Broken | One Direction

Nicole Campell er en tyveårig, kendt sangerinde. Lige nu foregår der en masse i hendes liv. Et eksempel er alle de rygter der tager forsiderne, dag efter dag. Rygter om at hun er på stoffer. Kun en kender sandheden om dette rygte; Selve Nicole. Udover det er hun også blevet sat til at skrive en sang med One Direction og alle forestiller sig, at det bliver et kæmpe hit. Men første møde med de skønne drenge går ikke godt, grundet Nicoles hårde facade. Vil en af drengene se ind bag facaden? Vil venskaber udvikle sig? Vil følelser få en start? Og vil hemmeligheder blive afslørede?

109Likes
73Kommentarer
98587Visninger
AA

28. Chapter 27

Harrys synvinkel.

 

"Hjælp!" råber Louis og banker på døren, hvilket får mig til at suse hen ved siden af ham. Jeg har aldrig set ham sådan før; - han ser virkelig bange ud.

 

"Hvad sker der Louis?!" spørger jeg, og fanger kort hans øjenkontakt. Hans øjne viser ren rædsel, hvilket både skræmmer, og bekymrer mig.

 

"N-i-i Nicole," siger han forpustet, og jeg kan se på hans ansigtsudtryk, at han er bange.

 

"Louis træk vejret," siger jeg og ligger en hånd på hans skulder. Han trækker vejret dybt, men blikket i hans øjne ændrer sig ikke. Tværtimod.

 

"Nicole er derinde, og hun svarer ikke," siger han, dog stadig med meget hurtige vejrtrækninger. Men jeg observere hvad han siger, hvilket får mig til at banke på døren. Har hun mon gjort noget?

 

"Nicole?" siger jeg, men bliver frustreret da jeg intet svar får.

 

"Nicole!" råber jeg og banker endnu hårdere på døren. Dog stadig uden held, - der er ikke så meget som bare en lyd, derinde fra.

 

"Forhelvede," råber jeg, før jeg hårdt slår på døren. Jeg må se hvordan hun har det, - om hun er okay. Og det er jeg nærmest sikker på, hun ikke er, når hun ikke engang giver en lyd fra sig.

 

"Vi bliver nød til at brække døren ind," siger jeg og kigger på de andre drenge, som nikker.

 

"Vi skubber på nu," siger jeg, og træder et skridt tilbage fra døren, for at få tilløb.

 

"1, 2, 3, NU," siger jeg og råber, da jeg når 'nu'.

 

Vi skubber døren hårdt, og efter lidt tid, giver døren sig, og brækker. 

 

Jeg løber ind på toilettet og tager mig til hovedet, da et forfærdeligt syn møder mit.

 

Nicole ligger på gulvet, med blod strømmende ud fra nogle nylavede sår på hendes højre inderarm. Derudover ser hun bevidstløs ud, og det gør at jeg hurtigt er henne ved hende.

 

"Nicole?" siger jeg og rusker blidt i hende, men får intet svar.

 

"Nicole?" siger jeg igen og rusker hårdere, men Liam hiver mig lidt væk, da han sikkert kan se, jeg bliver meget påvirket af situationen. Hvilket jeg også gør.

 

"Liam hvad sker der?" råber jeg nærmest, og jeg kan mærke at jeg bliver vred, istedet for ked af det. Og det går en smule udover Liam, hvilket slet ikke er fair.

 

"Jeg ringer efter en ambulance nu," siger han, og jeg nikker, og prøver at falde en smule ned, så min vrede ikke bliver værre. Og ærligt ved jeg ikke hvorfor jeg bliver vred, når det jo egentlig bare er fordi jeg er pokkers bekymret.

 

Jeg sætter mig på knæ foran Nicole igen, og ved siden af mig sidder Niall og Louis, som også prøver at komme i kontakt med hende. Jeg kan se hvor frustreret Niall er, og hvordan Louis prøver at holde tårene inde. Det samme gør jeg. Normalt er ingen af os specielt følsomme, men vi holder rigtig meget af Nicole, så selvfølgelig gør det ondt at se hende sådan.

 

"Nicole, sig noget," siger jeg og tager fat i hendes hænder, og betragter hendes ansigt. Hun er sådan et smukt menneske. Både udenpå, men også indeni. Det er bare sjælendt hun viser det, indeni. Men jeg havde fået nogle snært af det, og havde oplevet hende inde bag den facade, hun så ihærdigt havde prøvet at holde oppe siden vi mødtes første gang. 

