mener. Derefter ryster jeg tanken af mig og vender mig om mod Isabelle.


”Ecstasy. ” siger jeg bestemt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...