Broken | One Direction

Nicole Campell er en tyveårig, kendt sangerinde. Lige nu foregår der en masse i hendes liv. Et eksempel er alle de rygter der tager forsiderne, dag efter dag. Rygter om at hun er på stoffer. Kun en kender sandheden om dette rygte; Selve Nicole. Udover det er hun også blevet sat til at skrive en sang med One Direction og alle forestiller sig, at det bliver et kæmpe hit. Men første møde med de skønne drenge går ikke godt, grundet Nicoles hårde facade. Vil en af drengene se ind bag facaden? Vil venskaber udvikle sig? Vil følelser få en start? Og vil hemmeligheder blive afslørede?

109Likes
73Kommentarer
98617Visninger
AA

30. Chapter 29

Nicoles synsvinkel.

 

 

Jeg er stadig ret forvirret over hele oplevelsen, og skal lige komme mig over den. Men både Liam og Harry farer op af stolene, og er hurtigt henne ved mig.

 

"Nicole," siger Harry, og hans bekymrende øjne fanger mine. Jeg kan nærmest læse hans øjne som en åben bog, de viser alt: De viser hans bekymrelse, sorg, men også en pludselig glæde, da jeg åbnede mine øjne.

 

Et lille smil gled hen over mine læber, men det forsvandt hurtigt igen, da en mand iført hvid kittel, kommer gående ind på værelset. Selvfølgelig skal han ødelægge øjeblikket. Øjeblikket hvor jeg rent faktisk har det okay, til dels på grund af de ord Harry sagde. De sidder som tattooveret i mit sind, og det er mærkeligt. For jeg tror efterhånden i kender mig, og jeg er typen der er en enspænder, og er iskold. Jeg er direkte sagt, en kælling, især overfor de drenge. Men netop dé ord, har ramt mig.

 

"Nicole Campbell?" siger han, og jeg nikker svagt og falder ud af mine tanker. Jeg kigger kort ned af mig selv, og bliver helt skræmt over alle de forskellige elektroder der sidder klistret til min krop, og fører op til forskellige maskiner der bipper hvert andet øjeblik. Hvad har jeg dog gjort ved mig selv? Og har jeg mon virkelig ment det her alvorligt? Lige nu føler jeg hverken glæde eller smerte, men jeg har også været helt væk i noget tid.

 

"Der er lidt dårlige nyheder," siger han, men jeg hverken siger eller gør noget. Jeg bliver bare ved med at kigge op på lægen, som har et alvorligt udtryk i ansigtet.

 

"Blodprøverne viser, at dine lever tal er lave. Du tog en ret slem overdosis tidligere, og grundet det og dine blodprøver, har vi besluttet at du skal være her til imorgen, minimum," siger han, og jeg kan langsomt mærke vreden stige i mig. Vil de have mig til at blive her? Liggende i en seng og være ynkelig? Det kan godt være jeg selv har bragt mig i den her situation, men det eneste jeg havde tænkt da jeg tog de piller var, at jeg skulle samme sted hen som Nathan. Det var slet ikke meningen, jeg skulle vågne igen. Og lige nu skammede jeg mig over det. Alt den tvivlsomhed jeg følte for bare et minut siden, er nu blevet vendt til negativitet. 

 

Jeg kan mærke tristheden der lige så stille hober sig op i min krop, og den slemme uro der gør at min krop næsten ryster. Det slår mig helt ud af kurs at vide, at jeg skal ligge her en dag mere, og måske endda flere. Og hvad der gør mig endnu mere ked af det er, at mit forsøg på at komme væk fra den forfærdelige virkelighed, og op til Nathan, mislykkedes. Jeg skammer mig direkte over det.

 

Jeg river hidsigt de forskellige ting væk fra min krop. Jeg tager hjerteovervågnings elektroderne og kaster dem væk fra mig, og river droppet ud af min hånd, hvilket resulterer i at blodet står ud. Men jeg er ligeglad, jeg vil bare så gerne væk. Jeg vil så gerne væk fra det her levende helvede, jeg ved slet ikke hvad jeg har at leve for mere. Nathan var hvad jeg levede for. Så hvordan kan jeg leve, uden min bedre halvdel? Siden hans død har der siddet en enorm smerte indeni, præcis den smerte stofferne plejede at tage. Men det er bare som om, de ikke hjælper ordenligt mere. De tager ikke smerten ordenligt. 

 

"Nicole, stop!" siger lægen og er hurtigt henne ved mig, men det får mig blot til at skabe mig endnu mere. Jeg råber og skriger højt, og Harry og Liam er også hurtigt henne ved mig, for at holde mig nede i sengen. Jeg kan tydeligt mærke, at min krop ikke har det godt. Jeg er utrolig træt, og har ondt i maven, men det er helt ærligt ligegyldigt. Jeg kan slet ikke overskue livet, jeg havde så inderligt håbet på, at pillerne kunne tage smerten; livet.

