Broken | One Direction

Nicole Campell er en tyveårig, kendt sangerinde. Lige nu foregår der en masse i hendes liv. Et eksempel er alle de rygter der tager forsiderne, dag efter dag. Rygter om at hun er på stoffer. Kun en kender sandheden om dette rygte; Selve Nicole. Udover det er hun også blevet sat til at skrive en sang med One Direction og alle forestiller sig, at det bliver et kæmpe hit. Men første møde med de skønne drenge går ikke godt, grundet Nicoles hårde facade. Vil en af drengene se ind bag facaden? Vil venskaber udvikle sig? Vil følelser få en start? Og vil hemmeligheder blive afslørede?

109Likes
73Kommentarer
98857Visninger
AA

21. Chapter 20

Harrys synsvinkel


”Please Harry, ” hendes stemme knækker og få tårer glider ned over hendes kinder. Tøvende lader jeg min arm, med posen hvori der ligger stoffer, falde ned langs siden på mig. Hun kigger ikke på dem, men kigger kun på mig.
Hver gang hun lader sin facade falde, og jeg rigtigt kan se den ødelagte pige der gemmer sig bag den, er der et eller andet inde i mig, der får en underlig følelse til at glide gennem min mave. Jeg ved med mange hundrede procent, at det ikke er medlidenhed, for den følelse kender jeg godt, det er en ukendt følelse.


”Nicole, ” jeg placerer to fingre under hendes hage og løfter hendes hoved, så mine øjne møder hendes blanke, ulykkelige øjne. Selvom jeg ikke har kendt hende i helt så lang tid, gør det ondt når jeg ser hende sådan her, hvilket dog heller ikke sker tit. ”Vi klarer det her, okay? ” jeg kigger omsorgsfuldt ned på hende.


Hun ryster på hovedet og træder et skridt tilbage, så min anden hånd også falder ned om siden på mig.
”Jeg vil jo ikke, Harry! ” råber hun højt og ser frustreret på mig. Så godt jeg kan prøver jeg at ignorerer hun lige har råbt af mig og kigger hende i stedet direkte ind i øjnene, de øjne som pludselige bliver tomme og stirrer stift ud i luften.


Undrende kigger jeg på hende og overvejer hvad der har kunne ødelægge hende så meget. Få hende til at købe stoffer, som hun konstant tager. Sætte en hård facade op, som ikke en gang er hende, men en fremmen kold pige, som hun ikke ved hvem er. Få hende til at sætte sig ned ude på et badeværelsesgulv og skærer sig selv i armen. Jeg gyser ved tanken om dengang, det var overhovedet ikke rart at se hende sådan, generelt er det ikke rart at se hende have det sådan her konstant, gemt bag en hård og kold facade.


Endnu en gang bliver hendes øjne blanke og en tårer glider ensomt ned over hendes kind. Hvad er det der kan få hende til at græde sådan? Hun kigger ned, for derefter at lægge sine arme rundt om min hals – hvilket overrasker mig – trække mig hen til hende og presse sine læber mod mine.


Nicoles synsvinkel.


I starten er han overrasket, men derefter placerer han sine hænder på mine hofter og kysser med. Posen med stofferne i, giver lyd da den rammer min hofte, men så godt jeg kan prøver jeg at glemme den, hvilket er meget, meget svært for mig.


Men pludselig glemmer jeg alt omkring mig og kan kun fokuserer på kysset, som Harry lige så stille udvikler. Jeg lader forsigtigt mine ene hånd glide gennem hans hår, imens min anden hånd stadig er placeret på hans nakke. En ukendt følelse glider gennem min krop og overrasket skubber jeg ham fra mig.


Det kan og må ikke være sandt.


Jeg kigger kort på ham og derefter på stofferne. Jeg ryster på hovedet og stryger forbi ham og sætter kursen mod udgangen. Jeg kommer udenfor og kulden får mig til at standse kort op, inden jeg hurtigt får mine stiletter af. Derefter sætter jeg i løb, og jeg ved lige præcis hvorhen jeg er på vej hen.


