Broken | One Direction

Nicole Campell er en tyveårig, kendt sangerinde. Lige nu foregår der en masse i hendes liv. Et eksempel er alle de rygter der tager forsiderne, dag efter dag. Rygter om at hun er på stoffer. Kun en kender sandheden om dette rygte; Selve Nicole. Udover det er hun også blevet sat til at skrive en sang med One Direction og alle forestiller sig, at det bliver et kæmpe hit. Men første møde med de skønne drenge går ikke godt, grundet Nicoles hårde facade. Vil en af drengene se ind bag facaden? Vil venskaber udvikle sig? Vil følelser få en start? Og vil hemmeligheder blive afslørede?

109Likes
73Kommentarer
98658Visninger
AA

20. Chapter 19

Nicoles synsvinkel.

 

Jeg har næsten lige afsluttet samtalen med Isabelle, og hun havde lovet mig at komme indenfor ti minutter.

 

Lige nu sidder jeg oppe i baren og drikker, - og jeg tør ikke tænke på hvor meget jeg har drukket indtil videre.

 

Jeg kan tydeligt mærke alkoholen pumpe rundt i mit blod, samtidigt med at jeg ryster en smule. Jeg har brug for amfetaminen, så Isabelle måtte gerne skynde sig lidt.

 

Der bliver lagt en hånd på min skulder, hvilket får mig til at vende mig om i en hurtig bevægelse. To grønne øjne kom til syne, og jeg sukker kort. Kan han ikke bare lade mig være? Bare en time? Et minut? Et sekundt? Kan han ikke bare droppe tanken om at ham og de andre drenge skal lege supermand og hjælpe mig? De kan ikke hjælpe mig. Det kan ingen. Og jeg ønsker heller ikke hjælp. Det eneste jeg ønsker er, at få ham tilbage. Nathan. Jeg ønsker at høre hans bekymrende stemme, og omsorgsfulde ord igen. Jeg har brug for ham. Hvorfor skal livet være så uretfærdigt?

 

"Vil du ikke med over til os?" spørger han, og jeg ryster på hovedet.

 

"Nicole, vil du ikke nok?" beder han igen, men igen ryster jeg på hovedet.

 

"Vil du så med ud og danse?" spørger han, og jeg laver en grimasse. Hvad regner han mig for? Jeg er ikke typen der danser, - ihvertfald ikke i ædru tilstand. 

 

"Nej," siger jeg og smiler et falskt og flabet smil, som hurtigt falmer igen. Igen: Kunne han ikke bare lade mig være?

 

Han sukker tungt og skal til at vende sig om, men bagved ham ser jeg Isabelle, så hurtigt tager jeg fat i Harry, så han vender hans opmærksomhed mod mig igen. Han måtte for guds skyld ikke se Isabelle komme hen til mig, for så finder han med garanti ud af, at hun kommer med stoffer.

 

Jeg kan se at Isabelle forstår hentydningen, og går derfor lidt væk fra os.

 

"Hvad?" spørger Harry, hvorefter jeg bare trækker ligegyldigt på skuldrene.

 

Han kigger underligt på mig, hvorefter han vender sig om, og forsvinder ud i mængden af mennesker.

 

Isabelle kommer til syne, og hun rækker mig et par genkendelige amfetamin piller, der ligger i en lille plastik pose.

 

"Tak Isa," siger jeg, og for første gang i lang tid smiler jeg et ægte smil. De her piller er virkelig min redning lige nu.

 

"Husk du skylder mig," siger hun bestemt, og jeg nikker, før hun forsvinder ud i mængden af mennesker igen.

 

Jeg ligger min drink fra mig, hvorefter jeg hopper ned fra bar stolen, og sætter kurs mod toilettet. Om lidt ville pillerne være på vej ned i min mave, og fjerne smerten for en stund.

 

Jeg tager fat i dør håndtaget til pigetoilettet, men længere når jeg ikke da en hånd vender mig rundt. Harry kommer til syne, og jeg sukker dybt.

 

"Hvad nu?" hvæser jeg, og han rækker sin hånd frem.

 

"Hvad?" spørger jeg igen, meget irriteret.

 

"Giv mig dem," siger han, og selvom jeg ved hvad han mener, indrømmer jeg det ikke. Men han måtte jo åbenbart have set det.

 

"Giv dig hvad?" spørger jeg flabet om, hvilket bare får ham til at sukke.

