Broken | One Direction

Nicole Campell er en tyveårig, kendt sangerinde. Lige nu foregår der en masse i hendes liv. Et eksempel er alle de rygter der tager forsiderne, dag efter dag. Rygter om at hun er på stoffer. Kun en kender sandheden om dette rygte; Selve Nicole. Udover det er hun også blevet sat til at skrive en sang med One Direction og alle forestiller sig, at det bliver et kæmpe hit. Men første møde med de skønne drenge går ikke godt, grundet Nicoles hårde facade. Vil en af drengene se ind bag facaden? Vil venskaber udvikle sig? Vil følelser få en start? Og vil hemmeligheder blive afslørede?

109Likes
73Kommentarer
98658Visninger
AA

23. Chapter 22

Nicoles synsvinkel.


”And she lies, tonight, underneath a caving roof. And she cries, tonight, wondering what she can do. And she tries, tonight, remembering who she once knew. But they’ve died, inside. Another empty bottle takes a life. ”


Jeg ved ikke hvor jeg får ordende fra, de falder bare ind. Da det går op for mig hvor trist lyder skubber jeg ordende fra mig og går hen til min mobil. Kort kigger jeg ned på den inden jeg løfter hånden og kaster med mobilen. På intet tidspunkt rammer fortrydelsen mig, idet mobilen og min hånd ikke er i kontakt længere, føler jeg, at jeg har givet slip på en lille del af mig. Den del som jeg spærrede inde bag en kode på fire tal.


En underlig men fantastisk følelse skyder fra mine fødder og op ad, da jeg lader blikket glide hen over den mobil, som for få sekunder ramte væggen og gled ned på gulvet, som nu er fuldstændig smadret. Et smil glider hen over mine læber og jeg føler mig som en lille pige igen. Som da jeg kun var den fem år og Nathan kunne løbe fra mig.


”Nathan, vent lidt. ” skriger jeg skingert og hiver efter vejret, men bliver dog ved med at løbe. Han griner inden han sætter farten yderligere op og kort tid efter når hen til et træ, som han hurtigt klatrer op i.


Jeg ryster på hovedet og skubber det lille minde fra mig. Hvis drengene kunne smadre min facade, kan jeg så ikke smadre muren? Moren som jeg byggede op i mine drømme og som er blevet en del af mig. Spørgsmålet er bare hvordan. Hvad er muren? Er det mig?


Uden at tænke mig om, går jeg ind i stuen og samler lampen der står på sofabordet op i mine hænder. Jeg vil jo gerne og man skal jo gøre det der gør en glad. Lige nu gør det mig glad og godt tilpas, hvis jeg smadre ting. Desuden er der ingen der bestemmer over mig. Jeg er selvstændig og mine forældre er fuldstændig ligeglade, der ser mig sikkert som en lille, sølle pige. Men jeg er ikke en sølle, lille pige, jeg kan klare mere end de tror, godt nok har det haft nogle følgeskader, men jeg lever stadig.


Bevidst smider jeg lampen ned på gulvet og få glaskår springer op, men jeg ved ikke om de rammer mig. Idet jeg har set lampen der ligger der på gulvet, i en masse små stykker, går jeg hen til bogreolen, hvor der står tonsvis af bøger; Dem Nathan efterlod, dem mine forældre efterlod i det gamle hus og de få som jeg selv har købt. Jeg river bog efter bog ud og ser hvordan de lander på forskellige måder. Derefter vælter jeg vasen med blomster i, som stod på hylden over bøgerne, ned på gulvet. Glasset knusses og vandet løber ud og efterlader blomsterne alene tilbage blandt glaskårene. Ved siden af vasen står nogle små dyr lavet af porcelæn. Præcis tre.


De to mindste tager jeg op i min højre hånd og den største i venstre hånd. Jeg kaster dem så hårdt jeg kan ind i væggen og nogle af skårene fra porcelænet vender tilbage og rammer mig. Det var også mine forældres, men lige nu er jeg ret så ligeglade med dem. Minderne med dem er triste og jeg vil ikke have mit gode humør – som nok er holdt oppe af adrenalinen – til at dale på grund af dem. Det var deres valg, det kan jeg ikke gøre noget ved. Sådan er det. De er et overstået kapitel.