Jeg bevæger mig overraskende nemt i den korte kjole og selvom jeg spurter af sted, har jeg ingen problemer med at trække vejret, jeg har ingen problemer med at snuble fordi jeg er fuld, jeg har overhovedet ingen problemer og på meget kort tid, er jeg nået til destinationen. Jeg ignorerer vinden som blæser i mit hår og rammer min bare hud og sætter mig ned på græsset lige foran de mørke vand. Vinden laver bittesmå bølger i vandet og hiver i græsstrående.
Det er en lille rund sø, med siv omkring sig. Bag den ligger der en stor skov, fyldt med træer og buske, som kan virke skræmmende, men lige nu, tager jeg mig ikke af det. Jeg sidder bare og kigger ned i det mørke, mørke vand. Det gør mig på en eller anden måde afslappet. Det er meget rart, efter det der lige er sket.


Tankerne glider gennem mit hoved, uden jeg rigtigt tænker på dem. De er der bare og gider ikke gå væk. Jeg trækker benene op under mig og lader min hage hvile på mine knæ. Jeg klemmer øjnene hårdt i og drømmer mig væk.


Til en bedre verden. Hvor alting virker lysere. Alle menneskerne smiler til mig, selvom de ikke kender mig, for jeg er ikke kendt. Jeg går side om side med Nathan og vi går herned, hvor solen står lige over solen. Vi sidder og snakker og har det sjovt i timevis, indtil solen forsvinder bag de mange høje træer, og himlen bliver lige så stille langsommere og langsommere. Gispende åbner jeg øjnene og kigger omkring. Det er ikke en bedre verden. Det var en dag for to år siden.


Nathan og jeg var hjemme hos ham, da vi fik idéen at gå ud til søen, vi legede vandkamp, fortalte jokes og snakkede om al muligt, indtil solen gik ned. Der vidste ingen af os hvad vi ville i fremtiden, hvad der ville ske i fremtiden. Ingen af os vidste at han ville forlade mig, mine forældre.


”Her er smukt, ” lyder det bag mig. Forvirret kigger jeg tilbage og selvfølgelig er det Harry.


”Er du fulgt efter mig? ” kommer det skingert fra mig. Han svarer ikke men sætter sig ned ved siden af mig i skrædderstilling. Jeg kigger ud over søen og prøver at ignorerer at han er der, men det er ikke helt så nemt.
Sådan sidder vi og udveksler nogle ord en gang imellem.


*


”Byg, byg hurtigere! ” skriger en skinger stemme. Min vejrtrækning bliver hurtigere og jeg sætter farten op. Mursten efter mursten bliver muren højere og højere og til sidst mangler jeg kun en mursten. ”Du kan godt. Sæt den! ” råber stemmen.


Tøvende kigger jeg på murstenen i min hånd. Min hånd begynder at ryste og jeg kigger ud af det lille hul, hvor jeg mangler at indsætte den sidste mursten. Der er helt mørkt, kun et svagt lys, er til at se. Et svagt lys fra en meget, gammel lampe. Et hidsigt skrig lyder, men jeg hører ikke hvad.


Jeg kigger på murstenen i min hånd, inden jeg hamrer den ind i hullet. Min brystkasse hæver og sænker sig i takt med min vejrtrækning og jeg kigger rundt, men kan intet se. Jeg tager et skridt tilbage og støder på muren. Mørket omfavner mig, omringer mig. Jeg er fanget, jeg kan virkelig ikke komme ud. Jeg skriger højt og slår hårdt på muren. Jeg slår og slår og slår, indtil mine hænder er ømme og blodige.


Jeg sætter mig brat op og kigger mig omkring. Min vejrtrækning går fra hurtigt til rolig, da jeg ser de normale hvide vægge. Jeg er hjemme, det var bare en drøm, et mareridt. Jeg kaster mig nærmest tilbage i sengen igen og lukker kort øjnene i, inden jeg åbner dem igen.