 

Jeg har set smerten i hendes øjne, men også den flabet og dejlige pige, der nogle gange er nogle små stunder med. Selvom jeg ikke er den der kender hende aller bedst, så holder jeg stadig af hende. Og jeg ønsker ikke, der skal ske hende noget. Og det er jeg sikker på, drengene heller ikke ønsker. Jeg kan jo se hvor bekymret de er.

 

"Der kommer en ambulance," siger Liam og afbryder mine tanker, da han kommer ind på badeværelset.

 

"Hvornår er de her?" spørger Louis, inden jeg selv når at spørge. "De kommer med det samme," siger Liam, og Louis nikker. Jeg griber ud efter noget toiletpapir, da det er det eneste papir jeg er tættest på. Jeg samler et tykt lag, hvorefter jeg river enden af, og ligger det over Nicoles åbne og dybe sår. Jeg får det helt dårligt af at se, hvor slemt det hele er. Lige pludselig får jeg det helt skidt over den aftale jeg lavede med Nicole; at vi skulle hjælpe hende. Hvad nu hvis vi ikke kan hjælpe hende? Hvad nu hvis hun har ret? Vi ser bare på, imens hun gang på gang gør dumme ting. Måske skulle vi bare have fortalt det hele til Zack for længst. Så ville de her nok ikke være sket.

 

En tåre glider ned af min kind, men jeg tørrer den hurtigt væk, så drengene ikke opdager det: men det er forsent. De har set det, og Niall ligger en hånd på min skulder.

 

Men ærligt så tror jeg slet ikke der er nogen der ved, hvilken betydning Nicole har for mig. Og at se hende sådan der, gør ondt. 

 

Jeg får et chok da der bliver banket på, på døren, og Liam åbner. Ind kommer der to ambulance folk med en båre, og stiller den midt på badeværelses gulvet.

 

Ambulance folkene udvæksler kort nogle ord, før de lægger Nicole op på båren. Blodet strømmer stadig ud fra hendes arm, og jeg er slet ikke i tvivl om, at det sikkert skal syes.

 

"Er der nogen af jer, der tager med?" spørger en af mændene, og drengene og jeg kigger kort på hinanden. "Jeg tager med," siger jeg, og Louis siger det samme.

 

Der går ikke lang tid før vi er kommet ud af lejligheden, og sidder i ambulancen. Louis og jeg sidder bagved sammen med en fra falck, og så selvfølgelig Nicole, som stadig ligger bevidstløs.

 

"Ved i hvad der er sket?" spørger han, og jeg ryster kort på hovedet. Jeg har slet ikke energien til at svare, - jeg kan slet ikke sætte ord på, hvor ked af det jeg er. Jeg har ikke engang den mindste lille smule gode humør som jeg plejer, jeg sidder bare og stirrer på Nicole, i håb om at hun vil vågne. Men det første jeg tænker der er sket, er helt sikkert at hun har taget flere stoffer, end hvad hendes krop kan holde til.

 

Et øjeblik er det som om, at den vrede jeg følte for bare fem minutter siden, er blevet vendt til bekymrelse.

 

"Nej, hun var låst inde på badeværelset da vi kom, og så blødte hun. Vi aner intet om, hvad der er sket," siger Louis, og falck manden notere det, han siger.

 

"Hvor tætte er i på Nicole?" spørger han igen om, men jeg svarer stadig ikke. Jeg er alt for bange for, at der kommer hulk og gråd ud, hvis jeg åbner min mund.

 

"Vi ses næsten dagligt med hende, men hun har været meget tilbageholdene og indelukket de seneste par dage," siger Louis, men jeg sidder dog stadig helt fastfrossent, og kigger på Nicole.

 

Hvad nu hvis vi kom for sent? Hvad nu hvis hun aldrig vågnede op? Hvad nu hvis hun døde? Det kommer faktisk også en smule bag på mig, at jeg reagere som jeg gør. Jeg er ikke typen der viser mine følelser, men Nicole har kunne noget særligt, - kan noget særligt. Hun er ikke ligesom alle de andre piger. Der er noget særligt over hende, og det vil jeg ikke miste. 

 

Jeg bliver revet ud af mine tanker, da falck manden putter en maske over hendes hoved. Men jeg observere ikke hvad det er, eller hvad han laver. Jeg sidder bare og prøver at holde sammen på mig selv, så jeg ikke bryder sammen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...