Broken | One Direction

Nicole Campell er en tyveårig, kendt sangerinde. Lige nu foregår der en masse i hendes liv. Et eksempel er alle de rygter der tager forsiderne, dag efter dag. Rygter om at hun er på stoffer. Kun en kender sandheden om dette rygte; Selve Nicole. Udover det er hun også blevet sat til at skrive en sang med One Direction og alle forestiller sig, at det bliver et kæmpe hit. Men første møde med de skønne drenge går ikke godt, grundet Nicoles hårde facade. Vil en af drengene se ind bag facaden? Vil venskaber udvikle sig? Vil følelser få en start? Og vil hemmeligheder blive afslørede?

109Likes
73Kommentarer
99197Visninger
AA

17. Chapter 16

Nicoles synsvinkel.


Alarmen ringer, men for første gang i flere måneder, synes jeg, at det er en dag, der måske er værd til at stå op på. Jeg slår dynen til siden og kommer uheldigvis til at skubbe den ned på gulvet. Gabende samler jeg den op inden jeg trasker ud på badeværelset hvor jeg kort kigger mig selv i spejlet, inden jeg børste mine tænder og reder mit hår. Jeg vælger bare at lade de hænge løst ned om skuldrende på mig og lader være med at glatte eller krølle det.


Derefter går jeg tilbage ind på mit værelse og åbner skabsdøren, så alt indholdet i mit skab, møder mit syn. Jeg bliver lidt overrasket over at der roder så meget. Det husker jeg det ikke som. Hurtigt finder jeg et par lyseblå jeans, som er lidt for store, og en lysegrå bluse, der går ned til lige over knæene bag på. Jeg tager tøjet på og står lidt og kigger ud i luften og falder i staver.


Det eneste mine tanker kredser om, er det der skete i går. Han kyssede mig. Jeg kyssede ham. Han nød det. Jeg nød det. Betyder det noget? Jeg har ikke følt i virkelig lang tid og har for længst glemt alle de her følelser. Er de gode? Dårlige? Jeg føler mig som en der har mistet sin hukommelse og intet kan huske fra førhen.
 Rystende på hovedet kigger jeg på klokken. Den er otte.


Jeg får lagt min Make Up, som består af Concealer – som dækker mine sorte rander under øjnene som har været der i flere måneder nu, af en bestem grund; Mareridt eller søvnløse nætter – Foundation, Mascara og Eyeliner. Ikke mere, ikke mindre.


Efter det, er der kun gået ti minutter, men jeg vælger alligevel at gå hen til studiet. Lige nu har jeg ærlig talt ingen anelse om hvor langt vi er nået og glæder mig til at se, om den er færdig og hvor god den nu egentlig er blevet. Både mine og deres fans har skrevet meget om, at det bliver en af de bedste sange, som nogle sinde er blevet lavet. Men det er jo nok fordi de støtter os og er ude på at gøre os glade. Desuden har alle jo ikke ens musiksmag, så efter dem der kan lide pop, bliver den måske god, men dem der er til en anden genre, foretrækker noget andet, eller synes den er direkte til at smide i en skraldpose og ned i en affaldscontainer.


På få minutter er jeg gået den korte vej der er hen til studiet og er nu på vej ind. Jeg går videre hen til elevatoren, hvor jeg kort efter, befinder mig på etagen lyd- og musikrummet er på. Og meget minutter senere, sidder jeg ved bordet og husker mig selv på, at en af drengene tog den med hjem. Hvorfor, ved jeg ikke, men vi skal nok også snart lave musikken til den. Der får vi selvfølgelig hjælp fra andre.


Så i stedet for at sidde og kigge ud i luften i femogtredive minutters tid, tager jeg min telefon op af min sorte taske og går ind på Twitter. Jeg scroller lidt ned af startsiden og finder utrolig meget hate. Jeg plejer aldrig at lægge særlig meget mærke til det, fordi for det meste finder jeg ikke sådan noget på min startside. Der plejer mere at være søde kommentarer, sjove billeder eller videoer af alt muligt, eller helt almindelige hverdags tweets fra nogle fans, eller andre personer, som jeg følger.


LineaDB: Nicole and drugs? Yeah, that though has crossed my mind a few thousand times. I’ve heard she’s a cutter, i hope that’s true.


1Dismyeverything: That bitch seriously need someone to take care of her. But i still want her to brun in hell, this world doesn’t need her.


Alison_Blue: She think she’s so smart, pretty and she think that she can sing. She can’t.


Zeraxx: Everybody, don’t waste your time on her. She isn’t worth it.


De er de eneste jeg når at se, inden jeg slukker min telefonen og skubber den væk fra mig, så den ender inde midt på bordet. Jeg prøver at holde mine tanker på alt muligt positivt, men for hver tanke, bliver det mere og mere dystert og negativt. Frustreret udstøder jeg en lyd og vikler mine fingre ind i mit hår og sidder sådan i noget tid.