”Hvad er klokken? ” mumler jeg for mig selv og griber ud efter min telefon. Jeg tænder den og ser med det samme at jeg har elleve ubesvarede opkald og en masse beskeder fra Zack. Langsomt glider mine øjne op på tallene og jeg spærrer øjnene op. Klokken er lidt over elleve, jeg skulle have været der for to timer siden. ”Nej, nej, nej. ” stresser jeg.


I en hurtigt bevægelse skubber jeg dynen ned på gulvet og kommer på den måde på få sekunder ud af sengen, men skal selvfølgelig også bruge nogle sekunder på at samle dynen op fra gulvet. Derefter er jeg hurtigt henne ved mit skab, hvor jeg hiver et par sorte bukser og en sort og hvid ternet skjorte frem, som jeg hurtigt får på.


Da jeg har fået tøjet på går jeg ud i køkkenet hvor jeg hurtigt spiser et æble, ikke det store men jeg er ikke særlig madglad om morgenen, for derefter at skynde mig ud på badeværelset hvor jeg børster mine tænder, reder mit hår og lader det hænge løst ned over mine skuldre og lægger en hurtigt Make Up.


Jeg går tilbage ind på mit værelse hvor jeg tager min telefon op i hånden og går ud i entreen. Jeg tager et par tilfældige sko på og går eller ud og låser efter mig. I normalt tempo går jeg hen til studiet eftersom jeg ikke gider stresse alt for meget. Desuden tror jeg heller ikke at min vejrtrækning kan klarer at blive hurtigere end den har været.


”Nicole? Nicole kig herhen? ” lyder det fra den anden side af gaden. Jeg kigger derover og bider mig nervøst i læben. Jeg hader helt seriøst at være alene når der kommer paparazzier hen til mig, jeg ved ikke om det bliver for meget, når de bare sådan uden videre omringer mig. Jeg prøver at lade være med at kigge på dem og begynder at gå lidt hurtigere og til mit held, er jeg meget kort tid efter på vej ind i elevatoren i studiet.


Elevatoren er rigtig varm, derfor ånder jeg lettet op, da den stopper på etagen, dørene åbner sig og jeg kommer ud på den kølige gang. Her er altid vinduer åbne, fordi der meget let bliver varmt, når der går så mange mennesker rundt her på gangene i løbet af dagen. Jeg når hen til døren og åbner den og bliver ret så overrasket, da både drengene og Zack står derinde. Alles opmærksomhed bliver vendt mod mig og nervøst – på grund af at Zack er her – bider jeg mig i læben og lukker døren efter mig.


”Zack, du må virkelig undskyld at jeg kommer for sent, jeg havde glemt at sætte alarmen og- ”


”Det er fint. Det er mere det her, ” han smider en bunke blade ned på bordet og forsigtigt sætter jeg midt ned på den eneste tomme stol der er. Jeg kigger kort op på Zack, inden jeg lader øjnene glide ned over bladende og sluger billederne og ordende med øjnene. Det er billeder af Isabelle og jeg. Hun står med ryggen til og hvis man kigger rigtig godt efter, kan man lige præcis se det er mig.


Verdenskendte Nicole Campbell besat af stoffer?


Er rygterne om Nicole Campbell og stoffer, sande?


Tyveårige Nicole Campbell køber stoffer af fremmed kvinde.


Tomt stirrer jeg på billederne nogle har taget og alle de andre overskrifter. Kan de ikke bare blande sig uden om mit liv? Det kan godt være jeg er kendt i de fleste lande, men det giver dem ingen ret til at snage i mit liv. Der er mange andre som også benytter sig af stoffer, så bare fordi jeg kan finde ud af at synge, så er det meget mere interessant at jeg gør? Jeg hader at være verdenskendt, jeg skulle aldrig have lyttet til Nathan og gjort det jeg var – og er – god til.


”Det er ikk- ”


”Du skal ikke lyve for mig. ” siger Zack hårdt og hæver stemmen. ”Du skulle have fortalt mig dette fra starten, da det hele begyndte. Kan du nu se hvad det har udviklet sig til? Det her bliver meget svært at få dig ud af og du hjælper til. Det kan jeg godt sige dig. ” råber han og kigger vredt på mig.