En del af mig ønsker at jeg kan komme mig over Nathan, men en anden del kan ikke give slip. Det er som om at han var en del af mig og den del kan jeg bare ikke miste. Det er ikke som den del af mig der var spærret inde på min mobil. Denne del af mig er også en del af mit hjerte.


”Farvel, Nathan. ” selv om det ikke hjælper mig til at give slip, siger jeg det alligevel højt og tydeligt og oprigtigt. En lille del af mig bliver overbevist, men det er ikke nok. Jeg kigger rundt og får øje på en billedramme. Det er den gamle jeg, der sidder på Nathans ryg med et stort smil på læberne. I baggrunden står Josh med en bold i hånden og det var Christoffer der tog billedet. ”Undskyld Josh. Undskyld Christoffer. ” mumler jeg.


På fire skridt er jeg henne ved billedrammen som står alene på et lille rundt bord, der står i hjørnet af stuen. Jeg tager det op i mine hænder og kigger kort på det. Smilende kigger jeg på Josh der står uvidende om hvad der vil ske i fremtiden, med bolden i hånden. På Nathan der også er uvidende om fremtiden, der står med armene rundt om mine ben og på mig. Den smilende jeg. Mit rigtige smil.


Men det er på tide at give slip.


Nikkende tyrer jeg billedrammen ned i gulvet og hører lyden af glasset, der beskytter selve billedet, gå i stykker. Godt nok kan man ikke ændre fortiden, men man kan ændre fremtiden. Det var hvad han altid sagde, når jeg havde lavet en fejl. Eller ikke altid, nogle gange sagde han at fejl gør os til den vi er.


”Nicole? ” lyder det fra den anden ende af stuen. Jeg kigger op og ser alle fire drenge stå der, med chokerede udtryk. Det er bare lidt rod, intet andet. ”Hej, ” smiler jeg.


De kigger underligt på mig og jeg trækker på skuldrende, vender mig om og kigger på det tomme bord. Der er han ikke længere, mindet er der ikke længere. Josh er der ikke længere. Den oprigtigt smilende jeg er der ikke længere. Sådan er det, det er min fejl at glemme smilet, det har jeg bare gjort mig til mig.


”Nicole, du bløder. ” det giver et sæt i mig, da stemmen lyder lige bag mig. Jeg vender mig og ser op i et par grønne øjne. Jeg kigger ned på min hånd og rigtigt nok så løber der blod ned over min højre hånd. ”Det er bare blod, ikke det store. ” jeg trækker på skuldrende og går forbi Harry. De andre drenge står stadig henne i den anden ende af stuen.


En hånd bliver lagt på min skulder og lydløst sukker jeg. Jeg har det lige så godt, jeg er så glad, så kommer de og skal lege voksne. Der er ingen der bestemmer over mig og jeg kan gøre som jeg vil, og bløde som jeg vil, hvis man absolut skal sige det sådan.


”Lad nu være, jeg er lige i så godt humør. Du må ikke ødelægge det. ” beder jeg og kigger op på Harry og føler mig virkelig som en lille pige, som lige er blevet taget i at stjæle slik, eller noget lignende. Drille sin bror eller søster, eller svar næsvist igen. Bare noget lignende. ”Ikke igen, ” mumler jeg så lavt, at han med garanti ikke hører det. Eftersom at han ikke ser spor fornærmet ud, regner jeg med at han sandsynligvis ikke hørte det.


”Du er ikke i godt humør. Du er på stoffer. ” siger han irriteret og tager fat i den arm, hvor få striber blod, ikke løber ned over min hånd. Jeg skar mig sikkert bare på et, eller nogle, af de få glasskår der ramte tilbage på mig. Det gør ikke ondt og det irriterer mig ikke.


Han trækker mig ud i køkkenet og de andre drenge følger forsigtigt efter. Jeg ruller med øjnene og hiver armen til mig selv. ”Jeg kan godt selv. ” mumler jeg og vender mig om mod de andre drenge. ”Desuden er jeg ikke en tiger, jeg er ikke farlig. ” jeg smiler kort, inden jeg sætter kursen ud mod badeværelset.


Uden at tænke mig om, åbner jeg skabsdøren og finder en hvid klud. Jeg lukker hurtigt skabet i eftersom jeg ikke ønsker at alle lige skal vide hvor jeg opbevarer disse ting og hvad de er. Selvom de drenge allerede ved lige så meget som jeg. Bortset fra hvad jeg føler og tænker, det er kun mig der gør det.


