Broken | One Direction

Nicole Campell er en tyveårig, kendt sangerinde. Lige nu foregår der en masse i hendes liv. Et eksempel er alle de rygter der tager forsiderne, dag efter dag. Rygter om at hun er på stoffer. Kun en kender sandheden om dette rygte; Selve Nicole. Udover det er hun også blevet sat til at skrive en sang med One Direction og alle forestiller sig, at det bliver et kæmpe hit. Men første møde med de skønne drenge går ikke godt, grundet Nicoles hårde facade. Vil en af drengene se ind bag facaden? Vil venskaber udvikle sig? Vil følelser få en start? Og vil hemmeligheder blive afslørede?

109Likes
73Kommentarer
98646Visninger
AA

27. Chapter 26

Nicoles synsvinkel


Han lægger armene om mig og trækker mig tættere på ham. En følelse af tryghed skyller ind over mig og jeg har ikke lyst til at give slip. Men på den anden side, så kan jeg ikke det her. Jeg kan stadig ikke lukke nogle ind, jeg vil ikke blive forladt igen. Forvirret over mig selv skubber jeg mig væk fra ham og kigger rundt med et flakkende blik, inden jeg tager en dyb indånding og sætter i løb.


Jeg ved præcis hvorhen. Jeg vil hjem, gemme alt med Nathan væk under det løse stykke træ i bunden af mit skab som er dækket af en stor bunke tøj. Den bunke tøj som nøglen lå gemt bag i meget lang tid. Men Louis havde ret. Det hjalp lidt at give slip. Den byrde på mine skuldre er blevet en lille smule lettere og jeg er rykket et skridt videre; Jeg er rykket fra fornægtelse til de fire andre på engang og det er en alt for stor mundfuld for mig. Jeg kan ikke mere.
Det er endelig gået op for mig at han virkelig ikke kommer tilbage. At han er væk for evigt og jeg intet kan gøre. Nu føler jeg mig vred, over at jeg lod ham gå. Forhandling, jeg prøver at få dette overstået, lave en aftale med mig selv om at få gemt alt med ham af vejen. Depression, over at have mistet den jeg holdt mest af. Accept, jeg har accepteret hans skæbne og nu må jeg acceptere.


Ikke lige det de fem faser er ment for, men det er det jeg føler og nu skal det hele være slut.
Jeg har aldrig været en der kæmpede. Jeg er færdig her.


Endelig når jeg til døren ind til lejlighedskomplekset. Jeg skubber den op og spurter op ad trapperne. Jeg låser den op, vælter ind og smækker den i efter mig, hvorefter jeg låser den. Tårerne begynder at glide ned over mine kinder og hæse vejrtrækninger undslipper min mund og lungerne spærrer for ilten. Jeg tager min hænder op til mit hoved og lader mig virkelig græde. Gad vide om han græd? Eller accepterede han sin skæbne? Eller ventede han til slutningen, ligesom jeg, med at acceptere den? Jeg kan sige en ting; Jeg græd da jeg mistede ham. Sidder han i himlen og ryster på hovedet ad mig?


”Jeg er ligeglad, Nathan. Hvis du nåede at acceptere din, så må du forstå mig nok, til også at acceptere min. ” hvisker jeg hæst og går med hastige skridt ind i stuen. Jeg kigger rundt, efter det mindste spor af Nathan, en bog fanger mine tanker og jeg går hen til bogreolen og lader mit blik glide henover titlerne. Jeg finder den endelig og slår op på første side, hvor han har skrevet en kort besked til mig.


Jeg tager bogen under armen og går derefter hen til billedrammen. Jeg finder alle ting der minder mig det mindste om ham og skynder mig ind på værelset. Det her skal gå hurtigt, jeg ved hvor meget Louis ved og han er smart nok til, at kunne gætte sig frem, til bare den mindste smule. Jeg ligger tingene på gulvet, ved siden af mig og jeg åbner skabslågen. Jeg hiver tøjet ud, river det lille stykke træ op og smider tingene deri. Jeg ligger brættet på igen, lidt sjusket, men det er dækket under tøj. I hvert fald for nu. Jeg lægger tøjet ind i bunden af skabet igen og smækker skabslågen i, så det giver genlyd i hele lejligheden.


Smerte.


Beslutsomt rejser jeg mig op og går med listende skridt hen til mit skrivebord og tager blokken, der altid ligger der i tilfælde af, at inspirationen skulle gribe sig fat i mig. Jeg tager en blyant og begynder at skrive. En kradsende lyd lyder og blyanten glider henover papiret. Krampen griber fat i min hånd, men jeg ignorerer smerten til jeg er færdig. Jeg læser det igennem en enkelt gang.


De sidste måneder har jeg haft en facade kørende. Kold og hård. Jeg troede det ville beskytte mig fra sandheden, men nu er det gået op for mig, at den aldrig har beskyttet mig. Den har ødelagt mig mere og mere. Og nu er det endelig gået op for mig, at sandheden hele tiden har været hos mig, gemt bag en mur, som jeg byggede i mine drømme og benyttede i mine vågne timer.


Min bror er død og jeg er deprimeret.


Det er det jeg ikke har turde indrømme i meget lang tid. Men sandheden er at jeg har grædt i søvne og skreget i ubevidsthed. Men nu er det snart ovre. Jeg har set min frygt i øjnene, jeg er ikke en der kæmper, det kan jeg ikke holde til. Jeg kan det bare ikke længere.