Jeg kigger ned på bladende inden jeg forsigtigt tager et op og slår op på siden. Jeg begynder at læse og de har skrevet mange teorier om hvad der har fået mig til overhovedet at starte med det. Smilende ryster jeg på hovedet, de rammer overhovedet ikke rigtigt, faktisk rammer det helt ved siden af.


”Hvad smiler du af? ” spørger Zack dumt. Jeg ignorerer ham og læser siden færdig inden jeg prøver et blad mere. Også her rammer de helt ved siden af, da jeg har læst det, klapper jeg det i og lægger alle bladende i en fin bunke. Jeg kigger kort hen på One Direction drengene der sidder og kigger med som var det en film. Tomt kigger jeg i et øjeblik på dem, inden jeg kigger op på Zack og læner mig tilbage.


”Zack. Jeg er ked af, at jeg ikke er den perfekte sangerinde som du ønsker dig. Jeg er ked af, at jeg ikke opfører mig perfekt. Jeg er ked af, at jeg ikke er perfekt. Men prøv at hør, ingen er perfekte og det gælder også mig. ” mumler jeg, men dog stadig til at det kan høres.


”Men det besvarer ikke hvorfor du gør det her, du skader dig selv. ” han laver armbevægelser imens han taler og han kigger meget vredt på mig.


Jeg rejser mig op og skubber stolen lidt væg, så den lige så stille, triller hen til væggen og med et lille bump, rammer den væggen. Jeg folder armene over brystet og kigger op på Zack, der står på nogle lunde samme måde som mig. Jeg har aldrig følt så meget, men været så rolig på en gang, det er noget nyt og det overrasker mig.


”Du kan være fuldkommen ligeglad. ” siger jeg lavt og kigger vredt op på ham. Han er den sidste der har fundet ud af det og han er nu også den sidste der kommer til at blande sig i det. Der er problemet bare, jeg vil ikke have ham til at blande sig i det. Jeg vil ikke have nogle til at blande sig i det, men så kom disse drenge op og ødelagde alting. Jeg havde lige fundet en hverdagsrutine, efter så mange måneder alene og så kommer de og ødelægger den. Jeg havde lige fundet en perfekt facade der viste følelser når den skulle og var kold når den ikke skulle. Den ødelægger de også.


”Nicole! ” råber han af mig og kigger sigende på mig. Mine hænder begynder at ryste, af vrede og af alle mulige andre følelser jeg ikke kan sætte ord på lige nu, det kan jeg bare ikke. Det her er for meget, at Zack blander sig i mit liv, lige pludselig.


Et koldt grin undslipper min mund og lyder i lokalet. Kun lyden af vejrtrækninger lyder. Jeg skæver hen til One Direction drengene der stadig sidder og ser på, som så de en film. De sidder som dukker, der ikke bevæger sig. Jeg går rundt om mig selv et par gange og overvejer nøje mit ordvalg. Hvordan det skal komme ud, men lige pludselig ryger noget ud af min mund, noget som jeg ikke havde tænkt mig at sige.


”Du ved godt hvem Nathan er, du kan godt huske jeg har nævnt ham, ikke Zack? ” jeg smiler stort og falskt til ham, indtil det går op for mig hvad jeg har sagt. Zack nikker langsomt og kigger spørgende og undrende på mig, med et snert af noget forvirret. Det er også klart, han har jo ingen idé om hvad der er sket. Det eneste han ved, er at Nathan var ham der opmuntrede mig til at udleve min drøm.


Igen går jeg rundt om mig selv og tager mig selv til hovedet. Nu er jeg begyndt, jeg har virkelig nævnt hans navn, jeg har sagt det højt for første gang i lang tid. Jeg smiler sørgmodigt for mig selv og tager min hånd op til mit hoved. Nu er der virkelig ikke nogen som helst vej tilbage, nu er jeg begyndt.


Jeg stiller mig med ryggen til Zack og lægger en hånd på der hvor jeg i et par dage, er begyndt at skære i mig selv igen. Jeg ved ikke om jeg kan klare dette, kan jeg? Jeg har problemer med at stole på andre, jeg har også problemer med at stole på mig selv.


