Broken | One Direction

Nicole Campell er en tyveårig, kendt sangerinde. Lige nu foregår der en masse i hendes liv. Et eksempel er alle de rygter der tager forsiderne, dag efter dag. Rygter om at hun er på stoffer. Kun en kender sandheden om dette rygte; Selve Nicole. Udover det er hun også blevet sat til at skrive en sang med One Direction og alle forestiller sig, at det bliver et kæmpe hit. Men første møde med de skønne drenge går ikke godt, grundet Nicoles hårde facade. Vil en af drengene se ind bag facaden? Vil venskaber udvikle sig? Vil følelser få en start? Og vil hemmeligheder blive afslørede?

109Likes
73Kommentarer
98617Visninger
AA

31. Chapter 30

Nicoles synsvinkel


Mit blik er rettet mod blomsterne på gulvet og den dårlige samvittighed spurter rundt i mig og drejer skarpt om hvert hjørne, for at sørge for, at den når at sætte sig overalt. Kvalmen stiger op inde i mig og hver og et af mine indre organger, føler sig giftige. Jeg vidste det ville skabe problemer. Tårerne stiger op i mine kinder igen, men jeg kæmper en kamp om at holde dem tilbage.


”Undskyld, ” Får jeg kort sagt, inden lagenet er skubbet til side og mine fødder har fast grund under sig. Idet mine bare fødder rammer gulvet, kravler kuldegysningerne op ad mine ben, som små edderkopper. Og derefter svimler det hele for mig, men jeg er fast besluttet, og så er det svært at få mig til at droppe det. Jeg samler blomsterne op, som kun mangler ganske få blade. En hånd bliver lagt på min skulder og jeg vender tilbage til virkeligheden, jeg smider blomsterne fra mig og begynder at løbe.


Parkeringspladsen.


Selvom udmattelsen skyller ind over mig, mine fødder gør ondt og mine lunger kun får en smule luft ind, bliver jeg ved med at løbe. Jeg ved ikke hvorfor. Er jeg forelsket i Harry? Eller er jeg forelsket i Louis? Det var jo en af de mange problemer som jeg ikke vil støde ind i og hvad sker der når der er noget jeg ikke ønsker skal ske? Det sker.


Lige idet jeg kommer ud på parkeringspladsen, ser jeg Louis sætte sig ind i hans bil. Jeg kigger ned på mine bare fødder og skæver ud på asfalten, som sikkert kommer til at skærer i min fod, grundet alle de småsten, der med garanti kamuflerer sig. Jeg stønner irriteret og løber over til Louis bil og idet jeg standser op ved den, tænder han den.


Ordene som har fløjet lidt rundt inde i mit hoved, eksisterer ikke længere og jeg kigger tomt på bilen. Hvorfor lod jeg overhovedet mig selv føle noget? Hvorfor lod jeg mig selv holde af alle drengene? Hvorfor lod jeg dette ske? Facaden var lige blevet så perfekt og naturlig for mig, da jeg møder disse drenge, som på underlige måder får mit liv vendt på hovedet. Jeg har intet overblik længere, alt er et stort rod inde i mig. Jeg er et stort rod.


Med store øjne, blanke og tomme øjne kigger jeg ind på Louis, der lige pludselig kigger ud på mig. Han ryster på hovedet og kigger skuffet på mig, inden han bakker ud og kører så hurtigt han nu må, ud fra parkeringspladsen og forsvinder ude af syne. Jeg er jo også sådan en idiot.


*


Efter at have set Louis kører væk, var jeg stormet hjem og jeg er ret ligeglad med om der er nogle der leder efter mig. De kan bare sørge for bedre sikkerhed på hospitalet, det er jo virkelig let at komme ud, så er det sikkert lige så let at komme ind. Jeg er trukket i et par sorte, stramme bukser og en ternet skjorte, i farverne grå, hvid og sort. Jeg render ikke rundt med hospitalstøj på, det gør jeg bare ikke.


Jeg kigger mig kort i spejlet, inden jeg går ud i entreen og tager et par sko på. Derefter går jeg ud af døren og låser efter mig. Efter kun at have gået i et minut, på gaden bliver jeg omringet af paparazzier, der kommer med spørgsmål, som de egentlig ikke behøver at vide. Der er nogle få der ved at jeg har været på hospitalet, men det er også klart hvis der har været en ambulance forbi min lejlighed.


Stemmerne bliver højere og højere og ender ud i en stor summen, som irriterer mig grænseløst, men jeg lukker den ude så godt som muligt. De begynder at skubbe lidt til mig og fordi jeg ikke vil fremstilles som led, sørger jeg omhyggeligt for at mit temperament ikke tager over og heldigvis skubber jeg ikke til nogle. Efter længere tid end normalt, på grund af alle dem der står omkring mig og skubber til mig, når jeg endelig til studiet og heldigvis er der to dørmænd, der kommer hen og skubber paparazzierne lidt til siden, så jeg kan komme ind, uden pressen er i hælende på mig.