”Må jeg godt være lidt alene? ” spørger jeg og kigger på de fire drenge, der står og glor på mig. Bare det, at de direkte glor på mig gør mig ikke særlig godt tilpas, ikke engang at de er her. Her er så mange ting, personlige ting, som jeg bare ønsker at have i fred.


”Selvfølgelig. ” Liam er den første af de fire drenge, ud over Harry, som siger noget direkte til mig. Jeg mumler et tak og Harry går nærmest ud i snegle tempo. Efter de har lukket døren, låser jeg den og smider kluden hen i badekaret. Jeg stiller mig foran spejlet og kigger på mig. Jeg kigger på hver eneste detalje, der findes i mit ansigt og det er meget få ting, der har ændret sig, siden dengang jeg konstant var sammen med Nathan, Christoffer og Josh.


Dengang troede jeg virkelig på, at vores venskab og de ting vi lavede, ville vare mange år endnu, måske endda til vi fik børn, blev gift og der ville vores venskab stadig være der, men der ville vi lave andre ting. Hvis dette aldrig var sket, ville vi måske stadig være firkløveren. Jeg gyser ved ordet. Jeg har hadet det ord lige siden.


Harrys synsvinkel.


Jeg har det virkelig dårligt med at lade Nicole være alene ude på hendes badeværelse, nu hvor jeg ved hvilke ting der er derude. Jeg ved jo at hun ikke har fjernet dem. Men noget jeg ikke ved, er hvad hun kan finde på når hun er på stoffer. Men når Liam giver hende lov til at være alene derude, er det nok fornuftigt.


Drengene og jeg går ind i hendes stue igen og begynder lige så stille at samle tingene op der ligger ud over hele gulvet. Bøger, glaskår, skår fra porcelæn, alt der er at finde på gulvet. Jeg kigger undrende hen på billedrammen vi så hende stå med. Jeg kigger på drengene der er travlt optaget med at samle ting op, der er sikkert også bekymrede for at hun måske kunne finde på, at skade sig selv med glaskårende eller noget lignende.


Jeg går hen til den smadrede billedramme og børster glasskårende ned på gulvet, så billedet kommer til syne.
Det er et billede som nok er taget for lang tid siden, da hendes bror stadig levede. Nicole sidder storsmilende på en drengs ryg, der også ser storsmilende ind i kameraet. En anden dreng står med en bold i hånden i baggrunden og kigger ventende hen på Nicole og drengen.


”Kom lige og se det her, ” mumler jeg, dog stadig højt nok til at Liam og Niall, der står i den anden ende af stuen, kan hører det. Lidt efter står de og kigger ned på billedet, ligesom jeg gjorde for ikke helt så lang tid siden.


”Er det hendes… bror? ” spørger Niall og kigger kort på mig inden han kigger ned på billedet igen. Jeg trækker på skuldrende og kigger fascineret på den smilende pige, som kun på meget få måder ligner den knuste pige i dag. Er det her virkelig grunden til at hun er så ødelagt? Jeg tror stærkt på at hende og hendes bror var meget stærke og det vil ikke undrer mig, hvis hun ikke kan få sig selv til at give slip på ham. En del af ham lever stadig inde i hende, det er tydeligt at se, nu hvor man kender grunden.


”Ja, men han hører til fortiden, ligesom drengen i baggrunden og bag kameraet. Hvis i ikke har flere spørgsmål, må i gerne gå. ” lyder Nicoles stemme henne fra den anden ende af stuen. Forskrækket kigger jeg hen på hende og stiller hurtigt billedet fra mig.


Hendes arme er foldede hen over hendes bryst og på få minutter er hendes øjne gået fra at virke, varme, venlige og livlige, til trætte, kolde og undvigende. Hun kigger rundt og ser pludselig meget mere irriteret ud.


”Undskyld. ” siger jeg oprigtigt, men hun vifter afvigende med hendes hånd. ”Vil i ikke bare være søde at… at gå? ” spørger hun bedende.


”Jo, undskyld igen. ” lyder det fra Louis. Jeg skæver kort hen til ham og da jeg kigger tilbage på Nicole, står hun der ikke længere.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...