Jeg tror ikke jeg kan klare det her. Jeg kan ikke klare at være en kendt sangerinde og hver gang jeg laver en lille fejl, kommer det på alle forsider. Jeg kan ikke klare at der er nogle der hader mig og skrive lede kommentarer, når de ikke en gang kender mig. Jeg kan ikke klare at lade som om jeg har det helt fint, når jeg overhovedet ikke har det sådan. Jeg kan ikke klare at alle tror jeg har alt, når jeg ingenting har. Jeg kan ikke klare livet.


Jeg kaster et hurtigt blik op på uret, der hænger lige over døren. Der er stadig femogtyve minutter til de kommer. Massere af tid, Nicole, massere af tid.


Alligevel ryster min hånd, da jeg hiver min taske op på mit skød. Jeg lader min hånd dykke ned i tasken og finder den lille flaske/bøtte med amfetamin, frem. Jeg hælder et par piller ud i min hånd og for dem hurtigt ned. Nu har det bare at virke hurtigt, så jeg ikke bryder grædende sammen når drengene er her. Det er for meget det de allerede har set og hørt, jeg ønsker ikke de skal se eller høre mere.


Sukkende går jeg ind i det lille indspilningsrum. Det er sjovt at være derinde, lige meget hvor højt man råber, hvad man råber, så kan ingen hører det. Medmindre man piller lidt ved knapperne, derude, så kan man enten hører hvad jeg siger derude, eller jeg kan hører hvad de siger. Men der er ingen, derfor tager jeg en dyb indånding.


”Jeg kan og vil ikke. Jeg indrømmer det, jeg hader at være her. Det er noget fucking lort. Alle andre har ret. Jeg bør ikke eksistere. ” jeg råber det så højt jeg kan, inden jeg smiler tilfreds og sætter mig ned og op ad væggen.


Livet er fyldt med oppe og nedture. Jeg har på fornemmelsen, at alle mine gode tider, er blevet brugt. Der findes ikke flere, der kommer ikke flere. Nu er det kun dårlige tider jeg kan vente, de fleste tider jeg kan huske, er dårlige. En ting jeg aldrig har forstået, er hvad vi skal udrette i livet. Hvorfor lever vi egentlig. Er vi dukker som bliver født, for alle de gode tider så en eller anden person kan juble og alle de dårlige tider så en eller anden person kan græde? Og dør vi bare fordi at nu er vi brugte og personen lige har fået en ny dukke?


Er den eneste grund til at vi findes, trækker vejret, lever, fordi at en eller anden har lyst til at lege? Have det sjovt? For så er det jo fuldkommen latterligt at leve.


Irriteret skubber jeg tankerne og spørgsmålene fra mig. Nu vil jeg fokuserer på at skrive den her sang færdigt og så kan jeg overveje hvad jeg vil derefter, selvom det sikkert er at vende tilbage til det der efterhånden er blevet til basale ting. Det som jeg normalt ville være i gang med lige nu, hvis det ikke var for den her sang. Selvom det bør være omvendt, så er dette, langt mere udmattende end alle de andre ting, jeg laver på en enkelt dag.


Overraskende nok, så idet døren går op og larmen – eller det regner jeg med – flyder ind i det andet rum, lyder en svag summen herinde hvor jeg sidder og derfor går jeg ud fra, at de er kommet. Jeg tager en dyb indånding og mærker amfetaminen allerede har taget virkning. Jeg rejser mig op og strækker mig kort og tænker ikke på, hvor akavet det kommer til at være. Eller det indser jeg først, da jeg træder ud fra rummet og ind i det andet. I det samme jeg gør det, lader alles blikke på mig og jeg standser midt i en bevægelse.


”Hvad? ” vrisser jeg og ryster hurtigt på hovedet ad mig selv. Hvorfor skal jeg være så led? Kan jeg ikke bare tale til dem normalt og ikke snerre, vrisse, råbe eller skrige af dem? Måske er det bare sådan jeg er. Sådan jeg er blevet efter det der skete. Det er måske bare mig, den nye mig, som ikke har lov til at føle. Det var dumt af mig at føle, jeg vil ikke blive såret igen. Der var en grund til, at jeg skubbede alle væk i første gang og lod være med at give mig selv adgang til at føle.


Ingen siger noget og deres blikke er stadig på mig. Jeg fnyser kort, inden jeg går hen og sætter mig ned på en stol. Deres blikke fjerner sig langsomt fra mig og de sætter sig også ned på en stol. Niall lægger blokken på bordet og en tavshed breder sig. Der går lang tid før, at Liam trækker blokken hen til sig og begynder at læse det af sangen vi nu har, igennem.


De skiftes lidt til at læse det igennem og skrive og rette lidt hver. Imens sidder jeg bare og stirre direkte ud i luften. Er det virkelig det her jeg vil? Altså Nathan og jeg snakkede nogle få gange om det.


”Jeg synes du skal gøre det. Jeg står bag dig gennem det hele, du har jo en fantastisk stemme, Nicole. ” han kigger kort på mig inden han tager en tår af sin kaffe.


Vi befinder os på en kaffebar midt inde i byen. Mange synes nok om den, eftersom at det vælter ind og ud, med teenagere, mødre, travle forretningsmænd og virkelig mange ældre mennesker, som åbenbart er helt vilde med kaffen her. Det første gang jeg er her, men jeg ved ikke hvor mange gange han har været her. Det var Josh der fortalte ham om det her sted og nu er Nathan også blevet helt vild med det.


