Broken | One Direction

Nicole Campell er en tyveårig, kendt sangerinde. Lige nu foregår der en masse i hendes liv. Et eksempel er alle de rygter der tager forsiderne, dag efter dag. Rygter om at hun er på stoffer. Kun en kender sandheden om dette rygte; Selve Nicole. Udover det er hun også blevet sat til at skrive en sang med One Direction og alle forestiller sig, at det bliver et kæmpe hit. Men første møde med de skønne drenge går ikke godt, grundet Nicoles hårde facade. Vil en af drengene se ind bag facaden? Vil venskaber udvikle sig? Vil følelser få en start? Og vil hemmeligheder blive afslørede?

109Likes
73Kommentarer
98827Visninger
AA

24. Chapter 23

Nicoles synsvinkel

 

Jeg vågner med et sæt, da vækkeuret spiller sin sædvanlige og meget irriterende melodi. Den er irriterende fordi, den skal få mig op af sengen.

 

Jeg sukker tungt og griber ud efter den, men bliver mere irriteret da jeg ikke kan nå den.

 

"Forhelvede da," mumler jeg for mig selv før jeg sœtter mig op i sengen, tænder min lille bordlampe, og får øje på min mobil.

 

Jeg griber ud efter den, og får stoppet den irriterende melodi. Klokken er halv ni, og jeg skal være i studiet om en lille halv time. Så egentlig har jeg travlt, hvis jeg også skal nå et bad inden.

 

Jeg skubber dynen til side, og skal egentlig til at rejse mig op, men det er bare som om min krop ikke vil. Som om den ikke har energien og overskuddet til det, - så jeg bliver bare siddende i min seng, og prøver igen og igen. 

 

"Fuck det," hvisker jeg for mig selv, før jeg sætter min mobil på lydløs, og ligger mig ned i sengen igen. Jeg magter ikke at skal op i studiet og høre på drengenes latterlige jokes og grin, - især ikke når jeg er så ødelagt indeni og bare har lyst til at bryde ud i gråd.

 

Det er bare som om, at alt går nedad for tiden. Lige siden den dag drengene så stofferne ryge ud af min taske, lige siden har jeg haft det af helvedes til, og skadet mig selv på flere måder; flere stoffer end normalt, og skåret i mig selv. Det er som om, at jeg begynder at huske. Jeg begynder at huske alle de små stunder med ham. Nathan. Bare det at sige hans navn, giver mig en enorm smerte indeni. For så husker jeg endnu mere. Jeg husker den lille lykkelige familie vi var, - jeg husker alle aftenerne og snakkene med ham og hans venner. Jeg husker hver enkel lille stund han havde hjulpet mig, og været der for mig. Jeg havde aldrig været typen der har haft det for nemt. Jeg har og er meget anderledes i forhold til 'alle de andre'. Men Nathan accepterede mig for den jeg var. Han var mit et og alt.

 

En tårer fandt sin vej ned af min kind, og ramte hovedpuden. Jeg snøfter kort, hvorefter jeg kan mærke en smerte sidde ved brystet. Som om der er en stor, smertefuld knude.

 

Et øjeblik er det som om, at alt den sorg jeg føler, bliver vendt til vrede. Jeg skubber dynen til side, og tvinger mig selv op og stå. Jeg går med bestemte og faste skridt ud mod toilettet, hvor jeg får øje på mig selv i spejlet.

 

Jeg betragter kort mig selv, og før jeg ved af det har jeg slået min knytnæve ind mod spejlet, som falder i tusindvis af stykker.

 

En smerte breder sig i min hånd, og går nærmest igennem hele min krop. Men jeg nyder den blot, - nyder at føle den fysiske smerte frem for den psykiske.

 

Jeg hører en dør gå op, men jeg observere ikke hvem eller hvor det er. Jeg kigger bare på blodet der siler ud af mine knoer, samtidigt med at jeg nyder synet og smerten. Jeg er et ondt og modbydeligt menneske. Jeg er ingenting uden Nathan. Jeg fortjener smerte.

 

"Nicole?" kalder en stemme, og jeg sukker tungt over, at mit øjeblik bliver ødelagt. Jeg vender mig om, og lige i det jeg skal til at skælde personen ud for at ødelægge det, møder jeg et par blå, klare, øjne.

 

Jeg kan se på øjnene, at de ser yderst bekymrede ud. De udstråler medlidenhed, og selvom jeg hader medlidenhed, er det her en god medlidenhed. Han udviser omsorg og kærlighed, og i dét øjeblik jeg står der, er det som om det hele er fastfrossent. Som om jeg bare står og kigger ind i de meget smukke blå øjne. Jeg kan se de bekymre sig, og alt vreden bliver pludselig vendt til ønsket om kærlighed. Derfor læner jeg mig hen til ham, og presser mine læber mod hans. Han kysser med, og jeg nyder øjeblikket. 