Min bror døde, en fredag aften. Han skulle mødes på en klub med hans venner, men det værste der kunne ske, skete. Det skete for den sødeste, mest omsorgsfyldte og særlige dreng i hele verden, der ikke fortjente sin skæbne lige så meget som jeg fortjener min; Han blev skudt.


Min brors navn var Nathan, han var fantastisk. Han var min bedre halvdel. Den af os der var talentfuld, han var en bedre musiker end jeg, men det var ikke hans drøm. Han klarede sig godt i skolen, topkarakterer i streg. Mine forældre var stolte og da han døde, mistede de mig. De havde altid bedre kunne lide ham og det er fint nok. Han var den eneste jeg havde og da jeg mistede ham, mistede jeg mig selv. Men i forhold til at han var den bedste, var han ikke egocentreret eller en snob, han var så sød, han var fyldt med gode følelser og kunne opmuntrer en, når man var i de mørkeste tider.


Men han er ikke den eneste grund, til at jeg forlader livet, ved at trække vejret en sidste gang og lade min sjæl svæve væk, og tabte minder blive slettede. Mit liv har bare været et stort rod og jeg var helt galt på den, længe før han blev dræbt. Han fik mig fra det, indtil for noget tid siden. Det hele startede et tab. Jeg tabte mig selv ned i et hul og jeg kunne ikke trække mig op igen.


Det var mørkt.


Jeg er så ked af det, men jeg kan virkelig ikke mere.


Bare fordi jeg har givet slip på ham, betyder det ikke at jeg kan lukke nogle ind, elske nogle igen, for jeg ender med at miste dem. Undskyld.


Farvel.


Nicole.


Tårerne løber stadig ned over mine kinder og jeg husker ikke hvordan man stopper dem. Jeg husker ikke hvordan jeg før gjorde, hvor jeg holdte dem tilbage. Med rystende hænder tager jeg et stykke tape, papiret op i min hånd og går ud i den lille gang, hvor jeg taper papiret fast til døren ud til badeværelset. Derefter tager jeg en dyb indånding, går derud, lukker og låser døren i efter mig.


Kort kigger jeg mig i spejlet. Men jeg ser ikke meget. Tomme, store øjne, med en svag rød farve der får dem til at se ynkelige ud. Blikket er tomt. Det lyse hår er et stort rod – ligesom mine tanker – og lægger sig ned over mine skuldre. Det her er mig. Med markante ansigtstræk, på grund af de seneste måneder uden særlig meget føde. Hvorfor har ingen lagt mærke til dette før? Hvorfor har jeg ikke?


Muren.


Jeg kigger væk fra spejlet, og kigger ned i gulvet, inden jeg åbner skabet og lader blikket glide over tingene derinde. Klude, blade og medicin. Som hovedpinepiller, sovepiller og mange andre. Stoffer, som jeg gennem tiden har købt hos Isabelle. De er blevet lagt ind efter jeg låste skabet op igen.


Jeg tager pillerne ud, samt en skraber.


Nicole Campbell, død af overdosis.


Nøje kigger jeg på pillerne der ligger så fint i min hånd. Mine ben begynder at ryste og svagt sætter jeg mig ned, med ryggen op af den kolde, kolde væk, som skærer ind i min ryg. På det seneste har jeg været et stort rod. Smerten har skåret i mig som knive. Tankerne har spærret for mine lunger og en lille mængde ilt er dag efter dag undsluppet. De ukendte selvmordstanker har tømt min mave og fået mig til dette.


Nu.


Jeg smider nærmest pillerne ind i munden og synker dem med besvær. En tårer glider ned over min kind, hvilket jeg godt kan forstå. ”Snart ses vi, Nathan. Jeg savner dig. ” hvisker jeg og trækker op i min bluse. Vurderende kigger jeg på arrene der efter mange, mange gange har dannet sig og efterladt minder, men ikke de gode af slagsen. Og disse minder kan ikke bare lige slettes. Det kan fortiden heller ikke, men det kan fremtiden.


Skær.


Min hånd griber fat om bladet og et lille stykke af det, skærer ind i min hud. Jeg kigger kort på den, inden jeg laver et let snit henover min arm. Det korte, lille snit bliver efterfulgt af et større og dybere snit, som får blodet til at løbe ned over min arm og få bloddråber giver slip på huden og falder ned på gulvet. Det fine, hvide gulv.


Jeg laver endnu et snit og mærker en smerte borer sig ind i min arm og jeg skriger. Er det nu det er slut? Det har det bare at være. Lad det gå hurtigt. Jeg kan ikke vente.


God pige.


Harrys synsvinkel.


”Louis har ringet, vi skal møde ham ved Nicole. ” fortæller Liam og jeg sætter mig opmærksomt op i den slidte sofa. ”Sagde han hvorfor? ” spørger jeg hurtigt, men Liam ryster blot på hovedet. Det er dage siden hun sidst var her, vi har ikke fået arbejdet videre på sangen for vi er nået til indspilningerne.


Jeg har prøvet at overtale hende til at tage herhen, men hun er stædig. Meget stædig.


Hurtigt er vi ude i bilen og det tager meget kort tid, inden Liam parkerer foran bygningen hun bor i. Vi træder alle ud og skynder os op til etagen, hun bor på. Vi kommer lidt ned ad gangen og et foruroligende syn møde ros. Louis banker på døren og tager i håndtaget. Han kigger kort ind på os inden han hamrer sin hånd ind i døren.


”Hjælp mig, ” siger han forpustet. ”Hun er derinde, jeg ved ikke… ” han færdiggøre ikke sætningen men det er nok til at jeg nogenlunde forstår det. Måske ikke helt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...