 

"Nicole, jeg ringer alarm hvis du ikke stopper," siger lægen med en høj og hård tone, men det får mig ikke til at stoppe. Jeg slår ud i alle sider, og føler mig slet ikke i kontrol. Det er som om at alt den vrede, ulykkelige følelse jeg har gået inde med siden Nathans død, kommer ud nu.

 

"Stop, gå nu jeres vej forhelvede!" råber jeg surt, og prøver ihærdigt at rejse mig, men Harry tager hårdt fat i mig, hvilket gør mig endnu mere hidsig. Hvad har han gang i? Hvilken side er han egentlig på? Inderst inde ved jeg godt, at han gør det for at beskytte mig, men jeg kan bare ikke tænke sådan i øjeblikket. I øjeblikket vil jeg bare væk, - løbe min vej, løbe fra alt kaosset og være alene. 

 

"Nicole!" råber Harry højt, hvilket pludselig får mig til at stoppe. Jeg stopper bogstaveligtalt helt brat, og sidder bare og stirrer lige frem. Jeg har aldrig hørt Harry råbe, og egentlig skræmmer det mig, at jeg ikke er ligeglad. Det er sådan jeg ER. Jeg er den ligeglade, kolde, følelsesløse person, - hvorfor stopper jeg? 

 

Jeg gør alt for at bygge en facade op, ellers er jeg sikker på, at tårerene vil falde. Og det skulle de ikke også have fornøjelsen af at opleve.

 

"Jeg tilkalder en sygeplejerske, så du kan få tingene sat på igen," siger lægen, hvilket pludselig får mig til at reagere.

 

"Nej!" råber jeg, og føler lige pludselig at jeg igen er på vej til at miste kontrollen endnu mere.

 

"Må jeg lige snakke med hende to sekunder, alene?" spørger Harry, hvilket får mig til at sukke. Jeg magter ærligtalt ikke dybe forhandlings samtaler, men alligevel valgte jeg at lade vær med at sige noget, da frygten for at der ville komme tårer og hulk ud istedet, var stor.

 

Lægen nikker, og det samme gør Liam, før de er på vej ud af døren. De lader døren stå på klem, og Harry sukker kort, før jeg kan føle hans blik på mig. Hvorfor fanden sukker han? Han skal da være glad for, at han ikke står i min situation, for SÅ er der noget at sukke af.

 

"Nicole-" "NEJ Harry! Jeg vil ikke. Jeg kan ikke give slip. Jeg har gjort alt hvad jeg kunne, for at gøre det, men jeg kan bare ikke. Lyset i mit liv skred fra mig, og jeg kan ikke uden ham. Så lad vær med at be' mig om at blive, for det har jeg ikke tænkt mig!" siger jeg, og selvom meningen havde været at det skulle lyde vredt, kom det ud med tårer, snøft og hulk. Og jeg mener det ærligt, når jeg siger, at jeg kunne slå mig selv i hovedet for det. Jeg hadede den her forbandede side af mig selv, - den her forbandede facade der altid knækkede. Tænk hvis jeg kunne have gjort noget, for at forhindre skuddet. Hvis jeg var taget hjem til ham, eller hvis jeg havde inviteret ham over tidligere på dagen.

 

Skyldfølelsen skyllede hurtigt ind over mig, hvilket fik mig til at knibe øjnene sammen, så der ikke kom flere tårer. Jeg har aldrig tænkt på det før, på den her måde. 

 

Harry tager fat i min hånd, hvilket får mig til at kigge over på ham. Hans øjne borer sig ind i mine, og igen kan jeg se bekymrelsen i dem. 

 

Han trykker min hånd, og et øjeblik, er det som om jeg føler han giver mig en empati, bare ved øjenkontakt. Derudover blotter han noget andet for mig, i hans øjne. Noget som rør mig indeni, og får tårerne til at stoppe, så jeg nu kun snøfter.

 

En mærkelig, og ukendt følelse danner sig indeni mig, og jeg rynker kort i panden, men bliver ved med at kigge ind i Harrys utrolig flotte, grønne øjne. Min krop begynder at reagere underligt, hvilket virkelig skræmmer mig. Mit hjerte begynder at slå hurtigere, og jeg kan mærke en underlig fornemmelse i maven. Men for første gang i lang tid, flygter jeg ikke fra den. Jeg nænner det ikke. Hans sætning fra tidligere kommer frem i mit hoved. 'Jeg elsker hende, forhelvede'. Det er aller første gang, siden min brors død, jeg har hørt dem. 

 

Før jeg ved af det, læner jeg mig frem mod ham, og kysser ham blidt på munden. Jeg kan mærke at Harry kysser med, og udvikler det. Dog åbner døren sig bag os, hvilket får os til at trække os fra hinanden, og kigge hen mod Louis, der kigger sårende tilbage på os. Han har en buket utrolig flotte blomster i hånden, hvilket får mig til at smile. Og før jeg ved af det, har han smidt dem på gulvet, og er gået ud af døren igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...