Broken | One Direction

Nicole Campell er en tyveårig, kendt sangerinde. Lige nu foregår der en masse i hendes liv. Et eksempel er alle de rygter der tager forsiderne, dag efter dag. Rygter om at hun er på stoffer. Kun en kender sandheden om dette rygte; Selve Nicole. Udover det er hun også blevet sat til at skrive en sang med One Direction og alle forestiller sig, at det bliver et kæmpe hit. Men første møde med de skønne drenge går ikke godt, grundet Nicoles hårde facade. Vil en af drengene se ind bag facaden? Vil venskaber udvikle sig? Vil følelser få en start? Og vil hemmeligheder blive afslørede?

109Likes
73Kommentarer
98849Visninger
AA

26. Chapter 25

Nicoles synsvinkel

 

Dagene går hurtigere og hurtigere, og tiden overhaler mit skrøbelige sind. De sidste par dage har jeg brugt på at ligge i min seng, - skåret lidt forskellige steder på min krop, og taget stoffer. Alt sammen for at kunne holde ud, at være i nu'et.

Mine tanker ligger konstant på Nathan. På minderne. På alt ved ham. Jeg savner ham og hans opmuntrende ord. Hans rolige stemme, og bekymrende øjne. Jeg ved han elskede mig for præcis den jeg var. Jeg vidste han altid var der, og ikke svigte. Min største frygt havde altid været, at miste ham. Og det var jo også sket. Han er her jo ikke mere. Han er væk, og jeg er alene. Eller One direction drengene prøver at komme tæt på mig, men hver gang skubber jeg dem ihærdigt væk. Jeg tør ikke lukke nogen ind mere. Jeg mister dem jo bare i sidste ende, og det har jeg ikke nok styrke til at kunne bære.

Louis og Harry har været her et par gange de seneste dage, for at få mig med hen i studiet. Men det er ikke lykkedes dem. Jeg var for stædig, og til sidst gav de op. Men de var her stadig hver dag og så til mig, selvom jeg ikke ville have de skulle komme. Som sagt, kan jeg ikke lukke nogen ind mere; jeg mister dem jo bare.

Følelsen af at være alene og fortabt, skyller pludselig ind over mig, og giver mig kuldegysninger. Jeg har ingen. Og jeg vil heller ikke have nogen. Frygten for at miste, er alt for stor til at jeg tør lukke nogen ind.

Jeg trækker dynen til side, og rejser mig op med et suk. Jeg tager mig til hovedet, da det begynder at flimre for øjnene, - sikkert fordi jeg rejser mig for hurtigt, og ikke rigtigt har spist det vilde de sidste par dage. Jeg føler mig for deprimeret, og appetiten er der bare ærlig talt ikke.

Jeg går ud fra mit lille mørke værelse, og ud i gangen hvor der er lidt mere lys fra vinduerne. Jeg åbner døren til toilettet, og åbner hurtigt skabet hvor bøtten med mit amfetamin står. Jeg skruer låget af i en hurtig bevægelse, og lader et par piller ryge ned i min hånd, som nærmest ryster. Om jeg ryster fordi jeg mangler mad eller fordi jeg er desperat efter flere stoffer, ved jeg ikke.

Uden at tænke yderligere, putter jeg dem i munden, og skyller dem ned med noget vand fra vandhanen. Om lidt ville pillerne begynde at fjerne smerten, - lidt efter lidt, og så ville jeg forhåbentlig komme lidt væk fra hele verden for en stund.

Jeg kigger mig ind i spejlet, og får et chok da jeg ser mig selv. Jeg har makeup rester siddende under øjnene, og mit hår sidder ud til alle verdens hjørner. Jeg ser rædselsfuld ud. Jeg ligner jo et monster.

Smerten bliver erstattet af vrede. Vrede over det jeg har gang. Vrede over, at jeg ligger i sengen hele dagen og har ondt af mig selv. Vrede over, at jeg ikke kan være sammen med nogen mere, fordi jeg er bange for de forsvinder ligesom Nathan.

