Broken | One Direction

Nicole Campell er en tyveårig, kendt sangerinde. Lige nu foregår der en masse i hendes liv. Et eksempel er alle de rygter der tager forsiderne, dag efter dag. Rygter om at hun er på stoffer. Kun en kender sandheden om dette rygte; Selve Nicole. Udover det er hun også blevet sat til at skrive en sang med One Direction og alle forestiller sig, at det bliver et kæmpe hit. Men første møde med de skønne drenge går ikke godt, grundet Nicoles hårde facade. Vil en af drengene se ind bag facaden? Vil venskaber udvikle sig? Vil følelser få en start? Og vil hemmeligheder blive afslørede?

109Likes
73Kommentarer
98586Visninger
AA

16. Chapter 15

Harrys synsvinkel.

 

Uden et eneste ord, placerer jeg mine læber mod Nicoles. Jeg kan mærke at det kommer bag på hende, men efter lidt tid begynder hun at kysse med. Det føles så rigtigt i øjeblikket, og jeg kan mærke det kilder i hele min krop.

 

Hun trækker sig hurtigt væk fra mig, og kigger kort på mig før hun uden ord spæner ud mod døren, og der går ikke ret lang tid før jeg hører at døren smækker.

 

Jeg står et øjeblik bare og stirrer tomt ud i luften. Hvad skete der lige? Har jeg ligger kysset selve Nicole Campbell, og havde hun kysset med? Hvorfor løb hun? Kunne hun lide det? Kunne jeg lide det? Spørgsmålene står nærmest i kø for at komme ud, og de gør mig ærligtalt bare mere forvirret.

 

Jeg kunne hører drengenes stemmer, og de er hurtigt ude ved mig.

 

"Hvad skete der Hazza?" spørger Louis og kigger på mig, og ser ud til at søge efter Nicole. "Og hvor er Nicole?" spørger han igen, og kigger på de andre drenge, som ser mindst ligeså forvirret ud.

 

"Jeg kyssede hende," siger jeg ærligt og kigger hen på drengene, som ser måbende tilbage på mig.

 

"Kyssede du hende?" spørger Niall og kigger mærkeligt på mig, men jeg nikker.

 

"På munden?" spørger Louis, men jeg kan ikke aflæse hans udtryk i ansigtet, da han kigger ned i gulvet.

 

"Og så løb hun?" spørger Niall igen, og jeg nikker.

 

"Hun stoppede pludseligt, og spænede ud mod døren," siger jeg, og kan aflæse på drengene, at de ikke helt forstår situationen. Men det gør jeg heller ikke selv.

 

Jeg var jo udmærket klar over, at Nicole havde det skidt. Og da hun åbnede døren, og jeg igen fik bekræftet at hun var på de lorte stoffer, så anede jeg ikke hvad jeg skulle gøre. Jeg kunne se smerten indeni hende, - jeg kunne se gennem den facade, som er begyndt at blive sværere og sværere for hende at holde. Jeg havde medlidenhed til hende, og uden videre at vide hvad jeg skulle gøre, havde jeg i affekt kysset hende.

 

Men et par ting kom stadig bag på mig: Hvorfor kildede det i min mave, da det skete? Hvorfor nød jeg det? Det føltes så forkert, men alligevel så rigtigt.

 

"Tror i hun er okay?" spørger Liam og afbryder stilheden, hvilket får os andre til at kigge op. Det så ud til, at vi alle sammen tænkte. Det kom jo også bag på dem.

 

"Jeg tager hjem til hende og snakker med hende," siger jeg, før jeg begynder at tage mine sko på. Jeg kigger mig omkring, og ser Nicoles sko og jakke, som jeg samler op, for at tage med.

 

"Skal jeg tage med?" spørger Niall, og jeg kan se han virkelig ser forbavset ud efter det her. Jeg ryster bare på hovedet før jeg går ud af døren. 

 

Jeg lukker den efter mig, hvorefter jeg går hen og låser min bil op. Jeg sidter mig ind i den, og lidt efter er jeg på vej hen mod Nicoles lejlighed, som kun ligger få minutter herfra.

 

Da jeg når bygningen hvor hendes lejlighed ligger i, stiger jeg ud af bilen, tager hendes ting med, og går hen mod hendes opgang.

 

Da jeg når halvvejs op af trapperne kommer jeg til at huske, at jeg har glemt at låse bilen. Jeg sukker tungt, før jeg løber ned af trapperne igen, og trykker på knappen, der låser den.