”Hvor mange gange skal jeg sige det til dig? Jeg er genert og det ved du godt. Du må ikke presse mig til at gøre det. Og hvad nu hvis ingen andre synes om min stemme? Du er den eneste der nogensinde har rost den, ” mumler jeg.


Et grin undslipper hans læber og jeg kigger undrende på ham. Hvorfor griner han? Tog han pis på mig? Det håber jeg godt nok ikke, for så bliver det ikke godt for ham. Så ender jeg med at give ham toiletvand næste gang han beder om at glas vand og forlanger at jeg henter det til ham. Eller en værre hævn.


Men det vil selvfølgelig altid kun være for sjov. Eller det håber jeg.


”Det er der jo en grund til, søde Nicole. Jeg er ret sikker på, at jeg er den eneste der nogensinde har hørt dig synge. ” han blinker til mig og tager en sidste tår af sin kaffe, som der fra nu af, ikke er mere tilbage af, i hans lille kop.


”Ja, og det var fordi du havde sat et kamera op, så du kunne se hvad jeg lavede når jeg var alene hjemme. Det var en fejl. ” griner jeg og rækker tunge ad ham.


Jeg skubber mindet fra mig, så jeg ikke kan blive ved med at blive mindet om, hvad jeg savner. Hvordan jeg en gang var. Hvordan jeg en gang følte, grinede og levede. Det er som om at efter det der skete, så døde noget inde i mig, på grund af ham. Men alligevel var det ikke min skyld. Jeg skulle bare ikke have ladet ham gå.


”Nicole, kan jeg tale med dig? ” spørger Harry og forvirret kigger jeg hen på ham. Jeg skal lige væk fra mindet og få mig selv til at huske, at dette er nutiden og ikke dengang. Men hvorfor skal alle de minder, indhente mig? Jeg har bare lyst til at glemme det hele.


Jeg nikker kort og rejser mig op, lidt for voldsomt og stolen ryger skrabende tilbage. Harry gør det samme, bare mindre voldsomt og stolen laver ingen skrabende lyd. Jeg følger med ham ud på den aflange gang. Hvor han vender sig om så vi står front mod hinanden.


”Er du okay? ” spørger han og kigger omsorgsfuldt. Han skal til at række ud efter min kind, men jeg viger tilbage. Hans hånd standser midt i luften og han kigger undrende på mig, inden han langsomt lader den falde. ”Hvad tror du selv, Harry? Det er noget af det dummeste du kan spørge om. ” hvæser jeg og lægger armene over kors.


Han ser underligt og forvirret på mig. Jeg er ret så sikker på, at han undrer sig over mit humør. Hvordan jeg var i går, hvad jeg sagde i går. Og hvordan jeg nu opfører mig. Kold og led, i stedet for kærlig og sød.  Han åbner munden men ingen ord kommer ud, men han arbejder på det, og lidt efter ryger endnu en sætning ud.


”Vil du ikke fortælle mig hvad der er galt? ” han tager et skridt tættere på mig, så der ikke er særlig meget mellemrum imellem os.


Lydløst sukker jeg og lukker øjnene kort, inden jeg åbner dem igen og kigger direkte ind i hans grønne øjne. De øjne som er så modsat mine som de overhovedet kan være. De er skinnende, fulde af liv, af kærlighed. Han er elsket. Tårerne presser på og jeg vender blikket ned mod gulvet, i tilfælde af, at en eller flere skulle undslippe. Det her er meget for mig. Alt for meget.


”Nej, Harry. For ved du hvad? Jeg er ikke sød? Jeg er led. Du må forstå at jeg intet kan føle, jeg kan ikke være sådan som andre ønsker mig. Jeg kan lade som om, men jeg bliver aldrig som andre ønsker. I drenge har set alt det af mig, som i ikke skulle have set. ” ordende flyver ud af min mund og jeg ved dårligt selv hvad jeg siger. Min hjerne når ikke at registrerer dem før de er ude. Jeg har lige nu ingen kontrol over, hvad jeg siger eller gør.


”Nico- ”


”Hvad er meningen overhovedet? Hvorfor gør jeg som jeg gør? Jeg kan ikke stoppe. ” afbryder jeg ham og i det ordende har forladt min mund, fortryder jeg og kigger langsomt op på ham med store øjne, hvilket er endnu en af de mange fejl, som jeg bliver ved og ved med at begå. Gid denne strøm af de mange fejl som jeg bliver ved og ved med at lave.


Langsomt går det op for ham, ved jeg lige har sagt og nøje kigger han mig direkte ind i øjnene. Han sukker tungt.
”Du er på det der stads igen. ” mumler han.


”Det er præcis hvad jeg er. Du behøver ikke tage dig af mig, du er ikke min babysitter. Jeg gør hvad jeg gør og det er mit ansvar. Ikke dit. ” siger jeg koldt og kort, inden jeg vender ryggen til ham og går ind i rummet igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...