Broken | One Direction

Nicole Campell er en tyveårig, kendt sangerinde. Lige nu foregår der en masse i hendes liv. Et eksempel er alle de rygter der tager forsiderne, dag efter dag. Rygter om at hun er på stoffer. Kun en kender sandheden om dette rygte; Selve Nicole. Udover det er hun også blevet sat til at skrive en sang med One Direction og alle forestiller sig, at det bliver et kæmpe hit. Men første møde med de skønne drenge går ikke godt, grundet Nicoles hårde facade. Vil en af drengene se ind bag facaden? Vil venskaber udvikle sig? Vil følelser få en start? Og vil hemmeligheder blive afslørede?

109Likes
73Kommentarer
98594Visninger
AA

4. Chapter 3

Nicoles synsvinkel.

 

Jeg slår øjnene op ved lyden af min mobil der ringer. Jeg griber irriteret ud efter den uden overhovedet at kigge hvor den ligger. Jeg tager mobilen op foran mine øjne og ser det er Zack, hvilket får mig til at svare, - dog med et irriteret suk. Hvorfor skal han vække mig når jeg sover så godt?

 

"Ja?" siger jeg træt da jeg fører telefonen op til mit øre. "Klokken er fem minutter over ni, Nicole," siger han med en hård tone, hvilket får mig til at fare op af sengen. "For pokker da også!" råber jeg irriteret og er hurtigt henne ved skabet for at finde noget tøj.

 

"Hvor er du?" spørger han, og jeg føler mig næsten helt flov over at fortælle jeg først lige er vågnet. Ikke overfor One direction, - OVERHOVEDET, men overfor Zack. Jeg havde jo lovet ham at komme til tiden og gennemføre det her, for hans skyld. For jeg var ærligtalt lidt ligeglad, jeg var ikke interesseret i at skrive en sang med et par drengerøve.

 

"Jeg har sovet over mig," sukker jeg og griber ud efter et par sorte jeans med huller, og en løs hvid top. Meget simpelt, - men lige nu skal alt bare gå hurtigt så jeg kan komme ud af døren. Heldigvis bor jeg kun fem minutters gang fra studiet.

 

Jeg hører Zack sukker i telefonen hvilket stresser mig endnu mere. "Det var ikke med vilje, Zack, lad vær med at sukke af mig," siger jeg hårdt og bestemt, - jeg er typen der ikke finder sig i ret meget, holder fast i mine egne meninger og spiller kostbar. Det var ihverfald sådan facaden så ud, men den rigtige eller 'gamle' Nicole var helt omvendt; sød, livsglad og kærlig. Der var bare en masse ting der gjorde at jeg nu havde en facade på. Jeg er dybt inde set også meget følsom, sårbar og ulykkelig. Men det må ingen vide.

 

"Du skal komme NU, Nicole," siger han bestemt og vælger at ignorere det jeg lige har sagt. "Jaja," mumler jeg før jeg ligger på. 

 

Jeg tager mit nattøj af, og derefter tager jeg det outfit på, jeg lige havde taget ud af mit skab. Min facade passer meget godt med min stil. Den er for det meste hård og rå, - med nitter, hullede jeans og lange halskæder.

 

Jeg skynder mig ud på badeværelset, og får hurtigt lagt en make-up som består af eyeliner og mascara. Jeg plejer normalt også at lægge øjenskygge og bronzer, men lige nu prioriterer jeg det vigtigste.

 

Jeg redder mit hår igennem og putter en smule hårlak i, så det sidder som det skal, og kan holde til resten af dagen.

 

Jeg skynder mig at tage mine sorte converse på, hvorefter jeg styrter ud af døren, og løber ned af alle trapperne i opgangen.

 

Jeg åbner døren ud til, og med det samme jeg træder ud, omfavner blæsten min krop.

 

Jeg sætter hurtigt i løb, og sætter kursen mod studiet, og allerede efter et enkelt minut begynder jeg at puste. Jeg er ikke ligefrem i den bedste form, - det vil være synd at sige. Og jeg kommer garanteret til at ligne noget der er løgn når jeg når frem.. Hvis jeg altså ikke allerede gør det nu. Men heldigvis er det tidligt om morgenen, så der er ikke ret mange mennesker eller paparazzi'er på gaden endnu.