 

Jeg putter den ned i lommen, hvorefter jeg løber op ad trapperne igen, og stopper da jeg når Nicoles dør. 

 

Jeg banker på, og står og venter i lidt tid, - men uden svar.

 

Igen banker jeg på, men står igen i lidt tid. Jeg aner jo slet ikke om hun overhovedet er hjemme, men hvor skulle hun ellers være taget hen?

 

Jeg var lige ved at banke på igen, men så åbnede døren sig, og Nicole kom til syne.

 

Jeg kunne se på hende, at hun prøvede at stille sin sædvanlige facade op, - men var det ikke gået op for hende, at jeg kunne se igennem den?

 

"Hvad?" spørger hun koldt, og jeg sukker.

 

"Nicole, stop med den facade. Jeg kan godt se igennem den, okay? Jeg kan godt se smerten i dig. Jeg kan godt se hvor ondt det gø-" "Stop Harry, du ved fucking ingenting!" afbryder Nicole råbende, og jeg kan se nogle tårer som samler sig i hendes øjne.

 

"Hvis det var derfor du kyssede mig, så kan du godt tage og skride hjem igen! Jeg har ikke brug for at du kommer og leger med mine følelser," fnøs hun, og et hulk slap ud igennem hendes mund. Hendes ord kom bag på mig, men samtidigt var det jo rigtigt. Jeg kyssede hende fordi jeg ikke anede hvad jeg ellers skulle gøre, men samtidigt havde kysset bevist et par ting: Jeg havde nydt det, og samtidigt havde min krop reageret på det. Jeg ved ikke om man kunne sige jeg havde desideret følelser for Nicole, - vi kendte jo trods alt ikke hinanden sådan heeelt vildt godt, men jeg kunne godt lide hende. Jeg er faldet en smule for hende, hendes hårde attitude, men samtidigt hendes skrøbelige jeg. 

 

"Nicole.." siger jeg og trækker vejret dybt, og jeg kan se hun trækker sig længere og længere ind i sin mørke lejlighed.

 

"Må jeg komme ind?" spørger jeg, men hun svarer ikke. Hun går bare væk fra døren, hvorefter hun lander på gulvet, og flere tårer finder sin vej ned af hendes kinder.

 

Jeg går ind af døren, og lukker den efter mig, hvorefter jeg sætter mig på hug foran hende.

 

Jeg tårer blidt hendes tårer væk, og jeg kan se hun reagere på mine berøringer.

 

"Nicole hør her. Jeg kyssede dig i affekt, okay? Men under kysset..." sagde jeg og stoppede. Jeg blev et øjeblik i tvivl om, om jeg overhovedet skulle fortælle det. Jeg var jo også nervøs for, om hun overhovedet mærkede det samme som mig.

 

"Jeg vidste det.." mumlede Nicole og kiggede væk fra mig. Men jeg blev nød til at tage chancen.

 

"Hør.. Jeg nød det faktisk," min stemme var en smule lav, og selvom det var utrolig svært at sige, fik jeg det sagt.

 

Nicoles ansigt udtryk ændrede sig pludseligt, og hun kiggede mig dybt i øjnene.

 

Overraskende, blev hendes udtryk ændret fra ulykkelig, til at et lille smil kom frem på hendes læber.

 

"Mener du det?" spørger hun igen, med en lidt rystende stemme. Jeg nikker, og hun smiler igen. Det er så dejligt at se hende smile.

 

 

Nicoles synsvinkel:

 

"Hør.. Jeg nød det faktisk" Harry's stemme var en smule lav, men nok til at det kildede i min krop. Havde Harry nydt det? Jeg prøvede at holde mit smil inde da det garanteret ville se dumt ud, men jeg tillod det istedet at komme ud.

 

"Mener du det?" spørger jeg en smule nervøst, og det er elles helt usædvanligt at man ser mig så følsom som jeg har været idag.

 

Han nikker, og endnu et smil kommer ferm på mine læber. Han mente det virkelig.

 

Og jeg kunne jo også godt lide det. Jeg kunne mærke hvordan min krop havde reageret på det, og det beviste jo det hele. 

 

"Hvad med dig?" spørger Harry, og ser en smule nervøs ud. Jeg kigger på ham, og før jeg ved af det presser jeg mine læber mod hans igen. Et længeventet kys blev dannet, og jeg kunne mærke både på mig selv og på ham, at vi begge nød det.

 

------------------------------------------------------

Kapitel 15 <3

Det kunne være super fedt hvis i gad at kommentere, hvad i synes om historien indtil videre! :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...