Jeg tager elevatoren op til etagen hvor Zacks kontor befinder sig og uden at overveje at banke på, braser jeg ind. Heldigvis sidder der ingen andre. Zack retter sin opmærksomhed mod mig og ser overrasket på mig. Har han hørt om hospitalet, mit forsøg på selvmord?


”Jeg har virkelig problemer, jeg ikke ved hvordan jeg skal få løst. Det har intet med stoffer at gøre, det er noget der er langt værre. ” Min stemme ryster helt vildt og mine øjne bliver endnu en gang blanke. Jeg sætter mig ned i en af stolene over for hans skrivebord og giver mig til at fortælle alt. Jeg undlader ingenting, jeg fortæller alt og er ligeglad om han får et dårligt indtryk af mig. Jeg skal bare have det sagt. Og jeg ønsker bare at få det løst.


Da jeg er færdig med at fortælle ryster hele min krop og tårerne er meget tæt på at springe ud af øjnene på mig. Jeg kvæler et hulk og tvinger tårerne tilbage, jeg vil ikke virker svagere end jeg i for vejen gør, selvom jeg sikkert ikke kan komme til at virke svagere; Jeg er svag.


”Jeg ringer til drengene og beder dem om at kommer herhen, så vi kan få det her løst. Sammen. ” Han kigger på mig med et alvorligt blik. Jeg kigger hurtigt ned i gulvet, jeg kan ikke klarer øjenkontakt lige nu. Jeg nikker og følger mønsteret i gulvtæppet med øjnene og prøver at holde min koncentration på det. Og forhåbentligt få slappet lidt af, så jeg ikke kommer til at virke så anspændt og grædefærdig når de kommer.


Stilheden har lagt sig over os og den eneste lyd, er hvis Zack skriver noget på computeren, eller skriver noget ned med en kuglepen, så kan man svagt høre lyden. Minutterne går og selvom jeg prøver at berolige mig selv, bliver jeg mere og mere nervøs. Men heldigvis har jeg stadig rester af facaden, som jeg med stor garanti vil gribe fat i. Efter hvad jeg vil skyde på er omkring tyve minutter, åbner døren sig og drengene kommer væltende ind.


”Nico- ”


Harry begynder at tale, men stopper i det samme han bemærker den anspændte stemning. De fordeler sig og jeg ender med at sidde med Harry på min ene side og Niall på den anden. Det her kommer ikke til at blive godt. Overhovedet ikke.


”Som jeg kan forstå på Nicole, har der været nogle problemer. Som vi skal have løst. ” forklarer Zack, til drengene som sikkert undrer sig over at jeg er her. Han giver sig til at forklarer det jeg forklarede, selvfølgelig mindre detaljeret. Men det er stadig virkelig pinligt.


Jeg har kysset Harry og Louis og jeg ved ikke hvem jeg har følelser for, hvis jeg overhovedet har følelser for nogle af dem. Efter Nathan døde, har jeg ikke brugt følelser til noget som helst, derfor kan man kalde mig amatør når det kommer til dem. Eller nybegynder. Et eller andet i den stil, pointen er bare, at jeg er elendig til at finde rundt i mine følelser. Det er som en masse forskellige ledninger i alle regnbuens farver og flere til.


Gennem hele hans lange snak holder jeg blikket ned i jorden og tør ikke kigge op. Hvad nu hvis de er sure på mig, alle sammen? De er jo bedste venner og når man er det, holder man sammen. Hvorfor skal jeg også stå i lort til knæende? Hvis Zack aldrig havde sagt ja, ville jeg stadig befinde mig i den samme rutine – og jeg ønsker ingen ændringer. Dengang havde jeg overblik, styr på mig selv.


”Derfor har jeg besluttet at droppe det med sangen. ” Zacks ord skærer igennem strømmen af mine tanker og jeg kigger overrasket op på ham. Han kan tro nej. Han sagde ja til dette, selvom jeg ikke ville. Han fik mig ind i det og nu skal han ikke bare trække mig ud, efter jeg er blevet såret så meget på denne korte tid.


”Nej. Vi indspiller sangen, udgiver den og vender alle tilbage til rutinen. ” siger jeg og kigger kun på Zack. Denne gang er det hans tur til at kigge overrasket på mig. Han nikker langsomt og så var den aftale sat ind.
Om ikke så lang tid, ville jeg vende tilbage til min rutine. Uden at være i nærheden af disse drenge, konstant.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...