Broken | One Direction

Nicole Campell er en tyveårig, kendt sangerinde. Lige nu foregår der en masse i hendes liv. Et eksempel er alle de rygter der tager forsiderne, dag efter dag. Rygter om at hun er på stoffer. Kun en kender sandheden om dette rygte; Selve Nicole. Udover det er hun også blevet sat til at skrive en sang med One Direction og alle forestiller sig, at det bliver et kæmpe hit. Men første møde med de skønne drenge går ikke godt, grundet Nicoles hårde facade. Vil en af drengene se ind bag facaden? Vil venskaber udvikle sig? Vil følelser få en start? Og vil hemmeligheder blive afslørede?

109Likes
73Kommentarer
98654Visninger
AA

25. Chapter 24

Nicoles synsvinkel.


Louis kommer herud igen og jeg sænker blikket og kigger ned i gulvet. Nu håber jeg at han ikke er helt lige så skarp som Harry, til at se det. Jeg kan mærke han blik brænde sig ind i min hud, en lettelse breder sig inde i mig da han begynder at tale og hans blik flakker.


”Kommer du? Vi skal køre nu. ” siger han. Jeg ryster hårdt på hovedet og kigger kort op på ham. Jeg går forbi ham, ind på mit værelse og lader døren lukke i bag mig. Jeg sætter mig op ad sengen med hovedet i hænderne og lukker øjnene i.


Vær sød, at virke. Vær sød at virke.


Lad dem nu virke. Lad dem nu virke.


Døren går op og lydløst sukker jeg og håber endnu mere, at de vil virke hurtigere end normalt. Men som sædvanligt, vil verden mig bare ikke. Bare en eller to gange, ville jeg ønske at noget ville gå helt igennem glat for mig. At jeg kunne få min vilje, men selvfølgelig ikke.


”Kan du ikke bare gå? Jeg er voksen, jeg er selvstændig. Du og ingen af jer, bestemmer hvad jeg skal og ikke skal. Lad mig nu være, så jeg for en gangs skyld kan være glad. ” jeg laver et par frustrerede armbevægelser og kigger irriteret op på ham. Jeg ønsker bare at glemme alt og starte forfra. Helt forfra. Fuldkommen forfra.


”Nej, vi bestemmer ikke over dig. Det er klart. Men du må forstå at du skal give slip, før du kan blive glad. ” forklarer han. Jeg ryster vildt på hovedet og kigger ned. ”Jeg har givet slip. ” vrisser jeg.


Louis sætter sig ned ved siden af mig og jeg kigger væk, han må ikke kigge mig i øjnene, jeg må ikke kigge ham i øjnene. Jeg vil ikke se bebrejdelse og derefter medlidenhed og omsorg. Det er det jeg hader allermest og jeg ønsker det går væk. Jeg ønsker aldrig at skulle se det mindste spor af det igen. Men det ved jeg godt er for meget at forlange. For meget at bede om. Det er umuligt, det kan jeg ikke.


”Det ved vi begge to at du ikke har. ” han lægger en arm om min skulder. Stædigt ryster jeg på hovedet som for at sige at han tager fejl. Men jeg kan ikke få mig selv til at lyve. Jeg er så træt af at lyve, men det er det eneste der gør det let for mig at blive ved med at gå frem ad. Det svære, ville jeg bare ikke kunne klare.


”Jeg… ” tøver jeg og stopper mig selv, inden jeg prøver igen. ”Jeg… du… ” stammer jeg, men kan ikke få ordende ud af min mund. Det er som at stå i klassen og er i gang med at fremlægge og man så glemmer, hvad man skulle til at sige, hvilket er ekstremt pinligt, men lige nu, ved jeg ikke hvordan jeg skal beskrive det, men det er slet ikke pinligt.
”Du har ikke givet slip, det kan jeg se. ” mumler han. Jeg begår den store fejltagelse at kigger op i hans øjne og da jeg allerede kan se, at han har set det, kigger jeg ned. Først der, hvilket er meget dumt gjort af mig. Lydløst sukker jeg og kigger ned på mine hænder der leger med hinanden.


Jeg har sagt det mange gange og jeg siger det igen. Gid dette aldrig var sket, jeg husker stadig tydeligt aftenen hvor Zack fortalte mig den ’store glædelige nyhed’. Hvis jeg aldrig var blevet kendt, ville jeg ikke sidde her. Hvis jeg aldrig havde gået med til dette og aldrig var kommet den første dag, ville jeg ikke sidde. Hvis jeg ikke havde ladet dem smadre min facade og se den falde, ville jeg ikke sidde her. Det er jo kun min egen skyld og jeg bebrejder mig selv.


”Hvorfor stopper du ikke bare? ” spørger han. Et eller andet ved hans spørgsmål irriterer mig grænseløst og en pludselig vrede hober sig op inden i mig. Jeg skubber hans arm væk og rykker lidt til siden, så der er omkring en meter, eller mere, imellem os.


”Du er ikke min psykolog, du har ikke engang uddannet dig til dig, så lad vær med at opføre dig som en. ” hvæser jeg og efter et par sekunders stilhed, sukker jeg. ”Det er ikke helt så let, som andre går rundt og tror. ” mumler jeg meget lavt og kan selv mærke, hvor træt min stemme er ved at blive, af at skulle snakke konstant.