 

Jeg nyder at føle kærlighed på bare en eller anden måde. Lige nu er det ligemeget hvem det er fra, - jeg skal bare have kærlighed.

 

Jeg trækker mig hurtigt væk, og går et par skridt tilbage, da det går op for mig hvad jeg laver.

 

Da jeg ser det er Louis, kan jeg mærke at jeg bliver flov indeni. Hvorfor, ved jeg ikke helt præcist.

 

Louis kigger undskyldende på mig, men jeg kigger hurtigt væk fra ham igen. Jeg er meget impulsiv, og gør mange ting i affekt.

 

"Undskyld," siger Louis, men jeg gør eller siger intet. Jeg står bare og kigger ned på min hånd, der stadig bløder.

 

"Nicole," Louis er hurtigt henne ved mig, og tager fat i min arm, og fører den under vandhanen.

 

"Hvad har du lavet?" spørger han, og jeg kan høre bekymrelsen i hans stemme. Men jeg svarer ikke. Jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige. Jeg er flov over de finder mig sådan her, gang på gang. Men på den anden side, - alle de andre der har set mig sådan er flygtet fra mig, selvfølgelig udover Nathan. Men det har One direction drengene ikke, og det er vel godt? Også selvom jeg ikke er glad for at indrømme det, så synes jeg jo om dem. Men det er nok bare bedst, at jeg holder det for mig selv. Det må ikke komme ud, for sådan er jeg ikke. Jeg har ingen følelser. Det er ihvertfald sådan andre skal se mig; hård og uden følelser.

 

"Nicole?" Louis river mig igen ud af mine tanker, og selvom jeg har en lyst til at græde, bygger jeg min facade op.

 

"Ikke noget," svarer jeg koldt og hiver min arm til mig igen.

 

 

Louis synsvinkel:

 

Nicole hiver hendes arm til sig igen, og jeg kan se hun lige så stille bygger sin facade op igen. Men jeg var kommet ind under den. Hun havde kysset mig, og jeg havde kysset igen. Jeg kunne føle gnisten fra min side af, - og jeg har kunne lide Nicole lige fra starten. Hun havde bare fanget min opmærksomhed, men samtidigt har jeg også været mega bange for at fortælle hende om den. Derfor har jeg bare holdt det helt for mig selv. 

 

Men jeg må da indrømme, at kysset kom bag på mig. Jeg regner overhovedet ikke med, at Nicole ser noget i mig.

 

Et sus går igennem mig, da jeg retter min opmærksomhed mod hendes hånd igen. Der sidder glaskår i hendes knoer, og spejlet der plejer at hænge over vasken, ligger nu i tusind stykker på badeværelses gulvet.

 

"Vi bliver nød til at tage på skadestuen," siger jeg, og kigger hen på Nicole som kigger ned i gulvet. Jeg kan se hendes facade begynder at ramle for hende, og før jeg ved af det, falder der et par tårer ned langs hendes kinder.

 

"Er du okay?" spørger jeg og rykker mig en smule tættere på hende.

 

"Nicole, er du-" "Nej, jeg er fucking ikke okay! Okay?" afbryder hun råbende og kigger mig ind i øjnene. Hendes øjne er fyldt med vand, og er blanke.

 

 

Nicole's synsvinkel:

 

"Nej, jeg er fucking ikke okay! Okay?" råber jeg og afbryder Louis, som bare prøver at være sød og hjælpe. Men det kan han ikke. Det kan de ikke. De skal stoppe med at lege superhelte og tro, at de kan hjælpe mig. Det er der ingen der kan. Jeg er knust, og de forskellige stykker er blevet væk, og kan ikke samles igen. Lidt ligesom det spejl jeg lige har smadret.

 

Jeg kigger hen på Louis, men det ser ikke ud som om jeg har skræmt ham, selvom jeg lige har råbt af ham.

 

Det er dumt af mig, at råbe og sige, at jeg ikke er okay. Det skal han ikke vide, det er min egen lille hemmelighed; at jeg ulykkelig. De ved det nok godt efterhånden, men jeg skal ikke indrømme det.

 

Jeg kan sagtens mærke, at stofferne ikke længere er i min krop. Jeg føler en voldsom smerte, - præcis den smerte, stofferne plejer at fjerne.

 

"Vi skal på skadestuen, nu," sagde Louis og lage tryk på 'nu'.

 

"Jeg går ind og ringer til dem," siger han, og lidt efter forsvinder han ud af døren.

 

Hurtigt tager jeg den hånd der ikke er skadet, og åbner venstre skab. Jeg griber ud efter bøtten med amfetamin, og lader et par piller glide ud i min hånd. Derefter sætter jeg bøtten tilbage, og putter pillerne ind i munden.

 

Jeg tænder for vandhanen, og bøjer hovedet ind under, for at skylle pillerne ned.

 

Om lidt vil jeg være et andet sted, - og slippe smerten for en stund.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...