 

Jeg stopper med at løbe, da jeg ser studiet, og Zack som står ude foran. Jeg går hen til ham og sender ham et akavet smil, som han gengælder.

 

"Tyve minutter forsinket," konstaterer han og ser pludselig helt alvorlig ud. "Det var lige præcis det jeg havde fortalt dig, at du ikke skulle," siger han igen og jeg sukker. "Kan det ikke være ligemeget? Jeg er her jo nu," siger jeg og går ind af døren, og får hurtigt øje på fire bekendte drenge, som griner og snakker. De stopper alle et øjeblik da de ser mig, og en dreng med krøller begynder at grine. "Sovet over dig?" spørger han provokerne om, men jeg vælger bare sukke irriteret og ignorere det. Det kom da slet ikke ham ved, om jeg har sovet over mig. Og han skulle da slet ikke grine af mig.

 

"Hej Nicole, jeg hedder Liam," siger Liam og stiller sig op foran mig, og rakker hånden frem, som jeg akavet tager imod. "Hej," svarer jeg og undgår at kigge i hans øjne. Hvis han var ligeså provokerne som hans ven ville det her blive et mareridt. 

 

"Hej, jeg er Niall," endnu en dreng står foran mig og rækker hans hånd frem. Han ser ud som en der har rigtig meget energi. Måske lidt for meget.

 

Harry og Louis kommer op til mig og rækker deres hænder frem. "Harry, sovetryne," driller han og jeg vælger bare at ignorere ham og hilse på Louis istedet. "Nicole," siger jeg kort før jeg trækker min hånd til mig igen. Vi får aftalt at gå ind i et lokale, og begynde på at skrive sangen. Som Zack sagde igår, så har vi en smule travlt. Men noget siger mig at det her bliver nogle lange dage. 

 

Jeg går hen og sidter mig på en stol, efterfulgt af de andre drenge. På min højre side sidder Harry, og på min venstre Louis.

 

Veronica som plejer at hjælpe mig med at skrive sange, kommer lidt efter ind af døren. Lidt en overraskelse da jeg ikke troede hun skulle hjælpe til. Zack har slet ikke fortalt mig ret meget, han sagde bare igår at jeg skulle skrive en sang med One direction.

 

Jeg rejser mig op går hen til hende, hvorefter hun lægger armene omkring mig. "Hej Nic," siger hun og smiler højt, hvorefter jeg trækker mig ud af krammet igen. Som i nok kan regne ud, har jeg et rigtig godt forhold til hende. Hun er fem år ældre, men vi har den samme musik smag; pop og rock. Og for at sige det mildt, er hun ekstremt god til at skrive sange. Det er hende der hjælper mig med at skrive de fleste af mine hits.

 

"Nå lad os komme igang," siger hun og går hen til bordet hvor drengene sidder.

 

Jeg sidter mig ned igen, og et lille gab slipper ud af min mund. Jeg hører et grin komme fra Harry, hvilket igen gør mig irriteret. Kunne han dog ikke bare lade mig være? Det kunne ske for en hver at sove over sig.

 

"Hvad?" spørger jeg irriteret og kigger på ham, men han smiler bare flabe og rækker hænderne op i vejret. "Ikke noget," siger han, og jeg ruller med øjnene. Hvad var det dog jeg havde sagt ja til?

 

***

 

"Godt så, nu er klokken tre og jeg synes i har arbejdet rigtig godt idag," siger Veronica og rejser sig, efterfulgt af os andre. "Jeg er sikker på at Drag me down bliver et hit," siger hun igen og fortsætter, "og din solo bliver fantastisk," hvisker hun i mit øre, og jeg sender hende et lille smil.

 

"Så skal vi mødes her imorgen klokken ni igen," siger hun og begynder at rydde op ved det bord vi lige har siddet ved.

 

"Sharp," siger Harry da han går forbi mig, men jeg prøver så vidt muligt at holde min mund, selvom trangen til at sige noget som 'hold kæft' er stor. Hvorfor skulle han være så provokerne?

 

"Vi ses," mumler jeg stiller før jeg går ud af lokalet, og fortsætter ud af studiet. Lige nu havde jeg ikke lyst til at sige vi ses til hverken Zack, Veronica eller nogen af One direction drengene. Jeg glæder mig ærligtalt bare til det her er overstået.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...