Broken | One Direction

Nicole Campell er en tyveårig, kendt sangerinde. Lige nu foregår der en masse i hendes liv. Et eksempel er alle de rygter der tager forsiderne, dag efter dag. Rygter om at hun er på stoffer. Kun en kender sandheden om dette rygte; Selve Nicole. Udover det er hun også blevet sat til at skrive en sang med One Direction og alle forestiller sig, at det bliver et kæmpe hit. Men første møde med de skønne drenge går ikke godt, grundet Nicoles hårde facade. Vil en af drengene se ind bag facaden? Vil venskaber udvikle sig? Vil følelser få en start? Og vil hemmeligheder blive afslørede?

109Likes
73Kommentarer
98830Visninger
AA

19. Chapter 18

Nicoles synsvinkel.


Jeg kaster et hurtigt blik på klokken, den er præcis syv minutter i otte, hvilket vil sige at de er her om syv minutter. Det eneste jeg glæder mig til, er at drikke mig fuld og komme langt væk fra mine tanker, som svæver rundt i mit hoved og ikke kan lade mig være i fred, i et eneste minut. At skrive den her sang, ødelægger mig meget mere, end mit liv i for vejen gjorde. Men det er jo fantastisk.


Da jeg efter få minutter er færdig med at glatte mit hår, lægger jeg glattejernet ud på ovnen og kigger mig selv i spejlet. En enkel sort, stram kjole der stopper midt på låret cirka, et par sorte stiletter, smokey eyes og glattet hår. Mere kompliceret bliver det altså ikke når det kommer til mig. Ingen vild og farverig Make Up, kjoler som intet dækker, tårnhøje stiletter eller vilde frisure.


Klokken runder otte og jeg går ud i entreen, med en lille sort taske i hånden. Det er ting som nøgler og mobiltelefon der ligger i den. Heller intet vildt der, eller en taske fyldt med Make Up. Det ringer på døren og jeg går hen for at låse op. Da jeg åbner døren møder jeg kun to grønne øjne.


”Du ser godt ud. ” Harry smiler skævt og giver mig elevator blikket. ”Tak, ” mumler jeg kort. ”Hvor er de andre drenge? ” spørger jeg. Jeg går ud i opgangen, lukker og låser døren i efter mig, så der ikke kommer en forbi, opdager der ikke er låst og går ind og ”låner” et par ting.


”De kørte med Louis. ” forklarer Harry og går bag mig, imens vi går ned ad trapperne og ned på parkeringspladsen, foran lejlighedskomplekset. Der standser jeg og lader Harry gå forrest, eftersom jeg ikke ved hvilken bil han ejer, hvilket selvfølgelig får mig til at fremstå som lidt dum, da jeg ser den.


Selvfølgelig har han ikke en lille rød familie bil, som de fleste her i området har.


Han åbner døren ind til passagersædet, holder den imens jeg sætter mig ind og lukker den i. Jeg kigger underligt og irriteret på ham, imens han går om til førersædets side og sætter sig ind bag rattet og tænder bilen. Han begynder at kører og i det han kører ud fra parkeringspladsen begynder jeg at tale.


”Du ved godt, at du ikke behøver opfører dig sådan. ” mumler jeg og lægger armene over kors. Jeg kigger kort ud af sideruden inden jeg kigger hen på ham. I et stykke tid er han tavs og hans blik er rettet koncentreret mod vejen, inden han kort kigger undrende på mig.


”Opfører mig hvordan? ” spørger han efter lidt tid og jeg sukker lydløst. ”Som om du faktisk bryder dig om mig. Du behøver ikke være venlig, det behøver ingen af jer. ” mumler jeg og kigger ligegyldigt ud af foruden.


Hvis jeg bare lader som om at jeg ikke bliver glad for, at de rent faktisk lægger mærke til mig, bruger tid på mig og prøver at være søde ved mig, selvom jeg er led mod dem, kan det være de stopper. For jeg viser ingenting, det er min egen lille pagt, jeg har indgået med mig selv, efter det der skete dengang.


Det betyder intet for mig. De betyder intet for mig.


Den sætning gentager jeg inde i mig selv mange, mange gange i træk. Nu har jeg da overbevist mig selv, eller jeg har overbevist en del af mig selv om det. Det er vel en start, men stadig ikke helt godt nok. Jeg kan være bedre, det skal være bedre. Det betyder intet for mig. De betyder intet for mig. Sådan er det.


”Nicole, hvorfor kan du ikke bare indse at jeg faktisk bryder mig om dig? Det gør vi alle. Vi ved godt at den der facade du har sat op, ikke viser den rigtige dig. Jeg ved at du er anderledes, at du ikke er kold og kynisk, som du udgiver dig for at være. Så det er mere mig der bør sige det, så det gør jeg; Du ved godt, at du ikke behøver at opfører dig sådan. ” hans lille talestrøm rammer mig på en eller anden måde, men jeg ryster det hurtigt af mig. Det er bare ord, der har forladt hans mund. Bare ord.


Sande ord.


”Du tager fejl. Du kan vidst bare ikke accepterer at det er sådan jeg er. Det er den jeg er. Der er ingen facade, Harry, det er bare mig. ” jeg smiler falskt til ham og kigger kort ned i mit skød. Det føles som om min facade vakler, på grund af dem. Som om jeg er blevet mere usikker, på grund af dem.


