Broken | One Direction

Nicole Campell er en tyveårig, kendt sangerinde. Lige nu foregår der en masse i hendes liv. Et eksempel er alle de rygter der tager forsiderne, dag efter dag. Rygter om at hun er på stoffer. Kun en kender sandheden om dette rygte; Selve Nicole. Udover det er hun også blevet sat til at skrive en sang med One Direction og alle forestiller sig, at det bliver et kæmpe hit. Men første møde med de skønne drenge går ikke godt, grundet Nicoles hårde facade. Vil en af drengene se ind bag facaden? Vil venskaber udvikle sig? Vil følelser få en start? Og vil hemmeligheder blive afslørede?

109Likes
73Kommentarer
98897Visninger
AA

22. Chapter 21

Nicoles synsvinkel

 

Tårerne begynder at løbe ned af mine kinder, efterfulgt af en masse hulk.

"Nicole.." Zack kigger overraskende og omsorgfuldt på mig, før han kommer hen til mig.

Han trækker mig ind i et kram, - og mærkeligt nok tager jeg imod det. Det er nok fordi jeg er så ked af det lige nu, - jeg magter ikke at kæmpe imod.

Drengene kigger også på mig, men det er præcis de blikke de sender, jeg hader. Medlidenhed.

"Hvorfor har du ikke sagt noget?" siger Zack og trækker sig ud, og alt den vrede han havde udvist for bare fem minutter siden, er nu ændret til omsorg. Selvom det ikke er det jeg ønsker. Jeg ønsker ikke hans medlidenhed, - jeg ønsker ikke drengenes medlidenhed, jeg ønsker ingens medlidenhed. Det er jo ligegyldigt. Han er væk, og kommer aldrig tilbage. Jeg vil bare så gerne have, at de lader mig gøre hvad det passer mig. For det er det eneste der hjælper mod den enorme smerte.

Jeg går et par skridt bag ud, hvorefter jeg vender mig om, og lidt efter er jeg ude af døren. Jeg løber hen til trapperne, da der er kø til elevatoren. Og det kan jeg ikke vente på lige nu, - jeg skal bare væk. 

Jeg løber ned af trappetrinene, og af og til springer jeg et over.

Jeg er hurtigt nede af trapperne, og jeg suser ud af døren, 

Jeg tager min mobil frem, og taster Isabelles nummer ind. Jeg måtte have det amfetamin nu, - lige nu. Jeg havde ikkefået det igår, så min krop hungrede ekstra meget efter det. Eller også var det bare mit sind.

"Hallo?"  Isabelles stemme lød, og en trang til at græde kom frem. Hvorfor ved jeg ikke, - jeg ved virkelig ikke hvorfor jeg er blevet så pokkers svag.

"Det Nicole," siger jeg efter jeg har nevet mig selv i armen, for at undgå at græde.

"Jeg tænkte om du kunne komme med noget amfetamin?" siger jeg, og kan mærke min krop begynder at ryste. Sikkert efter alt det der lige var sket de sidste ti minutter. Jeg er første gang jeg har sagt det til nogen. Første gang jeg har indrømmet det, og vist nogen mine ar, og indrømmet jeg er på stoffer. Jeg er så forbavset over mig selv.

"Jeg kommer, er du hjemme?" spørger hun igen, og hvis jeg ikke tager fejl, er hun også på et eller andet nu. Men det undrer mig ikke, - hun er nærmest værre end mig.

"Jeg er hjemme om to minutter," siger jeg og begynder at gå hurtigere.

"Du Nicole Campbell!" råbte en stemme bag mig, hvilket hurtigt fik mig til at lægge på.

"Nicole, må jeg få din autograf?" spørger stemmen igen, hvilket får mig til at vende mig om. Det er en lille pige på omkring 11 år, vil jeg tro.

"J-ja," siger jeg med en rystende stemme. Jeg fisker en lap op, og en kuglepen, hvorefter jeg skriver min autograf så godt som jeg nu kan.

"Sådan ven," siger jeg og prøver at smile, før jeg vender mig om og går videre.

Hvis der er nogen jeg er bløde overfor, så er det mine fans. Selv når jeg har det skidt tager jeg mig tid til dem. De har givet mig så meget efter Nathans død. De ved selvfølgelig ikke så meget om ham, men de har været så trofaste, og hjulpet mig selvom de nok ikke ved det.

Jeg sætter i løb, og lidt efter når jeg min opgang. Jeg åbner døren, og løber op ad trapperne indtil jeg når min dør.