Louis har jo ret. Hvorfor giver jeg ikke bare slip? Han kommer jo alligevel aldrig tilbage igen. Ligemeget hvor meget jeg ønsker det. Han er min bedre halvdel, og hvem vil miste sin bedre halvdel?

Jeg kigger mig ind i spejlet igen, og lader mit blik sænke ned på den halskæde jeg har rundt om halsen. Det er en guld kæde, med et guldhjerte som vedhæng, med små diamanter i. Den fik jeg af Nathan næsten lige inden han døde. Og jeg har haft den på lige siden.

Men det er endnu et smertefuldt minde. Det skal væk. Jeg skal videre. Jeg skal glemme. Louis har jo ret. Hvorfor giver jeg ikke bare slip?

Jeg tager forsigtigt kæden af, og kigger et øjeblik på kæden, og det flotte guld hjerte. Den er smuk. Men jeg er nød til at komme af med den, hvis jeg skal videre.

Uden at tænke videre over hvordan jeg ser ud, går jeg ud i gangen, tager mine sorte vans på, og min jakke udover. Jeg putter kæden i lommen, og derefter suser jeg ud af døren. Jeg skal give slip, og det skal være nu.

Jeg løber ned af trapperne, og i det jeg skal til at tage fat i håndtaget til hoveddøren, bliver den åbnet før jeg når at gøre det.

Jeg møder et par blå øjne, hvilket får mig til at stoppe.

"Nicole?" siger Louis, og kigger bekymrende på mig. Han har sikker de værste tanker om, hvad jeg skal. Men jeg bebrejder ham ikke. Han må da tro, jeg er sindssyg, efter alt han har set mig gøre.

"Du har ret Louis. Jeg skal give slip," siger jeg forpustet. Nok fordi jeg er løbet uden nogen stop, hele vejen ned af trapperne. Og fordi min krop ikke har noget at arbejde med.

"Hvad skal du?" spurgte han forvirret, og jeg rev halskæden op af min lomme, og holdte den foran ham.

"Den skal væk nu," siger jeg igen, og tager en dyb vejrtrækning.

Jeg kan se Louis kort betragter den, og det går langsomt op for ham hvad det er.

"Jeg kører dig," siger han, og straks er vi ude af døren, og henne i Louis' bil. Lige nu er min facade helt smadret, som i nok kan regne ud. Men det betyder ingenting i det øjeblik, - det eneste jeg fokusere på lige nu, er at jeg skal give slip. Nathan skal være et lukket kapitel og minde i mit liv. Så må jeg tænke på facaden bagefter.

"Skt. Michaels kirkegård," siger jeg, og Louis nikker og ser ud som om, at han ved hvor det er. Lige nu er jeg ham faktisk taknemmelig for, at han kører mig. Jeg kan mærke stofferne begynder at tage over, og jeg er ærligtalt bange for at det ville ende galt, hvis jeg selv skulle køre.

"Hvad skulle du egentlig?" spørger jeg, da jeg kommer i tanke om, at han var på vej op af trappen i min opgang. Det måtte vel være mig han skulle op til. Med mindre han selvfølgelig kendte andre der boede i min opgang. Men det har han ikke nævnt. Men hvorfor skulle han også fortælle mig det?

"Zack er bekymret for dig," siger han, hvilket får mig til at skære en grimasse. Er Zack bekymret? Hvorfor kommer han så ikke selv?

"Hvorfor kommer han så ikke selv?" hører jeg mig selv sige, med en kold stemme.

"Han skulle til et møde," siger Louis, og jeg sukker.

"Du behøver altså ikke hjælpe mig, Louis. Jeg er en stor pige, jeg kan sagtens klare mig selv," siger jeg igen, men en endnu mere kølig stemme, - hvis det overhovedet er muligt, at have det. Men jeg er mester i at have en kold og ligeglad stemme. 