”Du har helt ret, jeg har gjort skade på mig selv, ikke kun med stoffer. ” jeg er begyndt nu og kan ikke stoppe mig selv. Min stemme lyder mørk og uhyggelig. Jeg trækker op i mit skjorte ærme og viser ham arrene og sårene. Han kigger overrasket på sårene og derefter på mig. ”Vil du vide hvorfor? ” inden han når at svarer eller så meget som at nikke er det sluppet ud.


”Han er død. ” råber jeg og lader skjorteærmet glide ned over min arm igen. ”Nathan er død. Min bror er død. ” skriger jeg og kan mærke tårerne presse på.


Lidt efter begynder det at løbe ned over mine kinder. Det er første gang jeg har sagt det højt, det er første gang jeg virkelig har indrømmet det.


Fjernsynet begynder at vise reklamer og irriteret kigger jeg hen på fjernbetjeningen, som ligger alt for langt væk fra mig. Den ligger selvfølgelig midt inde på sofabordet. Jeg rækker ud efter den, men den er endnu alt for langt væk. Sukkende strækker jeg min arm og min krop så langt ud efter den jeg kan, men jeg kan dog stadig ikke nå den.
Irriteret – over at fjernbetjeningen ligger så langt væk – sætter jeg mig op og rækker derefter ud efter fjernbetjeningen. Endelig kan jeg nå den og jeg er hurtigt til at skifte kanal. Jeg zapper lidt igennem et par kanaler og efter et par minutter finder jeg et nogle lunde program hvor personer står og laver mad. De kan være at jeg lærer noget af det, eftersom jeg stinker til det.


Min telefon begynder at ringe og jeg kigger på den. Ukendt nummer. Jeg vælger at ignorerer det eftersom det for det meste er personer der bare laver telefonfis, der ringer med skjult nummer. Jeg læner mig igen tilbage og ser fjernsyn.


Efter der er gået godt og vel ti minutter, lyder sirener og jeg sukker irriteret og skruer lidt højere op for fjernsynet. Selvfølgelig banker det også på døren, og ødelægger min lille hygge aften godt og grundigt. Først fjernbetjeningen, så ukendt nummer, så sirener og nu nogle der banker på døren. Det kan jo også være at det er Nathan, der har valgt at tage lidt tidligere hjem en forventet. Derfor hopper jeg op fra sofaen, går ud, låser op og åbner døren.


Det er dog ikke Nathan, det er to politibetjente i uniformer. Jeg kigger undrende på dem, hvad laver de her? Jeg har ikke gjort noget ulovligt og jeg bor ikke sammen med nogle, så det er heller ingen mulighed.


”Kan jeg hjælpe jer? ” spørger jeg og prøver at virke så venlig og høflig som overhovedet muligt, i forhold til hvor irriteret jeg i aften er.


”Ja, kender du Nathan Campbell? ” spørger en af politimændene. Langsomt nikker jeg og siger ja. ”Vi er kede af at du skal hører det for os, men Nathan er kommet ud for noget og er blevet kørt på hospitalet. ” forklarer den anden politimand.


Med store øjne begynder jeg med det samme at hive min jakke ned fra knagen og tage sko på, imens jeg spørger om han er okay. Det har han bare at være.


”Han, blev skudt og døde på stedet. ” siger den første politimand og lyder helt brutal, når han bare uden videre siger det sådan. Det kan ikke være sandt. Han lyver. De lyver. Det er en løgn, det kan ikke være sandt. Rystende på hovedet takker jeg dem og lukker døren i. Jeg kigger ind i døren og det går ikke op for mig, hvad de lige har sagt, før jeg siger det til mig selv.


”Nathan… ” min stemme knækker over og tårerne begynder at løbe ned over mine kinder. Et hulk efterfulgt af flere ryger ud af min mund og lidt efter sidder jeg på gulvet, med et sløret blik og tårerne glidende ned over mine kinder.
En stor smerte breder sig inde i mig og jeg skriger højt.


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...