Jeg tager nøglen op af min lomme, og prøver at ramme nøglehullet. Det er en stor opgave ligemeget hvor tosset det lyder, - men jeg ryster simpelhent så meget lige nu.

Da jeg rammer hullet, åbner jeg døren og skynder mig at gå ind og smække døren i igen.

Der er helt mørkt inde i min lejlighed, hvilket jeg finder behageligt. Samtidigt er der også rigtig stille, og det nyder jeg også.

Jeg smider mine sko, og går ind på mit værelse, hvorefter jeg smider mig i min seng.

Jeg kan huske Nathans ord, imens han holdte om mig, og jeg sad og stor tudede:

"Ligemeget hvor svært du får det, må du love mig aldrig at begynde at tage stoffer, Nicole,"

Jeg sukker da det ringer på døren, men samtidigt er jeg glad for at blive afledt, og glad for endelig snart at komme lidt væk fra virkeligheden igen.

Jeg går ud til døren og åbner den, hvor Isabelle stod ude foran.

"Kom ind," sagde jeg og nærmest hiver hende ind, i tilfælde af at nogen skulle se det.

Jeg lukker døren, og hun rækker mig en pose med et par piller i.

"Tak," siger jeg og putter dem ned i min lomme.

"Jeg skal nok betale imorgen," siger jeg igen, da Isabelle ser ud til at stå og vente på, at jeg nævner pengene.

"Okay," hendes stemme var kold, men det tog jeg mig ikke af. Jeg snakker også koldt til hende. Jeg ved ikke engang om man kan sige, at vi er veninder. Vi er jo kun sammen når det har noget med stoffer eller fester at gøre, og snakker ikke altid så pænt til hinanden.

Hun åbner døren igen, og mumler et farvel, før hun har smækket den i. 

Jeg gik med hurtige skridt ud på badeværelset, tog posen frem, og lod indholdet af dem glide ned i mine hænder.

Et øjeblik står jeg og overvejer, om jeg skal tage alle seks, eller om jeg bare skal holde mig til de tre som jeg nu plejer. Men smerten indeni er stor, så jeg vælger til sidst de alle seks.

Jeg putter dem i munden, og får dem hurtigt skyllet ned med noget vand.

Jeg går ind i min seng igen, og ligger bare og stirre tomt ud i luften. Tankerne ligger stadig på Nathan. På hvor meget jeg savner hans nærvær og kærlige ord. Hans oprigtige omsorg og hans yderst fantastiske kram.

Jeg har virkelig ændret mig, siden han forlod verden.

Dengang var jeg mere smilende og livsglad. Ikke som nu hvor jeg har et misbrug af stoffer, og er så kold og ondskabsfuld overfor mennesker der prøver at hjælpe mig.

 

 

Harrys synvinkel:

 

"Han er død," råber Nicole, før en masse tårer strømmer ned af hendes kinder.

Zack siger noget til Nicole jeg ikke helt opfanger, da jeg sidder fast i mine tanker.

Er hendes bror død? Er det grunden til alt det her? 

Hun ser ud til, at hendes bror har betydet meget for hende. Ellers ville hun ikke være så ødelagt.

Jeg skal til at rejse mig for at give hende et kram, men hun styrter ud af døren, og man kan høre at hun løber ned af den lange gang.

"Hvad skete der lige der?" spørger Niall om, og jeg trækker på skuldrene. Jeg ved virkelig ikke, hvad der ville være bedst; at jeg følger efter hende, eller lader hende være og kontakter hende senere. Jeg vil jo heller ikke gøre hende sur. 

"Det er værre end jeg troede," mumler Zack, og jeg kigger op på ham.

"Hvad?" spørger jeg, og han ser ud til at tænke.

"At hun virkelig tog stoffer, og skær i sig selv," siger han igen, og kigger på mig med et alvorligt blik.

"I må gerne tage hjem, vi arbejder videre imorgen, når Nicole forhåbentlig er her igen," siger han, og jeg nikker.

Vi rejser os op, og går sammen ud af døren, men uden et eneste ord.

"Hvad skal vi gøre?" siger Louis, som ser ud til at være bekymret. Selvom Nicole ikke kunne lide os (eller ihverfald ikke ville indrømme det), kan vi jo vildt godt lide hende. Hun er noget særligt, ingen tvivl om det.

"Skal vi tage hjem til hende?" hører jeg mig selv sige, selvom jeg ellers havde tænkt, at jeg ville lade hende være. Men det kunne jeg ikke bare. Jeg vil sikre mig, at hun er okay.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...