Broken | One Direction

Nicole Campell er en tyveårig, kendt sangerinde. Lige nu foregår der en masse i hendes liv. Et eksempel er alle de rygter der tager forsiderne, dag efter dag. Rygter om at hun er på stoffer. Kun en kender sandheden om dette rygte; Selve Nicole. Udover det er hun også blevet sat til at skrive en sang med One Direction og alle forestiller sig, at det bliver et kæmpe hit. Men første møde med de skønne drenge går ikke godt, grundet Nicoles hårde facade. Vil en af drengene se ind bag facaden? Vil venskaber udvikle sig? Vil følelser få en start? Og vil hemmeligheder blive afslørede?

109Likes
73Kommentarer
98584Visninger
AA

29. Chapter 28

Nicoles synsvinkel


Mange stiller spørgsmålet; Hvordan ved jeg om jeg svæver mellem liv eller død? Aldrig har jeg forstået spørgsmålet, aldrig har jeg kunne finde et logisk svar, som ikke ville lyde barnligt og det modsatte af sandt. Endelig har jeg svaret.
At svæve mellem liv eller død, er som at stå på en lang gang, hvor man er placeret præcis på midten, ikke længere til den ene side en til den anden. Ved den ene sides ende, er et stærkt, blændende lys. Dette lys tiltrækker en og får en til at tænke på alle de skønne ting. Lyset skubber grusomme tanker og følelser væk, og får det perfekte ind i en.
Til den anden side viser minder sig. Minderne starter fra at man ligger i sin mors eller fars arme som spædbarn og kører igennem alle gode og hyggelige stunder, men tager også de skrækkelige stunder som har fået noget godt frem med.


Det er derfor man svæver mellem liv og død. Det er svært at vælge mellem det perfekte og mellem det modsatte af perfekt. Løsningen på det er så simpelt, men alligevel er det kun meget få der kommer frem til den. Her er trin et af løsningen;


Valget er op til en selv.


Men der er så mange, der tror at trin et er det hele og det ødelægger hele deres valg.


Mine øjne åbner sig. Mit blik er vendt ned mod gulvet, der er en svag grå farve. Skinnebenene er presset ned mod det hårde, gulv. En ting jeg dog lægger mærke til, er de hvide stramme bukser, som sidder der hvor et par mørkeblå jeans bør sidde. Håret hænger glat ned om mine skuldre og er ikke pjusket længere. I stedet for en alt for løs, sort T-shirt, har jeg en alt for løs, hvid T-shirt på.


Hvad er det her? Har det hele været en stor drøm?


Jeg kigger op og ser ikke andet end en lang gang, uden en eneste dør i miles omkreds. Undrende rejser jeg mig op og mærker en smerte brede sig igennem mine ben, grundet at jeg ikke har stået oprejst i et stykke tid. Åbenbart.
”Hallo? ” kalder jeg prøvende. Eller måske er det lige nu at jeg er fanget i en drøm. Uvidende.


En skarp smerte skyder igennem mit hoved og farver danser for mine øjne, det samme gør billeder og videoer af minder. ”Arh! ” stønnende kaster jeg mig ned på mine knæ og tager mig til hovedet. Øjnene klemmer jeg hårdt sammen af smerte, men inderst inde ønsker jeg at det skal blive ved. Billeder af minder jeg har glemt, danser for mit syn og jeg ønsker ikke det skal stoppe.


Lidt efter lidt bliver smerten dæmpet og langsomt lader jeg øjnene glide op. Et klynk undslipper min mund; Ikke kun af lettelse, men også af smerte. Ikke en fysisk smerte, men minderne er væk. Jeg bander ad mig selv og slår en knyttet hånd, ned i det hårde linoleumsgulv. Der var minder fra dengang hvor min mor, min far, Nathan og jeg var som en familie, dengang vi var lykkelige.


Langsomt rejser jeg mig igen, nervøs for at de ulidelige smerte vender tilbage. Hvilket den ikke gør. Jeg ånder lettet op og kigger mig endnu en gang omkring. En lang, lang gang, som ikke er særlige bred. Opgivende sukker jeg, hvad er meningen med dette? Prøvende tager jeg et skridt til højre og der lyder et klik. Jeg stopper brat op og et skarpt lys, blænder mig.

 

Som på kommando kniber jeg øjnene sammen, men allerede få sekunder efter, åbner jeg dem let op. Lyset virker så vidt, rent. Jeg tager endnu et skridt hen imod det, efterfulgt af få flere, da endnu et klik lyder.


Undrende kigger jeg på lyset, men intet nyt er sket. Et skrig lyder bag mig og jeg vender mig om i en bevægelse. Et baby ansigt vises helt tæt på skærmen og jeg tager et skridt hen imod videoen der vises på den ret så store skærm. Babyen skriger endnu en gang og tre nye ansigter viser sig. Min mors, der kigger sødt ned på babyen, min far der holder babyen og Nathan der står og kigger op. Tårerene danner sig i mine øjne da det går op for mig, at det er mig. Dengang vidste ingen af os hvad fremtiden ville byde. At Nathan ville dø, vi ville miste kontakten og dette vil ske.
Men hvad ’dette’ er, har jeg ingen anelse om.