Gad vide hvad jeg ville have lavet i dag, hvis Zack aldrig havde sagt ja til dette? At han aldrig havde fået dette tilbud? Ville jeg så være i gang med en koncert? Eller have en hyggelig aften for mig selv, uden at have millioner af tanker inde i mit hoved? Zack skulle virkelig aldrig have sagt ja til dette, kan han ikke se, at jeg bare vil have det som det var før?


”Så siger vi det. ” svarer han mig flabet igen, hvilket får en irriterende følelser til at vælte op i mig. Han behøver ikke lige frem at opfører sig som var vi små søskende på fem år.


”Har du nogle søskende? ” spørgsmålet flyver ud af min mund og først da jeg har sagt det, går det virkelig op for mig hvad jeg lige har sagt. Hvorfor skal jeg være så dum? Han kigger underligt på mig, sikkert over mit pludselige – og overraskende venlige og interesserende – emneskift. ”Ja, jeg har en søster der hedder Gemma, har du nogle? ” spørger han.


Jeg registrer langsommere end normalt hans spørgsmål og stirre stift frem for mig. Og hvis jeg virkelig skal være ærlig, så blander panik sig med tomhed. Ifølge mig er det verdens dårligste kombination, især fordi jeg er træt af tomheden som direkte bor inden i mig og minder mig om hvem jeg er og hvad der er sket, hver evig eneste ag, når jeg slår øjnene op. Det er derfor jeg nogle gange overvejer slet ikke at stå op og bare ligge i min seng til jeg rådner op.


Men så kommer jeg i tanke om hvem jeg er og gider ikke have at nogle lyver om min pludselige død. Eller værre, graver i hvorfor jeg døde og vil opdage skabet ude på toilettet og sikkert vil tage en snak med mine forældre som så vil fortælle hele den grimme sandhed, som jeg kæmper for at skjule hver dag; At jeg er blevet forladt.


Sølle.


”Nej. ” svarer jeg koldt og en anelse undvigende. Og hvis jeg havde ville jeg hverken fortælle dig det, eller kendes ved det. På grund af en ting; Skam.


Harry sukker opgivende og resten af vejen derhen, foregår i tavshed. Harrys blik hvilende på vejen og mit ud af sideruden, jeg ved ikke hvad han tænker. Jeg ved ikke engang hvad jeg tænker. Det hele er en stor pærevælling, af alting; Ord, sætninger, billeder, minder, som ikke giver mening, når det hele bliver sat sammen. Det er som en stor klump af snore. Som jeg ingen lyst har til at vikle ud.


Alle minderne og tankerne må med glæde blive inde i midten af den i mange, mange år. Faktisk må de med glæde blive derinde og aldrig vende tilbage.


Vi ankommer til klubben og Harry kører ind på en tom parkeringsplads. Jeg fatter ikke hvorfor han har taget bilen herhen, for det er ikke fordi han ligefrem kan kører hjem, når han er fuld. Medmindre han vil blive taget for det eller slå nogle ihjel. Det kan jo også være han ikke har tænkt sig at drikke, men det tror jeg ærlig talt ikke. Hvis man har en mulighed for det, så skal man drikke sig fuld og glemme alt. Efter min mening.


Det kan jo godt være at de har andre meninger, eller noget, men de kan ikke lave om på mig. Lige meget hvor meget de prøver, kan de ikke. Og tro mig, når jeg siger de prøver. Og Harry lægger sig endda fuldt ud i det. Det er jo helt vildt dumt, for de kan ikke ændre mig. Det her er mig og det må de bare accepterer, hvis ikke, så kan de altid bryde aftalen og vælge aldrig at kontakte, eller se mig igen.


Uden at sige et ord til hinanden går vi side om side, ind i klubben og finder bordet hvor Liam sidder. Han virker ret ædru, hvilket jeg så går ud fra han er. Harry sætter sig ned ved siden af ham og jeg sætter mig på den anden side, jeg skal i højeste grad ikke sidde ved siden af Harry.


Efter at have siddet der i lidt tid og snakket i meget kort tid med Liam og ellers bare i smug lyttet med på deres samtale, går jeg op i baren, for at få noget at drikke, så jeg hurtigst muligt kan blive fuld. Det her bliver en lang aften, hvis jeg ikke tager en hurtigt beslutning og får en god idé, hvilket jeg vidst allerede har fået.


Smilende finder jeg min telefon frem og prøver så hurtigt jeg kan, at finde Isabelles nummer. Jeg ringer hende op og sætter mobilen op til øret. Hun tager den næsten med det samme og for første gang i overraskende lang tid, hører jeg hendes stemme.


”Hallo? ” lyder det skrattende. Jeg tager en tår af min drink. Skænderiet er forhåbentligt lagt bag os for længst, det er bare ikke os at komme til hinanden og sige undskyld. Så bliver der jo lagt følelser i vores venskab og det gør det virkelig kompliceret.


”Du kender godt One Direction, det ved jeg du gør. Hvis jeg siger de er her, og jeg mangler stoffer, ” jeg siger ordet ’stoffer’ lidt lavere, hvis nu en af drengene skulle være bag mig eller tæt på. ”Kunne du så tænke dig at komme? ” spørger jeg smilende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...