Han ligger hans hånd på mit lår, og jeg kan mærke jeg reagere på hans berørelse. Jeg kan for en gangs skyld føle sommerfuglene i min mave, hvilket skræmmer mig af pokker til. Det plejede kun at være Nathan der kunne gøre det. Ikke at jeg kunne lide Nathan på den måde, han var jo min bror. Men han havde en særlig effekt på mig. Og det skræmmer mig enormt meget, at Louis' berørelse gør, at jeg reagere sådan. Det er jo slet ikke meningen. Derfor flytter jeg hurtigt hans hånd, fra mit lår.

"Undskyld," mumler han, men jeg svarer ikke. Jeg er bare skræmt og chokeret. Chokeret over, hvordan jeg reagerede. Det er skræmmende for mig, og et øjeblik har jeg bare lyst til at opgive igen.

"Nicole?" siger Louis, men jeg svarer ikke. Jeg har ikke lyst til at svare, jeg er flov. Tænk hvis han kunne mærke på mig, at jeg har følt sådan. Jeg kan ikke lide Louis. Jeg kan ikke lide Harry. Jeg kan ikke lide drengene. Jeg kan ikke lide nogen. Jeg er en engænger, og kan ikke holde af nogen mere, - det kan jeg aldrig igen. Jeg kan ikke klare at miste, det er for smertefuldt. Derfor er det strængt forbudt, at føle som jeg lige har gjort.

"Nico-" "Drop det nu Louis," siger jeg hårdt, og kigger væk fra ham.

Resten af vejen hen til kirkegården er i fuldstændig stilhed. Han parkerer bilen, og jeg stiger hurtigt ud, - og uden at vente på Louis, går jeg bare direkte med kurs mor Nathans grav.

Selvom jeg ikke har været herude i noget tid, så ved jeg præcis hvor hans gravsted er. De første par uger efter han blev begravet, var jeg nærmest herude hver dag, lage blomster og sørgede. De første par uger var virkelig slemme. Jeg var så knust, så ked af det. Og det var så derefter min facade så for alvor startede.

Ingen måtte vide jeg var ked af det. Jeg cuttede kontakten med mine forældre, på grund af min facade; jeg tror ikke i kan forestille jer, hvordan jeg har været. Jeg startede med at hænge ud med Isabelle og tage stoffer.

Jeg fik øje på hans gravsten, og satte mig på knæ foran.

Jeg betrager hans navn; Nathan Campbell. Et navn jeg savner at høre i hverdagen.

Men det skal jeg ikke tænke, for nu skal jeg give slip. Jeg skal give slip på fortiden, og komme videre. Jeg skal glemme. Det er alt for smertefuldt at huske.

Jeg fisker halskæden op af min lomme, og betrager den en sidste gang. Derefter graver jeg et hul foran gravstenen med mine hænder, og putter halskæden ned i den. Derefter fylder jeg hullet op med jord. Jeg kan mærke en tåre finde sin vej ned af min kind, men ihærdigt tårer jeg den væk. Jeg er stærk. Det SKAL jeg være.

Jeg tænker slet ikke over, at jeg er den er den berømte Nicole Campbell, og at jeg ligner noget der er løgn, i offentligheden. Lige nu er det eneste jeg tænker på, at jeg skal give slip. Give slip på et lukket kapitel i mit liv. Han er her jo ikke, og kommer aldrig tilbage. Han forlod mig, da jeg havde allermest brug for det.

Jeg kan mærke tårene begynder at falde, selvom jeg gør mit absolut bedste for at holde dem tilbage.

"Nicole?" hører jeg Louis sige bag mig, men han skal ikke se mig sådan.'

"Gå Louis," siger jeg, og selvom meningen var at min stemme skulle være hård, var den skrøbeligere end glas.

"Nicole.." siger han igen, og jeg kan høre han kommer tættere på mig.

Jeg rejser mig op og skal til at skubbe ham væk, men da jeg får øje på hans øjne, kommer jeg i en form for trance. Hulkene stopper, og det føles som om tiden går i stå omkring mig, og som om jeg ikke tænker i det øjeblik.

Jeg presser mine læber mod hans, uden at tænke på det er et offentligt sted, hvor alle kan se os. Louis kysser med, og det føles godt, - og for en kort stund glemmer jeg alt omkring mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...