En ny video viser sig, efterfulgt af mange, mange billeder og videoer. Hvem styrer overhovedet de videoer og billeder? Hvor har denne person fået dem fra.


Du har dem.


Jeg ignorerer stemmen og vender mig forvirret om, så jeg igen står front mod lyset. Hvorfor er dette lys her? Hvordan og til hvilket formål? Det virker bare så hvidt, rent og perfekt. Jeg tager yderligere tre skridt hen imod lyset. Det er helt perfekt, hvorfor er jeg ikke sådan? Hvorfor var jeg ikke lige som Nathan? Perfekt, udadvendt, modig, et hjerte af guld? Det her er så forvirrende.


Ni skridt.


”Rejs dog videre til en andens hoved, som du kan genere. ” sukker jeg og kigger frem og tilbage mellem de to forskellige ting. Mit ikke helt så perfekte liv, dog med perfekte personer og det fuldstændigt perfekte lys. Hvorfor er der disse to ting? Skal jeg vælge, eller noget i den stil?


Hvad tror du selv? Liv eller død?


”Gå dog væk, ” hvæser jeg og ryster på hovedet, selvom det på ingen måde hjælper.


Liv eller død? Right, nu er det også sådan at jeg svæver mellem disse to ting. Sikke et eventyr og lige om lidt kommer der en prins ridende på en hvid hest og redder mig fra dette mareridt, eller hvad det end er og så ridder vi mod solnedgangen, det er også virkelig realistisk.


Pludselig lyder politisirener og jeg vender mig brat om og ser på mindet. Jeg lægger i sofaen, zapper mellem kanalerne da det banker på døren. Jeg hører ikke hvad politibetjenten siger, men jeg ved hvad han siger og det får en tårer til at trille ned over min kind.


”Det der er ikke et godt minde. Hvis dette virkelig er et valg, gør i det meget let for mig. ” Min stemme er hævet.


Nej, men det bragte noget godt ind på banen.


”Jeg ved ikke hvad fanden du snakker om og det har jeg heller ikke lyst til at fin- ” Jeg stopper mig selv da det går op for mig hvad denne såkaldte stemme, lige har sagt. Så der bliver vist gode minder på denne skærm og skrækkelige minder, men som har bragt noget godt ind på banen. Men jeg forstår stadig ikke formålet med dette.
Uden at stole på det jeg gør tager jeg et skridt hen imod skærmen, efterfulgt af to mere, et klik lyder og en ny video viser sig på skærmen.


En blond pige vælter ind i en entre og begynder straks at græde og hive ihærdigt efter vejret. Hun hvisker noget som er umuligt at hører. Hun går ind i stuen som virker meget bekendt og jeg ved hvorfor; Det er min stue, jeg står og kigger på mig lige nu. Jeg tager bogen jeg fik af ham og billedrammen under armen og finder alle de ting der minder mig om ham, hvorefter jeg gemmer det i bunden af mit skab. Derefter går jeg hen til blokken og skriver en lang besked, enkelte gange sitrer min hånd. Tårerne bliver ved med at løbe ned over mine kinder, hvilket frembringer en klump i min hals, lige her og nu, hvor jeg står foran skærmen og kigge på mig selv. Tårer strømmende ned af kinderne og følelser sidende uden på og ikke inden i.


Jeg taper beskeden fast til toiletdøren og går derud og låser efter mig.


Tårerne begynder at glide ned over mine kinder, da jeg ser mig selv stå og kigger på alle de piller i min hånd og skraberen i den modsatte hånd.


Problemet er at jeg virkelig ikke ved hvad der vil ske.


Jeg sætter mig ned op af væggen og sluger pillerne. Jeg begynder at skærer i min hud og blodet starter med at pible op af såret og glide i fine små dråber ned over min arm, men efterfølgende begynder det at vælte op og løbe ned over min arm. Jeg skriger og øjnene lukker sig svagt i.


Skærmen bliver sort og her står jeg. Forfærdet tager jeg et skridt tilbage og diverse hulk lyder fra mig. Hikstende ryster jeg på hovedet og alt kommer til mig. Jeg husker især hvordan alt blev sort og det sidste jeg hørte, var et svagt bank. Det kan ikke være sandt. Hvis det hele er slut, har jeg jo intet valg? Så har alt dette været forgæves.


Pludselig går det op for mig at stemmen har ret. Alle disse minder er noget jeg har husket inderst inde, det er mine tanker der kører på den fucking skærm. Men det hele er jo slut? Jeg tørre øjnene og træder et skridt tilbage, men stopper op og sætter mig ned på gulvet og lader tårerne glide, hulkene skærer igennem luften og tankerne få frit løb.


”Hvis jeg gjorde det der, var det nok fordi jeg ønskede at dø. ” råber jeg højt og mærker hvordan det slider i mit stemmebånd. Jeg banker hånden ned i gulvet op til flere gange, men mærker ingen smerte. ”Og det der har ikke bragt noget godt med sig og det kommer det heller ikke til. ” råber jeg højere.