 

"Stofferne, Nicole. Giv mig dem nu," siger han igen, men jeg siger intet. Jeg vender mig bare rundt og skal til at gå ind på toilettet, men igen tager Harry fat i min hånd, så posen med amfetamin ryger ned på gulvet.

 

Et sus går igennem min krop, og jeg sukker dybt, og får en trang til at græde. Forhelvede Nicole.

 

Hurtigt bukker jeg mig ned for at tage dem, men Harry er hurtigere.

 

"Giv mig dem," vrisser jeg, men Harry ryster bare på hovedet, før han går. Hold da op, den dreng kan virkelig irritere mig.

 

"Harry!" råber jeg efter ham, og går med bestemte skridt hen til ham.

 

"Giv mig dem," siger jeg, men han ryster igen på hovedet.

 

"Det er fucking mine Harry, du kan ikke bare tage dem," hvæser jeg endnu engang, men det hjælper ikke.

 

"Please Harry," min facade begynder så langsomt at bryde sammen, da jeg kan mærke at jeg ikke vinder kampen. Et par tårer ryger ned af mine kinder, hvilket får Harry til at reagere. Det er slet ikke meningen at jeg skal tude, men det var meningen at de piller skulle fjerne smerten. Skulle få mig til at glemme det der kørte rundt i hovedet på mig. Og det ødelægger han for mig nu, og det kan jeg slet ikke tackle.

 

"Nicole," siger Harry, og placere to fingre under hagen på mig, og løfter mit hoved op, så jeg blotter mine blanke og ulykkelige øjne, for hans.

 

"Vi klarer det her, okay?" siger han pludselig helt omsorgsfuldt, men jeg ryster på hovedet. Kunne han dog ikke bare forstå, at jeg ikke ville klare det? Jeg ville bare gerne have lov til at gøre hvad der passer mig. Og det var lykkedes mig, lige indtil Zack havde arrangeret at jeg skulle skrive en sang med One direction. Lige siden da, er det bare gået ned af bakke.

 

"Jeg vil jo ikke, Harry!" råber jeg frustreret, men Harry ser ikke forskrækket ud. Han løber ikke skrigende væk, som alle de andre mennesker i mit liv har gjort.

 

Jeg husker tydeligt da mine forældre fandt mine stoffer for første gang. Jeg råbte og skreg fordi de havde taget dem fra mig, og lidt efter rejste de, og siden har jeg ikke hørt fra dem. Ikke at jeg nogensinde havde haft det bedste forhold til dem, da det var egentlig kun Nathan der holdte os sammen. Og efter hans død, så jeg mine forældre lidt mere fordi vi alle var utrolig kede af det. Men så en dag da de var hjemme hos mig og fandt mine stoffer ude på toilettet, flippede jeg jo så ud. Og ja, story end, - de skred fra mig.

 

Jeg har også haft en del kærester siden, og de droppede mig også når de fandt ud af at jeg af og til tog stoffer. Men det havde ikke ramt mig så hårdt. Jeg havde aldrig følt noget for dem, jeg brugte dem for det meste bare, for at glemme. Og ja, med det mener jeg at jeg brugte dem seksuelt. Ærligt, har jeg aldrig følt noget for dem.

 

Og ja, kald mig hvad i vil. Kald mig en bitch, en slut, luder, what so ever, - jeg ved det godt. Men det var min måde at glemme på når der ikke var penge til stoffer, og det havde og har jeg så stærkt brug for.

 

Men nu tilbage til nuet. Jeg har aldrig oplevet nogen, som ikke er løbet skrigende væk, når de har set jeg tager stoffer. Udover Nathan selvfølgelig. Men han var her jo ikke længere, - han var fortid. Det prøver jeg ihvertfald at bilde mig selv ind.

 

En tårer glider ned af min kind, da tankerne om Nathan kommer bragende. Og i det øjeblik har jeg mildest talt lyst til at banke mit hoved ind i væggen. Jeg hader når Harry skal se mig sådan. Jeg føler det som et nederlag hver gang. Men jeg kan bare ikke holde dem inde længere.

 

Et øjeblik har jeg bare brug for omsorg og kærlighed. Jeg har brug for nogen og noget, - jeg har brug for ikke at være alene. Derfor trækker jeg Harry ind til mig, og presser mine læber mod hans. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...