Broken | One Direction

Nicole Campell er en tyveårig, kendt sangerinde. Lige nu foregår der en masse i hendes liv. Et eksempel er alle de rygter der tager forsiderne, dag efter dag. Rygter om at hun er på stoffer. Kun en kender sandheden om dette rygte; Selve Nicole. Udover det er hun også blevet sat til at skrive en sang med One Direction og alle forestiller sig, at det bliver et kæmpe hit. Men første møde med de skønne drenge går ikke godt, grundet Nicoles hårde facade. Vil en af drengene se ind bag facaden? Vil venskaber udvikle sig? Vil følelser få en start? Og vil hemmeligheder blive afslørede?

109Likes
73Kommentarer
98658Visninger
AA

18. Chapter 17

Nicoles synvinkel.

 

 

Vi har efterhånden siddet og skrevet på sangen i tre timer nu, og jeg bliver snart skør i hovedet af bare at sidde og kigge på et stykke papir med sangtekster vi skrev. 

 

Ikke misforstå mig, jeg elsker at skrive sange. Men ikke i så lang tid af gangen, det kan virkelig være hårdt, og man kan nærmest stirre så blind på teksterne. Lidt ligesom når man skriver en stil i så lang tid.

 

Men en positiv ting er, at drengene ikke larmer ligeså meget som de plejer. Af og til kom der nogle hvin og høje grineandfald, men slet ikke som det plejer. De plejer at opfører sig som en flok børnehaveklasses drenge, men idag opfører de sig nok mere som.. Femte klasses drenge. Så det går da den rigtige vej.

 

Men det betyder ikke, at de stadig ikke irriterer mig. Men måske var det også bare fordi at jeg vidste at de vidste hvad jeg gjorde, og hvad der skete imellem mig og Harry forleden. Og jeg synes det var flovt. 

 

"Kan vi ikke godt stoppe for idag?" spørger jeg muggent og udbryder et højt suk, hvilket får drengene til at kigge på mig.

 

"Jo," siger Harry, og jeg nikker før jeg rejser mig fra stolen, tager min jakke og er på vej ud af døren.

 

"Nicole vent," siger Harry, og jeg stopper op og udstønner et suk igen. Kan de dog ikke bare give mig lov til at tage hjem? Jeg er så træt og udmattet - både psykisk og fysisk, jeg ville bare gerne hjem og slappe af.

 

"Vil du med i byen i aften?" spørger han, og jeg ryster ivrigt på hovedet. Jeg magter det ærligtalt ikke, jeg vil bare allerhelst hjem i min seng og sove dagen væk. Sove smerten væk, der sidder og gnaver i mit hjerte.

 

"Nicole, please," "Nej Harry. Accepter nu et nej," siger jeg irriteret og skulle til at vende mig om igen, før der var en der tog fat i min skulder. Jeg skulle lige til at vende mig om og give Harry en skideballe, da jeg var sikker på det var ham. Men da jeg vendte mig, og skulle til at skælde ud, fangede et par blå øjne min opmærksomhed.

 

Jeg følte jeg var i en trance. Jeg står bare brat og stirrer ind i de blå øjne der lyser op af bekymrelse og omsorg.

 

Jeg ryster kort på hovedet og træder et skridt bag ud, da jeg kommer til mig selv igen. 

 

"Vil du ikke nok, Nicole?" Beder Louis, og jeg sukker kort igen. 

 

"Hvorfor?" spørger jeg igen, stadig en anelse surt.

 

"Vi vil jo gerne lære dig bedre at kende," kommer det fra Niall, og jeg løfter mit ene øjenbryn før jeg ryster på hovedet.

 

"Nej," siger jeg igen, og skulle til at vende mig om igen, men endnu engang bliver en hånd lagt på min skulder. Hvem det er, observerer jeg ikke, men ærligtalt er jeg også lidt ligeglad, lige nu. 

 

"Fint," sukker jeg irriteret før jeg vender mig om, åbner døren ud til gangen, og går med faste skridt væk fra rummet. 

 

"Vi henter dig klokken otte!" Bliver der råbt bag mig, men jeg svarer ikke. Jeg går bare videre ned af gangen, og tager elevatoren ned.

 

Der var en ting der gik mig på.