Endnu et klik lyder, og jeg er ved at få spat af de klik som man konstant kan hører. Jeg kigger op på skærmen.
Denne gang viser den et hvidt rum, som jeg ikke lige genkender. Liam og Harry kommer gående ind og jeg får øje på sengen. Det vil sige at man kun kan se halvdelen af den; Ben og fødder. Mine ben og fødder, som ikke er helt så godt skjult af et ret så gennemsigtigt lagen. Stolene der står op af væggen, lige over for senge, er grå og ser ret så komfortable ud, hvorimod sengen ser ret så ukomfortabel ud.


”Du forstår det virkelig ikke, har jeg ret, Liam? ” Harry vender sig frustreret om mod Liam og lægger tryk på hans navn. Tårerne stopper med at løbe ned over mine kinder, og jeg kigger med store øjne op på skærmen. Hvis stemmen har ret, og det virkelig er liv eller død, foregår dette så lige nu? Jeg snøfter en enkelt gang og skubber den overraskende skræmmende tanke fra mig. Jeg som troede jeg havde forberedt mig.


Liam ser nervøst hen på sengen, hvor jeg ligger i og ryster på hovedet. Jeg forstår ikke lige deres lille diskussion – eller snak, hvilket jeg hælder mere til, - men det er nok fordi jeg kun lige har hørt en sætning af snakken og ikke har hørt de forrige sætninger. Mit blik kan ikke holde sig væk fra det man nu kan se af sengen og af mig; Det giver mig direkte kvalme.


”Jeg… ” Harry trækker vejret tungt og hans blik ændrer sig på få sekunder fra frustreret til trist. ”Jeg elsker hende, for helvede. ” sukker han og løfter ikke sit blik, han har rettet mod gulvet.


Med store øjne og åben mund kigger jeg på skærmen der toner ud og bliver sort. Snakker han om mig? Jeg har jo opført mig som verdens mest snobbede kælling, der troede hun var is dronningen og kunne lave et samarbejde, uden at samarbejde. Sidst nogle sagde de tre ord, som betyder virkelig meget for mig, var da Nathan og jeg sad hjemme hos ham og han sagde at jeg skulle forfølge min drøm. Han var jo den eneste grund til at jeg gjorde det.
Det var den eneste måde jeg kunne fortælle sandheden.


Der er ingen der ved at sangene faktisk er hemmeligheder, skrevet om. Men når nogle har spurgt mig om sangene, har jeg løjet; ”Det handler ikke kun om at kunne synge, men også om at kunne digte sig frem til troværdige historier. ” Og så et stort falskt smil.


Dit valg.


”Du hjælper mig overhovedet ikke. ” Jeg ryster på hovedet. Kan jeg ikke bare blive siddende her for evigt? Eller i det mindste til min tid løber ud.


”Jeg elsker hende, for helvede. ”


”Fuck mit liv. ” Jeg holder mig for ørene, imens sætningen bliver ved med at gentage sig i mit hoved. Er det sådan her det føles når man er ved at blive sindssyg? Når man er sindssyg? Med stemmer i hovedet og tanker om konstant at forsvinde fra jorden og lade ens sjæl tage videre? At man konstant ønsker at se sin afdøde bror igen og blive den lykkelige familie man engang var en del af, igen?


Med øjnene lukkede og rystende ben, rejser jeg mig op og tør først åbne øjnene der. Hvad fanden skal jeg så gøre nu? Nu ved jeg det, lige om lidt kommer der en stor eventyrlig dør frem, som jeg så skal gå igennem og komme videre dertil hvor jeg inderst inde ønsker det. Der er bare to ting ved den sætning som måske ikke lige er helt så gennemtænkte;


Jeg ved ikke hvad jeg vil.


Det hele er en stor joke, fordi jeg er ved at blive sindssyg.


Eller så er jeg bare i gang med at dø.


Tænk.


”Selvfølgelig vil jeg ikke tænke. ” mumler jeg og sukker opgivende, hvorefter jeg går hen imod skærmen. Det kan være der er et eller andet bag den som jeg ikke har tænkt over, og så har jeg heller ikke lyst til at gå mod lyset, det skræmmer mig ærlig talt lidt, selvom det er meget fascinerende.


Pludselig snubler jeg over noget, som jeg ikke havde sæt og et kort skrig undslipper min mund. Jeg når ikke at sætte hænderne foran, så jeg forventer det værste da jeg ser gulvet komme tættere og tættere på. Lige inden jeg rammer gulvet, lukker jeg øjnene. Men det sker ikke; Det der sker er at jeg mærker et stød gå igennem min krop og jeg sætter mig op. Jeg åbner øjnene og kigger omkring og forstår på ingen måde hvad der lige er sket.


Lidt efter lidt går det op for mig hvor jeg er; Siddende i en hospitalseng med to drenge stirrende på mig, som havde de set et spøgelse.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...