Lige nu vil jeg bare gerne være alene, så jeg kan lægge og dø i min seng og først blive fundet om noget tid, når nogle bliver irriterede over at jeg ikke svarer, kommer eller noget andet. Det er virkelig det eneste jeg har lyst til, jeg er ligeglad om det virker dystert, for det er sådan det er. Velkommen til mit liv.


”Lad mig hjælpe dig. ” siger Louis efter noget tid, til at have tænkt over mit svar. Jeg ryster ligegyldigt på hovedet, men kigger derefter hen på ham. ”Med hvad? ” spørger jeg og kan mærke noget tungt i mit bryst, da mine tanker glider forbi den del af mig, hvor Nathan har sat sig fast.


”Med at give slip. På stofferne og på din… bror. ” tøver han, som om han er bange for at sige det. Men lige meget hvor mange gange man nævner ham, så vil tårerne ikke strømme ned over kinderne på mig, medmindre man nævner et minde med ham. Det er ikke farligt.


Sommetider ønsker jeg bare at have en knap inden i mig, hvor jeg kan trykke på den og slukker for alle mine følelser. Slukke for alle mine tanker. Eller en knap, som jeg kan trykke på og glemme alt. Alt i mit liv. Alt jeg har tænkt, følt og set. Alt, alt, alt. Men så let er det ikke, det kaldes livet, det er hverken retfærdigt eller uretfærdigt, medmindre man er mig.


”Hvordan? ”spørger jeg med hæs stemme og mit blik flakker fra hans øjne og ned i gulvet og tilbage igen. ”Lad mig om det. ” han smiler, tager min hånd klemmer den kort, inden han rejser sig op og forsvinder. Kort tid efter hører jeg hoveddøren smække i og igen er jeg alene, på egen hånd, sørger for at jeg ikke tager livet af mig selv. Endnu.
Træt rejser jeg mig op og går ind i stuen, hvor jeg tager billedrammen, som drengene var så venlige, at sætte tilbage igen, men jeg tager den og sætter mig på gulvet op ad væggen. Jeg studerer nøje billedet, og lige så stille glider en ensom tårer ned over min kind. Jeg snøfter, som en påmindelse om at tårerne ikke er velkomne her, derfor tørre jeg den hurtigt væk med en knytter hånd.


Jeg tager en dyb indånding og samler mod. Hvorefter jeg åbner billedrammen bag på, og tager det tynde billede ud med rystende hånd. Vurderende kigger jeg på det, inden jeg bider tænderne hårdt sammen og i en voldsom bevægelse river jeg det i flere stykker og kaster papirstumperne ud foran mig.


Det er utroligt. Det er meningen at disse piller skal have en positiv virkning på mig, men på det sidste er de begyndt at have den modsatte effekt. Er det på grund af drengene, eller på grund af jeg selv? Det er et spørgsmål jeg i ret så lang tid, har gået og funderet over, men jeg kan ikke finde svaret inde i mit hoved.


”Hvordan giver man slip? ” spørger Christoffer og kigger trist på Josh, Nathan og jeg. Hans kæreste Camilla har lige fortalt ham om at hun har været ham utro og har været det i et par måneder nu og nu, sidder han her og er helt ude af sig selv. Han er altid den der er glad og holder os i godt humør. Det er underligt at se ham sådan her, men det gør også ondt.


Jeg fatter ikke hvordan Camilla kunne få sig selv til at gøre sådan noget. Det er jo direkte ondt. Og det at hun har gjort det bevist gør det ikke bedre. Men uanset hvad, er det bare noget man ikke gør.


”Hun rev dit hjerte i stykker, er vi enige? ” spørger Josh og jeg kigger opmærksomt hen på ham. Det overrasker mig lidt at det er ham der lige har sagt det, jeg havde ærlig talt troet det var Nathan, som er god til at give gode råd og gode forklaringer. Hvilket vidst også er hans tur denne gang. Han åbner munden og begynder at tale.


”Hun rev dit hjerte i stykker, nu skal du rive det i havde sammen, i stykker. Vi starter med billederne. ” forklarer Nathan og jeg nikker ivrigt og kigger mig rundt.


Vi er hjemme hos Christoffer lige nu, og derfor må der være nogle billeder af de to. Jeg finder to billedrammer og nogle løse billeder som jeg samler op, går hen og giver til Christoffer. Han kigger tøvende på billederne, inden han forsigtigt river et i stykker. Derefter endnu et og endnu et. Til der ikke er flere tilbage.


Kvalmen stiger op igennem min hals da det går op for mig: Jeg har kysset Harry. Jeg har kysset Louis. Jeg er ligesom Camilla var dengang, jeg ignorerede hende selvom vi var gode venner og har aldrig talt til hende igen. Jeg er jo ligesom hende nu. Også selvom de ikke føler noget for mig, så har jeg stadig gjort noget forkert. Noget dumt.
Da kvalmen bliver for meget og bliver ved, styrter jeg ud på badeværelset og når kun lige at sætte mig ned foran toilettet, før det vælter ud af mig. Udmattet sætter jeg mig tilbage og lukker øjnene. Det her sker virkelig. Det er ikke en drøm jeg en dag vågner op fra. Det er virkeligheden.
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...