 

Hvorfor kunne de drenge altid få mig overtalt? Hvorfor har jeg sådan nogle blide øjeblikke med dem? Øjeblikke hvor jeg stirrer dem ind i øjnene eller kysser? 

 

Det bekymrer mig faktisk ret meget, men på den anden side bør jeg slet ikke tænke på det. Faktisk er det helt forbudt at tænke på, fordi Nicole Campbell er en stærk person, og er ikke typen der har eller får følelser. Det er ihvertfald sådan andre skal se mig: Kold og følelsesløs. De må ikke se det skrøbelige hjerte der ligger gemt bag facaden. Selvom jeg efterhånden tror, at drengene, ihvertfald Harry har set det et par gange. Og det irriterer mig grænseløst.

 

Jeg går ud af døren fra den store bygning, og sætter kurs mod min lejlighed, som i nok ved ikke ligger ret langt herfra.

 

Jeg går lidt i mine egne tanker, men vågner pludselig op da der er en som tager fat i mig bag fra. 

 

"Du er Nicole Campbell!" udbrødder en pige, og jeg vender mig straks om. "Ja, det er jeg," siger jeg og prøver at falske et smil. Jeg har ikke rigtig overskud til at skulle leve op til at være en verdensberømt sanger lige nu. Ikke misforstå mig, for jeg elsker mit job, - uden tvivl! Men lige nu er jeg bare så træt og udmattet, og jeg har brug for at hvile lidt. Især hvis jeg skulle i byen i aften.

 

"Må jeg få din autograf?" spørger hun igen, og virker faktisk okay flink.

 

"Ja da," siger jeg og smiler, hvorefter jeg trækker en kuglepen og en lille lap op af min taske, og skriver med fine bogstaver: Nicole Campbell.

 

Jeg aflevere lappen til hende, og putter det resterende i min taske igen. Jeg har for det meste altid lapper og en kuglepen med, da det jo er ret ofte jeg møder nogen som kan kende mig.

 

Jeg tager mine solbriller op af min taske, og putter dem ned over mine øjne. Solen skinner og det er egentlig en okay temperatur. Jeg vil nok gætte på 18-19 grader, så der var hverken for varmt eller koldt. Helt perfekt.

 

Jeg åbnede døren til den opgang jeg boede i, og gik op af de mange trapper indtil jeg nåede min lejlighed på 1. sal. Så så mange trapper var der heller ikke, men når man er så udmattet som mig, er det altså en del.

 

Jeg låser døren op til min lejlighed, og går ind og lukker døren efter mig.

 

Jeg stiller min taske på gulvet og går ind på badeværelset for lige at få redt mit hår igennem. Det er bare blevet en vane at gøre, tror jeg.

 

Jeg kigger mig kort i spejlet, og mit ansigtsudtryk bliver mere og mere trist at se på.

 

Jeg kan virkelig ikke lide mig selv. Jeg er så utilfreds med hver en lille detalje. Og det er jeg så træt af, efterhånden.  Hvorfor kan jeg ikke bare være smuk ligesom alle andre? Ligesom Katy Perry eller Ariana Grande? Hvorfor ikke mig?

 

Selvhaden skyller ind over mig, med sådan et kraft at jeg automatisk kigger hen på skabet. Skabet med barberbladet, som ikke længere er låst inde. Også selvom jeg havde lovet Nathan aldrig at gøre det igen. Men det havde jeg jo allerede brudt, og han havde desuden forladt mig. Jeg er så ensom og alene, jeg har intet. Alt jeg bare har en lille smule, skubber jeg væk. Og jeg er ikke stærk nok til det her mere. Jeg er så svag uden ham.

 

Jeg sukker dybt, og tager en hurtig beslutning. Jeg åbner det højre skab, og finder bøtten med amfetamin, som jeg ivrigt tager ud hvorefter jeg hælder indholdet ud i min hånd. Der ligger nu tre små hvide piller i min hånd, hvilket får mig til at smile. Det skulle gerne hjælpe. Det skulle gerne få mig til at glemme.

 

Jeg propper pillerne ind i munden, og tænder vasken, hvorefter jeg læner mig ind over og sluger noget vand, der skylder pillerne ned. Om lidt skulle de gerne virke. Jeg havde også taget et par i morges, men jeg kan ærligtalt ikke mærke det mere. Derfor skal der nye piller til. Og om lidt ville jeg forhåbentlig være langt væk.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...